Jeg skulle til Phnom Penh alligevel, og havde også ved tidligere besøg, tænkt meget på at finde de områder, hvor de sælger renoverede motorcykler i næsten alle størrelser og aldre. En dag da jeg kørte hjem til Kampot i en deletaxi, kørte vi forbi et område med hvis ikke tusindvis af tohjulede kørekøjer, så man hundrede, men sprogproblemer forhindrede mig i at spørge hvad kvarteret hed.
Men... så fandt jeg en god Tuk Tuk chauffør, som talte noget engelsk, en høj slank fyr, som holder til på River Front ved Street 144.
Vi lavede en aftale, han spiste da jeg kom, men vi kom af sted. Nu skulle vi ud og se på, nej ikke på damer, men på motorcykler. Og trods al optimismen, mine forklaringer om et sted med masser af MC´er, valgte han den nemme løsning, og kørte til et sted, hvor der ganske rigtigt var motorcykler til salg, men der var ingen renovering, intet rigtigt liv, osv.
Mit bud var, at han havde tænkt på trafikpropper mere end på mit behov.
Havde det været for 10 år siden, var jeg stået af i vrede, stykket ham hans penge, og så begyndt forfra. Men det var jo altså ikke 10 år siden, så jeg mindede mig selv om, at han talte fantastisk godt engelsk, at han var pålidelig, vidende, og på toppen af d e t forlangte han aldrig vilde beløb.
Vi lavede en ny aftale til kl. 10.00 næste morgen. Trafikpropperne var væk, og så havde vi hele dagen, hvis det var nødvendigt.
Næsten morgen var han klar, da jeg havde tjekket mails og debatside, og desuden fået min morgenmad, stod han udenfor med sin Tuk Tuk.
Vi kom af sted, inden da fik jeg gentaget, at det var vigtigt det her. Jeg havde drømt om at finde en rigtig speciel MC til mig selv, og ikke mindst ville jeg skrive om turen.
Han nikkede, havde udsigt til en hel dags arbejde, plus det han allerede havde samlet op, så han var glad.
Da vi holdt ved det første røde lys, blev jeg mindet om noget jeg lærte i Vietnam. Nemlig ”Man flytter da indbo fra en 3-værelses lejlighed på én MC på én gang. Ok, fyren som smilede over hele den asiatiske femøre, havde ikke møbler og køleskab plus et TV på sin MC, men hans lille private messengerservice, en måske 25 år gl. korenask bygget Honda Dream 110 cc, lydende navnet Daeliim, var pakket til.
Trods optimismen var den ved at gå galt igen, han bragte mig til et lillee fortov, hvor de svejsede MC rammer, og sprøjtelakerede og skruede løs. Og det var på en måde fint nok. De var flotte motorcykler som stod i vejkanten.
Tuk Tuk chaufføren vendte sit køretøj på en tallerken, og endelig kom vi til det første rigtige sted, hvor der ganske rigtigt var tusindvis af motorcykler. Langt de fleste importeret fra Korea og Japan, og måske var der og et par ”varme” MCer fra Thailand. Hvem ved?
Jeg begyndte at gå ned af en af de små bakker, på et hjørne var der endnu en fyr som sprøjtelakerede en motorcykel. Glem alt om sprøjtekabiner. Men husk at hvis du ikke vil ligne en månemand i ansigtet, skal du holde dig på afstand.
I Kampot kører de fleste lokale, nogle af de såkaldt fattige, (korrekt, der e r altt for mange alt for fattige, men den tager vien anden gang) på spritnye Hondaer, Yamaha´er, osv. mens de lidt mere bevidste og livsnydende udlændinge foretrak de legendariske Daeliim, de licensbyggede Honda Dream, som siden krigen sluttede i Cambodja, reelt har været landet og dets befolkning et fremragende pakæsel.
Hvad det lille to-hjulede og meget praktiske vidunder, koreanerne havde forbedret gearkasse og kobling, og flere andre ting, plus udstyret det med et gigantisk bagsæde, som med en smule pædagogisk støtte reelt kunne bære et æsel. Ok, det skulle måske bindes fast, mens jeg ser ofte to store grise på vej til slagtning, skubbet ind i bastkurve på bagsædet af en Daeliim.
Men det var fra start ikke en Daeliim jeg selv var på jagt efter. Lige da jeg kom til Asien for 20 år siden, var jeg på den indonesiske ø flores, øvre østpå, lige efter at øen var blevet ramt af et gigantisk jordskælv. Jeg lånte den gang en rigtig høj Bintang tror jeg den hed, der er en øl med samme navn, så måske forveksler jeg de ti vidt forskellige produkter.
Den lånte MC havde en utrolig balance. Jeg kørte i områder som reelt havde sagt farvel til veje som vi forstår dem. Skælvet havde været så voldsomt, at de fleste veje var kratere, kløfter, osv. Men jeg glemmer aldrig, hvor nemt det var for mig gale mand at holde balancen på den MC.
Så det var ikke en Daeliim, eller lignende, jeg var på udgik efter. Men derimod ville jeg gøre minderne fra Flores til virkelighed.
Som du kan se på billederne, fandt jeg dem, ikke indonesiske, men koreanske og kinesiske motorcykler med motorer på fra omkring 175 cc til 250 cc. Der var større ting, men det var der ikke penge til. Viljen manglede også. Der bliver slået for mange ihjel på de asiatiske veje.
Du kan måske brokke dig med god grund over, at der ikke er tekniske detaljer og navne på de forskellige markeder, men jeg fik ikke taget de notater. Vil du lave en lignende tur som min, kan du printe et af mine markedsbilleder ud, og han vil finde de markeder, jeg garanterer.
Jeg stoppede her og der, blev budt på middag et par gange, og snakkede priser.
Jeg var positivt overrasket over hvor reelle de handlende var. Priserne var stort set de samme for de samme mærker, stand og årgang, med eller uden nummerplade og originale papirer, og hvis jeg var gået ind i det, kunne jeg have fået prisen ned til det samme som de lokale. Alene. Der er aldrig nogen lokale som har gjort noget billigere for mig, i hvert fald ikke ting som var fremmede for dem.
På vej videre, ser jeg pludselig en kurv med fisk, som bliver tørret på en bagagebærer. Ja hvorfor ikke?
Jeg var ved at være færdig med min tur på det første marked, da jeg pludselig så en ung fyr, som var i gang med at bygge en 3.hjulet last-MC op. Jeg har også erfaringer fra metalværksteder, og jeg blev dybt imponeret over mandens akkuratesse.
Da jeg kom op ad bakken og drejede til venstre, stod der de smukkeste 3-hjulede MC-last-motorcykler jeg har set. Der var med lad, der var kasser som til møbel eller værdifuld varetransport, og der var en 3-hjulet minibus med fine betrukne bænke til passagererne. Ok, et æsel eller et par hundrede levende høns ville sikkert ryge med på taget en vakker dag, fire fem Mcer kunne bestemt også bindes på bagklappen før samme tur.
Men lige da jeg så den, var den fin, den MC taxi.
Dagens sidste fund var en lille butik, max et par hundrede MCer inde bag ved. Jeg tro det var næste generation af licensbyggeriet. De MCer jeg fadt der, tror jeg var fra Vietnam, som sammen med Cambodja og Bangladesh, og måske Myanmar/ Burma har Asiens biligste arbejdskraft.
Ejerens datter var lige kommet fra skole, og jeg fik med alle psykologiske tricks fra denne klode teenagedatteren i den smukke skoleuniform, til at agere fotomodel.
Godt at jeg kunne sige mange tak på Khmer, det cambodjanske sprog.
Vi fortsatte til andre markeder, men det første var det bedste. Med lidt held finder jeg navnet på markedet, og sætter det ind her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar