Lige nu (1): Vand, vand, og...

Her er det tirsdag morgen. Hanerne galer. Solen er på vej op. 


Men det er koldt. 28 plus. 


Godt at kaffen er varm. 


Og kulden er ikke det eneste der er galt. Det regner også meget. Naboens nabo har i weekenden fået vippet fem seks tippelad sten og grus, ud på vores fælles vej. Ud for hans hus.


Ejeren af det hus bor i USA, den flotte villa er bygget som investering, og vel også til det sted, ud af alle, hvor de vil tilbringe deres liv som pensionister, når de kommer så langt.


Men nu kan de så gå tørskoet, der ovre på den del af vores offentlige vej. Men vandet skal jo løbe andre steder hen, så pytterne hos os, og resten af den lille vej, bliver større.


Og vand mangler de heller ikke, hos naboen til den anden side. Hvis det da ikke er tørret siden søndag aften, hvor konen fik tærsk. Tårerne løb ned ad hendes kinder. Ja jeg sov, så jeg slap for at høre på det, magelig som jeg er. Så hvad der skete, ved jeg ikke. Ud over tævene og tårerne. Manden virker ikke specielt voldelig, men han kan jo nemt være en af dem, som skifter karakter, når han hælder sprit på tanken.

Vand. Vi var ude at køre en længere tur nærmest i optakten til solnedgang, og i selve solned-gangen i går. Og mens vandet kan give en masse bøvl her, plus arbejde og profit til en vognmand, og de folk som spredte gruset ud, ja så er det jo også en nødvendighed på rismarkerne. Mange steder er der sat risstiklinger ud, men langt de fleste rismarker står stadig med vand, stiklingerne kommer til senere.


Men bare det at se de forskellige nuancer i grønt, som rismarkerne kan byde på, giver mig en fredfyldt og frydefuld følelse i maven.


Og vi bliver flere og flere her i Kampot, som har den luksus, at vi kan nyde synes af rismarkerne som en del af vores faste hverdag. Ejeren af min stambar fortalte i dag, at der var kommet fire fem nye par til, indenfor de sidste par uger.


Da jeg for snart tre år siden selv flyttede her til, efter at have læst om stedet på Internettet, og fået det anbefalet af bekendte som jeg spurgte, gættede jeg selv på, at kampot kunne blive et af de steder, hvor pensionister og folk som kan arbejde alle steder på kloden, ville søge hen for at slå sig ned.


Det er gået langsommere med at få folk her til, men det er som om den udvikling som jeg spåede, nu for alvor begynder at blive til virkelighed.


Det bliver spændende, hvor mange af de nytilkomne, som bliver hængende.