Min kæreste er vokset op med sin bedstemor, begge forældre forsvandt i krigene, og det som fulgte efter. faderen ved jeg ikke noget om, men moderen blev dræbt af en landmine i en af familiens rismarker.
I min kærestes barndom var der ikke ret meget medicin, læger og sygeplejersker var der heller ikke ret mange af, Pol Pot rædselsregimet slagtede alle mennesker med en smule uddannelse, lidt som Formand Mao og kulturrevolutionen i Kina for 30 40 år siden.
Og hvis der var personale og medicin, var der så til gengæld ingen penge til at betale for ydelser og varer. Og hvad gør man så. bruger de traditionelle metoder.
Flere af metoderne bruges i hele Asien. Mindst. Den som mest bruges her, hvis en ven, nabo, en fra familien har det dårligt, er at kradse huden op, typisk på ryg og overarme. Kroppens naturlige forsvar producerer et stof, jeg husker ikke hvad det hedder, som skal forsvare kroppen. Og det medfører nogle få timers velvære.
Men tro mig. Det virker ikke mod brækkede ben, forstuvninger, halsbetændelse, infektion i brandsår, osv. osv.
Der skal rigtig medicin til i langt de fleste tilfælde. Og når det er fremskaffet, meget ofte er det farmaceuten (hvis man kan kalde folk der sælger medicin uddannelse for farmaceuter), som stiller diagnosen.
Ok. Her kommer vi så til detaljerne.
For fire dage siden begyndte min kæreste at blive varm, og få rysteture. Det er tredje gang det sker på seks uger. Og jeg vil have hende til læge, men hun siger nej.
For to dage siden begynder hun desuden at halte. Først lader jeg det bare være, men i går tjekker jeg, og ja, hun har en hævelse af højre ankel. Noget med den mindste har gjorde et eller andet, så det gjorde ondt i min kærestes fod. Jeg vil have hende til læge, men hun afviser.
Mens jeg var på rejse for tre uger siden, brændte den store dreng på fem sig på en MC taxis udstødningsrør. Hans mor fik fat i noget medicin, jeg kender ikke detaljerne, og det er vist nok gået rimeligt. men her på det sidste var der gået betændelse i såret, så jeg smuttede til læge med ham, en dag jeg køre ham til skole.
Fint nok. Vi fik noget penicilin, og så skulle det jo være fjong.
I går ser jeg så, at det stort ikke er sunken i medicinflasken vandstand. Jeg så de to første gange knægten fik medicinen, og det har formodentlig været dét.
Her til morgen ryster min kæreste, sukker og klager som om hun er døden nær, vi smutter af sted til skolen med den store dreng, og på vej hjem kører jeg hen til den lokale klinik.
Noget af det første jeg forsøger at få lægen til, er at fortælle min kæreste, at hun skal give børnene og sig selv, al den medicin, som hun får udleveret. Hvis hun kun tager medicin nogle få gange, i hvert fald med penicilin, kan hun risikere, at medicinen ikke fungere på sigt, fordi bakterierne bliver modstandsdygtige overfor medicinen.
Det gør lægen så ikke. Så jeg prøver igen at få ham til at fortælle om penicilin, og at det er vigtigt at tage al medicinen, til sidste skefuld, eller pille.
Han "forklarer" så penicilinens "hemmeligheder med fem ord, jeg talte selv. Og så forsvandt han ind bag ved.
De havde fået en ny yngre sygeplejerske, som talte noget engelsk, så jeg gik i gang med hende. Og hun forklarede så min kæreste, at hun skal tage alle pillerne, og nej, ikke på én gang for at hun skal blive hurtigere rask, som man hører om at nogle gør i eksempelvis de fattigste og mindst udviklede egne eller kvarterer i Afrika.
Vi kommer hjem. Posen med medicin bliver lagt på buffetten, og så videre til noget andet. Med suk og støn, min kæreste er jo meget syg, og har meget ondt i foden. men hun bruger ikke den kostbare smertestillende creme, som vi har købt for dyre dollars, og pillerne får også lod til at blive i den dertil indrettede plastikpose.
Jeg råber så op, og min kæreste spiser så en banen, og medicinen. Midt i det hele stopper en yngre fyr, med en teenage pige og en lille dreng på scooteren op udenfor vores have. Vores port er endnu ikke lukket. Og fyren kører ind i vores have, stiller MC scooteren fra sig, i vores have, og uden at spørge om lov, eller hilse, styrter han hen mod en samling bambus som vi har i forbindelse med vores lejede hus.
Som jeg forstår det, har han tandpine, og han skal bruge noget fra en bambusgren mod tandpinen. Traditionel medicin, én gang til. Jeg vil have ham ud, han har ingen ret til at vade rundt i vores have, vi kender ham ikke, måske vil han noget helt tredje.
Men nej, manden skal have fundet de torne, tror jeg det er, som er gode mod tandpine.
Og det får han så lov til.
Den ret dyre creme blev så endelig brugt mod den formodentlig forstuvede fod. Og nu må vi se hvordan det går.
God dag til alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar