Billederne som følger her, er taget en søndag i maj 2012. Når jeg overhovedet kan, går jeg en tur om morgenen, inden solen varmer for meget. Turen jeg beskriver her, er på cirka tre til fire km. hver vej, og billederne begynder i den modsatte ende, der hvor turen ender. Af praktiske grunde har jeg tilmed klippet den over i to. Ude fra Kampos flodhavn og ind til og med den fiskeriauktion, som finder sted hver morgen.
Den anden del af beretningen bliver om den nye flodpromenade, som de har arbejdet på al den tid jeg har boet her. Selv om den endnu ikke er helt færdig, og selv om en del af promenaden skal lægges op p gr a den sidste oversvømmelse vi havde for to år siden, strømmer folk til sidst på eftermiddagen, og mange bliver til hen på aftenen.
Hvis du slår Kampots historie op, ser du at tidligere tiders franske kolonistyre anså havnen i Kampot for den vigtigste i Cambodja. Og det er så der ude i det område min morgentur oftest vender, og det er et lille stykke efter havnen, at billed fortællingen tager sin begyndelse.
Jeg skriver ofte om hvor meget det går frem ad i Kampot, ja i hele Cambodja. Broen du ser her, er trods sin enkle konstruktion og udførsel ret ny. Måske et år gammel. Den gamle var belagt med gamle jernbanesveller og hvad man ellers kunne finde. Da jeg cyklede over den første gang, skulle jeg lige synke spyttet, men senere vænnede jeg mig til den.
Kig lige på det billede som er det første i tråden. Du ser en klapvogn. Før den, på venstre side, men udenfor det billede, er huset lige her over placeret. Og det er et flot eksempel på, dels hvor simpelt folk kan lave deres liv, hvis de er tvunget til det, dels er det eksempel på, hvordan mange besætter jord. Ja i dette tilfælde er der dårligt nok tale om jord, huset står på træsøjler ude i vandet.
Kan man det, kan du så passende spørge. Og svaret er ja. Tusinder og atter tusinder af familier bor huse, som de måske selv ejer, men de er meget tit placeret på jord, som har et andet navn på skødet. Da jeg kom til Cambodja og begyndte at læse aviser, undrede det mig at næsten hver anden eller hver tredje artikel handlede om stridigheder om land. Den officielle ejer af jorden krævede pludselig, at familier som havde boet der længe, måske i flere generationer, skulle fjerne deres skrammel.
Og var det at balladen kom. Familier havde måske ikke et andet sted at flytte deres hus til, og de havde slet ikke penge til flytning. Så generelt er opskriften, at folk som ikke har så mange penge, pludselig en dag banker nogle træplanker i det jord de nu kan finde, osv osv. Og når de så tvinges til at flytte, forlanger de så erstatning, eller kompensation, som er det ord på Khmer, som oftest bruges.
Hvis kommunen i Kampot pludselig en dag vil bruge vejkanten, og det stykke flod som bølger op til vejkanten til noget, tvinges de måske til at betale kompensation.
Drengene her giver ikke kompensation for at fiske, men de forlanger heller ikke nogen. Mit bud er at de nok ikke bor i havneområdet. Måske er det mine fordomme som siger, at man normalt ikke fisker der hvor man bor, deres tøj er også pænere end gennemsnittet i området. Se engang på broskelettet. Det er garanteret dygtige håndværkere eller ingeniører fra Frankrig, som under koloniseringen byggede den bro.
Billedet her er af en af de mest benyttede børneklinikker, som er i Kampot med omegn. Jeg har været der et par gange, tidligere kørte jeg forbi mange gange på cykel, uden at tænke på, at jeg kunne blive kunde hos lægen "ude ved havnen". Lægen selv er der kun fra sidst på eftermiddagen, og i weekenderne. Måske er han overlæge på Kampot Hospitalet, som vi får et billede af i den anden del af denne billedfortælling.
Når han ikke er der, drives klinikken af to, en mand og en kvinde, som i bedste fald er sygeplejersker. Kvinden går rundt med et stetoskop, som hun lytter børnene på brystet og lungerne med. Da jeg så det, blev jeg altså oprørt. Jeg faldt ned ret hurtigt, og normalt bruger folk apotekerne som rådgivningscenter, så det er måske bedre at sygeplejerkserne, eller hvad de nu er, har fået lidt oplæring af den læge som scorer kassen på dem.
Anden gang var lægen der, og jeg pissede lige mit hegn af. Normalt giver læger børn pinicillin med hjem til to dage. Og det skulle han altså ikke begynde med hos os. Pinicilin skulle behandles med i mindst fem dage, seks dage ville være bedre.
Han smilede ikke, men vi fik medicin med til en uge. Han var den fjerde læge i den omgang sygdom, og hans diagnose, og medicin virkede, skal jeg hilse og sige.
Her har vi den så, havnen i Kampot, eller skal vi sige et lille hjørne af den. Skonnerten, eller hvad man kalder sådan en, er lige ankommet. Da jeg gik ud til broen, så jeg at de lodsede rissække ved en af de mindre kajer hen mod Kampot by, så mon ikke det smukke lille skiv flytter der hen, når der ellers er plads?
Og her er så et af de større skibe, som der lodses fra på Kampots største kaj. Beklager at jeg ikke har taget et stort billede som viser hele den store kaj, men den var fyldt op med lastbiler. Det må blive en anden dag.
I dag var det sække, formodentlig med ris, som blev lodset. Da jeg kom forbi dagen efter, blev der lodset tagplader, 90 centimeter brede, tre meter lange, lodset i bundter med fem eller seks plader, de fleste af dem slæbt af yngre Khmer kvinder, som er freelance havnearbejdere. Der er efterhånden cirka 400.000 syersker i Cambodjas voksende tekstilindustri. En syerske får godt en dollar om dagen, omkring de 6 til 7 kroner alt efter kursen.
Hvad en hårdtarbejdende kvindelig havnearbejder får, ved jeg ikke, måske det dobbelte. Til gengæld er hun ikke sikret fast arbejde syv dage om ugen.
Havnearbejderne her kommer fra en kaj nede bag husene, som 99% sikkert er opført ulovligt, præcist som det hus jeg allerede har omtalt. Jeg mener at den havnearbejder som står med ryggen til oppe på lastbilen, er en kvinde. De knokler også, men de ser pudsigt nok gladere og mere tilfredse ud, end de piger som kommer forbi og tager billeder af dem med deres fine I-phones, som måske koster en Khmer havnearbejders årsløn. De vejer også lidt mindre, Khmer- havnearbejderskerne... ikke dårligt.
Igen, butikken er formodentlig placeret ulovligt på flodkanten.
Her kommer der et stykke flodkant, som er noget bredere, måske kan man kalde det et næs. Kranen du ser, flytter sand fra flodbunden.
Båden du ser her, er et af de mere fantastiske Farang projekter i Kampot. Det er et par fra The Pacific et sted, som enten har købt den, eller lejet den. Jeg kender en lille smule til projektet, fordi jeg en gang var dets ret uskyldige offer. Jeg sad i en af de bedre barer, Bar Red som er "smadret" af de folk som den nye ejer har ansat, da en fyr smilede unormalt meget til mig. Nej- han var ikke bøsse. Han ville sælge en sejltur. Og fint nok at han spurgte én gang. To gange måske, måske også. Selv om jeg var kommet for at hygge mig, og måske sludre lidt med ligestillede, hvis det gik aller bedst.
Fyren og hans kone boede hos en eller ret flink og omgængelig mand, også der nede fra down under et eller andet sted. Han kom ind i baren efter at bådejeren havde spurgt fem gange, om jeg skulle med på næste onsdags sejltur. Hotelejeren ville gerne hjælpe hans kunde, så han begyndte også at presse på for at jeg skulle med på den tur ud på havet, den er nemlig for høj til at komme ind under broerne, og op af floden, hvilket var det som jeg i virkeligheden ville opleve.
Min anden øl den dag, klokken var vel 21.30, var ved at være færdig, da konen kom ind og vrængede ud af den ene mundvige, om manden, det skvat, havde solgt nogle billetter. Så var jeg bare skredet.
Hvis du følger en smule med i mine skriverier, ved du allerede, at Cambodja slet ikke er som Thailand. Det er noget helt helt andet. Hvis jeg fortæller dig nu, at det du ser her over, er noget af det vilde natteliv vi har kampot, ok billedet er taget om formiddagen, men alligevel- så har du måske et indtryk af hvad der tales om.
Karaoke barer er ofte det sted, hvor cambodjanske mænd tager hen for at finde kvindeligt selskab. Etablissementet her inde til højre, har det hele. Musik, menukort, værelser, og piger/ kvinder/ yngre mødre, som af en eller anden grund synes at de hellere må finde så mange mænd, som de opholder sig bag en lukket dør med i kortere eller længere.tid, for mange eller færre dollars.
Nu hvor vi taler om motion, så har du her Cambodja Olympiske Center for robåde og kajakker. Og det center er anlagt mens jeg har boet i byen. Indtil videre har jeg endnu ikke set aktive roere ved centret, men det kommer måske en dag.
Og det var så det: Nemlig den første halvdel af en ganske almindelig morgentur i en lille stationsby nær havet og grænsen til Vietnam.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar