Cambodja virkelighed: Ét ben og to krykker

Tiggerbørn ser på et "rigt" barns fine tøj og cykel,

Ud af Cambodjas befolkning på knap 12 mio. borgere, er mere end 42.000 skadet af landminer. Tallene for hvor mange legende børn, hvor mange forældre som er blevet dræbt via minerne, er langt fra så sikkert, at det skal nævnes her.


Det er en sen eftermiddag ved floden i Kampot, en stationsby i det sydøstlige Cambodja. Lokale bruger den nyanlagte promenade langs med floden til gymnastik, almindelig motionsgang, og mange kommer bare ned til floden, hvor de hygger sig efter en lang dag. Man står tidligt op i landet som var gennem 20 års direkte og indirekte krig.


Ud af Cambodjas befolkning på knap 12 mio. borgere, er mere end 42.000 skadet af landminer. Tallene for hvor mange legende børn, hvor mange forældre som er blevet dræbt via minerne, er langt fra så sikkert, at det skal nævnes her.
Men det er ikke alle lokale, som kommer ned til strandpromenaden, for at hygge sig. 


Hele dagen, men mest sidst på dagen, kommer de et-benede tiggere med deres familier, ikke for hyggens skyld, men for at overleve.


På den modsatte side af vejen, er der en halv snes restauranter, som mest bruges af vesterlandske turister. Hvis en voksen mand, som har mistet et enkelt, eller måske begge ben fordi han trådte på landminer, i krig eller fred, er der nogle som putter noget i den udstrakte hånd.


Men børn er bedst. Politikere klapper børn på håret under valgkampe, så længe der er fotografer i nærheden, og tiggerne sender deres børn ud for at tigge.


Det må være ufatteligt hårdt for en mand at miste et ben eller to, enten fordi han kæmpede en krig som ikke var hans, eller fordi han forsøgte at ker, som lå brak det meste af de 20 år krigen herskede mere emmer mindre i Cambodja.


Tænk hvor hårdt det må være for en ærlig mand, at han ikke kan forsørge sin familie.


Men det er ikke kun det invalide landemineoffer, som har det hårdt. Tag hans børn, som tvinges til at samle flasker og dåser i de stille timer, hvor turisterne er ude af byen, og som så skubbes, tvinges til at tigge når turisterne er ankommet.


Langt de fleste af landmineofrenes børn, ser aldrig en skole indefra. Langt de fleste tvinges til at tigge. Og endnu værre: En dag kommer der måske et tilbud fra en mandlig pædofil sexturist, som det er sært for en fattig benløs familiefar at sige nej til.


Men hvad skal vi så gøre, som turister, når vi møder landmineofrene og deres tiggerbørn? Skal vi stikke dem mere end hvad en bygningsarbejder tjener på 10 timer, to til tre dollars, (En tekstilarbejder i landet tjener 60 dollars pr måned) eller skal vi med smertende hjerte afvise børnene?

De organisationer som arbejder med børn, gadebørn, børn af tiggere, osv- siger nej. Vi skal ikke give børnene noget. Det vil holde dem fast i jobbet som familieforsøger via tiggeri, og hvis det går aller værst, som børneprostituerede.


Hvad gør jeg selv? Ingenting, ud over at tage billeder, og skrive om problemet.


Og jo, hvis der kom projekter som fokuserede på de voksne ofre, så ville jeg gøre alt hvad jeg kunne for at hjælpe projekterne.

Hvad mener du selv. Har du givet penge til landmineofrenes børn? Eller vil du gøre det i samme sekund du får mulighed for det?