Dagbog: Tomme øldåser og kulturchok

Øldåser. Tomme øldåser. Ja men det er altså det emne som jeg vil skrive om lige nu. Øldåser, de smides vel bare i den container, som er beregnet til genbrug, og så er alt glemt om øldåser. Indtil næste gang?

Nej. Ikke hvis man som jeg gør, bor i Cambodja. Landet som på mange måder er præget af krige, og ikke mindst den sociale nød, som fulgte med.

Tidligere boede jeg i Thailand. Jeg valgte så vidt muligt altid øl i flasker, deres genbrugssystem fungerede så vidt jeg husker, men her er flaskeøl af en eller anden grund meget dyrere end dåseøl, så jeg vælger al tid at købe øl på dåser.

Første gang jeg satte forbindelse mellem landets skrækindjagende fortid, og tomme øldåser, var en morgen i Battambang, landets næst største by. Når jeg rejste flere dage ad gangen, tog min daværende kæreste hjem til sin familie, for at være sammen med sine to store drenge, og for at hjælpe til i familiens forretning. Turen hver vej var på 12 timer, inklusive ventetid i hovedstaden Phnom Penh, hvor til stort set alle længere busruter skal gennem, og det betyder ikke mindst ventetid, indtil bussen som skal bære en det sidste stykke af vejen, dukker op.

Hvis jeg havde været i Thailand, tog jeg typisk til Battambang oppe i det nordvestlige hjørne, for at hente min kæreste. Det havde jeg også gjort denne gang.

Vi havde pakket. Jeg havde tjekket det lille overskuelige hotelværelse til 6 dollars inkl el vifte og varmt vand. Vi var klar til at smutte. Troede jeg. Men nej. Jeg havde på to døgn tømt 6 dåseøl, og de seks dåser skulle ikke overlades til hotellets personale som en slags drikkepenge. Dåserne kan sælges, prisen er nogle få ører i dansk valuta, men...

Så dåserne røg i en plastikpose, og så smuttede vi ellers ned mod busstationen. Drengene kom og sagde farvel, men nej, de fik ikke de tomme dåser.

12 timer senere ankom vi, de seks øldåser var nu blevet suppleret med tre tomme Coca Cola dåser. Og min ekskæreste, den først khmer kæreste jeg havde  efter ankomsten for fire år siden, smed dem i den spand, hvor vi opbevarede tomme dåser. Når der var mange nok, blev de solgt til en af måske et halvt hundrede opkøbere, som gik rundt i byen med et truthorn, i konkurrence med hinanden, for at opkøbe dåser og pap. Pudsigt nok var de ikke så interesserede i plastik og glasflasker.

Senere blev de seks dåser som vi havde rejst med i ca. 12 timer, solgt.

Tiden gik, forholdet stoppede da problemerne i kærestens familier blev for store, og en ny kæreste kom til. Nu blev de tomme øldåsers rejser noget kortere. En stor del af de dåseøl jeg tømte, havde jeg med på vore "før solnedgang ture". Den nye kæreste, og hendes to små drenge delte oftest en dåse med frugtsaft, mens jeg tømte en øl. De fulde dåser blev transporteret i kurven foran MC styret, og de blev bragt hjem i samme kurv, hvorefter de blev gemt og solgt sammen med de store dåser, hvor i der havde været modermælkerstatning.

Generelt er de folk som køber dåserne set på som det laveste laveste, man forholder sig ikke til dem, så længe de overholder reglerne omkring salg og køb af dåser. Købereb begynder ikke at tælle, før end sælgeren er til stede, og for at give et indtryk af, hvilke beløb vi taler om, så er det omkring 7 danske kroner for omkring 100 tomme dåser. Noget mere for mælkedåserne.

Vi havde været ud for et par frække fløse, som kom ind i vores have, uden at blive kaldt ind. En af dem ville endda have en fem seks af mælkedåserne, som børnene ofte legede med, med uden at betale for dem.

Det var den dag jeg bragte noget socialt ind i projektet med at sælge øldåser. Jeg befalede til min kæreste, at fra nu af solgte "vi" kun dåser til de få gamle koner, der traskede rundt hele dagen. Intet salg til mænd, som alligevel købte whisky for pengene, indrømmet, en grov overdrivelse og en slem generalisering, men sådan blev det. Min kæreste, som nu også er eks siden knap tre måneder tilbage, (den historie kommer når jeg er klar til det), fangede det system, den kvindesolidaritet som jeg som mand fra Europa havde påtvunget hende.

Og nu er vi så fremme ved nutiden. Jeg køber ofte en hel papkasse med 24 dåser, det er billigere, og den plejer at holde én uge. De tomme dåser ryger så i en tom ølpapkasse, efter at jeg har klemt dem sammen, så de fylder mindre. Den aktuelle papkasse er fuld, og nu kommer så en ny, for mig, total vanvittig problematik. Hvis mine nye husværter her i Sihanoukville, hvor til jeg endelig er flyttet, ser de tomme øldåser, kommer de styrtende, for at tilrane sig dåserne. Ikke noget med at lade de fattige skraldefolk tage dem fra, nej da.

For lige at skære det ud i pap, så er mine værtsfolk ikke fattige. De ejer dette lille lejlighedskompleks hvor jeg bor nu, hustruen har en tøjbod på markedet, de har en stor (gigantisk) Toyota LandCruiser med 4-hjuls træk. Manden er væk nogle timer hver formiddag, og igen hver eftermiddag. De har mindst fire motorcykler, en lille fed søn på 13 har lige fået den sidste, en ny lille scooter med automatgear og det hele. Alligevel er de på stikkerne, hver gang jeg går ud til vejen med plastikposer med skrald. Ejeren af den megadyre Toyota har jeg haft til at stå foran mig med vilde øjne, han glemte på mine skraldeposer, for at tjekke om jeg ville smide øldåser ud, så de trængende kunne tjene lidt på dem.

Værtsfamilien, det er søde mennesker, men som det er til at forstå, helt bestemt, så er de meget præget af tiden under og efter borgerkrigen og krigen mellem Pol Pot regimet og den vietnamesiske hær.

Jeg kunne bare trække på skulderen, og lade det være som det er. En gang da de skreg efter mig og mine skraldeposer, lagde jeg dem bare midt i haven, og så kom de styrtende og tjekkede skraldeposerne. Som ikke indeholdt tomme øldåser.

Jeg kunne bare trække på skulderen, men altså. Det er vel det sociale ansvar, som jeg fik podet ind fra lille i det danske samfund, som forhindrer mig i det. 

Hvem sagde kulturchok?

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Dagbog: Vandmangel og endnu en "indfødt" analfabet

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

Dagbog: Jeg skammer mig, men... sprog!

Offentliggjort første gange den 18-12-2011

Min grundliggende holdning til at bo i et andet land er, at det er min forbandede pligt at lære det lokale sprog. Jeg har boet i Indonesien, jeg taler Bahasa Indonesi flydende.

 Jeg har boet , og der ud over opholdt mig meget i Thailand, og kan klare mig på thai med mange daglige ting, men kan ikke forhandle på thai, ikke samtale på thai.

 Det kan jeg på Indonesisk. Når jeg fortæller at jeg kan tale og til dels skrive Bahassa Indonesia, plejer folk at gokke mig i hovedet med at det er det nemmeste sprog i verden. Apotik er apotek, osv Så der er, menr folk ofte, intet specielt i at kunne tale indonesisk. Det kan enhver idiot finde ud af, mener mange. Men, tro mig, det er et rigtigt sprog med masser af grammatiske faldgruber, nogle gange føler jeg at gramatikker er sværere end den danske. Men hvis man som turist smutter gennem landet på et par måneder, er det korrekt at det er nemt fordi mange ord, 3- til 5% kommer fra hollandsk.

 Siden jeg kom til Cambodja for at bosætte mig, har jeg stort set ikke lært noget Khmer. Og jeg skammer mig over det. Jeg spurgte fra start min tolk om han kunne undervise mig, eller om han kendte nogen som kunne. han rystede på hovedet og svarede, at jeg bare skulle tale med folk, så ville det komme.

 Men... jeg havde en del tramatiske ting jeg skulle have samlet op på fra Indonesien, jeg skulle passe mit arbejde, osv, så jeg kom aldrig i gang. Ord der blev gentaget og gentaget fangede jeg, træt er "Akumlang", glemt er "Plek", spise er "Yam Yam", osv.

 Men det sidste år har jeg været klar til at modtage organiseret undervisning, men det er aldrig kommet i gang, fordi de folk jeg har fundet, selv eller via andre, har forlangt formuer for det.

 Det har altid en forklaring på, at jamen jeg underviste en engelsk eller en tysk kvinde, og hun betalte så og så meget. Det er sikkert rigtigt, men det glemmer at fortælle, at de job kun vare en uge eller tre.

 En fyr jeg havde lavet en aftale med, jeg nåede faktisk at få en lektion på 30 min, ville pludselig have tre gange så meget som det vi havde aftalt. Så jeg bakkede ud, betalte en del mere end jeg skulle for den halve time, og så smuttede jeg. Det skal med, at han underviste i arbejdstiden, han arbejdede på en restaunt. Han blev altså betalt af sin normale arbejdsgiver, samtidgt med at han underviste mig, men han så bare dollar dollar dollar. det vil jeg ikke bebrejde ham, men hans dollarsjagt kommer bare ikke til at omfatte mig.

 Hvis jeg går ind i en proces med at tilegne mig Khmer, vil der blive tale om år, fast deltidsjob med undervisning én time tre fire gange om ugen, eller så meget som jeg nu kan klare, der er jo også hjemmearbejde.

 Der er en ynre kvinde, som pludselig stod midt i det hele, og begyndte at oversætte da jeg forhandlede betingelserne for det nye lejede hus, hun bor i et af de lokale rækkehuse 200 meter her fra. Hun gentog liren som jeg havde hørt før, tilbød mig at undervise mig i Khmer, og forlange for en time tre til fire gange, måske endnu mere, end det hun tjener om dagen på sit arbejde.

 Nu når jeg er på plads huset, opsøger jeg hende igen, og prøver at få en aftale med hende.

 Her følger rlidt om Khmer sproget. Skriften kan minde lidt, jeg gentager: Lidt, om Thai. 

 ........
Khmer language: From Wikipedia, the free encyclopedia

 Khmer Khmer has been considerably influenced by Sanskrit and Pali, especially in the royal and religious registers, through the vehicles of Hinduism and Buddhism. It is also the earliest recorded and earliest written language of the Mon–Khmer family, predating Mon and by a significant margin Vietnamese.[1] The Khmer language has influenced, and also been influenced by, Thai, Lao, Vietnamese and Cham, all of which, due to geographical proximity and long-term cultural contact, form a sprachbund in peninsular Southeast Asia

 Spoken in Cambodia, Vietnam, Thailand, USA, France, Australia

 Ethnicity Khmer

 Native speakers 15 million (2006)

 Writing system Khmer script (abugida)

 Official language in Cambodia

 Regulated by No official regulation

Stambordet - en glæde eller en forbandelse?

Stambord. Det kan være en god ting når det fungerer bedst, og en forbandelse, når det fungerer værst. De bedste stamborde jeg har oplevet, og brugt med skiftende fornøjelse, var hos Kurt på Jailhouse i Hua Hin, og hos Copenhagen i Soi Postoffice i Pattaya, og jo, måske hos Jens som har det specielle sted FREM ved Bou Khao markedet i Pattaya. Fælles for alle tre typer stamborde var, at der var plads, plads nok til at man kunne sætte sig i den anden ende, lidt væk fra "støjen", hvis man følte behov for det.

Det stambord som jeg bruger næsten dagligt i perioder hvor min bedste kammerat er i byen, er et mere eller mindre tilfældigt bord, kvadratisk, med fire bænke sat til. I bedste fald kan der være otte omkring bordet, og man sidder tæt.

Det ender meget med at det højest talende sender den ene erklæring af sted efter den anden. Egentlige samtaler kommer der stort set ingen af. Det skulle da lige være, hvis én går på toilettet, eller forsvinder, så kan der godt være nogle knive, som lige skal sendes af sted.

Det gode ved ordningen med, at de fastboende, som gæster restaurationshaven er, at når det kører bedst, men nok aldrig når der er otte omkring bordet, kan der komme enkelte gode snakker. Og der er også mulighed for at skabe nye kontakter. En fyr som fixede min computer for et par uger siden, ham havde jeg eksempelvis ikke fået kontakt med, uden det stambord.

Det værste ved stambords systemet, i hvert fald når bordet er så lille, og når man sidder så tæt, er al den spild af tid, som man kommer ud for. I langt de fleste situationer er jeg der mest for, punkt 1.

