Jeg havde besøg af mine forholdsvis nye naboer forleden. Det startede med at jeg pludselig så en hvid barang dreje ind på grunden til en blok med små etværelse rækkehuse, vel max 40 meter fra hvor vi bor. Jeg ventede nogle dage, men da jeg på vej hjem så at der sad en hvis mand udenfor på en bænk, parkerede jeg min MC i vores have, og gik der over og hilste på, fortalte hvor jeg boede, og hvis der var noget jeg kunne hjælpe med, var han mere end velkommen til at kigge fordi. Havde han lyst til en snak, var det det samme. Holdt min lille MC udenfor, var vi hjemme.
Fyren er venlig uden at være overstrømmende. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men mange af de typer som kommer til Asien, har ud fra hvad jeg har set gennem godt 22 år, ikke den store lyst til at udvikle private bekendtskaber, jo så længe de foregår ude i byen, er det fint nok, men privatlivets fred, mange tak, respekter det venligst.
Det vidste jeg, og med vilje satte jeg mig eksempelvis ikke ned, så der stod vi og snakkede. Han var flyttet ind sammen med en bror, som dog mest foretrak Vietnam. Broderen ville vende tilbage til Vietnam, men han selv ville blive. han var meget glad for Cambodja og ikke mindst Kampot.
Og jo, han ville kigge forbi med broderen en dag hvor det passede ind. Hvis de ikke forstyrrede.
Under den stående snak havde fyren fortalt, at han var fra Irland, og havde fem børn. Katolik. Nordirland, tidligere militærmand. Det var de mærkater jeg satte på den sportstrænede omkring de 50 fyr, da jeg gik de, ok, måske kun 30 meter tilbage til mit/ vores hjem.
Senere har der nogle gange været en lyshudet fyr, på en MC som hans, som har givet venskabelige trut, og vores lille knægt og jeg er blevet overhalet, når vi har været af sted på vores morgen vandretur, den lille i klapvognen, forstås.
En morgen hvor jeg gik ude i haven og prøvede at rydde lidt op, det er lidt svært i en kaste affald over skulderen kultur som den cambodjanske, men jeg prøver, stod den irske nabo udenfor porten, og hilste venligt. Jeg åbnede porten og så, at han havde en stok i den ene hånd, og der var ikke billige sandaler på hans fødder, mens nogle gode vandresko. Militærmand, tænkte jeg igen.
Nej. han var ikke kommet på besøg, men så bare at vi var i haven, og han hilst på. Men vi vi snakket lidt, meget fint.
Normalt sår jeg ikke tvivl og frygt i andre her ude. Men jeg havde lidt info, som jeg godt ville støtte ham med.
Jeg havde set, at hans Honda Phantom stod ude på det fælles areal både dag og nat.
Dette dagbogsblad rummer to triste / den ene dog mere tragisk end den anden, og her kommer så den første, som vel ikke er tragisk, men mere uheldig og træls.
Her er hvad jeg fortalte min nye irlandske nabo:
For to dage siden (det var den gang) blev en af de unge studerende, som bor i et andet rækkehuskompleks lige overfor os, stoppet af en eller to fyre, den ene havde en pistol, som han truende viste frem. De ville have den unge studerende Honda Automatic, jeg ved ikke hvad de kaldes, og det fik de to røvere. På offentlig vej, ved dagslys, og dagen efter gik vores vice lands-byhøvding rundt og advarede folk.
Så måske skulle irlænderen tænke over, hvordan han parkerede sin MC... sin Honda Phantom.
Og det var så det. Vi snakkede lidt mere om løst og fast, han fik et par tip om hvor han kunne gå sine motionsture, og så fortsatte vi begge hver især med, hvad vi nu havde gang i, inden han lige kigge forbi.
Mere hørte jeg ikke til irlænderen, indtil en dag jeg oppe fra min skrivestue kunne se, at han kom ind i vores have med en betydeligt ældre mand, som måske var hans bror. Det kom der et meget fint besøg ud af.
Det fortæller jeg mere om, i det næste dagbogsblad.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar