Dette er ikke denne minibus jeg kørte med, men den ryger lige ind her på forkanten af beretningen, så du kan have en idé om, hvad det er jeg forsøger at beskrive.
De er små, som minibusser nu en gang er Folk fra Cambodja er heller ikke specielt store, så der kan være et mylder af folk inde i sådan en bus, og ikke mindst en masse bagage eller fragtgods i og på sådan en størrelse.
Der er dog en løsning, for en langbenet vesterlænding som migg. Jeg kan købe to pladser helt foran, til 8 dollars, de lokale betaler kun det halve, men skal så til gengæld dele det ene forsæde, som jeg har helt for mig selv.
Vi var kommet godt af sted fra Kampot. Klokken var ca. 8.30 morgen, da vi kørte over broen, på vej mod grænsebyen ved Thailand, Koh Kong. Turen tager cirka fem timer, alt efter hvad vi kommer ud for.
Når bussen kører, modtager chaufføren konstant opringer på én af sine tre til fire mobiltelefoner.
Jeg forstår kun meget lidt Khmer, så jeg fanger ikke ret meget af hvad der bliver sagt eller skreget, støjen i minibussen kan være voldsom, blandt andet fordi der næsten altid kører en video lige bag ved mig og chaufføren.
Knap halvvejs vælger chaufføren at køre mod venstre i T-krydset. Grænsen er til højre, men jeg tænkte ikke ret meget over det. Et af de mange opkald har sikkert fået ham til at tage beslutningen om et venstresving.
Og min indre alarm slår heller ikke til, da chaufføren bakker ind ved en mindre restauration. Så jeg bliver siddende. Minutterne går, andre folk hopper ind af bussen, men jeg har for længst, som en meget erfaren rejsende, med erfaringer fra alle kontinenter, sat min sjæl på stand by.
Det er en snekke, hedder den ikke sådan, den bremse som er på de manueller kraner, lyden af en snekke, som fik mig ud af Stand By positionen. Frem med kameraet, og så ud for at se hvad der skete.
Og der hang den da også nok så flot og nydelig. En enorm lastbilmotor. Den skulle vi have med på bagklappen. Al gods og bagage, var taget ud af minibussen og ned fra dens bagklap.
Først tænkte jeg, at det ville aldrig lykkes dem at få den motor ind på plads. Bagklappen bankede imod de tre ben som kranen hængte ned fra. Folkene prøvede skubbe motoren de 60 til 75 cm. ind til bagklappen, men de kom aldrig bare tæt på med det forsøg.
Det store gennembrud i processen kom, da en bedstemor iført hvis skuldertaske, som indtil hun begyndte at råbe, havde koncentreret sig om sit barnebarn. Jeg forstod ikke ret meget af hvad hun sagde, men i hverfald spredte man benene på kranstativet, så bagklappen nu var over spillet når minibussen bakkede.
Og et par minutter senere stod motoren inde på bagklappen. Der fra skubbede fem seks mænd, der af mange passagerer, motoren ind i selve bussen.
Inden bagage og fragtgods var tilbage på bagklappen, begyndte det at regne. Medhjælperen, i den hvide skjorte, tv, og chaufføren i den mørke skjorte, th, blev gennemblødte, inden de var færdige. Men der gik vel kun et par minutter, fra dette billede blev taget, til vi atter var på vej. Denne gang i den rigtige retning, mod vest, mod grænsen til Thailand.
At rejse er at leve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar