Dagbog: Selvfølgelig er piger analfabeter

Thursday, 7 March 2013

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

Dagbog: Jeg gør mit bedste for at få et "fedt" liv

Forfængelig? Nej da- man er vel en mand- kun bøsser og kvinder behøver at passe deres udseende. Er det sådan du tænker?

Forfængelig? Jeg har de sidste måneder tabt alt for meget. Mine shorts blev for store, det eneste jeg stadig kunne passe nogenlunde rimeligt, var mine sandaler, og mine træsko. 

Men.

Jeg var i bad for et par timer siden. Kiggede ned ad mig selv. Fik øje på en lille top. Jeg har fået mere mave end jeg havde før. Jeg e r bare så glad.

Problemet i min alder, jeg vil så gerne være sexet, er løs hud. Når jeg bremser op ude i trafikken, bliver jeg overhalet af mit løse skind. Jeg har alt for meget af det. Eller havde. For nu bliver det en anelse strammere, for hvert døgn der går. Ofte er folk kede af at blive fede, men ja, jeg er bare lykkelig.

Jeg har ikke sat en øvre grænse på, hvor fed/ lykkelig, jeg har planer om at blive, men det kunne være noget med, at jeg stadig skal kunne passe det tøj jeg har. Jeg mener, jeg bruger jo flere penge på mad og drikkevarer i mit fedmeprojekt, og det må være nok. Hvis jeg også skal i gang med at bruge penge på indkøb af nyt tøj, er det vel bare for meget.

Og når alt kommer til alt, ville jeg jo bare stramme mine slaskede hudfolder lidt op.

Og hvad gør jeg så, for at blive fed?

Jeg er begyndt at drikke flere øl. Normalt drak jeg to fadøl pr. dag, det gør jeg stadig, men nu åbner jeg også tre til fire dåseøl hver aften, og endnu værre, jeg drikker indholdet.

Jeg spiser også mere. Ikke alle de små idiotiske og unødvendige måltider i løbet af dagen. Nej. Men jeg spiser mere. Der er simpelthen mere på min tallerken tre gange dagligt. Plus at jeg æder hjemmelavede peanuts, ristet i stegeolie, om aftenen. Ok. Måske ikke hver aften, men når jeg husker det.

Det er så her jeg tænker på, om jeg har opfundet verdens mest effektive fedekur, men også det modsatte, verdens mest effektive slankekur- jeg mener, hvad nu hvis man som fed gjorde det modsatte? 

Spiste mindre, droppede alle dagens godbidder, peanuts inkluderet, og droppede en del af den alkohol/ øl, som måske er en del af hverdagens indtag.

Velbekomme.

Dagbog: Rambo - lejesoldaten som vil skide på solnedgangen (2)

I går eftermiddags kørte jeg forbi stambordet. De gode fyre, to af slagsen sad der, skønt nok, men der sad også en tredje, med ryggen til den kommende solnedgang. Planen var at aflevere familien ved trampolinerne, så specielt den store på fem kunne få hoppet det krudt af sig, som han stadig ikke havde fået brændt af. Han havde jo ogdå kun været super aktiv i knap 11 timer.

Men dagen før havde en gammel bekendt, den invalide udlænding som havde mistet sin byggegrund og et nybygget hus til hans kæreste, tidligere omtalt i dagbogen, optrådt på slap line.

Det vi vidste allerede var, at han havde stukket en formidler 8.000 dollars som depositum til en byggegrund, han havde aldrig set grundens skøde, han vidste ikke hvem der ejede jorden, men mellemkvinden havde vist nok store bryster, og måske også en dejlig røv, sådan en kvinde skal man bare stole på, så hun fik de 8.000 Dollars, og væk var hun. Den lækre mås forsvandt i bare skosåler, har jeg ladet mig fortælle.

Så da fyren hoppede op på den slappe line, var hvert tredje ord i hans ordstrøm et F-word. Han skulle tilbage hvor han kom fra, og arbejde nogle måneder, og så ville han f... the f... komme tilbage med så og så mange bundter dollars.

Det er jo den slags forklaringer, som er dømt til enetaler, jeg mener, hvis man bare sidder og venter på at manden skal rykke videre, så spørger man jo ikke ligefrem til, hvem der så skal have penge i bundter uden kvittering, når han kommer tilbage. Vel?

Cirka 24 timer sad fyren, som jeg havde hørt omtalt som Rambo, så på samme bænk, som den invalide. Selvfølgelig med ryggen til den kommende solnedgang.

Han kunne flere F word, end den invalide, og der var stort set ikke det, som han ikke hadede eller foragtede. Den ene af mine mere eller mindre faste bekendte ved stambordet spurgte ind til Rambos liv, og fik fik vi ellers et CV, med hvad han havde bedrevet. F words inkluderet.

Nogle år i hans lands hør som professionel soldat. Nogle år med Black Water i Irak, Black Water er en organisation, et slags security selskab, som har specialiseret sig i at være et dummere svin, og mere kynisk og effektivt, end den amerikanske hær plus marine kan slippe godt fra.

Blackwater Security Consulting 

http://en.wikipedia.org/wiki/Blackwater_Security_Consulting

Og det sad vores importerede Rambo og pralede af. han havde også arbejde i udviklingslande for Vatikan staten, fik lønninger på en chek fra Vatikanets egen bank, Vatican Bank.

Jeg fik et chok. Jeg kom lige fra en dejlig stund med familien ved floden. Havde nydt samværet, nydt den smukke udsigt, havde udvekslet høfligshedskommentarer med motionerende, promenaden er nu færdig helt ud til det olympiske vandsports center, hvor vi sad held nede ved floden, og nu sad jeg en halv meter fra en fyr, Rambo, som havde sat forbruget af ordet f... væsentligt op, og pludselig blev det bare for meget.

Jeg stoppede manden, og bad ham om at vende sig om og nyde solnedgangen, og i det mindste lade som om han var i det samme paradis som vi andre.

Ja, så torsket kan jeg jo så også være. jeg skulle jo have gennemført tanken om at hælde et halvt glas fadøl ud i hækken, og så bare smutte, og håbe på at han ikke kom tilbage på samme tid som jeg selv.

Men nej, jeg tog konfrontationen med ham, og det eneste der kom ud af det i første omgang, var at han fandeme nok selv skulle bestemme hvad han skulle kigge på, og hvad han skulle snakke om.

Jeg klappede i, og da han ville klinke glas i en stambordsskål, trak jeg mit glas. Ingen skålen med en lejesoldat.

Inden jeg gik scorede han så endelig lidt plus points på min tavle. han snakkede om en lille seks syv måneder gammel pige, som havde en alvorlig sygdom. Hans bekymring var ægte nok, tror jeg da. Hvordan han vil skaffe penge til den operation han snakkede om, ved jeg ikke. Men alene tanken om at få den lille pige gjort rask var fin nok.

Her til morgen, efter at jeg havde fået historien om Rambos kamp med to 13 årige piger for at få en gratis smøg, mødte jeg ham så igen på min morgentur med klapvogn og vores den mindste dreng. Og i den korte snak vi havde, virkede han som om han havde glemt, måske ligefrem tilgivet min barske indgriben i hans ret til at være som han havde lyst til.

I eftermiddags var han tilbage i den bar i nærheden, som var lukket i går, det var derfor han kom til vores stambord.

Så måske lever vi alle videre, som om vi på godt og ondt lever i det lille paradis Kampot.

Dagbog: Rambo - endnu en importeret landsbytosse (1)

Det er vel en uge siden, at jeg hørte om vores nye Rambo første gang. Selvfølgelig var det ved stambordet. Sætninger som: "Han er altid så pisse seriøs", "Han har været lejesoldat", og "Hvis han bare kunne grine en gang i mellem....så", føg over bordet, men der var ingen positive vitaminer i det for mig, så jeg gled af på det nye emne.

Nød i stedet solnedgangen, snakkede med de positive, og ja, jeg fik alligevel en god time ud af det.

For et par dage siden kom der supplerende snak om lejesoldaten. Nogen kaldte ham nu Rambo.

Som jeg kunne forstå det, havde han været involveret i endnu en kamp. Ingen meldinger om dødsofre indtil videre, og slet ikke mod betaling. Nej, vores såkaldte Rambo, som jeg endnu ikke havde et ansigt på, havde kæmpet en kamp med to 13 årige piger, om en gratis smøg. 

20 meter fra vores stambord her i Kampot, op ad en gade, er der en sød familie, som har både en lille simpel biks hvor de sælger taletid til mobiltelefoner, snacks, benzin i flasker eller dunke, og cigaretter. Mutter er der, hun broderer typiske vestlige motiver på sofapuder, og sælger udstyr til samme, nåle, motiver, garn, osv.

De er fire piger fra vel omkring de 13, og op til måske 18, den ældste er i øvrigt gravid, hvis det har din interesse. de gør det godt, pigerne. De har helt sikkert det største løs vægt salg af benzin i Kampot by, ja måske i hele provinsen.

Hvad Rambo lavede hos pigerne, ved jeg ikke, ud over at han kl 06 morgen var smøgsyg, og han havde fundet ud af, at den yngste af de fire piger, skulle forære ham en smøg fra løssalgspakken.

Det nægtede hun. Ingen gratis cigaretter til Rambo. Og så kørte konflikten. Endnu en gang blev det bevist, at udlændinge, vi kalder dem Baranger her, kan være nogle rigtigt store gedigne røvhuller.

Så det blev der snakket om, Rambo var oppe som emne, jeg holdt mig stadig fra at kommentere.

Nu var vi ellers lige kommet af med den tyske voldtægtsforbryder, som ikke kunne forstå et nej fra sin hushjælp, og som dommeren i byen vist nok havde holdt på, ved at beslaglægge hans pas.

Han blev behandlet som en spedalsk, af de fleste udlændinge, var formet adgang til de fleste "bedre" restauranter og barer, og når man så ham sidde et sted, var det et bevis på, at folkene som ejede stedet enten ikke kendte ham, eller også at deres forretning kørte så dårligt, at de ikke en gang kunne afvise en psykopatisk voldtægtsforbryder.

Men weekendens gode nyehed var, at tyskeren var væk. Til gengæld havde vi fået Rambo. Hallo hallo, siger jeg bare.

Forsøg på at få gratis smøger, pralerier over hvor mange penge han havde tjent som lejesoldat, osv. osv.

Det var lige før end jeg tænkte på at få byttet d e n tysker tilbage. En voldtægtsforbryder for en Rambo. 

Fortsættelse følger snarest muligt :-(

Dagbog: Penicillin, heksekunst, og kulturkløfter

Dette blad i dagbogen bliver et af de sværere at skrive. Risikoen for at det skrider over i fordømmelse og latterliggørelse er bestemt til stede. Kulturkløft. Traditionelle behandlingsmetoder, kontra den nye verden med penicilin, logik for burhøns, osv. Og ikke mindst en udlænding, mig, som har meget svært ved at finde en grimasse, når det hele strammer til, som det har gjort de seneste dage.

Min kæreste er vokset op med sin bedstemor, begge forældre forsvandt i krigene, og det som fulgte efter. faderen ved jeg ikke noget om, men moderen blev dræbt af en landmine i en af familiens rismarker.

I min kærestes barndom var der ikke ret meget medicin, læger og sygeplejersker var der heller ikke ret mange af, Pol Pot rædselsregimet slagtede alle mennesker med en smule uddannelse, lidt som Formand Mao og kulturrevolutionen i Kina for 30 40 år siden.

Og hvis der var personale og medicin, var der så til gengæld ingen penge til at betale for ydelser og varer. Og hvad gør man så. bruger de traditionelle metoder.

Flere af metoderne bruges i hele Asien. Mindst. Den som mest bruges her, hvis en ven, nabo, en fra familien har det dårligt, er at kradse huden op, typisk på ryg og overarme. Kroppens naturlige forsvar producerer et stof, jeg husker ikke hvad det hedder, som skal forsvare kroppen. Og det medfører nogle få timers velvære.

Men tro mig. Det virker ikke mod brækkede ben, forstuvninger, halsbetændelse, infektion i brandsår, osv. osv.

Der skal rigtig medicin til i langt de fleste tilfælde. Og når det er fremskaffet, meget ofte er det farmaceuten (hvis man kan kalde folk der sælger medicin uddannelse for farmaceuter), som stiller diagnosen.

Ok. Her kommer vi så til detaljerne.

For fire dage siden begyndte min kæreste at blive varm, og få rysteture. Det er tredje gang det sker på seks uger. Og jeg vil have hende til læge, men hun siger nej.

For to dage siden begynder hun desuden at halte. Først lader jeg det bare være, men i går tjekker jeg, og ja, hun har en hævelse af højre ankel. Noget med den mindste har gjorde et eller andet, så det gjorde ondt i min kærestes fod. Jeg vil have hende til læge, men hun afviser.

Mens jeg var på rejse for tre uger siden, brændte den store dreng på fem sig på en MC taxis udstødningsrør. Hans mor fik fat i noget medicin, jeg kender ikke detaljerne, og det er vist nok gået rimeligt. men her på det sidste var der gået betændelse i såret, så jeg smuttede til læge med ham, en dag jeg køre ham til skole.

Fint nok. Vi fik noget penicilin, og så skulle det jo være fjong.

I går ser jeg så, at det stort ikke er sunken i medicinflasken vandstand. Jeg så de to første gange knægten fik medicinen, og det har formodentlig været dét.

Her til morgen ryster min kæreste, sukker og klager som om hun er døden nær, vi smutter af sted til skolen med den store dreng, og på vej hjem kører jeg hen til den lokale klinik.

Noget af det første jeg forsøger at få lægen til, er at fortælle min kæreste, at hun skal give børnene og sig selv, al den medicin, som hun får udleveret. Hvis hun kun tager medicin nogle få gange, i hvert fald med penicilin, kan hun risikere, at medicinen ikke fungere på sigt, fordi bakterierne bliver modstandsdygtige overfor medicinen.

Det gør lægen så ikke. Så jeg prøver igen at få ham til at fortælle om penicilin, og at det er vigtigt at tage al medicinen, til sidste skefuld, eller pille.

Han "forklarer" så penicilinens "hemmeligheder med fem ord, jeg talte selv. Og så forsvandt han ind bag ved.

De havde fået en ny yngre sygeplejerske, som talte noget engelsk, så jeg gik i gang med hende. Og hun forklarede så min kæreste, at hun skal tage alle pillerne, og nej, ikke på én gang for at hun skal blive hurtigere rask, som man hører om at nogle gør i eksempelvis de fattigste og mindst udviklede egne eller kvarterer i Afrika.

Vi kommer hjem. Posen med medicin bliver lagt på buffetten, og så videre til noget andet. Med suk og støn, min kæreste er jo meget syg, og har meget ondt i foden. men hun bruger ikke den kostbare smertestillende creme, som vi har købt for dyre dollars, og pillerne får også lod til at blive i den dertil indrettede plastikpose.

Jeg råber så op, og min kæreste spiser så en banen, og medicinen. Midt i det hele stopper en yngre fyr, med en teenage pige og en lille dreng på scooteren op udenfor vores have. Vores port er endnu ikke lukket. Og fyren kører ind i vores have, stiller MC scooteren fra sig, i vores have, og uden at spørge om lov, eller hilse, styrter han hen mod en samling bambus som vi har i forbindelse med vores lejede hus.

Som jeg forstår det, har han tandpine, og han skal bruge noget fra en bambusgren mod tandpinen. Traditionel medicin, én gang til. Jeg vil have ham ud, han har ingen ret til at vade rundt i vores have, vi kender ham ikke, måske vil han noget helt tredje.

Men nej, manden skal have fundet de torne, tror jeg det er, som er gode mod tandpine.

Og det får han så lov til.

Den ret dyre creme blev så endelig brugt mod den formodentlig forstuvede fod. Og nu må vi se hvordan det går.

God dag til alle.

Der sker aldrig noget - en tur i banken

Jeg var i banken i dag. Den 1. september var jo en lørdag, så der var tryk på igår, jeg var der, men opgav. Og vendte så tilbage idag.

Jeg skulle lave en lille transfer lokalt i Cambodja, og jeg hyggede mig.

For et par måneder siden så jeg en barfodbonde, han gik virkelig rundt med bare fødder. ACLEDA laver en del Microlån, det var nok det bonden var der for. Jeg så at andre kom til flere gange, og han stod der bare. Kunne måske hverken læse eller skrive, osv.

Da der blev plads ved luge, og manden stadig stod der og kiggede ud i luften, og manageren kom forbi, spurgte jeg pænt, om de havde glemt bonden. Uden ham kan vi andre ikke få ris på bordet. men nej, det var på plads, hans sag var i fuld gang, de ville klare ham i løbet af kort tid.

Og det var det. jeg havde sagt det pænt, og de svarede pænt, og det var det. det virkede ikke som om de følte at jeg havde gjort noget forkert. Og de havde jo set mig i banken flere gange. Såh.

I dag gik der vel fem minutter, inden jeg kom til. En fyr jeg havde fundet en svamp til, så han kunne få tørret tryksværken af fingene efter fingeraftryk, hjalp mig på plads efter ham.

Jeg klukkede indvendig. Der sker virkelig noget.

Kvinden som tog sig af mig, er højgravid, sidst i 20erne måske. Hun spurgte flere gange, selv om det hele stod på et papir, jeg havde printet ud. Hun ville være sikker, så hun fik svar.

En luge henne til højre, sad en fyr med to mindre bjerge af dollars sedler. De så voldsomt ud for mig, men var alligevel ikke nok til, at de lukkede ham ind i det særlige rum, hvor de kan aflevere eller få udleveret store summer.

Senere kom der to fyre, og baksede to enorme plastposer op på skranken. Posen var sort, hvis det var Riel, behøver det ikke at være så meget, men dollars, for pokker da.

Man får aldrig det hele med ud af landet

Jeg havde mine grunde til at stoppe ham, Hotelmanden, en af de fastboende Baranger, som har boet i Kampot længere tid end mig.

 Han var allerede ved at sætte fra kantstenen, med sin fire årige datter på bagagebæren, da han havde fået sit brød ved bageren.

 Men hotelmanden, som jeg vil kalde ham her, stoppede, så jeg kunne få en kort snak med ham. Ja faktisk snakkede vi så længe, at hans lille datter fik ondt i numsen af at sidde på bagagebæren, så hun måtte ned og stå, mens hun ventede på os.

Jeg går rundt med det problem, at vi skal have beskæftiget en dreng på 5 år, han skal ud i samfundet nogle timer om dagen. dels så han kan møde andre jævnaldrende børn, dels så han kan få færre skældud af sin mor, og når det går værst til, tæv af en dertil indsamlet pind.

Og den evige kamp mellem drengen og moren, bliver også en kamp eller en proces mellem moren, som er min dejlige kæreste og samlever, og jeg selv.

Så ja, der skal ske noget, knægten skal væk fra os, så han kan få nogle sociale vitaminer med hjem, og så min kæreste og jeg kan pusle lidt om vort forhold.

Hotelmanden kom her til for fem seks år siden. Ham og hans khmer-hustru, og deres lille datter som var omkring ét år den gang, var nogen af de første jeg mødte efter at jeg landede i Kampot. Og jeg har fulgt dem lidt, ikke meget, men ind i mellem har jeg nakket kort med manden, som er i begyndelsen af 60erne, og specielt hans kone, som dog forsvandt ud af billedet for lang tid siden, ja Hotelmanden har vel været alene med sin lille miksede datter et par år.

"Hvad gør du med skole til din datter"? spurgte jeg.

"Nå- jeg troede at du ville spørge om jeg havde solgt min forretning", var hans første svar.

Jeg vidste ikke, at den ejendom han forsøgte at drive en forretning i, var hans. Hans- ja man kan ikke eje ejendom i Cambodja, men der er måder at eje på, og nogle gange går det godt. Vel blandt andet fordi langt de fleste udenlandske mænd som etablerer sig og køber og eller bygger ejendom, ikke gør det på deres svigerfamilies jord.

 Det viste sig, at Hotelmanden var på vej tilbage til sit hjemland, han ventede bare på at få solgt. Så datteren var i et vacuum, hun gik hverken i børnehave eller i skole, det var ventetid.

 Men Hotelmanden, som kom til Cambodja for at nyde livet, og blev far i stedet, med en efterfølgende skilsmisse, og en datter som er omkring de 20 når han runder de 80, han vidste faktisk noget om børnehaver og skoler, det jeg søgte oplysning om.

 Mens vi snakkede, kom han hele tiden tilbage til sit forsøg på at sælge sin ejendom, godt placeret inde i byen, nær floden og Riverfront.

 Og et par gange kom der én bestemt sætning over hans læber:

 "Man får aldrig hele sin oprindelige investering, med ud af Cambodja."

 Det var jo det han var optaget af. Skidtet skulle sælges, så manden kunne komme tilbage til sit fædreland, hvor den lille datter skulle have en ordentlig uddannelse.

 Der skal nok være potentielle købere som lusker rundt, holder sig afventende, mens de håber at det er lige netop dem, Hotelmanden henvender sig til, den dag han bare s k a l af sted. Vi har set det med bohaver, vaskemaskiner, og mest med motorcykler, som folk skulle af med, inden de rejste videre.

 Så hvorfor dog ikke det samme med en by ejendom til 20.000 eller 30.000 dollars, eller hvad den nu kan koste.

 Samtidigt med at Hotelmanden for længst har fundet ud af, at han aldrig får sin investering tilbage, selv om ejendomsmægleren har fortalt ham noget andet, er der andre som lander, som gør det samme. Nemlig at investere i Cambodja, på en måde, så de umuligt kan få deres penge tilbage, den dag de af den ene, eller af den anden grund vil videre i livet.

 Jeg kan kan ikke investere i ret meget andet end depositum når jeg lejer hus, køb af en MC, og så er der min nyeste investering: "to træbørns og deres mor, som i et win win forhold med mig skal have det bedre.

 Første sted, af de lidt større, er at få knægten på 5 i en børnehave, eller måske en skole.

 Mens jeg har skrevet dette, er solen brudt frem igen.

 Og jeg har spist makrelsalat på de to flutesboller, som jeg ville købe hos bageren, da jeg mødte Hotelmanden. Sådan er det at have "besøg" fra Danmark.



Emneord: Udedansker, udlandsdansker, asien, cambodja, cambodia, thaihustru, khmerhustru, thai kæreste, khmerkæreste, khmer hustru, khmer kæreste, opdragelse, slå, børn, børnehave, skole, skolegang, kulturforskel,

Begynde på en frisk i Cambodja

Endelig. Det var den 1. august 2009, og jeg var ankommet til grænsen. Solen var gået ned, men jeg kunne se Cambodja  10 til 15 meter på den anden side af hegnet, mens jeg ventede på, at den thailandske immigrations-officer skulle blive færdig med at stemple ud. Mens jeg ventede, havde jeg ingen fornemmelse af, at intet i forhold til Thailand, og andre asiatiske lande for den sags skyld, fra om få minutter skulle forblive som det var før. 

Tanken om at flytningen til Cambodja var så positiv, at den ville udradere alle ønsker og drømme om andre lande, var slet ikke tænk den gang. Men sådan blev det jo. Her næsten tre år senere, mens jeg skriver dette, ved jeg jo, at det var sådan det gik.

Det var mit sjette besøg i Cambodja. Og det begyndte ikke specielt godt. Tvært i mod. Inden jeg var fremme ved det hotel, som taxachaufføren havde udvalgt for mig, nåede jeg at blive snydt to gange. 

Første gang var ved immigrationen. De ville kun modtage Thai- bath, og det var måske først bagefter, at det gik op for mig, at kursen passede de underbetalte tjenestemænd bedre, end den passede mig. 

Da jeg kom fri af immigrationen, tog en taxichauffør over, hvor de andre slap. Han forlangte en uhyrlig pris for at køre mig ind til byen, og han fortalte blandet andet, at det var meget dyrt at køre over dæmningen. han nævnte ikke beløbet, og nu hvor jeg kender systemet, forstår jeg godt det. Cambodjas bedste MC-chauffør, Mr. Hahn ville ikke have været til meget hjælp, jeg havde for meget at slæbe på, men her får du hans telefonnummer.

+85511266389 - landekoden er allerede sat ind, men du kan bruge nummeret som det er, både fra lande udenfor Cambodja, og fra selve Cambodja. Mr. Hahn er de bedste chauffør, uanset køretøj, jeg har kendt gennem alle de år jeg har været i Asien. Stort set alle fastboende i grænsebyen Koh Kong bruger ham. De lokale vestlige restauratører lader ham handle for dem, og betaler ham så hver måned. De lokale turistmagasin giver ham en gratis 1/2 sides annonce, fordi så er man sikker på at turisterne behandles godt, og måske derfor kommer tilbage.

Klokken var vel 21.00 da jeg var indlogeret, værelset var godt nok, men det lå midt i en byggeplads. Chaufføren som havde snydt mig, hans bror ejede både bil og hotel. De tjente nogle nemme dollars i første omgang, men jeg brugte dem aldrig igen. Jeg har været i Koh Kong omkring 40 gange siden da, og hvad kunne de ikke have tjent på mig. Det var en omgang: "Get the money- and run", med alt hvad der af følger.

Men jeg skulle jo have noget at spise, og med sulten kom de første gode oplevelser. Gode gamle australske Bob, kørte den gang en restaurant med forhave og borde, plus en lille bar inde i et hjørne af restauranten. Bob sad der i baren med en fyr, var han han New Zealand? Jeg husker det ikke. Jeg gik direkte til dem, og spurgte om jeg måtte sætte mig.

Få minutter senere, havde jeg en øl foran mig, en chickensteak var bestilt, og jeg var blevet introduceret til Mr. Hahn, den fremragende MC-chauffør.

Jeg fandt også ret hurtigt ud af, at den vakkelvorne færge, som tidligere var hovedforbindelsen fra Koh Kong til Sihanoukville, var væk. Vejen var blevet færdig, så nu kunne jeg fra Koh Kong køre i bus, stort set hvor hen jeg ville fra Koh Kong, til alle byer i Cambodja, men hvis jeg havde tiden med mig, kunne jeg også komme til både Laos og Vietnam.

Næsten morgen blev jeg hentet af en Tuk tuk, som kørte mig til den lille busstation i Koh Kong. man havde sagt at jeg ville blive afhentet af selve bussen. Men pyt skidt. Min bus skulle til Sihanoukville, mens jeg var på vej til Kampot, som ikke havde direkte busforbindelse. Så jeg skulle stå af et sted, og hoppe ind i en dele-taxi, som ville køre mig til Kampot.

Mens bussen trillede stille og roligt der ud af, glædede jeg over den lækre nye vej. Som vi kørte op og ned af bakker, ind og ud af kurver, forstod jeg bedre, at det havde taget mange år at beslutte vejens anlæggelse. Financieringen skulle også klares. Jeg har ikke tal på hvor mange broer der er fra Koh Kong til Sihanoukville, men alene den kombinerede bro og dæmning, som fører fra Koh Kong by, og tilbage til grænsen mod Thailand, må have kostet en formue.

Tanken om at flytte til Cambodja, havde den gang drønet rundt i mit hoved i et års tid. Den gang ville jeg flytte fra Jomtien til Cambodja med min ikke-thailandske kæreste, ikke mindst for at slippe for bøvlet med visa. Vi var jo to som skulle have dem forlænget hver anden måned. 

Ok. Vi kunne få en ekstra måned, ved at betale en mindre formue hos immigrationen i Jomtien, men det var altså et bøvl. Og Cambodja havde også den gang et af verdens lempeligste visa-systemer. Da vi sammen sad på stranden i Sihanoukville, blev vi som et eksempel betjent af unge europæiske studerende, som arbejdede helt lovligt.

Og det var blandt andet det nemme visa og arbejdstilladelse, som var grunden til at jeg nu, den 2. august 2009 sad i en bus, på vej mod Kampot.

Jeg havde hørt om byen på den tur, hvor jeg havde set studenterne på stranden i Sihanoukville. Kampot havde blandt andet et dansk drevet gæstehus, Bliss Ful guestHouse, som måske ikke var startet af en fra start ret ung dansk kvinde, Angela Vestergaard, men hun bankede i hvert fald stedet op til at blive et af de mest kendte gæstehuse og restauranter i Cambodja, og det var på et tidspunkt, hvor den gamle franske havneby slet ikke kunne prale af samme turisme, som man kan nu.

Jeg tjekkede også Internettet, og jeg spurgte en kontakt på det danske konsulat i Phnom Penh, plus en bekendt, som ganske vist boede i den modsatte retning af landet, oppe i Siem Reap.

Alle støttede mig i, at Kampot kunne været et godt sted for mig. De vidste, at jeg ikke drønede ret meget rundt efter midnat, og at jeg gerne ville have fred til at arbejde, men også til at møde spændende mennesker.

Og de fik ret. Det fik jeg allerede en fornemmelse af, den første eftermiddag, hvor jeg fandt et sted, hvor man dels sad ude mellem restauranten, og fortovet, nemlig Rusty Keyhole, som jeg havde fået et tip om af Bob i Koh Kong.

Noget af det som slog mig var, at de folk jeg mødte den første sene eftermiddag, midt i lavsæsonen, næsten alle var i byen for et eller andet. Undervisningsprojekter, en ville fotografere hele Cambodja, og foretrak at bo i kampot mellem turene rundt i landet, en var i byen for at instruere et teaterstykke for døvstumme, flere var musikere, og sådan fortsatte det.

Noget andet som jeg oplevede var anderledes var, at folk generelt holdt den slanke linje, specielt sammenlignet med de +50 mænd jeg havde mødt i Pattaya og i Udon Thani. Tatoveringer så man næsten heller ikke. Og da jeg et par dage senere besøgte en af Kampot boghandler, var bøgerne, som stod på hylderne meget forskellige fra det, jeg kunne finde  eksempelvis Pattaya.

Og de billige fadøl, som blev serveret i Happy Hour perioden, var billige, og smagte fortrinligt.

Og det blev endnu bedre, da solen gik ned over bjergene, som lå lige ovre på den anden side af floden. Jeg har set mange smukke solnedgange i mit liv. Måske var den eftermiddags solnedgang så smuk, fordi den var anderledes.

Noget af det, som jeg til gengæld skulle vænne mg til, var et liv stort set uden andre danskere i hverdagen. der var den danske vært fra Blissful Guesthouse og så viste det sig senere, at der vist nok var en fyr fra Danmark, som havde lejet en restaurant på hjørnet ved den gamle markedsbygning. Han var der dog ikke selv i det daglige. Men ellers var det nærmeste jeg kom på at møde en dansker en nordmand, som gjorde hvad han kunne for at udrydde enten sig selv, eller al den sprut og øl, som fandtes i det cambodjanske kongerige på det tidspunkt.

Tiden gik, og jeg begyndte for alvor at kigge efter et hus, eller en lejlighed, som var til leje. Jeg cyklede rundt på en lejet cykel, når det ikke regnede, og en amerikaner som jeg havde mødt og delt et par fadøl eller fem med langs med River front, havde inviteret mig med på en af hans vandretur. Jege var heldig. Den dag var han i humør til en to timers gåtur ud omkring saltmarkerne, ja området omkring Kampot er fyldt med saltmarker, men det hjørne af projektet han tog mg med til, er nu et af mine favorit-områder i Kampot.

Dagene gik altså. Jeg snakkede med næsten alle, som jeg fik øjenkontakt med, og jeg var overvældet af den imødekommenhed, som jeg oplevede, midt mellem folk som kendte hinanden rimeligt godt. men da man ud af, at jeg havde planer om at slå mig ned i den samme by som dem, kunne de oftest finde et hjørne af en sofa, hvor jeg kunne få rumpen placeret, eller hvis jeg hellere ville have min egen stol, så rykkede man sig, så der blev plads.

Og snakken gik. Og ret hurtigt, i de mange samtaler, spurgte jeg til et rimeligt sted, som jeg kunne leje. Jeg fik nogle tips om ledige huse, lejligheder, eller værelser. Jeg cyklede ud og så på flere af de muligheder. Et par af værelserne, som jeg fandt, var ublu røveri, følte jeg, hvad der svarer til 100 dollars, ca. 3.000 bath, men jeg overvejede ikke en gang de steder. Og så var der ikke en gang et køkken. Noget som jeg næsten ikke kan leve uden.

Gennembruddet kom en lørdag aften, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en amerikansk undervisningsekspert, som var i Kampot på en flerårig kontrakt, betalt af den amerikanske regering. Hun gav mig to muligheder. Jeg kørte først ud til den første mulighed. Huset var vel godt nok. I hvert fald flyttede en anden vesterlænding ind ret kort tid efter at jeg havde droppet at leje huset. Det lå lige overfor en skole. det kunne jeg leve med. Men lige op til huset havde ejerne lavet en meget simpel restaurant, og de to soveværelser var placeret op til den restaurant. Prisen var ellers ok. 150 US dollars, og hvis jeg betalte tre måneders depositum, ville de bruge det depositum, på at fylde huset med nogle møbler. 

Men nej. Den næste mulighed var noget helt andet. Lidt dyrere, men i forhold til hvad man tilbød for de 200 US dollars, var prisen meget mere "Value for money", end alle de andre steder jeg havde set på.

Det får du mere om i næste afsnit af denne beretning. Jeg kommer også ind på de to værsthusholdere, som fik dårlig omtale. der var nok noget om snakken. I hvert fald gik det begge meget meget ilde.

Sådan kan du bosætte dig og leje bolig i Cambodja

Læs resten her: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1197&highlight=cambodja&pid=6710#post_6710

Tips og gode råd om Cambodja: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1033&highlight=cambodja&pid=6709#post_6709