Via Rejseliv: På den vestlige del af den populære ferieø kan man føle Bali-ånden med alle sanser, nyde den vilde natur i den bjergrige nationalpark og opleve arbejdet med at genskabe de ødelagte koralrev.
Bølgerne vælter i hvidt skum ind mod stranden. Mellem palmerne gemmer sig et par ferieresorts, men turisterne fylder ikke meget her på Pemuteran-kysten i det nordvestlige hjørne af øen.
Bag os tårner grønne bjerge sig op i en for blide Bali uventet vild natur og landskab. Det er Vest Bali Nationalpark – øens eneste.
Der er solstole i sandet, men ikke mange af dem, og de er trukket godt op på stranden, som »forsvinder« et par gange i døgnet, når det er højvande. Solen brænder på skuldre og ryg, selv om klokken kun er halv ni.
Vi skal ud at snorkle og opleve det »elektriske vidunder«, der skal bringe den forunderlige verden af koraler og marineliv, der tidligere var været få svømmetag ud fra stranden, tilbage.
Men i dag ødelægger bølgerne og strømforholdene sigtbarheden her på det lave vand, hvor »vidunderne« er placeret.
I stedet sejler vi længere ud i Pemuteran-bugten til revet og koralerne der, som efter de destruktive fiskemetoder, der især under den asiatiske økonomiske krise blev udbredt med brug af både dynamit og af cyanid, blev næsten udryddet. Men nu igen er begyndt at regenerere.
Her er vandet klart, og vi kan beundre de ganske vist lidt flade – endnu da – koraller i forskellige grønne nuancer, blå søstjerner og gulstribede fisk.
Senere hører vi så om »vidunderne« inde på det lave vand. De patenterede Bio-Rock er opfundet at en tysk arkitekt, Wolf Hilbertz, og en amerikansk marinebiolog, Thomas J. Goreau.
De fandt på at bygge »klipper« i gitterværk – strukturer, kaldes de i Bio-Rock projektet – på to-tre meter og placere dem lidt ude fra kysten. Der hvor El Nino temperaturstigningen i 1998 slog korallerne i de lavvandede områder ihjel.
Der sættes strøm til gitter-klipperne eller figurerne, som også er formet af gitterværket – ikke mere end 12 volt, som hverken er til gene for fisk eller mennesker. Men det giver en reaktion, så der hurtigt dannes sandsten på dem. Samme materiale som koralskeletter, som babykoraller under »normale omstændigheder« sætter sig på for at leve, gro og føre arten videre.
Og korallerne gror storartet på de »kunstige koralgitre« i Karang Lestari projektet, der har været i gang siden 2000.
Korallerne gror endda mellem tre og seks gange hurtigere her end normalt, og fiskelivet råtrives i de åbne »klipper«
Det er en solstrålehistorie, og der er nu 58 strukturer med voksende koraller lige ud for kysten.
»Baby-korallerne« finder man brækket af i korallerne længere ude. Naturlige afbræk forårsaget af bølgerne eller efter klodsede turisters besøg.
Dykkere samler de små koraller op og »planter« dem derefter på metal-limstenskeletterne, fortæller Rani fra Karang Lestari projektet stolt om deres arbejde.
Der er Bio-Rock projekter i 15 forskellige lande rundt om i verden, og i Indonesien har idéen bl.a. bredt sig til Gili-øerne nord for Lombok, som også lever af turisme, og hvor korallerne også har lidt slem skade under El Nino.
Men Karang Lestari-projektet her i bugten, som nu i enighed med fiskerne og de øvrige beboere i landsbyen Pemuteran fungerer som et »beskyttet område« – Pemuteran Village Marine Protected Area – er det største af dem alle.
Uden opbakning fra lokalsamfundet var arbejdet med at rekonstruere koralrrevet aldrig nået så langt.
Gahawisri, sammenslutningen af balinesisk vandsport, de lokale dykkerforretninger, områdets butikker og hoteller støtter også Karang Lestari projektet, der nu strækker sig 300 meter langs kysten og breder sig over to hektarer. Det er så vidt vides det største projekt for koralgenopretning overhovedet.
Men her stopper det ikke. Man har planer om at forsøge at flytte gitrene. At »dyrke« flere gitre med koraller inde på det lave vand, som når de er »godt groende«, skal flyttes ud til de ødelagte koralrev på dybere vand.
Men for at det kan gennemføres, må der sikres økonomi, især gennem donationer fra fonde, firmaer og private.
Til sidstnævnte har man fundet på en gimmick.
De kunstige koral-gitre skal, når de første koraller har fået »fodfæste«, gøres tættere og have påført mindre »gitre« i åbningerne.
Så hvorfor ikke »sælge« det til turister?
Man kan donere »en babykoral« til projektet, og »babyen« placeres på ens navn i det kommende koralrev.
Navnet skrives med en metalwire og sættes på en af gitterfigurerne, hvor det forhåbentlig med årene bliver dækket af koraller. En mail fra projektet efter doneringen, som givet på stedet beløber sig til 40 US-dollar, godt 200 kroner, med foto af det påsatte navn opfølges året efter af et nyt foto, så man kan se, hvordan det er gået med »koral-babyen«.
Lidt poppet måske, men det er i en god sags tjeneste, så nu sidder »Judith« på en at figurerne – en stor fisk, som kaldes »Sweet Lips« – og venter på at forsvinde i bare koraller til glæde for søstjerner og søheste, stribede fisk og turister.
Nationalparken
Bali Barat National Park ligger lige i »baghaven«. Det er den eneste nationalpark på øen. Omkring 70.000 ha tropisk skov, floder strand og hav. Menjangang øen er en del af nationalparken. Her kan man være heldig at se sjældne og truede fuglearter som den hvide Bali Starling og den lige så hvide Jakal Bali, der har en mere imponerende pjusket hovedpragt.
I parken ligger Jaypranas grav, som i de sidste 20 år har været et tempel – højtbeliggende med en forrygende udsigt.
Bag ligger den balinesiske version af »Romeo og Julie« – historien om Jayprana og hans smukke kone, Layon Sari. Den lokale høvding fik imidlertid øje på den underskønne kvinde, som han ville have. Så han lokkede Jayprana væk fra landsbyen og lod ham dræbe, hvorefter han friede til Layon Sari. Hun havde imidlertid fundet ud af, hvad høvdingen havde gjort, så hun valgte at begå selvmord frem for at gifte sig med ham.
Skildpadde-projektet
Proyek Penyu – eller »turtle-project« – ligger i landsbyen Pemuteran, og er et af Balis første udrugningsprojekter for skildpadder. Det startede i 1994, da australieren Chris Brown, som var ved at etablere et dykkercenter i Pemuteran, for at redde en havskildpaddes liv købte den af en af de lokale fiskere. Han havde ved et uheld havde fået skildpadden i sit net. Skildpadden fik en kæde på, og sat »på græs« i havet om dagen, og taget ind i en bassin om natten.
Snart fik den selskab af en endnu en skildpadde, og endnu en – og skildpadde-udklækningsprojektet var i gang. Siden er endnu flere skildpadder kommet med i projektet, og gennem årene er tusindvis af skildpaddeunger af forskellig art sat ud i havet, ligesom voksne skadede og syge skildpadder er plejet og genudsat.
Abe templet
Pulaki Tempel, som ligger i Pulaki-landsbyen lidt øst for Pemuteran, ligger dramatisk lige ud til havet. Det kaldes ofte abe-templet på grund af den store flok aber, der holder til omkring templet og som snart får gjort kål på enhver spiselig ofring – ris eller frugt – i templet. Som alle steder på Bali er der en historie at fortælle om stedet.
Templet skal ifølge legenden være bygget af asken efter en udslettet by. Den ødelagde Nirartha, en af Balis store religiøse mænd, fordi hans datter var bortført hertil, forført og dræbt. Nirartha opførte templet til minde om datteren, og landsbyens beboere blev som straf forvandlet til dæmomer, som siden har hjemsøgt egnen.
Perlefarmen
Atlas South Sea Pearl’s Hatchery ligger et kvarters kørsel mod øst i landsbyen Penyambangan. Her kan man se, hvordan man producerer de smukke perler ved at pode østers med en lille »perle«, som derefer vokser med lag efter lag af perlemor inde i østersen. I Atlas South Sea kan man følge hele processen – helt fra at avle »perleøsters«, til at producere selve perlen frem til perlen som smykke – som man også kan købe i perlefarmen.
Menjangang Island
Det er ikke den lille ubeboede ø ca. ti km ud fra kysten, der er i sig selv er en attraktion. Ganske vist er øen en del af Bali Barat National Park og skulle også være hjemsted for fredede rådyr. Det er derimod livet under vandet, turisterne kommer for. Her har koralrevene, der ligger bare et par hundrede meter ud fra øens kyst, også lidt skade under El Nino og fiskernes brug af dynamit og cyanid.
De er dog på vej til at »komme sig«, men det dykkerne især kommer for, er de fantastiske vægdyk ved det lodrette klipper, som pludselig går 60-70 meter ned, hvor koralrevet ender. Men en sigtbarhed på op til 50 meter på en god dag, kan ikke dykkere også mærke suget i maven i det pludselige »big blue«.
