Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Sunday, 10 March 2013

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Begynde på en frisk i Cambodja

Endelig. Det var den 1. august 2009, og jeg var ankommet til grænsen. Solen var gået ned, men jeg kunne se Cambodja  10 til 15 meter på den anden side af hegnet, mens jeg ventede på, at den thailandske immigrations-officer skulle blive færdig med at stemple ud. Mens jeg ventede, havde jeg ingen fornemmelse af, at intet i forhold til Thailand, og andre asiatiske lande for den sags skyld, fra om få minutter skulle forblive som det var før. 

Tanken om at flytningen til Cambodja var så positiv, at den ville udradere alle ønsker og drømme om andre lande, var slet ikke tænk den gang. Men sådan blev det jo. Her næsten tre år senere, mens jeg skriver dette, ved jeg jo, at det var sådan det gik.

Det var mit sjette besøg i Cambodja. Og det begyndte ikke specielt godt. Tvært i mod. Inden jeg var fremme ved det hotel, som taxachaufføren havde udvalgt for mig, nåede jeg at blive snydt to gange. 

Første gang var ved immigrationen. De ville kun modtage Thai- bath, og det var måske først bagefter, at det gik op for mig, at kursen passede de underbetalte tjenestemænd bedre, end den passede mig. 

Da jeg kom fri af immigrationen, tog en taxichauffør over, hvor de andre slap. Han forlangte en uhyrlig pris for at køre mig ind til byen, og han fortalte blandet andet, at det var meget dyrt at køre over dæmningen. han nævnte ikke beløbet, og nu hvor jeg kender systemet, forstår jeg godt det. Cambodjas bedste MC-chauffør, Mr. Hahn ville ikke have været til meget hjælp, jeg havde for meget at slæbe på, men her får du hans telefonnummer.

+85511266389 - landekoden er allerede sat ind, men du kan bruge nummeret som det er, både fra lande udenfor Cambodja, og fra selve Cambodja. Mr. Hahn er de bedste chauffør, uanset køretøj, jeg har kendt gennem alle de år jeg har været i Asien. Stort set alle fastboende i grænsebyen Koh Kong bruger ham. De lokale vestlige restauratører lader ham handle for dem, og betaler ham så hver måned. De lokale turistmagasin giver ham en gratis 1/2 sides annonce, fordi så er man sikker på at turisterne behandles godt, og måske derfor kommer tilbage.

Klokken var vel 21.00 da jeg var indlogeret, værelset var godt nok, men det lå midt i en byggeplads. Chaufføren som havde snydt mig, hans bror ejede både bil og hotel. De tjente nogle nemme dollars i første omgang, men jeg brugte dem aldrig igen. Jeg har været i Koh Kong omkring 40 gange siden da, og hvad kunne de ikke have tjent på mig. Det var en omgang: "Get the money- and run", med alt hvad der af følger.

Men jeg skulle jo have noget at spise, og med sulten kom de første gode oplevelser. Gode gamle australske Bob, kørte den gang en restaurant med forhave og borde, plus en lille bar inde i et hjørne af restauranten. Bob sad der i baren med en fyr, var han han New Zealand? Jeg husker det ikke. Jeg gik direkte til dem, og spurgte om jeg måtte sætte mig.

Få minutter senere, havde jeg en øl foran mig, en chickensteak var bestilt, og jeg var blevet introduceret til Mr. Hahn, den fremragende MC-chauffør.

Jeg fandt også ret hurtigt ud af, at den vakkelvorne færge, som tidligere var hovedforbindelsen fra Koh Kong til Sihanoukville, var væk. Vejen var blevet færdig, så nu kunne jeg fra Koh Kong køre i bus, stort set hvor hen jeg ville fra Koh Kong, til alle byer i Cambodja, men hvis jeg havde tiden med mig, kunne jeg også komme til både Laos og Vietnam.

Næsten morgen blev jeg hentet af en Tuk tuk, som kørte mig til den lille busstation i Koh Kong. man havde sagt at jeg ville blive afhentet af selve bussen. Men pyt skidt. Min bus skulle til Sihanoukville, mens jeg var på vej til Kampot, som ikke havde direkte busforbindelse. Så jeg skulle stå af et sted, og hoppe ind i en dele-taxi, som ville køre mig til Kampot.

Mens bussen trillede stille og roligt der ud af, glædede jeg over den lækre nye vej. Som vi kørte op og ned af bakker, ind og ud af kurver, forstod jeg bedre, at det havde taget mange år at beslutte vejens anlæggelse. Financieringen skulle også klares. Jeg har ikke tal på hvor mange broer der er fra Koh Kong til Sihanoukville, men alene den kombinerede bro og dæmning, som fører fra Koh Kong by, og tilbage til grænsen mod Thailand, må have kostet en formue.

Tanken om at flytte til Cambodja, havde den gang drønet rundt i mit hoved i et års tid. Den gang ville jeg flytte fra Jomtien til Cambodja med min ikke-thailandske kæreste, ikke mindst for at slippe for bøvlet med visa. Vi var jo to som skulle have dem forlænget hver anden måned. 

Ok. Vi kunne få en ekstra måned, ved at betale en mindre formue hos immigrationen i Jomtien, men det var altså et bøvl. Og Cambodja havde også den gang et af verdens lempeligste visa-systemer. Da vi sammen sad på stranden i Sihanoukville, blev vi som et eksempel betjent af unge europæiske studerende, som arbejdede helt lovligt.

Og det var blandt andet det nemme visa og arbejdstilladelse, som var grunden til at jeg nu, den 2. august 2009 sad i en bus, på vej mod Kampot.

Jeg havde hørt om byen på den tur, hvor jeg havde set studenterne på stranden i Sihanoukville. Kampot havde blandt andet et dansk drevet gæstehus, Bliss Ful guestHouse, som måske ikke var startet af en fra start ret ung dansk kvinde, Angela Vestergaard, men hun bankede i hvert fald stedet op til at blive et af de mest kendte gæstehuse og restauranter i Cambodja, og det var på et tidspunkt, hvor den gamle franske havneby slet ikke kunne prale af samme turisme, som man kan nu.

Jeg tjekkede også Internettet, og jeg spurgte en kontakt på det danske konsulat i Phnom Penh, plus en bekendt, som ganske vist boede i den modsatte retning af landet, oppe i Siem Reap.

Alle støttede mig i, at Kampot kunne været et godt sted for mig. De vidste, at jeg ikke drønede ret meget rundt efter midnat, og at jeg gerne ville have fred til at arbejde, men også til at møde spændende mennesker.

Og de fik ret. Det fik jeg allerede en fornemmelse af, den første eftermiddag, hvor jeg fandt et sted, hvor man dels sad ude mellem restauranten, og fortovet, nemlig Rusty Keyhole, som jeg havde fået et tip om af Bob i Koh Kong.

Noget af det som slog mig var, at de folk jeg mødte den første sene eftermiddag, midt i lavsæsonen, næsten alle var i byen for et eller andet. Undervisningsprojekter, en ville fotografere hele Cambodja, og foretrak at bo i kampot mellem turene rundt i landet, en var i byen for at instruere et teaterstykke for døvstumme, flere var musikere, og sådan fortsatte det.

Noget andet som jeg oplevede var anderledes var, at folk generelt holdt den slanke linje, specielt sammenlignet med de +50 mænd jeg havde mødt i Pattaya og i Udon Thani. Tatoveringer så man næsten heller ikke. Og da jeg et par dage senere besøgte en af Kampot boghandler, var bøgerne, som stod på hylderne meget forskellige fra det, jeg kunne finde  eksempelvis Pattaya.

Og de billige fadøl, som blev serveret i Happy Hour perioden, var billige, og smagte fortrinligt.

Og det blev endnu bedre, da solen gik ned over bjergene, som lå lige ovre på den anden side af floden. Jeg har set mange smukke solnedgange i mit liv. Måske var den eftermiddags solnedgang så smuk, fordi den var anderledes.

Noget af det, som jeg til gengæld skulle vænne mg til, var et liv stort set uden andre danskere i hverdagen. der var den danske vært fra Blissful Guesthouse og så viste det sig senere, at der vist nok var en fyr fra Danmark, som havde lejet en restaurant på hjørnet ved den gamle markedsbygning. Han var der dog ikke selv i det daglige. Men ellers var det nærmeste jeg kom på at møde en dansker en nordmand, som gjorde hvad han kunne for at udrydde enten sig selv, eller al den sprut og øl, som fandtes i det cambodjanske kongerige på det tidspunkt.

Tiden gik, og jeg begyndte for alvor at kigge efter et hus, eller en lejlighed, som var til leje. Jeg cyklede rundt på en lejet cykel, når det ikke regnede, og en amerikaner som jeg havde mødt og delt et par fadøl eller fem med langs med River front, havde inviteret mig med på en af hans vandretur. Jege var heldig. Den dag var han i humør til en to timers gåtur ud omkring saltmarkerne, ja området omkring Kampot er fyldt med saltmarker, men det hjørne af projektet han tog mg med til, er nu et af mine favorit-områder i Kampot.

Dagene gik altså. Jeg snakkede med næsten alle, som jeg fik øjenkontakt med, og jeg var overvældet af den imødekommenhed, som jeg oplevede, midt mellem folk som kendte hinanden rimeligt godt. men da man ud af, at jeg havde planer om at slå mig ned i den samme by som dem, kunne de oftest finde et hjørne af en sofa, hvor jeg kunne få rumpen placeret, eller hvis jeg hellere ville have min egen stol, så rykkede man sig, så der blev plads.

Og snakken gik. Og ret hurtigt, i de mange samtaler, spurgte jeg til et rimeligt sted, som jeg kunne leje. Jeg fik nogle tips om ledige huse, lejligheder, eller værelser. Jeg cyklede ud og så på flere af de muligheder. Et par af værelserne, som jeg fandt, var ublu røveri, følte jeg, hvad der svarer til 100 dollars, ca. 3.000 bath, men jeg overvejede ikke en gang de steder. Og så var der ikke en gang et køkken. Noget som jeg næsten ikke kan leve uden.

Gennembruddet kom en lørdag aften, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en amerikansk undervisningsekspert, som var i Kampot på en flerårig kontrakt, betalt af den amerikanske regering. Hun gav mig to muligheder. Jeg kørte først ud til den første mulighed. Huset var vel godt nok. I hvert fald flyttede en anden vesterlænding ind ret kort tid efter at jeg havde droppet at leje huset. Det lå lige overfor en skole. det kunne jeg leve med. Men lige op til huset havde ejerne lavet en meget simpel restaurant, og de to soveværelser var placeret op til den restaurant. Prisen var ellers ok. 150 US dollars, og hvis jeg betalte tre måneders depositum, ville de bruge det depositum, på at fylde huset med nogle møbler. 

Men nej. Den næste mulighed var noget helt andet. Lidt dyrere, men i forhold til hvad man tilbød for de 200 US dollars, var prisen meget mere "Value for money", end alle de andre steder jeg havde set på.

Det får du mere om i næste afsnit af denne beretning. Jeg kommer også ind på de to værsthusholdere, som fik dårlig omtale. der var nok noget om snakken. I hvert fald gik det begge meget meget ilde.

Sådan kan du bosætte dig og leje bolig i Cambodja

Læs resten her: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1197&highlight=cambodja&pid=6710#post_6710

Tips og gode råd om Cambodja: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1033&highlight=cambodja&pid=6709#post_6709