Imperialisme er ikke så moderne i dag. I hvert fald ikke som i de gode gamle dage, hvor eksempelvis franskmændene besatte Laos, Vietnam, og Cambodja. Nu er det mere private firmaer som Coca Cola, som fungerer som imperialister.
Men franskmændene var her i Fjernøsten, det blev til det vi kalder Indo-Kina, Laos, Vietnam, og Cambodja, og fælles for alle landene blev, at flutes blev en del af madkulturen i de tre lande.
Og netop flutes var det, som jeg havde stor glæde af, inden jeg selv fik indkøbt en bageovn, da jeg ankom til Cambodja for snart tre år siden.
Flutes sælgere kan man finde overalt i den by hvor jeg valgte at bosætte mig, Kampot nær havet, helt ovre ved grænsen til Vietnam. De sælger typisk flutes i poser med 10 flutes i hver. Kunderne er folk fra landsbyerne, som alligevel er inde i Kampot for at sælge deres produkter, eller for at købe ind.
Jeg selv valgte at købe flutes på markedet, oftest var det eftermiddag inden jeg kom af sted, og de flutes jeg kom hjem med, var ikke ret spændende, for at sige det mildt, men hvis de fik en tur under vandhanen, og derefter nogle minutter på en stegepande, kunne der faktisk komme noget lækkert og sprødt ud af de gummi flutes jeg hentede på markedet.
Jeg havde da set brændestablen og de trækul som nogle gange var spredt ud på fortovet, så de kunne tørre. Men jeg havde aldrig forbundet det med det faktum, at der bag stablen kunne være et flutes bageri. men det gode ved at komme ud og møde mennesker er, at man kommer til at snakke, og via en god bekendt som jeg fandt på Kampots bedste spisested, Rusty Keyhole, fandt jeg ud af at der bag stablen gemte sig et bageri. Og at der var endnu et bageri henne om hjørnet, ned mod floden. bageriet havde endda et navn: "333", og var ejet af et ægtepar omkring de 60, som troligt stod op hver morgen 365 dage om året, for at holde byen og en stor del af provinsen forsynet med flutes, som de franske koloniherrer troede at de bagte dem.
Ergonomiske arbejdsstillinger? Ikke helt. Siden Pol Pot diktaturet blev vippet fra magten med vietnamesernes hjælp sidst i 70erne, har Cambodja haft andet at koncentrere sig om. Millioner af landminer gjorde det vanskeligt at få rismarkerne i gang igen, veje var nærmest ikke-eksisterende, eller også var de bombet i smadder. det samme var hundrevis af broer.
Og de folk som havde en uddannelse, havde Pol Pot udryddet. Så hvem i alverden skulle fortælle hvem, om korrekte arbejdsstillinger? Og hvis en får ødelagt sin ryg, står andre parate til at tjene mellem 60 og 80 dollars, plus ris tre gange om dagen, gratis koldt vand til at blive vasket i, og en bastmåtte til at sove på, som tilmed var placeret indendørs.
Den med de dårlige arbejdsstillinger fortsætter her.
Og her er franske flutes næsten klare til at blive solgt. Ofte er der en kø af private og professionelle flutes sælgere, som venter på "frisk brød fra bageren".
For godt 20 år siden smagte jeg de første flutes med fransk baggrrund i Saigon i det sydlige Vietnam. De flutes var ikke ret gode, den ene bismag efter den anden hang fast i ganen, når man havde spist et flutes. Men nu er flutes bedre både i Vietnam, og her i Kampot i Cambodja, hvor flere lastbiler ankommer med hvedemel hver eneste uge.
Jeg selv er holdt op med at købe flutes hos bageren, i stedet får jeg mit mel der fra, 5 kg. ad gangen, og så bager jeg ud over grovboller også banankage og kanelkringler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar