Viser opslag med etiketten Cambodja / Cambodia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cambodja / Cambodia. Vis alle opslag
søndag den 17. marts 2013
Dagbog: Selvfølgelig er piger analfabeter
Thursday, 7 March 2013
Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.
Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.
Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.
Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?
Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?
Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.
Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.
Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?
Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.
Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?
Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.
En søster.
Søster?
Af hvem? Osv osv.
Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.
Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?
Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.
Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?
Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.
Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.
Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?
Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?
Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?
Sunday, 10 March 2013
Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.
Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.
Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.
Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.
Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.
Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.
Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning.
Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???
Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.
Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.
I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.
Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.
Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?
Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.
Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.
Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.
Andre eksempler på indvadering:
Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.
Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.
Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.
Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.
Osv. osv.
Og fra min egen familie, inde i huset:
Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.
Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D
uden at der er blevet købt erstatning.
Osv. osv.
lørdag den 23. februar 2013
Dagbog: Jeg skammer mig, men... sprog!
Offentliggjort første gange den 18-12-2011
Min grundliggende holdning til at bo i et andet land er, at det er min forbandede pligt at lære det lokale sprog. Jeg har boet i Indonesien, jeg taler Bahasa Indonesi flydende.
Jeg har boet , og der ud over opholdt mig meget i Thailand, og kan klare mig på thai med mange daglige ting, men kan ikke forhandle på thai, ikke samtale på thai.
Det kan jeg på Indonesisk. Når jeg fortæller at jeg kan tale og til dels skrive Bahassa Indonesia, plejer folk at gokke mig i hovedet med at det er det nemmeste sprog i verden. Apotik er apotek, osv Så der er, menr folk ofte, intet specielt i at kunne tale indonesisk. Det kan enhver idiot finde ud af, mener mange. Men, tro mig, det er et rigtigt sprog med masser af grammatiske faldgruber, nogle gange føler jeg at gramatikker er sværere end den danske. Men hvis man som turist smutter gennem landet på et par måneder, er det korrekt at det er nemt fordi mange ord, 3- til 5% kommer fra hollandsk.
Siden jeg kom til Cambodja for at bosætte mig, har jeg stort set ikke lært noget Khmer. Og jeg skammer mig over det. Jeg spurgte fra start min tolk om han kunne undervise mig, eller om han kendte nogen som kunne. han rystede på hovedet og svarede, at jeg bare skulle tale med folk, så ville det komme.
Men... jeg havde en del tramatiske ting jeg skulle have samlet op på fra Indonesien, jeg skulle passe mit arbejde, osv, så jeg kom aldrig i gang. Ord der blev gentaget og gentaget fangede jeg, træt er "Akumlang", glemt er "Plek", spise er "Yam Yam", osv.
Men det sidste år har jeg været klar til at modtage organiseret undervisning, men det er aldrig kommet i gang, fordi de folk jeg har fundet, selv eller via andre, har forlangt formuer for det.
Det har altid en forklaring på, at jamen jeg underviste en engelsk eller en tysk kvinde, og hun betalte så og så meget. Det er sikkert rigtigt, men det glemmer at fortælle, at de job kun vare en uge eller tre.
En fyr jeg havde lavet en aftale med, jeg nåede faktisk at få en lektion på 30 min, ville pludselig have tre gange så meget som det vi havde aftalt. Så jeg bakkede ud, betalte en del mere end jeg skulle for den halve time, og så smuttede jeg. Det skal med, at han underviste i arbejdstiden, han arbejdede på en restaunt. Han blev altså betalt af sin normale arbejdsgiver, samtidgt med at han underviste mig, men han så bare dollar dollar dollar. det vil jeg ikke bebrejde ham, men hans dollarsjagt kommer bare ikke til at omfatte mig.
Hvis jeg går ind i en proces med at tilegne mig Khmer, vil der blive tale om år, fast deltidsjob med undervisning én time tre fire gange om ugen, eller så meget som jeg nu kan klare, der er jo også hjemmearbejde.
Der er en ynre kvinde, som pludselig stod midt i det hele, og begyndte at oversætte da jeg forhandlede betingelserne for det nye lejede hus, hun bor i et af de lokale rækkehuse 200 meter her fra. Hun gentog liren som jeg havde hørt før, tilbød mig at undervise mig i Khmer, og forlange for en time tre til fire gange, måske endnu mere, end det hun tjener om dagen på sit arbejde.
Nu når jeg er på plads huset, opsøger jeg hende igen, og prøver at få en aftale med hende.
Her følger rlidt om Khmer sproget. Skriften kan minde lidt, jeg gentager: Lidt, om Thai.
........
Khmer language: From Wikipedia, the free encyclopedia
Khmer Khmer has been considerably influenced by Sanskrit and Pali, especially in the royal and religious registers, through the vehicles of Hinduism and Buddhism. It is also the earliest recorded and earliest written language of the Mon–Khmer family, predating Mon and by a significant margin Vietnamese.[1] The Khmer language has influenced, and also been influenced by, Thai, Lao, Vietnamese and Cham, all of which, due to geographical proximity and long-term cultural contact, form a sprachbund in peninsular Southeast Asia
Spoken in Cambodia, Vietnam, Thailand, USA, France, Australia
Ethnicity Khmer
Native speakers 15 million (2006)
Writing system Khmer script (abugida)
Official language in Cambodia
Regulated by No official regulation
søndag den 10. februar 2013
Frivillig fange smed nøglerne- andre blev hjemløse
Cambodja: Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv. Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed forvandle sig til et fængsel.
Artiklen er flyttet fra en anden blog, den blev offentliggjort første gange den 2012-02-16.
Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.
Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.
Vi havde en barejer her i Cambodja, og hans lokale kone, de er/ var usædvanlige på mange måder, samme alder, hun er lettere handicappet, og vesterlændingen, som har rejst meget rundt i verden i forbindelse med sit job som teknikker, endte i Cambodja, og til sidst fandt han et værtshus, som han overtog af, ja hvad tror i, en svensker med et intimt forhold til alkohol. Var den betegnelse diplomatisk nok.
Problemet med thailandske barejere, som kan blive knaldet bare de har spritleverandørens telefonnummeret i sin mobil, kendes ikke her i Cambodja. Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv.,
Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed til at arbejde vende på hovedet, fordi der er ikke ret mange penge i barer og restauranter som gennemsnit, så for at spare penge, ja så får karrieren lidt karakter af et fængsel, hvor fangen selv bærer nøglen.
Inden manden fandt sin kone, vaskede han gulv, gjorde rent, købte ind, åbnede kl 18.00, og blev på posten indtil den sidste gæst var gået hjem. Når han var i godt humør fortalte han, hvor lang tid det tog at vaske gulv, og handle ind. Jeg tror gennemsnitstiden var 55 minutter:-D
Oops, jeg glemte endnu en lænke til den frivillige fange. Der er ingen regler om lukketider i barer i Cambodja, så det tropiske paradis kan ende som et fængsel uden mure.
Sådan var det gået for den omtalte barejer, og hans Khmer kone.
Men alligevel kom der små perler fra manden, som faktisk var ret genert, og egentlig ikke brød sig om sit arbejde.
En af perlerne kom, en tidlig aften i baren. Jeg sad og drak min cola, jeg drikker først øl efter kl 19.00, og der var lidt panik udenfor.
"Jeg tror vi skal oprette et krisecenter for voldsramte mænd her i Kampot", sagde manden.
Jeg har lige flyttet denne tråd fra anoeglen.COM til dette forum anoeglen.NET, og det gav stødet til det jeg skriver lige nu:
En anden af perlerne som kom over mandens læber, var om problemer med psykiske problemer. Jeg fortalte i baren, at jeg havde læst, at en psykiater i hovedstaden havde udtalt, at mindst 50% af indbyggerne i det førs krigsplagede land havde psykiske problemer.
"Det er cirka det halve af, hvad vi fastboende udlændinge kan præstere" sagde han på sin tørre facon. Og når jeg ser mig selv i spejlet, og møder andre, og ikke mindst hører om andres projekter, kan jeg kun give ham ret, tror jeg nok.
Tilbage til salget af baren/ restauranten/ gæstehuset:
Nu vi er ved mentale mærkværdigheder: En englænder var i Cambodja i 14 dage sidste år, har jeg hørt.Hhan kommer tilbage to dage i januar 2012, køber stedet, får udleveret nøglerne til det potentielle fængsel, som han rækker videre til to fra den anden side af det store hav, som skulle drive det.
Fred være med det. Men en række udlændinge blev hjemløse. I lavsæsonen var der mindst to faste spisende gæster, som stort set spiste det samme hver aften.
Men de nye forpagtere var yngre, gik lidt i svenskerens forspor,gik lidt i hans fodspor i forhold til spiritus, har jeg hørt, osv. osv.
De fastboende, mig selv undtaget, var lamslået. Det var som om deres hjem var brændt ned. Lykkedes det at redde sprutten?
Jeg følger ikke helt med, men mon ikke de finder nye hjem, de hjemløse, som passer dem, og hvor de kan spise det samme hver dag.
Næsten.
Og ja...Hvad var det min gamle psykolog sagde?
"At leve er at vælge"
søndag den 3. februar 2013
Frivillig fange smed nøglerne- andre blev hjemløse
2012-02-16
Cambodja: Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv. Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed forvandle sig til et fængsel.
Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.
Vi havde en barejer her i Cambodja, og hans lokale kone, de er/ var usædvanlige på mange måder, samme alder, hun er lettere handicappet, og vesterlændingen, som har rejst meget rundt i verden i forbindelse med sit job som teknikker, endte i Cambodja, og til sidst fandt han et værtshus, som han overtog af, ja hvad tror i, en svensker med et intimt forhold til alkohol. Var den betegnelse diplomatisk nok.
Problemet med thailandske barejere, som kan blive knaldet bare de har spritleverandørens telefonnummeret i sin mobil, kendes ikke her i Cambodja. Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv.,
Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed til at arbejde vende på hovedet, fordi der er ikke ret mange penge i barer og restauranter som gennemsnit, så for at spare penge, ja så får karrieren lidt karakter af et fængsel, hvor fangen selv bærer nøglen.
Inden manden fandt sin kone, vaskede han gulv, gjorde rent, købte ind, åbnede kl 18.00, og blev på posten indtil den sidste gæst var gået hjem. Når han var i godt humør fortalte han, hvor lang tid det tog at vaske gulv, og handle ind. Jeg tror gennemsnitstiden var 55 minutter:-D
Oops, jeg glemte endnu en lænke til den frivillige fange. Der er ingen regler om lukketider i barer i Cambodja, så det tropiske paradis kan ende som et fængsel uden mure.
Sådan var det gået for den omtalte barejer, og hans Khmer kone.
Men alligevel kom der små perler fra manden, som faktisk var ret genert, og egentlig ikke brød sig om sit arbejde.
En af perlerne kom, en tidlig aften i baren. Jeg sad og drak min cola, jeg drikker først øl efter kl 19.00, og der var lidt panik udenfor.
"Jeg tror vi skal oprette et krisecenter for voldsramte mænd her i Kampot", sagde manden.
Jeg har lige flyttet denne tråd fra anoeglen.COM til dette forum anoeglen.NET, og det gav stødet til det jeg skriver lige nu:
En anden af perlerne som kom over mandens læber, var om problemer med psykiske problemer. Jeg fortalte i baren, at jeg havde læst, at en psykiater i hovedstaden havde udtalt, at mindst 50% af indbyggerne i det førs krigsplagede land havde psykiske problemer.
"Det er cirka det halve af, hvad vi fastboende udlændinge kan præstere" sagde han på sin tørre facon. Og når jeg ser mig selv i spejlet, og møder andre, og ikke mindst hører om andres projekter, kan jeg kun give ham ret, tror jeg nok.
Tilbage til salget af baren/ restauranten/ gæstehuset:
Nu vi er ved mentale mærkværdigheder: En englænder var i Cambodja i 14 dage sidste år, har jeg hørt.Hhan kommer tilbage to dage i januar 2012, køber stedet, får udleveret nøglerne til det potentielle fængsel, som han rækker videre til to fra den anden side af det store hav, som skulle drive det.
Fred være med det. Men en række udlændinge blev hjemløse. I lavsæsonen var der mindst to faste spisende gæster, som stort set spiste det samme hver aften.
Men de nye forpagtere var yngre, gik lidt i svenskerens forspor,gik lidt i hans fodspor i forhold til spiritus, har jeg hørt, osv. osv.
De fastboende, mig selv undtaget, var lamslået. Det var som om deres hjem var brændt ned. Lykkedes det at redde sprutten?
Jeg følger ikke helt med, men mon ikke de finder nye hjem, de hjemløse, som passer dem, og hvor de kan spise det samme hver dag.
Næsten.
Og ja...Hvad var det min gamle psykolog sagde?
"At leve er at vælge"
onsdag den 30. januar 2013
Dagbog: Ubevidst slankekur gav mig mine korte bukser tilbage
2012-08-31
Jeg har aldrig været fed, i form af flere fedtpuder, som støttede sig på lårene, når jeg sad ned. Og jeg har al tid kunne se hvad jeg havde under navlen. Men jeg har ofte syntes, at jeg var for tyk.
Jeg er 186 cm. høj, og har normalt haft en vægt på omkring de 92 til 95 kg.
For tre et halvt år siden, kom jeg ud for en begivenhed, som fik mig til at tabe mig voldsomt, og da jeg den 2. august 2009 ankom til Cambodja, hvor jeg har boet siden, var det oplagt, at alle mine korte hverdagbukser var for store. Alt for store.
Så jeg købte to par korte bukser på det lokale marked. Tiden gik, jeg holdt op med at tabe mig. ja faktisk tog jeg på igen, og de bukser som inden mit vægttab passede, begyndte ganske langsomt men sikker at passe igen.
Og livet gik videre. Vi har ikke ret mange overvægtige her i Kampot, og jeg var bestemt ikke en af dem.;1)x03
For cirka to måneder siden tog jeg en beslutning om, at jeg ville stoppe med at drikke øl i mit hjem. Jeg var oppe på at drikke cirka en kasse med 24 dåseøl pr uge. Men nu skulle det være slut. Jeg havde opdaget, at livet gik videre, at jeg faktisk havde det lige så godt uden de tre fire øl hver aften, som med dem. men jeg ville stadig drikke øl, når jeg var ude i byen en sjælden gang, eller når jeg var på rejse.
Husk nu at det k u n er cirka to måneder siden.
Og mine aftner fungerede uden øl. Jeg savnede dem i starten, når jeg så TV, men jeg kom over det.
Pludselig begyndte jeg at få problemer med mine bukser. Hvis livremmen ikke var spændt godt ind, faldt bukserne ned om knæene på mig.
Jeg har ikke nogen vægt, og her i Cambodja har vi endnu ikke 7-Eleven på hvert gadehjørne, med en vægt udenfor indgangen, så jeg ved ikke hvad jeg vejer. Men tabt mig havde jeg helt sikkert.;1)x28
I går morges var jeg stresset, og trak bare et par rene korte bukser ud fra garderobeskabet, og hoppe i dem. De passede. Ikke specielt stramme, men jeg behøvede ikke livrem for at holde dem oppe.
Der gik lidt tid, inden det sank ind. Jeg havde tabt mig, så jeg nu var nede på den vægt jeg havde, da jeg efter en sørgelig tid havde tabt mig helt vild. Og vægttabet var sket, selv om jeg synes at jeg har et godt liv.
Pldselig slog det mig. Det var de cirka 8 kasser dåseøl, som jeg i k k e havde drukket de sidste to måneder, som havde givet mig den slanke stil.
I en verden, hvor man dårligt nok kan åbne et ugeblad eller en avis, uden at se artikler eller annoncer om slankemidler, opdager jeg noget som jeg allerede burde have vidst.
Øl feder, uanset hvor få, tre fire pr dag, eller hvor mange, en kasse eller halvanden pr dag, man nu drikker.
Nu finder jeg jo stensikkert aldrig ud af, hvorfor Jeppe drikke. Men jeg ved hvordan han taber sig.;1)x6
God weekend når du kommer så langt.
onsdag den 5. september 2012
Sådan åbner du en bankkonto i Cambodja
Der er et godt, og velfungerende bankvæsen i Cambodja. Og som så meget andet, bliver det bedre og bedre. Deres udstyr er af gode grunde nyt.
I de større byer som Phnom Penh, Battambang (Landets næstørste by), Siem Reap (Med Angkor Wat), og Sihanoukville er der også udenlandske banker, ja selc i lille Kampot har vi en canadisk bank.
Jeg selv bruge ACleda, eller ACLEDA, man udtaler det lokalt som A C Leda, og den er jeg meget glad for. Men jeg kunne nemt være lige så glad for en af de andre banker, jeg har ikke hørt dårligt om nogen af bankernene.
Der har været episoder, hvor personale har været involveret, men de er få, og jeg har ikke observeret, at de dårlige nyheder kommer fra én bestemt bank.
ACLEDA har ATMs som kun tager kort med VISA. Her i Kampot har vi nu fire ATM automater, de to hos ACLEDA, og mig bekendt kan man ikke bruge sit lokale kort i de andre lokale banker.
Men har man et udenlandsk udstedt ATM kort, kan det bruges alle vegne, på nær hos ACLEDA, som kræver at ens kort også har VISA.
I Battambang ligge flere af bankerne placeret dør om dør, ved markedet nede ved flden, så der er det så nemt. Har man problemer med den ene ATM, kan man bare så hen til naboen.
Hvordan opretter man en bankkonto i Cambodja?
Det officielle krav er, at man skal fremvise en adresse, et bosætningsbevis udstedt af den lokale høvding. I Cambodja er byerne delt op i distrekter, så man skal spørge sig for, hvilken af de lokale landsbyhøvdinge man skal bruge.
Det er i øvrigt godt at være tilmeldt, får man problemer med værten, eksempelvis, jeg siger ikke at man får det, men hvis man får det, kan landsbyhøvdingen kun mægle, hvis du er tilmelt.
Ud over et bosætningsbevis skal du medbringe dit pas, og banken vil så tage sig af dig, når det er din tur, og de vil klare operationen i ét hug. Det vil sige, at du får din bankbog med dig med det samme.
Man skal i alle banker deponere et beløb, som bliver stående på kontoen. Hos ACLEDA er det 50 dollars, beøbet kan variere fra bank til bank. Flere af de udenlandske banker er ikke interesseret i mindre kunder, så de sorterer ved at sætte deponeringsbeløbet ret højt. Men der er ingen faste regler i det, selv de udenlandske banker har forskellige politik´er på området.
ATM kortet skulle jeg vente én uge på. Men igen, det kan være forskelligt.
Hvis du får penge overført fra Danmark, eller fra andre lande, er det vigtigt at du får bankens SWIFT kode. Husk at EAN koden kun er for Europa og evt andre vestlige lande. SWIFT er systemet som bruge i alle asiatiske lande.
Bankens navn, adresse, SWIFT kode og bankkonto nr. sender du så til den som sender dig penge.
Det er meget meget vigtigt, at alle oplysninger er ens. I princippet skal alt være som det er i dit pas. Banken hvor du åbner en konto, vil oplagt følge det princip, de kopierer de informationer som er i dit pas.
Du kan tænke at det er logik for blinde høns, men jeg har lige hørt på, hvordan en fyr klagede over at hans bank i hans hjemland ikke havde overført penge express, som han bad om. Grunden var, at han ikke havde udfyldt navnet på kontohaveren korrekt som bankens havde det på kontoen.
tirsdag den 3. juli 2012
Vespa scootere kommer tilbage til Cambodja
Vespa Cambodja Co Ltd. har underskrevet en aftale om eneimport og distribution med Vespa producenten Piaggio.
Og det legendariske Vespa mærke bliver en del af konceptet.
Scooterne vil blive markedsført fra salgsfaceliteter som vil rumme uddannelselokaler, PR-film om Vespa, en afslappende lounge, kaffe, internetadgang, en udsigtsplatform så kunderne kan følge mekanikernes arbejde, samt nok så vigtigt, beundre og købe en eller flere af følgende modeller: Piaggio Liberty, Fly og Zip-modeller, samt Vespa S og LX modeller, både i 125cc og 150cc motor.
Det anslås, at omkring 110.000 motorcykler blev solgt i Cambodja i 2011 - nemlig 25.000 nye og 85.000 brugte. Typisk importeret fra Korea.
Markedet forventes at vokse med 20 procent til 30 procent om året.
Vespa i Cambodja har ambitioner om at sælge 500 enheder i resten af 2012 og 1.300 i 2013.
Nabolandet Vietnam var i stand til at nå en omsætning på næsten 200.000 enheder i 2011.
Senere håber man på en markedsandel på fire procent.
Det forventes, at tæt på 75 procent af nye solgte enheder vil være fra Vespa linje, og resten er andre Piaggio modeller.
Før sin afgang i slutningen af 1970'erne, Vespas var almindelige i hovedstadens gader, og mange har overlevet 40 år senere, et bevis på Vespa holdbarhed.
Vespa er blevet opfundet en tidløs klassiker, og har været omtalt i kultfilm som Roman Holiday, The Talented hr. Ripley og Quadrophenia.
Biker festival i Phnom Penh forventer 60.000 deltagere
Flere og flere i Cambodja magter nu at investere i en stor MC. Og de MC-fans som gerne vil vise deres stolthed frem, får chancen for lige netop det, i tre dage fra og med den 6 juli til og med den 8. juli.
Festivalen, der som højdepunkter har live-koncerter, lodtrækninger og specielle middage, markerer det første samarbejde mellem NagaWorld og Cambodjas Turssit ministerium.
På toppen af det allerede nævnte er der en MC udstilling som alle tre dage åbner kl. 10.00 og har åbent til sent.
MC-entusiaster vil få mulighed for at stifte bekendtskab med motorcykler, udstyr, og af så populære mærker som Harley-Davidson, Ducati, Yamaha, Suzuki, BMW og Kawasaki.
Den sidste dag af festivalen vil omfatte tattoo kunstnere, dansere, et modeshow, en speciel MC konkurrencer, et kulturelt danseshow, og en kampagne med fokus på trafiksikkerhed i Phnom Penh.
Samme dag ankommer motorcyklister Iron Butt Association, en verdensomspændende organisation af MC-entusiaster. De kører ind i Phnom Phen i et forsøg på at komme i Guinness Book of Records, ved at køre omkring 2500 km non-stop fra Johor Bahru, (grænsen til Singapore) i Malaysia, til Phnom Penh på 36 timer. Uups- hvem talte om trafiksikkerhed.
Turen formodes at blive den største i regionen.
Der forventes cirka 60.000 deltagere i Cambodja Bike Fest 2012, inkluderet omkring 400 til 500 internationale rockere fra Malaysia, Thailand, Brunei og Singapore.
NagaWorld har brugt 300.000 dollars i at organisere begivenheden.
Der er gratis adgang til festival og udstilling, men at motorcyklister, der ønskede at deltage i showet og vise deres egne MCer frem, skal tilmelde sig i god tid og købe en festival pakke.
En $ 30 pakke indeholder en VIP middag, VIP adgangskort, Bike Festival og Iron Butt tur T-shirts, mens en $ 25 pakke inkluderer middag, passet og Iron Butt T-shirt.
149 cambodjanske og 350 internationale rockere var allerede er registreret.
Bikers interesseret i tilmelding til MC showet kan gøre det via NagaWorldshjemmeside, e-mail: bikefest@nagaworld.com eller telefon: 015 88 33 18.
Cambodja Bike Fest 2012 vil finde sted i Hun Sen Park, lige overfor NagaWorld Hotel på Sihanouk Boulevard, Phnom Penh.
Nordmand nappet med narko i Cambodja
Den norske statsborger Johannes Emil Kørner, 56, er blevet anholdt af det lokale politi i badebyen Sihanoukville. Håndjernet klappede om mandens solbrændte håndled lørdag den 16. juni.
Og så var han ikke en gang alene. Manden måtte dele håndjernet med en franskmand, Brovaty Roman, 30. De to blev fundet på et værelse hos The Monkul Chey Restaurant and Guesthouse.
Det er ScandAsia, som var først med historien.
Politiet konfiskerede ved samme lejlighed en vifte af forskellige typer narkotika, plus værktøjer som kunne hjælpe misbrug på vej.
Blandt andet fandt politiet 10.41 gr. amfetamin, 60 lyserøde piller, og 8.37 gr. tørret marihuana.
Begge blev taget med på Sihanoukville provinsens politihovedkvarter. Alt det formellem bliver nu klaret, så det retslige opgør med nordmanden og hans kammerat kan begynde.
Normanden er registreret som ejer af et cambodjansk firma kaldet Bizturzi, det skulle i følge samme registrering beskæftige sig med mad og drikkevarer. Hvis der ikke sker en afgørende forandring af normandens forhold til politiet i Sihanoukville, kommer han nok ikke til at spise ret meget lutefisk og gedeost i den kommende tid.
En svensker, som ellers havde levet i Sihanoukville i længere tid, blev for nogle måneder siden anholdt i Phnom Penh. Amfetamin var også en vigtig faktor i den sag.
Cambodja virkelighed: Ét ben og to krykker
Tiggerbørn ser på et "rigt" barns fine tøj og cykel,
Ud af Cambodjas befolkning på knap 12 mio. borgere, er mere end 42.000 skadet af landminer. Tallene for hvor mange legende børn, hvor mange forældre som er blevet dræbt via minerne, er langt fra så sikkert, at det skal nævnes her.
Det er en sen eftermiddag ved floden i Kampot, en stationsby i det sydøstlige Cambodja. Lokale bruger den nyanlagte promenade langs med floden til gymnastik, almindelig motionsgang, og mange kommer bare ned til floden, hvor de hygger sig efter en lang dag. Man står tidligt op i landet som var gennem 20 års direkte og indirekte krig.
Ud af Cambodjas befolkning på knap 12 mio. borgere, er mere end 42.000 skadet af landminer. Tallene for hvor mange legende børn, hvor mange forældre som er blevet dræbt via minerne, er langt fra så sikkert, at det skal nævnes her.
Men det er ikke alle lokale, som kommer ned til strandpromenaden, for at hygge sig.
Hele dagen, men mest sidst på dagen, kommer de et-benede tiggere med deres familier, ikke for hyggens skyld, men for at overleve.
På den modsatte side af vejen, er der en halv snes restauranter, som mest bruges af vesterlandske turister. Hvis en voksen mand, som har mistet et enkelt, eller måske begge ben fordi han trådte på landminer, i krig eller fred, er der nogle som putter noget i den udstrakte hånd.
Men børn er bedst. Politikere klapper børn på håret under valgkampe, så længe der er fotografer i nærheden, og tiggerne sender deres børn ud for at tigge.
Det må være ufatteligt hårdt for en mand at miste et ben eller to, enten fordi han kæmpede en krig som ikke var hans, eller fordi han forsøgte at ker, som lå brak det meste af de 20 år krigen herskede mere emmer mindre i Cambodja.
Tænk hvor hårdt det må være for en ærlig mand, at han ikke kan forsørge sin familie.
Men det er ikke kun det invalide landemineoffer, som har det hårdt. Tag hans børn, som tvinges til at samle flasker og dåser i de stille timer, hvor turisterne er ude af byen, og som så skubbes, tvinges til at tigge når turisterne er ankommet.
Langt de fleste af landmineofrenes børn, ser aldrig en skole indefra. Langt de fleste tvinges til at tigge. Og endnu værre: En dag kommer der måske et tilbud fra en mandlig pædofil sexturist, som det er sært for en fattig benløs familiefar at sige nej til.
Men hvad skal vi så gøre, som turister, når vi møder landmineofrene og deres tiggerbørn? Skal vi stikke dem mere end hvad en bygningsarbejder tjener på 10 timer, to til tre dollars, (En tekstilarbejder i landet tjener 60 dollars pr måned) eller skal vi med smertende hjerte afvise børnene?
Hvad gør jeg selv? Ingenting, ud over at tage billeder, og skrive om problemet.
Og jo, hvis der kom projekter som fokuserede på de voksne ofre, så ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe projekterne.
Hvad mener du selv. Har du givet penge til landmineofrenes børn? Eller vil du gøre det i samme sekund du får mulighed for det?
Anmeldelse: En mand og hans barpiger – Cambodja
Bogen Addicted to Love: Exploring the Nightlife in Cambodia, har ikke ret meget med kærlighed at skaffe. Så ved du det. I det mindste ikke gengældt kærlighed, men de godt 160 sider giver et godt indblik bar-livet i Cambodjas hovedstad Phnom Penh.
Den lanceres som en bar-guide, men er nok mere en forbruger af bargirls bekendelser og erfaringer, hentet i de typiske pige-barer som mest henvender sig til sexturister og fastboende vesterlændinge.
Forfatternavnet Randy Nightwalker, er et pseudonym for en ældre, erfaren amerikansk livsnyder, som efter et langt liv med forpligtigelser og dårligt betalte jobs i USA, har fundet sit paradis i det vilde østen, og desuden fortæller åbent og ærligt, om sine gode og dårlige erfaringer med yngre, og for den sags skyld også halvmodne kvinder, som i hvert fald som udgangspunkt, møder ham, for pengenes skyld.
Og det er via forfatterens ofte forbavsende ærlige beskrivelser af sine holdninger og oplevelser med det modsatte køn, at bogen giver et fantastisk indblik dels i forfatterens eget kønsliv, dels i barlivet og ikke mindst bar-pigernes måde at tænke og forvalte deres liv på.
Tit er pigerne, som tilsvarende prostituerede er det i andre lande, forsøger af en hel familie.
Man skal ikke ret langt ind i bogen, før man bliver klar over, at forfatteren ikke er til faste forhold. En psykolog ville nok flirte lidt med tanken om, at manden lider af angst for nærhed, og for at miste.
Forfatteren går af princip aldrig i seng med en prostitueret, han bruger aldrig selv den betegnelse for bar-piger, som han møder for første gang. I stedet vælger han langsomt at bygge et forhold op, hovedsageligt ved at sikre sig samvær i baren, med ladydrinks som koden til at lære den enkelte pige at kende.
Den liderlige nattevandrer ( Randy Nightwalker) gør meget ud af at fortælle pigerne, at han altid har flere piger / veninder ad gangen.
Metoden har den fordel, at når forfatteren kommer til hovedstaden fra sit selvvalgte eksil en mindre cambodjansk provinsby, så slipper han for at blive alt for skuffet, hvis den pige han har tænkt mest på i bussen på ved mod hovedstaden barer og deres diamanter, er optaget eller bare forsvundet for en tid.
Som en anden sommerfugl, hopper han så videre til den næste blomst.
Og som læser af Addicted to Love, følger vi med.
Det man læser om i bogen, handler for mig at se, ikke om mandens kærlighed til pigerne, men mere om mandens følelses og sexliv, som fungerer som vejviser for manden.
Modsat mange kunder i pige-barerne respekterer forfatteren pigerne som mennesker, og som de forsørgere de oftest er. Randy Nightwalker betaler altid for sex. Og der følger drikkepenge med, i betalingen. Men han er heller ikke bleg for at hjælpe en pige, som har behov for penge, uden at de leverer ”varer” for pengene.
Og han har også evnen til at bære over med pigernes urimeligheder. En pige som har stjålet fra ham flere gange, kommer ind i varmen igen. I det kapitel hvor tyverierne beskrives, giver forfatteren og et tip om, hvordan man bliver klar over, at den betalte sexleverandør har planer om at stjæle.
Hun vil have dig ud af værelset, beder dig om at tage bad, hente noget til hende i det andet værelse, som hun sagtens selv kunne hente, osv.
Addicted to Love, Exploring the Nightlife in Cambodia, giver et usædvanligt ærligt og detaljeret indblik i en mand og hans prostitueredes verden.
For levering Thailand:
www.dco.co.th/product_info.php?products_id=1183
…...
http://ebookstore.sony.com/ebook/randy-nightwalker/addicted-to-love/_/R-400000000000000401347
…...
Paperback
Bangkok 2009
Edition Bamboo Sinfonia
130 x 190 mm.
173 sider
ISBN 9786167111063
mandag den 2. juli 2012
Lige nu (1): Vand, vand, og...
Men det er koldt. 28 plus.
Godt at kaffen er varm.
Og kulden er ikke det eneste der er galt. Det regner også meget. Naboens nabo har i weekenden fået vippet fem seks tippelad sten og grus, ud på vores fælles vej. Ud for hans hus.
Ejeren af det hus bor i USA, den flotte villa er bygget som investering, og vel også til det sted, ud af alle, hvor de vil tilbringe deres liv som pensionister, når de kommer så langt.
Men nu kan de så gå tørskoet, der ovre på den del af vores offentlige vej. Men vandet skal jo løbe andre steder hen, så pytterne hos os, og resten af den lille vej, bliver større.
Og vand mangler de heller ikke, hos naboen til den anden side. Hvis det da ikke er tørret siden søndag aften, hvor konen fik tærsk. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Ja jeg sov, så jeg slap for at høre på det, magelig som jeg er. Så hvad der skete, ved jeg ikke. Ud over tævene og tårerne. Manden virker ikke specielt voldelig, men han kan jo nemt være en af dem, som skifter karakter, når han hælder sprit på tanken.
Men bare det at se de forskellige nuancer i grønt, som rismarkerne kan byde på, giver mig en fredfyldt og frydefuld følelse i maven.
Og vi bliver flere og flere her i Kampot, som har den luksus, at vi kan nyde synes af rismarkerne som en del af vores faste hverdag. Ejeren af min stambar fortalte i dag, at der var kommet fire fem nye par til, indenfor de sidste par uger.
Da jeg for snart tre år siden selv flyttede her til, efter at have læst om stedet på Internettet, og fået det anbefalet af bekendte som jeg spurgte, gættede jeg selv på, at kampot kunne blive et af de steder, hvor pensionister og folk som kan arbejde alle steder på kloden, ville søge hen for at slå sig ned.
Det er gået langsommere med at få folk her til, men det er som om den udvikling som jeg spåede, nu for alvor begynder at blive til virkelighed.
Det bliver spændende, hvor mange af de nytilkomne, som bliver hængende.
søndag den 1. juli 2012
Farligt eller sikkert i Cambodja?
Men der er stadig mange fattige, og der er desuden kriminelle, som ikke nødvendigvis er fattige, de opfatter måske bare kriminalitet som en livsstil.
Kriminalitet, selv små ting som taskerøverier, får en enorm dækning i Thailand. Men det samme kan godt fore her i de mest kendte turistbyer som Pnomh Penh, Siem Reap, Sihanoukville, Kampot, Kep og i grænsebyen Koh Kong nede ved havet.
Men generelt er det sikkert at være i Cambodja. For at sige det lige ud, så kommer du til at møde det Cambodja, som du selv skaber.
Jo mere du drikker sent om aftenen eller tidligt om morgenen, jo større risiko for at blive overfaldet skaber du for dig selv. I Pnomh Penh er der løbende sager, hvor udlændinge på vej hjem fra et diskotek, bliver overfaldet, og frarøvet en taske. De små Khmer mænd vælger meget ofte at overfalde kvinder. Hører du til typen som drikker dig fra sans og samling, vil jeg direkte fraråde dig at sætte dine fødder i Cambodja.
I de byer hvor udenlandske mænd ofte tager til, for at få kvindeligt selskab, mest Pnomh Penh og Sihanoukville, er der dagligt eller ugentlig nye eksempler på hvor ubetænksom eller alternativt de udenlandske mænd kan opføre sig.
Nej, man efterlader ikke en prostitueret i værelset alene, det eneste selskab hun har er dine tusindvis af dollars, din nyeste iPhone, iPad, eller hvad du nu kan have på værelset, mens du går på toilettet.
Hvis du tager på et bordel, og skal i bad før end du mod betaling skal vende det hvide ud af øjnene, ja så skal du tage dine værdier med dig i bad.
Flytter du her til, kan det anbefales, at det sted du lejer, har alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som er mulige, ikke elektronisk, men mere tremmer for vinduer, metaldøre til indgang fra for og baghave, med mere.
Hvis du køber en bil eller en MC, kan du være sikker på, at jo dyrere den er, jo større er risikoen for at du kan kysse den farvel. Jo dyrere, jo mere attraktivt er det at stjæle den.
Emneord: Cambodia, Cambodja, Sikkerhed, overfald, røveri, fattige, vær varsom, fuldskab, prostituerede
Abonner på:
Opslag (Atom)