At møde andre mennesker, og det betyder i langt de fleste tilfælde, at jeg kommer lige netop der, glem ikke at vi er der stort set altid når der er Happy Hour (ca. 4.00 kr for et glad fadøl), for at møde min kammerat, og hvad der ellers måtte dukke op af gode oplevelser.

Han lever mest i restauranterne, og kender 40 gange flere mennesker end jeg, som kun deltager i det lokale værtshus det ene sted, den times tid dagligt, eller næsten dagligt, når han er i byen. Hvis han ikke er der, kommer jeg der stort set ikke.

Det betyder så også, at jeg ikke søger andre lidt mere forpligtigende kontakter en den ene jeg har, og det betyder også, at jeg ikke møder dem, som skiller sig væsentligt ud fra stambordsklientellet, der hvor jeg kommer nu.

Det kunne jeg godt arbejde noget med, hvis jeg ville, og det gør jeg måske også en dag. Når jeg tænker på, hvor mange gode oplevelser, hvor mange spændende mennesker jeg har mødt gennem årene ved de to stamborde, som Frede fik sat op på Copenhagen i Pattaya, så må det være muligt at møde lige så forskellige og spændende mennesker i Kampot.

Der er kommet flere nye steder i byen, flere af dem fungerer, så ja, hvorfor dog ikke prøve noget andet.

Tilbage til det kvadratiske stambord, som det meste af dette dagbogsblad har handlet om.

Jeg har flere gange fortalt om originalerne, vi er vel alle originaler på hver vores måde, hvis vi vælger at bo i Asien, uden at det er en del af en professionel karriereplan- men mere baseret på skønne kærester eller koner, du ved, de sorthårede, ja helt rigtigt, brune øjne og smil som siger at de har ventet på os hele deres liv, det var faktisk den eneste grund til at de blev født, men originalerne, fyrene som gang på gang i deres naivitet taber penge på forhold og eller investeringer, importerede idioter som flygter fra den ene by til den anden i Cambodja, hver gang de har gjort det for svært for dem selv, de er en plage.

I hvert fald for mig.

Ikke at det er nemt at ankomme, og blive accepteret i det expat/ udlændingemiljø, som vi har. Netop fordi vi er så forholdsvis få, mødes man ofte over mindre kulturkløfter, selv om vi har hvid hud, er der meget stor forskel på amerikansk, australsk, newzealandsk, engelsk, belgisk, norsk, fransk, hollandsk, tysk, og dansk kultur. 

Og vi tjekker, eller bliver tjekket, når vi ankommer. Er det endnu en pædofil? Er han fyldt med løgn? Hvordan bliver han efter drink eller øl nr. 15? Osv osv. Og hvad er det dog for en kæreste "han" har fundet? Og hvad er det han gør mod sin medbragte hustru? Fortjener hun virkelig det, efter 30 års ægteskab.

Ja. Der tjekkes. Nogle gange synes jeg at dommen falder meget hurtigt, nogle gange burde den komme endnu hurtigere, men den ankommer aldrig.

Og i alt det har stambordet et vigtig rolle. Eller stambardisken, for den sags skyld.

Alt det her, fordi jeg kan mærke, at jeg nok er ved at tage afsked med det stambord, eller den måde at være sammen på, omkring et bord, hvor valget af "venner" nærmest sker lidt som når man sætter sig ind i en offentlig bus. Man har stort set ingen indflydelse på, hvem man sætter sig ved siden af, eller omvendt.

Jeg savner nu "Fredes" og Jens´s stamborde i Pattaya. På godt og ondt, men absolut mest på godt. En halv eller en hel time ad gangen.

Dagbog: Rambo - lejesoldaten som vil skide på solnedgangen (2)

I går eftermiddags kørte jeg forbi stambordet. De gode fyre, to af slagsen sad der, skønt nok, men der sad også en tredje, med ryggen til den kommende solnedgang. Planen var at aflevere familien ved trampolinerne, så specielt den store på fem kunne få hoppet det krudt af sig, som han stadig ikke havde fået brændt af. Han havde jo ogdå kun været super aktiv i knap 11 timer.

Men dagen før havde en gammel bekendt, den invalide udlænding som havde mistet sin byggegrund og et nybygget hus til hans kæreste, tidligere omtalt i dagbogen, optrådt på slap line.

