Ja men du må altså undskylde det tunge emne. Nu gik det jo lige så godt! Eller?
Men jeg har været på rejse, og hvor mennesker mødes, tanker opstår. Og det skete også for mig.
For lige at få det på plads, så har jeg levet og arbejdet i Asien de sidste 21 år. Jeg stak ikke af, jeg skød ikke en genvej, men købte en returbillet tilbage til Kastrup, men blev hængende i Asien. Fik heldigvis nogle småører refunderet på den returbillet, som jeg aldrig brugte. Så det var fint.
Og inden jeg går videre i tankerne om lykken eller mangel på samme, kommer her et billede af nogle marker, og ikke mindst flere huse. Jeg bor omme bag det lyse hus med det blå tag. I fugleflugt ca. 200 meter fra hvor jeg stod, da jeg tog billedet.
Hun var vel 45 år gammel, kvinden som satte alle tankerne i gang om lykken. Lige nu hvor jeg går denne sene morgentur, skal jeg nærmest tvinge mig selv til at tænke på henne. Og indrømmet: Hvis hun havde været en mand, havde jeg glemt alt om "ham". Jeg har set for mange "umulige" lykkeriddere af mit eget køn.
Men hende her, hun var på mange måder anderledes. Jeg ankom til min faste restaurant byen nær grænsen, midt på eftermiddagen. Hun han et glas med noget Coca Cola som var fortyndet foran sig. Hun sad med ryggen til en væg, så ingen kunne skyde hende ned bagfra, på hendes venstre side, ind mod køkkenet sad ejeren, og ud mod gaden sad en fyr fra et hotel. Måske freelancede han som agent. Hendes pas skulle et smut til en ambassade i Phnom Penh, så hun kunne få et 2-måneders visa til Thailand.
Det var også restauratørens skyld, at hun var kommet i dårligt humør. Det var freelance agentens skyld at Thailand forlangte for meget for det visa, og nej, jeg var jo lige kommet, så jeg fik ikke skyld for noget.
Hendes status fik jeg indirekte. Jeg havde faktisk ikke regnet det ud, før end hun fortalte hvor hun boede, og jeg så fortalte hende, at jeg en gang kendte en svensk restauratør i den forstad til Pattaya, som hun boede i. Han døde for 10 år siden. Jeg så en gang at han spiste en lille bitte tomat, vist nok det eneste faste føde han fik de sidste tre år af sit liv. Du kan drikke meget og længe, men holder du op med at spise, er det som at underskrive din egen dødsattest, sagde jeg mere ud i luften, og måske til ejeren af den restaurant jeg nu sad i, for hvornår havde jeg sidst set ham spise?
"Nå men det er lige som med mig", svarede kvinden- og nippede til sin tynde Cola.
Hun spurgte hvad jeg lavede, og jeg forklarede at jeg havde levet af at skrive i mange år.
"Skrive! Om hvad" ?
Mest om danskere i Asien, men også rundt omkring i resten af verden, var mit svar.
" Ja men det kan jeg vel også gøre", svarede hun. Bare møde nogle mennesker, og så skrive om dem.
Helt sikkert, svarede jeg. Hvis du kan læse og skrive, og dine hænder ikke ryster for meget, kan du helt bestemt leve af at skrive. Jeg tænkte på at forslå hende at hun skulle skrive til alle Journalist Højskolers rektorer og foreslå at de lukkede deres akademier, fordi de jo så måtte være totalt overflødige.
Jeg havde ikke set den komme, den oædagogiske kulskov fra hendes venstre side. Husk nu at agentens stadig sad på hendes venstre side og ventede på hendes pas, og cirka 2.500 bath til et visa til Thailand. Han havde i øvrigt ikke nævnt at hun skulle ned på knæ for at takke for tilladelse til at bruge sin opsparing i Thailand, så det skulle hun nok ikke.
Men kulskovlen. I nakken. Den pædagogske. Det var manden som i flere dage havde tjent penge på hendes fortyndede drinks, som svingede den af sted.
Julia for helvede. Nej selvfølgelig hed hun ikke Julia, men noget i den stil. Hendes navn er ændret.
Julia for helvede, gentog restauratøren. Hver gang du hører hvad folk laver, så vil du lave det samme, bare fordi dine penge ikke rækker, indtil du kan få pension. Hvis du ikke har en pension, så skal du selv lave den.
Oops. Er der en taxi til salg, tænkte jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar