Fire ture bag fængselsmurene. Det er hvad jeg har bag mig i Bangkok, plus plus det løse, et kig ind i en ”abebur" hos en lokal politistation i Sakorn Nakorn, og lidt mere i samme stil. Men alle besøg var som frivillig gæst, uden håndjern, uden fodlænker, og med retten til at gå ud på den rigtige side af muren når det passede mig.
Da jeg kom til Bangkok Thailand for mange år siden, havde jeg en masse avisudklip med. Husk at det var inden Internettet, og ikke mindst søgemaskinerne, for alvor slog igennem.
Et af udklippene handlede om en ung fyr, Thomas Darboe, som var blevet stoppet i Don Muang lufthavnen. Det røde lys begyndte at blinke ved den aller sidste kontrol, inden man gå ned til selve hallen, hvorfra man går mere eller mindre direkte ud til flyet.
Der gik vel et par uger, inden jeg tog sig sammen til at besøge den danske ambassade. Den unge fyr, som var ansvarlig for skæbner som Thomas Darboe, var venlig nok overfor jeg. Der kom kaffe på bordet nede i kælderkontoret, hvor dele af konsulatet holdt til, og smilene kom skam også frem. Men så snart talen kom på narko og Thomas, skete der noget med den daværende konsuls ansigt.
Flot at han hjalp så meget, der kom mere hjælp senere fra samme mand, når nu han hadede de narkofolk så meget, som hans kropssprog, uden ord eller lyd, sang sytten lange sange om.
Man kunne se ud i den store smukke ambassadehave, jo det var et godt besøg, og på toppen af det, var der udsigt til, at manden ville skaffe en erklæring om, at jeg var ok, og at jeg meget gerne ville besøge narkosmugleren Thomas Darboe af humanitære årsager.
Sandheden var en lidt anden, besøget var et forsøg på at skabe materiale til at skrive "historien" om den unge fyr, som havde ladet sig lokke til at få tapet fire fem kg. heroin rundt om maven.
Mellemmanden i Danmark, og de mange slutbrugere ventede på friske forsyninger, mindst en af de formodede fire fem danske narkobagmænd, som på det tidspunkt holdt til i Pattaya, ventede på sit guld for sin ydelse.
Eller gjorde han nu det. Måske var Thomas Darboe blevet stukket af sine egne bagmænd, i en mulig suspekt handel, som skulle lade andre slippe igennem.
Ambassadefyren skrev den lovede erklæring til Bang Kwang fængslets ledelse, jeg spurgte til, hvad jeg skulle tage med til fangen, og så var det direkte ned til floden, hvor fra flodfærgen sejlede ud til rutens endestation.
Da den lille færge sejlede fra stationskaj til stationskaj, kom der flere og flere afrikanere med ombord. De havde alle poser med seks fyldte vandflasker med sig, plus masser af frugt, enkelte havde også nogle bøger med.
Bøger var i øvrigt det eneste, jeg selv havde med. Jeg var blevet fortalt, at man kunne købe al det andet, vand osv., på strækningen mellem færgens endestation og selve Bang Kwang fængslets port.
Jeg var en af de første, som kom ind gennem porten. Var det positiv racisme, at alle afrikanerne, de var måske mellem 50 og 75, fik lov at vente, indtil den hvide mand var inde bag porten. Hårene på mine arme og i nakken strittede, da porten knaldede i igen. Måske havde jeg en indre angst, trods alt, for ikke at komme ud igen.
Der gik nogle minutter, passet og brevet blev rakt frem til en uniformeret funktionær, som forsvandt ind gennem en dør. Han kom ud igen fem minutter senere, passet beholdt han, det samme skete med alt det verdensborgeren havde slæbt ind genem porten. Mister Thomas ville få det senere, lød forklaringen.
Den næste port blev åbnet, og en lang stribe af blomster, nærmest en park, dukkede frem for mine øjne.
Da jeg gik videre, efter at have drejet til venstre, guidet af en venlig fængselsfunktionær, vi gik ned langs med venstre side, så jeg nogle kraftige net og tremmer, det var en lang gang, hvor der tydeligt var plads til de besøgende på ydersiden, og bag den anden netbesatte tremmevæg var der plads til den fange, som jeg, der stadig var nybegynder i Thailand, skulle besøge.
.....
Ovenstående er første del af en beretning om besøg i Bang Kwang fængslet. Resten føler senere.