Det vi vidste allerede var, at han havde stukket en formidler 8.000 dollars som depositum til en byggegrund, han havde aldrig set grundens skøde, han vidste ikke hvem der ejede jorden, men mellemkvinden havde vist nok store bryster, og måske også en dejlig røv, sådan en kvinde skal man bare stole på, så hun fik de 8.000 Dollars, og væk var hun. Den lækre mås forsvandt i bare skosåler, har jeg ladet mig fortælle.

Så da fyren hoppede op på den slappe line, var hvert tredje ord i hans ordstrøm et F-word. Han skulle tilbage hvor han kom fra, og arbejde nogle måneder, og så ville han f... the f... komme tilbage med så og så mange bundter dollars.

Det er jo den slags forklaringer, som er dømt til enetaler, jeg mener, hvis man bare sidder og venter på at manden skal rykke videre, så spørger man jo ikke ligefrem til, hvem der så skal have penge i bundter uden kvittering, når han kommer tilbage. Vel?

Cirka 24 timer sad fyren, som jeg havde hørt omtalt som Rambo, så på samme bænk, som den invalide. Selvfølgelig med ryggen til den kommende solnedgang.

Han kunne flere F word, end den invalide, og der var stort set ikke det, som han ikke hadede eller foragtede. Den ene af mine mere eller mindre faste bekendte ved stambordet spurgte ind til Rambos liv, og fik fik vi ellers et CV, med hvad han havde bedrevet. F words inkluderet.

Nogle år i hans lands hør som professionel soldat. Nogle år med Black Water i Irak, Black Water er en organisation, et slags security selskab, som har specialiseret sig i at være et dummere svin, og mere kynisk og effektivt, end den amerikanske hær plus marine kan slippe godt fra.

Blackwater Security Consulting 

http://en.wikipedia.org/wiki/Blackwater_Security_Consulting

Og det sad vores importerede Rambo og pralede af. han havde også arbejde i udviklingslande for Vatikan staten, fik lønninger på en chek fra Vatikanets egen bank, Vatican Bank.

Jeg fik et chok. Jeg kom lige fra en dejlig stund med familien ved floden. Havde nydt samværet, nydt den smukke udsigt, havde udvekslet høfligshedskommentarer med motionerende, promenaden er nu færdig helt ud til det olympiske vandsports center, hvor vi sad held nede ved floden, og nu sad jeg en halv meter fra en fyr, Rambo, som havde sat forbruget af ordet f... væsentligt op, og pludselig blev det bare for meget.

Jeg stoppede manden, og bad ham om at vende sig om og nyde solnedgangen, og i det mindste lade som om han var i det samme paradis som vi andre.

Ja, så torsket kan jeg jo så også være. jeg skulle jo have gennemført tanken om at hælde et halvt glas fadøl ud i hækken, og så bare smutte, og håbe på at han ikke kom tilbage på samme tid som jeg selv.

Men nej, jeg tog konfrontationen med ham, og det eneste der kom ud af det i første omgang, var at han fandeme nok selv skulle bestemme hvad han skulle kigge på, og hvad han skulle snakke om.

Jeg klappede i, og da han ville klinke glas i en stambordsskål, trak jeg mit glas. Ingen skålen med en lejesoldat.

Inden jeg gik scorede han så endelig lidt plus points på min tavle. han snakkede om en lille seks syv måneder gammel pige, som havde en alvorlig sygdom. Hans bekymring var ægte nok, tror jeg da. Hvordan han vil skaffe penge til den operation han snakkede om, ved jeg ikke. Men alene tanken om at få den lille pige gjort rask var fin nok.

Her til morgen, efter at jeg havde fået historien om Rambos kamp med to 13 årige piger for at få en gratis smøg, mødte jeg ham så igen på min morgentur med klapvogn og vores den mindste dreng. Og i den korte snak vi havde, virkede han som om han havde glemt, måske ligefrem tilgivet min barske indgriben i hans ret til at være som han havde lyst til.

I eftermiddags var han tilbage i den bar i nærheden, som var lukket i går, det var derfor han kom til vores stambord.

Så måske lever vi alle videre, som om vi på godt og ondt lever i det lille paradis Kampot.

Dagbog: Rambo - endnu en importeret landsbytosse (1)

Det er vel en uge siden, at jeg hørte om vores nye Rambo første gang. Selvfølgelig var det ved stambordet. Sætninger som: "Han er altid så pisse seriøs", "Han har været lejesoldat", og "Hvis han bare kunne grine en gang i mellem....så", føg over bordet, men der var ingen positive vitaminer i det for mig, så jeg gled af på det nye emne.

Nød i stedet solnedgangen, snakkede med de positive, og ja, jeg fik alligevel en god time ud af det.

For et par dage siden kom der supplerende snak om lejesoldaten. Nogen kaldte ham nu Rambo.

Som jeg kunne forstå det, havde han været involveret i endnu en kamp. Ingen meldinger om dødsofre indtil videre, og slet ikke mod betaling. Nej, vores såkaldte Rambo, som jeg endnu ikke havde et ansigt på, havde kæmpet en kamp med to 13 årige piger, om en gratis smøg. 

20 meter fra vores stambord her i Kampot, op ad en gade, er der en sød familie, som har både en lille simpel biks hvor de sælger taletid til mobiltelefoner, snacks, benzin i flasker eller dunke, og cigaretter. Mutter er der, hun broderer typiske vestlige motiver på sofapuder, og sælger udstyr til samme, nåle, motiver, garn, osv.

De er fire piger fra vel omkring de 13, og op til måske 18, den ældste er i øvrigt gravid, hvis det har din interesse. de gør det godt, pigerne. De har helt sikkert det største løs vægt salg af benzin i Kampot by, ja måske i hele provinsen.

Hvad Rambo lavede hos pigerne, ved jeg ikke, ud over at han kl 06 morgen var smøgsyg, og han havde fundet ud af, at den yngste af de fire piger, skulle forære ham en smøg fra løssalgspakken.

Det nægtede hun. Ingen gratis cigaretter til Rambo. Og så kørte konflikten. Endnu en gang blev det bevist, at udlændinge, vi kalder dem Baranger her, kan være nogle rigtigt store gedigne røvhuller.

Så det blev der snakket om, Rambo var oppe som emne, jeg holdt mig stadig fra at kommentere.

Nu var vi ellers lige kommet af med den tyske voldtægtsforbryder, som ikke kunne forstå et nej fra sin hushjælp, og som dommeren i byen vist nok havde holdt på, ved at beslaglægge hans pas.

Han blev behandlet som en spedalsk, af de fleste udlændinge, var formet adgang til de fleste "bedre" restauranter og barer, og når man så ham sidde et sted, var det et bevis på, at folkene som ejede stedet enten ikke kendte ham, eller også at deres forretning kørte så dårligt, at de ikke en gang kunne afvise en psykopatisk voldtægtsforbryder.

Men weekendens gode nyehed var, at tyskeren var væk. Til gengæld havde vi fået Rambo. Hallo hallo, siger jeg bare.

Forsøg på at få gratis smøger, pralerier over hvor mange penge han havde tjent som lejesoldat, osv. osv.

Det var lige før end jeg tænkte på at få byttet d e n tysker tilbage. En voldtægtsforbryder for en Rambo. 

Fortsættelse følger snarest muligt :-(

Dagbog: Penicillin, heksekunst, og kulturkløfter

Dette blad i dagbogen bliver et af de sværere at skrive. Risikoen for at det skrider over i fordømmelse og latterliggørelse er bestemt til stede. Kulturkløft. Traditionelle behandlingsmetoder, kontra den nye verden med penicilin, logik for burhøns, osv. Og ikke mindst en udlænding, mig, som har meget svært ved at finde en grimasse, når det hele strammer til, som det har gjort de seneste dage.

Min kæreste er vokset op med sin bedstemor, begge forældre forsvandt i krigene, og det som fulgte efter. faderen ved jeg ikke noget om, men moderen blev dræbt af en landmine i en af familiens rismarker.

I min kærestes barndom var der ikke ret meget medicin, læger og sygeplejersker var der heller ikke ret mange af, Pol Pot rædselsregimet slagtede alle mennesker med en smule uddannelse, lidt som Formand Mao og kulturrevolutionen i Kina for 30 40 år siden.

Og hvis der var personale og medicin, var der så til gengæld ingen penge til at betale for ydelser og varer. Og hvad gør man så. bruger de traditionelle metoder.

Flere af metoderne bruges i hele Asien. Mindst. Den som mest bruges her, hvis en ven, nabo, en fra familien har det dårligt, er at kradse huden op, typisk på ryg og overarme. Kroppens naturlige forsvar producerer et stof, jeg husker ikke hvad det hedder, som skal forsvare kroppen. Og det medfører nogle få timers velvære.

Men tro mig. Det virker ikke mod brækkede ben, forstuvninger, halsbetændelse, infektion i brandsår, osv. osv.

Der skal rigtig medicin til i langt de fleste tilfælde. Og når det er fremskaffet, meget ofte er det farmaceuten (hvis man kan kalde folk der sælger medicin uddannelse for farmaceuter), som stiller diagnosen.

Ok. Her kommer vi så til detaljerne.

For fire dage siden begyndte min kæreste at blive varm, og få rysteture. Det er tredje gang det sker på seks uger. Og jeg vil have hende til læge, men hun siger nej.

For to dage siden begynder hun desuden at halte. Først lader jeg det bare være, men i går tjekker jeg, og ja, hun har en hævelse af højre ankel. Noget med den mindste har gjorde et eller andet, så det gjorde ondt i min kærestes fod. Jeg vil have hende til læge, men hun afviser.

Mens jeg var på rejse for tre uger siden, brændte den store dreng på fem sig på en MC taxis udstødningsrør. Hans mor fik fat i noget medicin, jeg kender ikke detaljerne, og det er vist nok gået rimeligt. men her på det sidste var der gået betændelse i såret, så jeg smuttede til læge med ham, en dag jeg køre ham til skole.

Fint nok. Vi fik noget penicilin, og så skulle det jo være fjong.

I går ser jeg så, at det stort ikke er sunken i medicinflasken vandstand. Jeg så de to første gange knægten fik medicinen, og det har formodentlig været dét.

Her til morgen ryster min kæreste, sukker og klager som om hun er døden nær, vi smutter af sted til skolen med den store dreng, og på vej hjem kører jeg hen til den lokale klinik.

Noget af det første jeg forsøger at få lægen til, er at fortælle min kæreste, at hun skal give børnene og sig selv, al den medicin, som hun får udleveret. Hvis hun kun tager medicin nogle få gange, i hvert fald med penicilin, kan hun risikere, at medicinen ikke fungere på sigt, fordi bakterierne bliver modstandsdygtige overfor medicinen.

Det gør lægen så ikke. Så jeg prøver igen at få ham til at fortælle om penicilin, og at det er vigtigt at tage al medicinen, til sidste skefuld, eller pille.

Han "forklarer" så penicilinens "hemmeligheder med fem ord, jeg talte selv. Og så forsvandt han ind bag ved.

De havde fået en ny yngre sygeplejerske, som talte noget engelsk, så jeg gik i gang med hende. Og hun forklarede så min kæreste, at hun skal tage alle pillerne, og nej, ikke på én gang for at hun skal blive hurtigere rask, som man hører om at nogle gør i eksempelvis de fattigste og mindst udviklede egne eller kvarterer i Afrika.

Vi kommer hjem. Posen med medicin bliver lagt på buffetten, og så videre til noget andet. Med suk og støn, min kæreste er jo meget syg, og har meget ondt i foden. men hun bruger ikke den kostbare smertestillende creme, som vi har købt for dyre dollars, og pillerne får også lod til at blive i den dertil indrettede plastikpose.

Jeg råber så op, og min kæreste spiser så en banen, og medicinen. Midt i det hele stopper en yngre fyr, med en teenage pige og en lille dreng på scooteren op udenfor vores have. Vores port er endnu ikke lukket. Og fyren kører ind i vores have, stiller MC scooteren fra sig, i vores have, og uden at spørge om lov, eller hilse, styrter han hen mod en samling bambus som vi har i forbindelse med vores lejede hus.

Som jeg forstår det, har han tandpine, og han skal bruge noget fra en bambusgren mod tandpinen. Traditionel medicin, én gang til. Jeg vil have ham ud, han har ingen ret til at vade rundt i vores have, vi kender ham ikke, måske vil han noget helt tredje.

Men nej, manden skal have fundet de torne, tror jeg det er, som er gode mod tandpine.

Og det får han så lov til.

Den ret dyre creme blev så endelig brugt mod den formodentlig forstuvede fod. Og nu må vi se hvordan det går.

God dag til alle.

Der sker aldrig noget - en tur i banken

Jeg var i banken i dag. Den 1. september var jo en lørdag, så der var tryk på igår, jeg var der, men opgav. Og vendte så tilbage idag.

Jeg skulle lave en lille transfer lokalt i Cambodja, og jeg hyggede mig.

For et par måneder siden så jeg en barfodbonde, han gik virkelig rundt med bare fødder. ACLEDA laver en del Microlån, det var nok det bonden var der for. Jeg så at andre kom til flere gange, og han stod der bare. Kunne måske hverken læse eller skrive, osv.

Da der blev plads ved luge, og manden stadig stod der og kiggede ud i luften, og manageren kom forbi, spurgte jeg pænt, om de havde glemt bonden. Uden ham kan vi andre ikke få ris på bordet. men nej, det var på plads, hans sag var i fuld gang, de ville klare ham i løbet af kort tid.

Og det var det. jeg havde sagt det pænt, og de svarede pænt, og det var det. det virkede ikke som om de følte at jeg havde gjort noget forkert. Og de havde jo set mig i banken flere gange. Såh.

I dag gik der vel fem minutter, inden jeg kom til. En fyr jeg havde fundet en svamp til, så han kunne få tørret tryksværken af fingene efter fingeraftryk, hjalp mig på plads efter ham.

Jeg klukkede indvendig. Der sker virkelig noget.

Kvinden som tog sig af mig, er højgravid, sidst i 20erne måske. Hun spurgte flere gange, selv om det hele stod på et papir, jeg havde printet ud. Hun ville være sikker, så hun fik svar.

En luge henne til højre, sad en fyr med to mindre bjerge af dollars sedler. De så voldsomt ud for mig, men var alligevel ikke nok til, at de lukkede ham ind i det særlige rum, hvor de kan aflevere eller få udleveret store summer.

Senere kom der to fyre, og baksede to enorme plastposer op på skranken. Posen var sort, hvis det var Riel, behøver det ikke at være så meget, men dollars, for pokker da.

Dum, dummere, udlænding!

De er ved at lægge dræning ind på den store af de små veje, som vi kan bruge ned mod hovedvejen. Store rør læsses af på vejen, en gravemaskine arbejder, og specielt den lille, af mine to bonus-drenge, er meget interesseret.

Hans venstre hånds pegefinger, (vi tror at han bliver venstrehåndet) bruges ikke for lidt. Peger i retning af lyden af gravemaskinen, så vi tager af sted et par gange om dagen.

Det mærkelige, måske lidt onde, i min opførsel, set fra de lokales side, begynder allerede når vi går ud gennem porten. Knægten, 18 mdr. går selv. Og han nyder det. Normalt lader de lokale khmer familier dårligt nok børn gå selv, eller lege på jord, græs, eller vej selv, før end de er fyldt to år.

Og jeg lader drengen gå selv, hvis han vil. Selv drengens mor, må jeg nogle gange kæmpe med omkring det emne. Jeg lader ham også gå selv, hvis vi er på det lokale marked. Det er meget forkert. I dag havde han en længere snak med nogle ænder, som ventede på at blive slagtet. meget forkert, set fra en lokal altan.

Tilbage til gravemaskinen, og kranen, som løfter betonrørerne fra vejen og ned i den udgravede rende. Den lille gik ret tæt på, syv til otte meter, og han fik lov til at gå så tæt på den udgravede rende, at han kunne smide sten hen mod renden.

Den nabokone, som var tættest på os, gik ind og hentede sin mand, og så stod de ellers der og pegede fingre af mig, den pløk umulige udlænding, som satte den bette knægts liv på spil.

Der gik vel fem minutter, så fik samme familie besøg. En mand først i 30erne, kom kørende på sin MC med automatgear. Uden styrthjælp, nu vi snakker om liv og død. Han styrede og brugte gashåndtaget samtidigt. Den venstre hånd og arm var nemlig optaget til noget andet. På venstre knæ, sad en dreng på samme alder som min bonus knægt, faderen holdt om ham ved venstre arm.

De ny ankomne blev modtaget af det ægtepar, som lige havde peget fingre af min ansvarlighed, uden fordømmelse. Selvfølgelig kører man med den ene arm, og holder en medbragt baby med den anden hånd og arm.