Populære indlæg

Viser opslag med etiketten Cambodia / Cambodja. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cambodia / Cambodja. Vis alle opslag

søndag den 10. marts 2013

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?


Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.




torsdag den 7. marts 2013

Dagbog: Vandmangel og endnu en "indfødt" analfabet


Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

lørdag den 23. februar 2013

Sådan bosætter du dig i Cambodja (1)


Offentliggjort første gang den 22-11-2011

Visa og sikkerhed

 Som årene er gået efter revolutioner og krige, er Cambodja mere og mere blevet en reel mulighed, hvis du vil være langtidsturist, eller slå dig ned i et land i Asien.

 Denne vejledning er skrevet af Aaby, som har boet næsten to og et halvt år i Cambodja. Og som på toppen af det, har en stor berøringsflade med udlændinge som ligeledes har valgt Cambodja som deres nye fædreland.

 Visa: Du får dit visa ved ankomsten, men du kan også bestille og købe det over nettet, har jeg ladet mig fortælle. Du kan enten købe et turistvisa (TI,) eller et Business visa (EI), det sidste er cirka fem dollars dyrere. Hvis du hug og stikfast ved, at du kun skal være det cambodjanske kongerige i mindre end 30 dage, så køb du dig bare et (TI) turistvisa.

 Jeg vil dog al tid anbefale et (EI) Business visa, det koster kun fem dollars mere, og det kan forlænges uendeligt. Hvis du bliver syg, skal du ikke absolut ud af landet efter en måned. Men kan forlænge dit EI visa uden problemer. Alle byer med mere end fem huse og et fælles lokum har en agent, som skaffer dig et nyt helt lovligt visa for en beskeden betaling.

 Jeg selv køber nu ét års visa ad gangen, og det foregår ved at jeg sender penge og pas, plus ét enkelt foto til min agent Lucky Lucky Motor i Pnomh Phenh. Han formidler i øvrigt også visa til Vietnam og andre land, plus kørekort gyldig i Cambodja. Der er mange agenter, jeg fik Lycky Lucky Motor anbefalet af en som altid har fået en god behandling der, og jeg anbefaler også det firma efter af have brugt dem i 2.5 år. Du kan i øvrigt også langtidsleje motorcykler hos visa-agenten. 

 Her hvor jeg bor, kommer det lokale immigrationspoliti selv og hilser på hver sjette måned. De vil se De vil se mit pas og mit visa, og vide hvem jeg bor sammen med. Sidst de var her, gav de mig et Family Card. Jeg blev derved en slags cambodjansk statsborger, jeg har nu officiel ret til at eje mit eget køretøj i mit eget navn, med mere.

 Hvis du sammenligner visabetingelserne i Cambodja, med andre landes besværligheder og mareridt for at få lov til at blive, og bringe penge ind i deres land, vil du se med lukkede øjne, at visabetingelserne er landet største magnet.

Sikkerhed: På trods af en rekordagtig fremgang i landets økonomi, takket være øget produktion og eksport af alt fra ris over tekstilvarer, og egen produktion af flere og flere varer, som tidligere blev importeret. Cambodja har, blot som et eksempel, hele to bilfabrikker.

 Men der er stadig mange fattige, og der er desuden kriminelle, som ikke nødvendigvis er fattige, de opfatter måske bare kriminalitet som en livsstil.

 Kriminalitet, selv små ting som taskerøverier, får en enorm dækning i Thailand. Men det samme kan godt fore her i de mest kendte turistbyer som Pnomh Penh, Siem Reap, Sihanoukville, Kampot, Kep og i grænsebyen Koh Kong nede ved havet.

 Men generelt er det sikkert at være i Cambodja. For at sige det lige ud, så kommer du til at møde det Cambodja, som du selv skaber.

 Jo mere du drikker sent om aftenen eller tidligt om morgenen, jo større risiko for at blive overfaldet skaber du for dig selv. I Pnomh Penh er der løbende sager, hvor udlændinge på vej hjem fra et diskotek, bliver overfaldet, og frarøvet en taske. De små Khmer mænd vælger meget ofte at overfalde kvinder. Hører du til typen som drikker dig fra sans og samling, vil jeg direkte fraråde dig at sætte dine fødder i Cambodja.

 I de byer hvor udenlandske mænd ofte tager til, for at få kvindeligt selskab, mest Pnomh Penh og Sihanoukville, er der dagligt eller ugentlig nye eksempler på hvor ubetænksom eller alternativt de udenlandske mænd kan opføre sig.

 Nej, man efterlader ikke en prostitueret i værelset alene, det eneste selskab hun har er dine tusindvis af dollars, din nyeste iPhone, iPad, eller hvad du nu kan have på værelset, mens du går på toilettet.

 Hvis du tager på et bordel, og skal i bad før end du mod betaling skal vende det hvide ud af øjnene, ja så skal du tage dine værdier med dig i bad.

 Flytter du her til, kan det anbefales, at det sted du lejer, har alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som er mulige, ikke elektronisk, men mere tremmer for vinduer, metaldøre til indgang fra for og baghave, med mere.

 Hvis du køber en bil eller en MC, kan du være sikker på, at jo dyrere den er, jo større er risikoen for at du kan kysse den farvel.

Cambodja / Sihanoukville: The Small Hotel- svensk ejet


Svenske Henrik har drevet Small Hotel i mange år, og det hører absolut til de bedre steder, hvis vi taler om mindre hoteller og eller gæstehuse. Og så er der en fortrinlig restaurant, og ikke mindst er Henrik selv der meget af tiden. Han driver Small Hotel sammen med sin Khmer hustru.

Beliggenheen er lidt akavet til og fra de fem strande, som Sihanoukville også består af. Men man har så midtbyen i gåafstand. Et smut til eller fra stranden koster virka to dollars med tuk tuk, det halve med en MC taxi, prisen kan variere lidt alt efter hvilken strand det og, og hvor sulten chaufføren er. Jeg er selv holdt op med at spørge, stikke bare de penge i hånden på chaufføren, som jeg fornemmer turen skal koste.

Ofte kan man bruge antallet af fastboende som bruger restaurant og miljø som kvalitetsmåler. Og det siger mig meget, at mindst hver anden gæst i restauranten er fastboende. Oftest en skandinav.

Priserne er lidt i overkanten, men igen, kvaliteten er i top, i forhold til prisen. Værelser omkring de 15 til 20 dollars, måske mere for de bedste værelser.

Placering: i selve byen, man kan gå ned ved en Caltex Tank, og så dreje til venstre.

The Small Hotel

Link til bedømmelser af The_Small_Hotel-Sihanoukville

lørdag den 16. februar 2013

Dagbog: Ny nabo, et dagslysrøveri, og...


Jeg havde besøg af mine forholdsvis nye naboer forleden. Det startede med at jeg pludselig så en hvid barang dreje ind på grunden til en blok med små etværelse rækkehuse, vel max 40 meter fra hvor vi bor. Jeg ventede nogle dage, men da jeg på vej hjem så at der sad en hvis mand udenfor på en bænk, parkerede jeg min MC i vores have, og gik der over og hilste på, fortalte hvor jeg boede, og hvis der var noget jeg kunne hjælpe med, var han mere end velkommen til at kigge fordi. Havde han lyst til en snak, var det det samme. Holdt min lille MC udenfor, var vi hjemme.

Fyren er venlig uden at være overstrømmende. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men mange af de typer som kommer til Asien, har ud fra hvad jeg har set gennem godt 22 år, ikke den store lyst til at udvikle private bekendtskaber, jo så længe de foregår ude i byen, er det fint nok, men privatlivets fred, mange tak, respekter det venligst.

Det vidste jeg, og med vilje satte jeg mig eksempelvis ikke ned, så der stod vi og snakkede. Han var flyttet ind sammen med en bror, som dog mest foretrak Vietnam. Broderen ville vende tilbage til Vietnam, men han selv ville blive. han var meget glad for Cambodja og ikke mindst Kampot.

Og jo, han ville kigge forbi med broderen en dag hvor det passede ind. Hvis de ikke forstyrrede.

Under den stående snak havde fyren fortalt, at han var fra Irland, og havde fem børn. Katolik. Nordirland, tidligere militærmand. Det var de mærkater jeg satte på den sportstrænede omkring de 50 fyr, da jeg gik de, ok, måske kun 30 meter tilbage til mit/ vores hjem.

Senere har der nogle gange været en lyshudet fyr, på en MC som hans, som har givet venskabelige trut, og vores lille knægt og jeg er blevet overhalet, når vi har været af sted på vores morgen vandretur, den lille i klapvognen, forstås.

En morgen hvor jeg gik ude i haven og prøvede at rydde lidt op, det er lidt svært i en kaste affald over skulderen kultur som den cambodjanske, men jeg prøver, stod den irske nabo udenfor porten, og hilste venligt. Jeg åbnede porten og så, at han havde en stok i den ene hånd, og der var ikke billige sandaler på hans fødder, mens nogle gode vandresko. Militærmand, tænkte jeg igen.

Nej. han var ikke kommet på besøg, men så bare at vi var i haven, og han hilst på. Men vi vi snakket lidt, meget fint.

Normalt sår jeg ikke tvivl og frygt i andre her ude. Men jeg havde lidt info, som jeg godt ville støtte ham med.

Jeg havde set, at hans Honda Phantom stod ude på det fælles areal både dag og nat.

Dette dagbogsblad rummer to triste / den ene dog mere tragisk end den anden, og her kommer så den første, som vel ikke er tragisk, men mere uheldig og træls.

Her er hvad jeg fortalte min nye irlandske nabo:

For to dage siden (det var den gang) blev en af de unge studerende, som bor i et andet rækkehuskompleks lige overfor os, stoppet af en eller to fyre, den ene havde en pistol, som han truende viste frem. De ville have den unge studerende Honda Automatic, jeg ved ikke hvad de kaldes, og det fik de to røvere. På offentlig vej, ved dagslys, og dagen efter gik vores vice lands-byhøvding rundt og advarede folk. 



Så måske skulle irlænderen tænke over, hvordan han parkerede sin MC... sin Honda Phantom.

Og det var så det. Vi snakkede lidt mere om løst og fast, han fik et par tip om hvor han kunne gå sine motionsture, og så fortsatte vi begge hver især med, hvad vi nu havde gang i, inden han lige kigge forbi.

Mere hørte jeg ikke til irlænderen, indtil en dag jeg oppe fra min skrivestue kunne se, at han kom ind i vores have med en betydeligt ældre mand, som måske var hans bror. Det kom der et meget fint besøg ud af.

Det fortæller jeg mere om, i det næste dagbogsblad.


Fra Koh Kong i Cambodia til Bangkok med bus

Om at komme fra Koh Kong ved grænsen til Thailand nede ved havet.

Grænsen åbner kl 07.10 cirka, og lukker cirka kl 18.50.

Jeg tager ikke taxi, men Tuk tuk til grænsen, 4 til 5 dollars. Jeg betaler Mr. Hahn mellem 2.5 og 3 dollers for MC til eller fra grænsen fra Koh Kong.

Hvis man insisterer på at bruge taxi, er mit bud 7 dollars. I Phnom Penh er det 9 dollars inde fra centrum og ud til lufthavnen med taxi.

Man kan købe billet direkte fra Koh Kong til BKK, men det er d y r t, og det fungerer ikke.

Så ja, tag tuk tuk eller taxi til grænsen, få evt tuk tuk chaufføren til at hjælpe dig/ jer med bagagen til den thailandske port, mr. Hahn gør altid det for mig, han bærer min taske til porten, som er 10 meter fra lugen, hvor man stempler ind.

Minibusserne venter 20 meter fra immigratioslugerne i Thailand. 120 bath fra grænsen til busstationen i Trat.

OBS! Trat er en skøn lille by, som sagtens kan tåle en dag eller to. 

Sidste minibus kører fra grænsen kl ca 16.00, og den første fra grænsen til Trat cirka klokken 08.10.

Den afgangsplan der er sat op ved busserne, følges ikke 100 %, og slet ikke i lavsæsonen.

Der kører busser hver hele eller halve time, men jeg mener at der er et hul sidst på eftermiddagen, og om aftenen.

Jeg ville komme af sted rimeligt tidligt, hvis jeg var dig/ Jer, og så være i BKK om eftermiddagen.

fredag den 15. februar 2013

På jagt efter en brugt MC i Cambodja

Fra den 27 nov. 2011

Jeg skulle til Phnom Penh alligevel, og havde også ved tidligere besøg,  tænkt meget på at finde de områder, hvor de sælger renoverede motorcykler i næsten alle størrelser og aldre. En dag da jeg kørte hjem til Kampot i en deletaxi, kørte vi forbi et område med hvis ikke tusindvis af tohjulede kørekøjer, så man hundrede, men sprogproblemer forhindrede mig i at spørge hvad kvarteret hed.

Men... så fandt jeg en god Tuk Tuk chauffør, som talte noget engelsk, en høj slank fyr, som holder til på River Front ved Street 144.

Vi lavede en aftale, han spiste da jeg kom, men vi kom af sted. Nu skulle vi ud og se på, nej ikke på damer, men på motorcykler. Og trods al optimismen, mine forklaringer om et sted med masser af MC´er, valgte han den nemme løsning, og kørte til et sted, hvor der ganske rigtigt var motorcykler til salg, men der var ingen renovering, intet rigtigt liv, osv.

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc1.jpg

Mit bud var, at han havde tænkt på trafikpropper mere end på mit behov.

Havde det været for 10 år siden, var jeg stået af i vrede, stykket ham hans penge, og så begyndt forfra. Men det var jo altså ikke 10 år siden, så jeg mindede mig selv om, at han talte fantastisk godt engelsk, at han var pålidelig, vidende, og på toppen af d e t forlangte han aldrig vilde beløb.

Vi lavede en ny aftale til kl. 10.00 næste morgen. Trafikpropperne var væk, og så havde vi hele dagen, hvis det var nødvendigt.

Næsten morgen var han klar, da jeg havde tjekket mails og debatside, og desuden fået min morgenmad, stod han udenfor med sin Tuk Tuk.

Vi kom af sted, inden da fik jeg gentaget, at det var vigtigt det her. Jeg havde drømt om at finde en rigtig speciel MC til mig selv, og ikke mindst ville jeg skrive om turen.

Han nikkede, havde udsigt til en hel dags arbejde, plus det han allerede havde samlet op, så han var glad.

Da vi holdt ved det første røde lys, blev jeg mindet om noget jeg lærte i Vietnam. Nemlig ”Man flytter da indbo fra en 3-værelses lejlighed på én MC på én gang. Ok, fyren som smilede over hele den asiatiske femøre, havde ikke møbler og køleskab plus et TV på sin MC, men hans lille private messengerservice, en måske 25 år gl. korenask bygget Honda Dream 110 cc, lydende navnet Daeliim, var pakket til.

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc1pakkeaesel.jpg

Trods optimismen var den ved at gå galt igen, han bragte mig til et lillee fortov, hvor de svejsede MC rammer, og sprøjtelakerede og skruede løs. Og det var på en måde fint nok. De var flotte motorcykler som stod i vejkanten.
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc4_svejser.jpg

Tuk Tuk chaufføren vendte sit køretøj på en tallerken, og endelig kom vi til det første rigtige sted, hvor der ganske rigtigt var tusindvis af motorcykler. Langt de fleste importeret fra Korea og Japan, og måske var der og et par ”varme” MCer fra Thailand. Hvem ved?
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc3fyreFORAN_Reservedele.jpg

Jeg begyndte at gå ned af en af de små bakker, på et hjørne var der endnu en fyr som sprøjtelakerede en motorcykel. Glem alt om sprøjtekabiner. Men husk at hvis du ikke vil ligne en månemand i ansigtet, skal du holde dig på afstand.
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc5sprojtemaler.jpg

I Kampot kører de fleste lokale, nogle af de såkaldt fattige, (korrekt, der e r altt for mange alt for fattige, men den tager vien anden gang) på spritnye Hondaer, Yamaha´er, osv. mens de lidt mere bevidste og livsnydende udlændinge foretrak de legendariske Daeliim, de licensbyggede Honda Dream, som siden krigen sluttede i Cambodja, reelt har været landet og dets befolkning et fremragende pakæsel.
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bmc6Daeliim_mangeflotte.jpg

Hvad det lille to-hjulede og meget praktiske vidunder, koreanerne havde forbedret gearkasse og kobling, og flere andre ting, plus udstyret det med et gigantisk bagsæde, som med en smule pædagogisk støtte reelt kunne bære et æsel. Ok, det skulle måske bindes fast, mens jeg ser ofte to store grise på vej til slagtning, skubbet ind i bastkurve på bagsædet af en Daeliim.

Men det var fra start ikke en Daeliim jeg selv var på jagt efter. Lige da jeg kom til Asien for 20 år siden, var jeg på den indonesiske ø flores, øvre østpå, lige efter at øen var blevet ramt af et gigantisk jordskælv. Jeg lånte den gang en rigtig høj Bintang tror jeg den hed, der er en øl med samme navn, så måske forveksler jeg de ti vidt forskellige produkter.

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1ppmc9FYRstoreMC.jpg

Den lånte MC havde en utrolig balance. Jeg kørte i områder som reelt havde sagt farvel til veje som vi forstår dem. Skælvet havde været så voldsomt, at de fleste veje var kratere, kløfter, osv. Men jeg glemmer aldrig, hvor nemt det var for mig gale mand at holde balancen på den MC.

Så det var ikke en Daeliim, eller lignende, jeg var på udgik efter. Men derimod ville jeg gøre minderne fra Flores til virkelighed.

Som du kan se på billederne, fandt jeg dem, ikke indonesiske, men koreanske og kinesiske motorcykler med motorer på fra omkring 175 cc til 250 cc. Der var større ting, men det var der ikke penge til. Viljen manglede også. Der bliver slået for mange ihjel på de asiatiske veje.

Du kan måske brokke dig med god grund over, at der ikke er tekniske detaljer og navne på de forskellige markeder, men jeg fik ikke taget de notater. Vil du lave en lignende tur som min, kan du printe et af mine markedsbilleder ud, og han vil finde de markeder, jeg garanterer.

Jeg stoppede her og der, blev budt på middag et par gange, og snakkede priser.

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc10MadPAAbordet.jpg

Jeg var positivt overrasket over hvor reelle de handlende var. Priserne var stort set de samme for de samme mærker, stand og årgang, med eller uden nummerplade og originale papirer, og hvis jeg var gået ind i det, kunne jeg have fået prisen ned til det samme som de lokale. Alene. Der er aldrig nogen lokale som har gjort noget billigere for mig, i hvert fald ikke ting som var fremmede for dem.

På vej videre, ser jeg pludselig en kurv med fisk, som bliver tørret på en bagagebærer. Ja hvorfor ikke?

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc7toerrerfisk.jpg

Jeg var ved at være færdig med min tur på det første marked, da jeg pludselig så en ung fyr, som var i gang med at bygge en 3.hjulet last-MC op. Jeg har også erfaringer fra metalværksteder, og jeg blev dybt imponeret over mandens akkuratesse.
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc8_OpbygningAF3hjuler.jpg

Da jeg kom op ad bakken og drejede til venstre, stod der de smukkeste 3-hjulede MC-last-motorcykler jeg har set. Der var med lad, der var kasser som til møbel eller værdifuld varetransport, og der var en 3-hjulet minibus med fine betrukne bænke til passagererne. Ok, et æsel eller et par hundrede levende høns ville sikkert ryge med på taget en vakker dag, fire fem Mcer kunne bestemt også bindes på bagklappen før samme tur.
i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bmc11MCtaci.jpg

Men lige da jeg så den, var den fin, den MC taxi.

Dagens sidste fund var en lille butik, max et par hundrede MCer inde bag ved. Jeg tro det var næste generation af licensbyggeriet. De MCer jeg fadt der, tror jeg var fra Vietnam, som sammen med Cambodja og Bangladesh, og måske Myanmar/ Burma har Asiens biligste arbejdskraft.

i1216.photobucket.com/albums/dd369/anoeglen/1bppmc12SKOLEPIGE.jpg

Ejerens datter var lige kommet fra skole, og jeg fik med alle psykologiske tricks fra denne klode teenagedatteren i den smukke skoleuniform, til at agere fotomodel.

Godt at jeg kunne sige mange tak på Khmer, det cambodjanske sprog.

Vi fortsatte til andre markeder, men det første var det bedste. Med lidt held finder jeg navnet på markedet, og sætter det ind her.

mandag den 4. februar 2013

Den sjette franskmand dræbt på ét år


2012-07-25
En fransk mand er blevet skudt af fire mænd på motorcykler. Politiet har forhørt den myrdedes 20 årige eks. kæreste i forbindelse med drabet. 

En fransk statsborger, Franck Mathieu, 43, er blevet skuddræbt i Tuol Kork distriktet i Phnom Penh.

Den franske ambasssade gør i forbindelse med det seneste drab opmærksom på, at hele seks franske statsborgere er blevet dræbt i Cambodja det seneste år. Ingen af sagerne er opklaret.

Drabet fandt sted nær den afdødes hjem, da franskmanden cirka kl. 02 var på vej hjem på sin MC.

Politiet er opmærksom på, at der kan være tale om et trekantsdrama.

"Offeret blev skudt af ukendte angribere," siger politiofficer Synd Bunry til Phnom Penh Post.

Et enkelt skud ramte ramte i brystet, og selv om han blev kørt på hospitaalet døde han ret kort tid efter at han var blevet ramt.

Mathieu havde tidligere haft et skænderi med en yngre kvinde, Sok Veasna, som til politiet forklarede, at hun og den myrdede havde været kærester i syv måneder.

Ifølge Veasna´s forklaring, var hun smuttet i byen for at købe noget mad, klokken to om natten, og da hun kom tilbage lå hendes eks. kæreste død på asfalten udenfor hans hjem.

Kvinden har været tilbageholdt for afhøring.

Politiet har til pressen forklaret, Mathieu blev plyndret - hans motorcykel, mobiltelefon og 200 US $ i kontanter, var uberørte, og politiofficerer undersøger nu, om der reelt er tale om et trekantdrama.

En talskvinde for den franske ambassade, oplyser at den skuddræbte har boet i Cambodja i flere år.

I samme forbindelse fortæller talskvinden, at Mathieu er den sjette franske mand som er blevet myrdet indenfor det seneste år. Ingen af sagerne er blevet opklaret.

Cambodja: 13 turister kvæstet i busulykke


2012-05-22

21 passagerer blev kvæstet i en busulykke natten til lørdag. 13 af dem var udenlandske turister fra Danmark, Norge, Frankrig, Canada, Holland og Tyskland.

I følge det lokale politi har flere af de kvæstede turister fortalt, at ulykken formodentlig skyldes chaufføren, som var søvnig. Måske er han ligefrem faldet i søvn. 

Bussen fra selskabet Angkor Express tippede rundt, da chaufføren forsøgte at bremse bussen, da den var kørt af vejen.

Generelt sker der forholdsvis få busulykker i Cambodja. Med kun to indenrigs-flyruter er busser og deletaxier de transportmidler som holder landet sammen, både for lokale og turister.

De natbusser som blev indført blandt andet fra Siem Reap til Sihanoukville, har dog været ramt af forholdsvis mange ulykker. Chaufførerne har det med at glemme at sove om dagen, og skvatter så i søvn om natten. Problemet er så, at de sidder bag et busrat, med ansvaret for cirka 50 passagerer. Ud af dem, er langt de fleste typisk turister.

søndag den 3. februar 2013

Prinsesse Marie rejser med Folkekirkens Nødhjælp til Cambodja


2012-08-22

Til oktober rejser Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie til Cambodja for at besøge flere af de udviklingsprojekter, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i Cambodja. 

Til oktober rejser Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie til Cambodja for at besøge flere af de udviklingsprojekter, som Folkekirkens Nødhjælp støtter i Cambodja.

Mens efterårsløvet begynder at falde over Danmark, vil Prinsesse Marie tage på sin første rejse som protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Rejsen finder sted fra den 9. til den 12. oktober, og Prinsesse Marie følges med generalsekretær Henrik Stubkjær på turen. I Cambodja vil hun møde Folkekirkens Nødhjælps lokale medarbejdere og samarbejdspartnere.
Ekstrem fattigdom

Prinsesse Marie skal blandt andet besøge et krisecenter for kvinder, et uddannelsescenter for gadebørn, og hun skal opleve de aktiviteter, der er med til at forbedre levevilkårene for fattige beboere på landet.

Næsten en tredjedel af cambodjanerne er ekstremt fattige. For mange familier er hver dag en kamp for at skaffe mad. Det gør det ikke bedre, at klimaforandringer får regnen til at falde uregelmæssigt, og at landets magtelite i stor stil tager den jord, som fattige bønder hidtil har dyrket og levet af.

"Jeg glæder mig til at ledsage Prinsesse Marie til vores program i Cambodja. Jeg ved, at Prinsessen ser frem til at besøge vores arbejde, og at hendes engagement netop er båret af lysten til at styrke indsatsen blandt verdens fattigste. I Cambodja vil Prinsessen få et godt indtryk af vores arbejde med bekæmpelse af sult," fortæller Henrik Stubkjær.

Prinsesse Marie hilser på medlemmerne af Folkekirkens Nødhjælps internationale rådgivningsgruppe ved organisationens landsmøde den 28. april i år.
Undertrykkelse er hverdag

I århundreder var Cambodja et fredeligt land, hvor folk respekterede hinanden. Men borgerkrigen og det folkemord, der fandt sted, har ført til en forråelse af samfundet med korruption og undertrykkelse. For eksempel udsættes tusindvis af kvinder hvert år for vold i og uden for hjemmet, og unge bliver solgt til slavearbejde og prostitution.
Grusomt regime

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Cambodja siden begyndelsen af 1980’erne. Dengang støttede Folkekirkens Nødhjælp projekter til fordel for de mange flygtninge, der blev et resultat af borgerkrigen. De Røde Khmerer havde magten, og i løbet af fire år døde mindst 1,7 millioner mennesker, de blev nedslagtet og andre grusomt tortureret.

De Røde Khmerer blev fortrængt fra magten i 1979, men det tog næsten 20 år, før de sidste Røde Khmerer nedlagde våbnene, da lederen Pol Pot døde i 1998.

Fra begyndelsen af 1990'erne har Folkekirkens Nødhjælp haft fokus på at opbygge et stærkt civilsamfund, og projekter, der skal forebygge tørke og oversvømmelser.

Angkor Wat besøg stiger 35 %


2012-08-01 
Flere og flere besøger Siem Reap’s historiske Angkor Wa. Alene i årets første seks måneder steg antallet af besøgende med 35 %. 

Hele 1.060.000 turister besøgte Angkor Wat i det første halvår af 2012.

Langt de fleste turister kommer fra Sydkorea, Vietnam og Kina.

Der er også en voldsom stigning i antallet af turister fra Thailand, skriver Phnom Penh Post.

I alt 61,340 thailændere besøgte Angkor Wat i perioden, det er en stigning på 201%.

Det er formodentlig nye direkte flyruter til Siem Reap, som i øvrigt har en ny moderne lufthavn, som er grunden til stigningen af  besøgende fra Sydkorea og Kina, fra de to lande.

Stigningen af thailandske besøgende kan Cambodia takke den landflygtige tidligere Thai PM Thaksin Shinawatra for. han fejrede det thailandske nytår, Songkran, i Siem Reap. Mere end 50.000 thailændere kom for at fejre Songkran med ham, og mange af disse besøgte Angkor Wat, nu de alligevel var i området.

Prisen for en én dags billet til Angkor Wat er 20 US dollars. Man kan også købe et tre-dages pas for 40 US dollars, og 60 US dollars for en hel uge.

I hele 2011 tiltrak Angkor Wat 1.6 ,io. besøgende, en stigning på i alt 23 %. Alle betalte mindst 20 US dollars til det vietnamesisk baserede firma, som driver forretningen Angkor Wat.

Angkor Wat er Cambodjas største turistattraktion, placeret 315 km. nordvest for hovedstaden Phnom Penh.

UNESCO udnævnte templet til World Heritage Site i 1992.

300 kg. rottekød beslaglagt ved Poipet grænsen


2012-01-19
Der er for få rotter i Thailand. Derfor bliver der dagligt importeret 3- til 4 tons rottekød fra Cambodja til Thailand via grænseovergangen mellem Poipet og Aranyaprathet i det nordøstlige Thailand. 

Det er en cambodjansk arbejder, som har tilstået, at kødet fra rotterne bliver importeret af thailandske handlende, uden at kødet bliver kontrolleret.

To officerer som arbejder ved grænseovergangen i Aranyaprathet, søgte efter illegale varer som eksempelvis narko og våben, da de pludselig fandt rottekødet. Officererne vurderer, at der var cirka 300 kg i alt, fordelt i plastikposer med 5 kg. I hver pose.

Da officererne spurgte en cambodjansk arbejder, hvad han skulle med rottekødet, fortalte manden, at kødet skulle videre til forhandlere i thailandske Rongklear marked, som er placeret direkte op ad grænsenyovergangen, og at de modtog omkring 3- til 4 tons rottekød pr. dag fra Cambodja.

Noget af kødet var muggent, og lugtede. Markedsprisen for rottekød i Thailand er cirka 50 bath pr kg.

Mr. Niyom, 42, er rottekøds-grossist med egen virksomhed på Rongklear markedet, og han har forklaret, at han sælger rottekødet til mange detailhandlere i Thailand. Rotterne bliver normalt grillet og solgt til lækkersultne thailændere. Normalt er der altså ikke tale om at kødet bliver solgt som andet end det det nu en gang er, ægte rottekød.

Problemet for de erhvervsdrivende som lever af at sælge grillede rotter er, at mark-rotterne er blevet så sjældne i Thailand, at man er tvunget til at importere rotter fra andre lande, for at dække de lækkersultnes behov for dejlig saftig rottekød.

Cambodja beskytter koralrev ud for Sihanoukville


2012-07-25
De fantastiske koralrev ud for Koh Rong og Koh Rong Samloem øerne nær Sihanoukville skal nu beskyttes. Det cambodjanske ministerium for Landbrug, Skog, og Fiskeri, har bedt NGO organisationen "Coral Cay Conservation", om at omdanne farvandene ud for de to øer til et 300 km2 stort beskyttet område. 

Farvandene ud for Koh Rong og Koh Rong Samloem øerne, er allerede nu meget populære turistmål.

Cambodjas rige koralrev, der flankerer Preah Sihanouk provinsens sandede kyst, kan forsvinde i løbet af måske 10 år, med mindre der gøres noget for at beskytte og bevare det, mener videnskabsmænd som har tjekket op på området.

"Hvis man beskytter koralrevene, kan det give et nyt eksistensgrundlag for tusindvis af mennesker", siger Jan-Willem van Bochove, leder af "Coral Cay Conservation" til Phnom Penh Post.

"Coral Cay Conservation" mener at der enorme sociale fremgange at hente ved at beskytte og udvikle koralrevene. Der er mellem 130.000 US $ og 1,2 mio. US $ per hektar i indtægt til det lokale samfund, baseret på afkast fra koralrevene og de indirekte indtægter fra turisme, fiskeri, kystsikring, turisme og andre fordele som kommer fra de omtalte koralrev.

Koralarter som ellers er ukendte i resten af Asien, har man fundet ud for Koh Rong og Koh Rong Samloem øerne, og det kan skabe et sandt dykkereventyr med medfølgende turisme i området. Hvis man ikke gør noget aktivt for at redde koralrevene, vil disse muligheder forsvinde.

Hvis man ikke gør noget, vil de hvide sandstrande, skabt af papegøjefisk som græsser på korallerne, langsomt forsvinde, og turister vil derefter kun se sten dækket af tang.

"At miste koralrevene nu, vil være det samme som at frarøve Cambodjas folk en af ??naturens mest dyrebare gaver. Stærk politisk handling er nødvendig nu - områder skal beskyttes nu", siger Jan-Willem van Bochove.

Leder af fiskerikontoret i Preah Sihaouk provinsen, Doung Sam Ath, siger til Phnom Penh Post, at alle relevante afdelinger er klar til at starte projektet, men at kortet over de forskellige områder endnu ikke er på plads.

Kontoret kunne ikke bekræfte, om projektet vil begrænse fiskeri i farvandene ud for Sihanoukville.

onsdag den 30. januar 2013

Carlsberg og LO vil samarbejde om at forbedre forholdene for ølsælgere i Cambodja


  
2012-08-24
Kvindelige ølsælgere på barer i Cambodja er ind imellem udsat for chikanerier  fra kunder, som presser dem til at drikke og i nogle tilfælde udsætter dem for sexchikane.  
 
Med henblik på at forbedre ølsælgernes forhold i Cambodja går Carlsberg og  LO (Landsforeningen i Danmark) nu sammen i et unikt partnerskab, hvor de i fællesskab vil arbejde indenfor følgende områder:  
 
• Samarbejde mellem ledelse og ansatte, herunder etablering af en effektiv social dialog mellem ledelse og fagforeningsrepræsentanter.
 
• Arbejds- og arbejdsmiljøforhold i for ølsælgere i Cambodja.
 
• Beer Selling Industry Cambodias (BSIC's) adfærdskodeks (Code of Conduct) i relation til ILO's kernekonventioner, OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN's Global Compact.
 
• Retten til at organisere sig og til kollektiv forhandling inden for branchen og i landet som helhed.
 
• Fjerne stigmatisering af ølsælgere. 
 
Carlsberg har sammen med sin joint venture-partner Cambrew siden 2006 arbejdet på at løse problemerne med ølsælgerne sammen med partnere i industrien og ngo'er, herunder Care International Cambodia og har desuden været medstifter af BSIC, skriver Lo og Carlsberg i en fælles pressemeddelelse. 
 
Det nye partnerskab med LO giver Carlsberg mulighed for at bygge videre på det igangværende arbejde og sammen med 
LO indgå i en konstruktiv dialog på alle niveauer i erhvervsliv, industri,  nationalt og internationalt.  
 
Anne-Marie Skov, Senior Vice President med ansvar for Group  Communications og CSR i Carlsberg-gruppen, har følgende kommentar til indgåelsen af den nye aftale: 
 
"Vi er glade for samarbejdet med LO, som kan være med til at bringe os  videre mod målet om at sikre en anstændig, værdig og sikker ansættelse for vores sælgere. Gennem vores samarbejde med LO forventer vi at kunne udvikle en bedre kultur for social dialog, som er indarbejdet i den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor fagforeninger og virksomheder arbejder sammen med andre interessenter, herunder myndigheder, om en generel forbedring af  arbejdsforholdene for ølsælgerne. Vores succes afhænger ikke bare af, om vi formår at skabe vækst, men om at vi formår at skabe vækst på en ansvarlig måde."
 

LO har altid arbejdet for at styrke fagforeningsbevægelsen i  udviklingslandene og bidrager bilateralt eller i samarbejde med International Trade Union Confederation (ITUC) og andre interessenter til at sikre, at deres lokale samarbejdspartnere tilgodeser deres interesser både på nationalt og internationalt plan. Samarbejdet med Carlsberg åbner op for en ny type 
partnerskab med en global virksomhed på internationalt niveau.
 

"LO har altid haft skarpt fokus på den sociale dialog, og derfor ser vi denne aftale med Carlsberg som en enestående mulighed for at opnå nogle rigtig gode resultater for de cambodjanske ølsælgere og vise, hvordan dialog og 
samarbejde mellem den private sektor og fagforeningerne er altafgørende for et velfungerende arbejdsmarked," siger LO-sekretær Marie-Louise Knuppert. 
 
LO og Carlsberg er allerede begyndt på at udveksle information og nedsætte  arbejdsgrupper som led i det nye samarbejde, og de to organisationer forventer fremover at opnå konkrete resultater, som vil betyde en forbedring af ølsælgernes arbejdsforhold i Cambodja. 

tirsdag den 29. januar 2013

Børn drukner på vej fra ånde- fordrivelse



En fader i Cambodja var så bange for den forbandelse, som han mente at en spåkone havde sværget over ham selv og hans familie, at han tog den lange rejse fra Bakan provinsen til Siem Reap for at få en munk til at fordrive forbandelse.

På vej hjem druknede hans tre børn, 1, 5, og 8 år gamle. På toppen af de mistede familien værdier til 7.000 US $ i vandmasserne.

Det er Phnom Penh Post, som bringer historien.

De tre børn druknede tirsdag, da de i en mindre båd kom ind i et uvejr med storm og kraftig regn på Tonle Sap-søen i Pursat provinsens Bakan distrikt.

De tre søskende - to drenge, alder 1 og 5, samt deres søster, 8 - var sammen med deres forældre på vej hjem fra Siem Reap, hvor faderen ellers var blevet velsignet af en munk, for at afværge en spåkones forbandelse.

Moderen opholdt sig i vandet i to timer, hun havde fat i båden med den ene hånd, mens hun med den anden hånd holdt fast i den 8 årige datter, som dog druknede efter to timers kamp mod uvejret.

De overlevende forældre klyngede sig til båden i 7 timer, inden forbipasserende redde dem op i deres egen båd. 5.000 US $ og guld til en værdi af yderligere 2.000 US $ gik tabt i flodens vandmasser.

Den druknede pige er fundet, mens man stadig leder efter ligene af de to drenge.







HIV: 49 % af lady boys i nogle områder er smittet


Lady boys i New Delhi i Indien er hårdest ramt med 49 %, som er smittet med HIV / AIDS. 37% af alle lady boys in Phnom Penh er smittet, mens tallet er mellem 22% og 34% i Jakarta i Indonesien. Der er endda beviser for, at de nævnte tal faktisk er stigende.
Det er en ny rapport skrevet af Dr. Sam Winter, en professor i transseksualitet ved Hong Kong, som bringer de rystende tal, skriver http://www.gaystarnews.com.
 
Oplysningerne i rapporten fra Hong Kong blev indsamlet fra eksisterende litteratur. Rapporten tilskriver den høje forekomst af HIV hos lady boys eller transseksuelle mænd en social udstødning som finder sted. Typisk begynder det med at de moppes ud af skolesystemet, og hvis man lige undtager Thailand, er prostitution den eneste måde, lady boys kan tjene til livest ophold.
 
Dr. Vinter fortalte Gay Star News, at det vigtigste, der skal gøres for at bremse udviklingen, er at stoppe den sociale udstødning af lady boys, som finder sted.
 
Rapporten siger også, at der er meget lidt forskning i emnet lady boys og HIV smitte, og derfor kunne man ikke tage emnet med i rapporten.
 
I følge eksisterende materiale er der mellem 9 mio. og 9.5 mio. transseksuelle i Asien / Pacific, og de udgør 0.3 % af befolkningen.
 

mandag den 23. juli 2012

Gravid stjæler af nød, narkohandler kører ind i politifolk, osv.

Lad os se om dette kan blive en daglig tradition. Bare fordi man tror man har regnet den ud, kald det narkohandel med god fortjeneste, behøver man ikke at være smart. To narkohandleren i Battambang, Cambodjas næststørste by, indleverede deres MC til reparation et sted, hvor politiet var på patrulje. En amfetaminpille faldt ud af den ene narkohandlers lomme, var der kun én ting at gøre, nemlig at tilstå narkohandel. De to var tilmed velkendte af politiet, skriver Kampuchea Thmey.

En kommende mor med topmave, 25, blev anholdt lørdag for et forsøg på at stjæle fra et grossist som leverede varer til et lokalt marked i Dangkor distriktet i Phnom Penh. Det var grossisten selv, som grab den gravide kvinde i rapseriet. Derefter blev politiet tilkaldt. Sagen venter nu på at blive behandlet i retten, skriver.
Koh Santepheap.
Politiet i Kampong Cham har til avisen Koh Santepheap fortalt at tre omkom, da en flugtbilist først ramte deres fælles MC, hvorefter han stak af. Bilen var han dog tvunget til at efterlade. Politiet mener at de har et førsteklasses spor næsten direkte til den skyldige, nemlig den efterladte bils registrerings nummer.


To kvinder blev lørdag anholdt for ludomani i Phnom Penhs Daun Penh distriktet. Naboer havde klaget til politiet over at nogle kvinder var ludomaner, og at de ikke magtede at tage sig af deres familier. Nogle af kvinderne nåede at flygte inden politiet fik sat håndjern om deres håndled, så det lykkedes kun at anholdte to ludomaner. De er nu noteret for ulovligt spil, og skal stå ret foran en dommer, skriver Kampuchea Thmey

En mand i Svay Rieng slap med nød og næppe fri fra at blive morder, da politiet i samme by anholdt ham, mens han var i gang med at tæve en anden mand til døde. Den overfaldne blev formodentlig angrebet af hele fem mænd, fordi han ville flytte hjemmefra. Fire af de fem voldsmænd undslap, men politiet håber det bedste, skriver avisen  Rasmey Kampuchea.

lørdag den 21. juli 2012

Foto-beretning: Minibus med 2 motorer - på rejse i Cambodja

Jeg var på endnu en tur til Bangkok. Cambodja er holdt sammen af et væld af store busser, oftest indkøb brugt i Korea, men den rute jeg altid vælger, nemlig fra Kampot til thai-grænsen, har kun minibusser.


Dette er ikke denne minibus jeg kørte med, men den ryger lige ind her på forkanten af beretningen, så du kan have en idé om, hvad det er jeg forsøger at beskrive.




De er små, som minibusser nu en gang er Folk fra Cambodja er heller ikke specielt store, så der kan være et mylder af folk inde i sådan en bus, og ikke mindst en masse bagage eller fragtgods i og på sådan en størrelse.


Der er dog en løsning, for en langbenet vesterlænding som migg. Jeg kan købe to pladser helt foran, til 8 dollars, de lokale betaler kun det halve, men skal så til gengæld dele det ene forsæde, som jeg har helt for mig selv.


Vi var kommet godt af sted fra Kampot. Klokken var ca. 8.30 morgen, da vi kørte over broen, på vej mod grænsebyen ved Thailand, Koh Kong. Turen tager cirka fem timer, alt efter hvad vi kommer ud for.


Når bussen kører, modtager chaufføren konstant opringer på én af sine tre til fire mobiltelefoner.


Jeg forstår kun meget lidt Khmer, så jeg fanger ikke ret meget af hvad der bliver sagt eller skreget, støjen i minibussen kan være voldsom, blandt andet fordi der næsten altid kører en video lige bag ved mig og chaufføren.


Knap halvvejs vælger chaufføren at køre mod venstre i T-krydset. Grænsen er til højre, men jeg tænkte ikke ret meget over det. Et af de mange opkald har sikkert fået ham til at tage beslutningen om et venstresving.


Og min indre alarm slår heller ikke til, da chaufføren bakker ind ved en mindre restauration. Så jeg bliver siddende. Minutterne går, andre folk hopper ind af bussen, men jeg har for længst, som en meget erfaren rejsende, med erfaringer fra alle kontinenter, sat min sjæl på stand by.


Det er en snekke, hedder den ikke sådan, den bremse som er på de manueller kraner, lyden af en snekke, som fik mig ud af Stand By positionen. Frem med kameraet, og så ud for at se hvad der skete.



Og der hang den da også nok så flot og nydelig. En enorm lastbilmotor. Den skulle vi have med på bagklappen. Al gods og bagage, var taget ud af minibussen og ned fra dens bagklap.




Først tænkte jeg, at det ville aldrig lykkes dem at få den motor ind på plads. Bagklappen bankede imod de tre ben som kranen hængte ned fra. Folkene prøvede skubbe motoren de 60 til 75 cm. ind til bagklappen, men de kom aldrig bare tæt på med det forsøg.




Det store gennembrud i processen kom, da en bedstemor iført hvis skuldertaske, som indtil hun begyndte at råbe, havde koncentreret sig om sit barnebarn. Jeg forstod ikke ret meget af hvad hun sagde, men i hverfald spredte man benene på kranstativet, så bagklappen nu var over spillet når minibussen bakkede.




Og et par minutter senere stod motoren inde på bagklappen. Der fra skubbede fem seks mænd, der af mange passagerer, motoren ind i selve bussen.


Inden bagage og fragtgods var tilbage på bagklappen, begyndte det at regne. Medhjælperen, i den hvide skjorte, tv, og chaufføren i den mørke skjorte, th, blev gennemblødte, inden de var færdige. Men der gik vel kun et par minutter, fra dette billede blev taget, til vi atter var på vej. Denne gang i den rigtige retning, mod vest, mod grænsen til Thailand.


At rejse er at leve.











tirsdag den 17. juli 2012

Foto-beretning: Mine naboer og deres rismarker

Her på det seneste, hvor regntiden spøger, har det været sværere at komme af sted på mine morgenture. Men denne smukke morgen kom jeg af sted, og jeg håber så, at jeg endelig får fuldført min gamle idé om at følge nogle rismarker, og de mennesker som er afhængige af dem, over et helt år.


Jeg bor i udkanten af en lille stations og havneby (flodhavn) i det sydøstlige Cambodja. Om cirka 14 dage, den 2. august 2012, har jeg boet i byen i tre år. Vi er forskellige, os som ender i Asien, og jeg siger ikke at alle vil synes at jeg har et godt liv, i en dejlig by, men beslutningen om at slå mig ned her, er en af de bedste jeg har taget i de cirka 21 år jeg har haft adresse i Asien. Og billedet her over, det skal jeg jo ikke glemme. Jeg bor ovre bag den gule bygning med det blå tag. For tre måneder siden gik jeg på den mark, som nu er dækket med vand.


Næsten uanset hvor man går i byen eller oplandet, kan man se knotten, som du har øverst lidt til højre for midten i billedet. Det er Bokor Mountain. Ved første øjekast ser det ikke ud af meget, men toppen er faktisk knap 1100 meter over den flod som løber gennem vores by.


Bonden her venter på at marken bliver næsten fyldt med vand, så han kan komme i gang med hans jernvandbøffel, som du kan se i baggrunden.



En lille Honda pumpe står på den anden side af grusvejen, hvor fra den pumper vand gennem en blød plastslange. En planke er lagt langs med slange, for at beskytte det sprøde plast. Det er langt fra usædvanligt, at fabrikanterne her ude svindler med plastblandingerne, så materialet revner. Hellere safe than sorry.




Den næste rismark væk fra byen, ja den var en gang. Udviklingen har taget den. Det bliver spændende, hvor mange rismarker der er tilbage her nær ved hvor jeg bor, om et par år. Noget af det som bygges mest, er ganske små ét-værelses lejligheder, som er bygget som rækkehuse. Vi har en sygeplejeskole i kvarteret. de studerende er storaftagere af de lejligheder. Ofte deler fire fem studerende af samme køn en lejlighed på 12- til 15 m2. Prisen for hele lejligheden er ca. 30 dollars pr måned, det er cirka 180 kr. eller 900 bath.




Jeg bliver altid imponeret når jeg ser disse bundter af risstiklinger, eller hvad man skal kalde dem. Når man ser en rismarker, eller snesevis af dem, tænker man nok ikke på, at hver eneste plante er stukket ned i mudderet. Men igen, det giver arbejde, og penge til at købe, nåh ja... den daglige ris.




Og her er en knægt som er kommet med sin mor på arbejde. Du kan se hende- lidt utydeligt- i baggrunden.




Og børnene her er store nok til at klare sig selv. Deres version af en swimmingpool er mindst lige så god at pjaske, dykke, eller svømme i, som en der har kostet 100-tusinder af kroner. Jeg kom forbi samme dag lige før solnedgang, og "poolen" var næsten fyldt med endnu flere børn.




Da jeg gik ud af vejen, lidt over 9.00, kom jeg forbi en gruppe arbejdere, som lige var blevet færdige med at spise. Mit khmer er begrænset, fy skam, og den smule jeg kan, fungerer ikke i store forsamlinger, så jeg gik forbi. Men nu har jeg chancen. Fat i kameraet, tæt, tættere, tættest.


Den unge kvinde her beskrev sig selv som "ugly", på et ganske udmærket engelsk. Det tror jeg nu ikke på, hun havde i hvert fald nogle meget smukke tænder. Men hun ville nok hellere fotograferes i søndagstøjet. Hun spurgte til mig. Hvor jeg boede,og hvor gammel jeg var. Da hun fik svaret betroede hun mig, at jeg stadig var "handsome" og "Still strong". Ak ja. Jeg huskede dog at spørge hvor meget de kunne tjene på én dag når de udplantede ris. Hun ville ikke svare, men da jeg gættede på 3 US dollars, nikkede hun med et smil.




Noget kan tyde på at jeg har fundet endnu en bonde, med endnu en jernvandbøffel.




Og han var endda så venlig at træde tilbage og tilbyde mig en tur bag ploven. Ja de er venlige, folkene her i Cambodja.


Og forleden skrev Phnom Penh Post om en ny rismølle, som åbner i december. En inder fra England har investeret i det han lover kun er den første af flere rismøller, som der er stor mangel på i Cambodja, landet som nu eksporterer ris. Lidt af en forandring, efter at de fleste rismarker var plantet til med landminer.


Tak for nu.