Cambodja: Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv. Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed forvandle sig til et fængsel.
Artiklen er flyttet fra en anden blog, den blev offentliggjort første gange den 2012-02-16.
Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.
Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.
Vi havde en barejer her i Cambodja, og hans lokale kone, de er/ var usædvanlige på mange måder, samme alder, hun er lettere handicappet, og vesterlændingen, som har rejst meget rundt i verden i forbindelse med sit job som teknikker, endte i Cambodja, og til sidst fandt han et værtshus, som han overtog af, ja hvad tror i, en svensker med et intimt forhold til alkohol. Var den betegnelse diplomatisk nok.
Problemet med thailandske barejere, som kan blive knaldet bare de har spritleverandørens telefonnummeret i sin mobil, kendes ikke her i Cambodja. Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv.,
Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed til at arbejde vende på hovedet, fordi der er ikke ret mange penge i barer og restauranter som gennemsnit, så for at spare penge, ja så får karrieren lidt karakter af et fængsel, hvor fangen selv bærer nøglen.
Inden manden fandt sin kone, vaskede han gulv, gjorde rent, købte ind, åbnede kl 18.00, og blev på posten indtil den sidste gæst var gået hjem. Når han var i godt humør fortalte han, hvor lang tid det tog at vaske gulv, og handle ind. Jeg tror gennemsnitstiden var 55 minutter:-D
Oops, jeg glemte endnu en lænke til den frivillige fange. Der er ingen regler om lukketider i barer i Cambodja, så det tropiske paradis kan ende som et fængsel uden mure.
Sådan var det gået for den omtalte barejer, og hans Khmer kone.
Men alligevel kom der små perler fra manden, som faktisk var ret genert, og egentlig ikke brød sig om sit arbejde.
En af perlerne kom, en tidlig aften i baren. Jeg sad og drak min cola, jeg drikker først øl efter kl 19.00, og der var lidt panik udenfor.
"Jeg tror vi skal oprette et krisecenter for voldsramte mænd her i Kampot", sagde manden.
Jeg har lige flyttet denne tråd fra anoeglen.COM til dette forum anoeglen.NET, og det gav stødet til det jeg skriver lige nu:
En anden af perlerne som kom over mandens læber, var om problemer med psykiske problemer. Jeg fortalte i baren, at jeg havde læst, at en psykiater i hovedstaden havde udtalt, at mindst 50% af indbyggerne i det førs krigsplagede land havde psykiske problemer.
"Det er cirka det halve af, hvad vi fastboende udlændinge kan præstere" sagde han på sin tørre facon. Og når jeg ser mig selv i spejlet, og møder andre, og ikke mindst hører om andres projekter, kan jeg kun give ham ret, tror jeg nok.
Tilbage til salget af baren/ restauranten/ gæstehuset:
Nu vi er ved mentale mærkværdigheder: En englænder var i Cambodja i 14 dage sidste år, har jeg hørt.Hhan kommer tilbage to dage i januar 2012, køber stedet, får udleveret nøglerne til det potentielle fængsel, som han rækker videre til to fra den anden side af det store hav, som skulle drive det.
Fred være med det. Men en række udlændinge blev hjemløse. I lavsæsonen var der mindst to faste spisende gæster, som stort set spiste det samme hver aften.
Men de nye forpagtere var yngre, gik lidt i svenskerens forspor,gik lidt i hans fodspor i forhold til spiritus, har jeg hørt, osv. osv.
De fastboende, mig selv undtaget, var lamslået. Det var som om deres hjem var brændt ned. Lykkedes det at redde sprutten?
Jeg følger ikke helt med, men mon ikke de finder nye hjem, de hjemløse, som passer dem, og hvor de kan spise det samme hver dag.
Næsten.
Og ja...Hvad var det min gamle psykolog sagde?
"At leve er at vælge"
Ingen kommentarer:
Send en kommentar