Populære indlæg
-
T/N: Fredag eftermiddag gennemførte politiet en hemmelig aktion mod en russisk bilkøber og hans lokale thailandske advokat, skrivr PattayaOn...
-
Forfængelig? Nej da- man er vel en mand- kun bøsser og kvinder behøver at passe deres udseende. Er det sådan du tænker? Forfængelig? Jeg har...
-
T/N: Jagten på olie fortsætter, skriver The Nation. Energiminister Wannarat Charnukul udtalte fredag, at det ikke var I hans ministeriets ma...
-
Kopi Viagra piller kan du finde (næsten) på hvert andet gadehjørne i Thailands turistområder. Venlige smilende mennesker sælger dem, mens d...
-
Her på det seneste, hvor regntiden spøger, har det været sværere at komme af sted på mine morgenture. Men denne smukke morgen kom jeg af ste...
-
Det er helt afgørende for Pandora, at selskabets produktion ligger i Thailand. Det fortæller adm. dir. Mikkel Vendelin Olesen på et pressemø...
-
Om at besøge Cambodja fra Thailand, i troen på at Cambodja stort set er som en anden thailandsk provins. Vær sikker. Sådan er det bare ikke....
-
T/N: Carrefour vagtkorps tilbageholdt onsdag en kvindelig butikstyv efter at have holdt øje med hende i mere end to timer. Sikkerhedsfolkene...
-
2012-09-02 Hospitaler. Hvad har det med trafik at gøre, kan du passende spørge? En hel masse faktisk. Trafikken kan være slem i Vietna...
-
Det er vel en uge siden, at jeg hørte om vores nye Rambo første gang. Selvfølgelig var det ved stambordet. Sætninger som: "Han er altid...
fredag den 18. januar 2013
Man får aldrig det hele med ud af landet
Jeg havde mine grunde til at stoppe ham, Hotelmanden, en af de fastboende Baranger, som har boet i Kampot længere tid end mig.
Han var allerede ved at sætte fra kantstenen, med sin fire årige datter på bagagebæren, da han havde fået sit brød ved bageren.
Men hotelmanden, som jeg vil kalde ham her, stoppede, så jeg kunne få en kort snak med ham. Ja faktisk snakkede vi så længe, at hans lille datter fik ondt i numsen af at sidde på bagagebæren, så hun måtte ned og stå, mens hun ventede på os.
Jeg går rundt med det problem, at vi skal have beskæftiget en dreng på 5 år, han skal ud i samfundet nogle timer om dagen. dels så han kan møde andre jævnaldrende børn, dels så han kan få færre skældud af sin mor, og når det går værst til, tæv af en dertil indsamlet pind.
Og den evige kamp mellem drengen og moren, bliver også en kamp eller en proces mellem moren, som er min dejlige kæreste og samlever, og jeg selv.
Så ja, der skal ske noget, knægten skal væk fra os, så han kan få nogle sociale vitaminer med hjem, og så min kæreste og jeg kan pusle lidt om vort forhold.
Hotelmanden kom her til for fem seks år siden. Ham og hans khmer-hustru, og deres lille datter som var omkring ét år den gang, var nogen af de første jeg mødte efter at jeg landede i Kampot. Og jeg har fulgt dem lidt, ikke meget, men ind i mellem har jeg nakket kort med manden, som er i begyndelsen af 60erne, og specielt hans kone, som dog forsvandt ud af billedet for lang tid siden, ja Hotelmanden har vel været alene med sin lille miksede datter et par år.
"Hvad gør du med skole til din datter"? spurgte jeg.
"Nå- jeg troede at du ville spørge om jeg havde solgt min forretning", var hans første svar.
Jeg vidste ikke, at den ejendom han forsøgte at drive en forretning i, var hans. Hans- ja man kan ikke eje ejendom i Cambodja, men der er måder at eje på, og nogle gange går det godt. Vel blandt andet fordi langt de fleste udenlandske mænd som etablerer sig og køber og eller bygger ejendom, ikke gør det på deres svigerfamilies jord.
Det viste sig, at Hotelmanden var på vej tilbage til sit hjemland, han ventede bare på at få solgt. Så datteren var i et vacuum, hun gik hverken i børnehave eller i skole, det var ventetid.
Men Hotelmanden, som kom til Cambodja for at nyde livet, og blev far i stedet, med en efterfølgende skilsmisse, og en datter som er omkring de 20 når han runder de 80, han vidste faktisk noget om børnehaver og skoler, det jeg søgte oplysning om.
Mens vi snakkede, kom han hele tiden tilbage til sit forsøg på at sælge sin ejendom, godt placeret inde i byen, nær floden og Riverfront.
Og et par gange kom der én bestemt sætning over hans læber:
"Man får aldrig hele sin oprindelige investering, med ud af Cambodja."
Det var jo det han var optaget af. Skidtet skulle sælges, så manden kunne komme tilbage til sit fædreland, hvor den lille datter skulle have en ordentlig uddannelse.
Der skal nok være potentielle købere som lusker rundt, holder sig afventende, mens de håber at det er lige netop dem, Hotelmanden henvender sig til, den dag han bare s k a l af sted. Vi har set det med bohaver, vaskemaskiner, og mest med motorcykler, som folk skulle af med, inden de rejste videre.
Så hvorfor dog ikke det samme med en by ejendom til 20.000 eller 30.000 dollars, eller hvad den nu kan koste.
Samtidigt med at Hotelmanden for længst har fundet ud af, at han aldrig får sin investering tilbage, selv om ejendomsmægleren har fortalt ham noget andet, er der andre som lander, som gør det samme. Nemlig at investere i Cambodja, på en måde, så de umuligt kan få deres penge tilbage, den dag de af den ene, eller af den anden grund vil videre i livet.
Jeg kan kan ikke investere i ret meget andet end depositum når jeg lejer hus, køb af en MC, og så er der min nyeste investering: "to træbørns og deres mor, som i et win win forhold med mig skal have det bedre.
Første sted, af de lidt større, er at få knægten på 5 i en børnehave, eller måske en skole.
Mens jeg har skrevet dette, er solen brudt frem igen.
Og jeg har spist makrelsalat på de to flutesboller, som jeg ville købe hos bageren, da jeg mødte Hotelmanden. Sådan er det at have "besøg" fra Danmark.
Emneord: Udedansker, udlandsdansker, asien, cambodja, cambodia, thaihustru, khmerhustru, thai kæreste, khmerkæreste, khmer hustru, khmer kæreste, opdragelse, slå, børn, børnehave, skole, skolegang, kulturforskel,
Etiketter:
9 liv i asien,
Asien,
Cambodja,
Khmer kæreste,
udedansker
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Ingen kommentarer:
Send en kommentar