Fra Bangkok med bus til Sihanoukville

Du skal med bus fra Ekamai busterminal ude af Suknumwit i Bangkok. Jeg tager normalt natbussen til Trat kl 22.00 eller 23.00, men det er for viderekomne.

Man ankommer til Trat kl 3 om morgenen, og pickup kører dig til grænsen. Hun vil have mindst 600 bath for turen, 120 km fra Trat til grænsen, er du den eneste, skal du slippe det, men jeg har aldrig betalt mere end 200 bath fra Trat.

Du sidder så og venter et par timer på at grænsen skal åbne. Fordelen er, at du bare kan køre fra grænsen til busterminalen, og straks køre mod Sihanoukville.

Men... De første busser fra Bangkok om morgenen kører kl 05.00, der er flere selskaber, og turen tager cirka fem timer til Trat. Fra Trat er der minibusser til grænsen, pris 120 bath. Tager to timer.

Fra Koh Kong til Kampot: Jeg er usikker på om der også kører buser fra Koh Kong om middagen, jeg tror det ikke, der er flere selskaber på ruten, afgange ml 07 og 08, pris ca 13 til 15 dollars.

Der er taxi, solo eller deletaxi, pris ca. 10 dollars for et dobbeltsæde, noget som i DK kun er ét sæde, men Khmerfolkene sidder 2 på ét sæde. Solotaxi koster måske 40 dollars, jeg ved det simpelthen ikke.

Der sker aldrig noget - en tur i banken

Jeg var i banken i dag. Den 1. september var jo en lørdag, så der var tryk på igår, jeg var der, men opgav. Og vendte så tilbage idag.

Jeg skulle lave en lille transfer lokalt i Cambodja, og jeg hyggede mig.

For et par måneder siden så jeg en barfodbonde, han gik virkelig rundt med bare fødder. ACLEDA laver en del Microlån, det var nok det bonden var der for. Jeg så at andre kom til flere gange, og han stod der bare. Kunne måske hverken læse eller skrive, osv.

Da der blev plads ved luge, og manden stadig stod der og kiggede ud i luften, og manageren kom forbi, spurgte jeg pænt, om de havde glemt bonden. Uden ham kan vi andre ikke få ris på bordet. men nej, det var på plads, hans sag var i fuld gang, de ville klare ham i løbet af kort tid.

Og det var det. jeg havde sagt det pænt, og de svarede pænt, og det var det. det virkede ikke som om de følte at jeg havde gjort noget forkert. Og de havde jo set mig i banken flere gange. Såh.

I dag gik der vel fem minutter, inden jeg kom til. En fyr jeg havde fundet en svamp til, så han kunne få tørret tryksværken af fingene efter fingeraftryk, hjalp mig på plads efter ham.

Jeg klukkede indvendig. Der sker virkelig noget.

Kvinden som tog sig af mig, er højgravid, sidst i 20erne måske. Hun spurgte flere gange, selv om det hele stod på et papir, jeg havde printet ud. Hun ville være sikker, så hun fik svar.

En luge henne til højre, sad en fyr med to mindre bjerge af dollars sedler. De så voldsomt ud for mig, men var alligevel ikke nok til, at de lukkede ham ind i det særlige rum, hvor de kan aflevere eller få udleveret store summer.

Senere kom der to fyre, og baksede to enorme plastposer op på skranken. Posen var sort, hvis det var Riel, behøver det ikke at være så meget, men dollars, for pokker da.

Dum, dummere, udlænding!

De er ved at lægge dræning ind på den store af de små veje, som vi kan bruge ned mod hovedvejen. Store rør læsses af på vejen, en gravemaskine arbejder, og specielt den lille, af mine to bonus-drenge, er meget interesseret.

Hans venstre hånds pegefinger, (vi tror at han bliver venstrehåndet) bruges ikke for lidt. Peger i retning af lyden af gravemaskinen, så vi tager af sted et par gange om dagen.

Det mærkelige, måske lidt onde, i min opførsel, set fra de lokales side, begynder allerede når vi går ud gennem porten. Knægten, 18 mdr. går selv. Og han nyder det. Normalt lader de lokale khmer familier dårligt nok børn gå selv, eller lege på jord, græs, eller vej selv, før end de er fyldt to år.

Og jeg lader drengen gå selv, hvis han vil. Selv drengens mor, må jeg nogle gange kæmpe med omkring det emne. Jeg lader ham også gå selv, hvis vi er på det lokale marked. Det er meget forkert. I dag havde han en længere snak med nogle ænder, som ventede på at blive slagtet. meget forkert, set fra en lokal altan.

Tilbage til gravemaskinen, og kranen, som løfter betonrørerne fra vejen og ned i den udgravede rende. Den lille gik ret tæt på, syv til otte meter, og han fik lov til at gå så tæt på den udgravede rende, at han kunne smide sten hen mod renden.

Den nabokone, som var tættest på os, gik ind og hentede sin mand, og så stod de ellers der og pegede fingre af mig, den pløk umulige udlænding, som satte den bette knægts liv på spil.

Der gik vel fem minutter, så fik samme familie besøg. En mand først i 30erne, kom kørende på sin MC med automatgear. Uden styrthjælp, nu vi snakker om liv og død. Han styrede og brugte gashåndtaget samtidigt. Den venstre hånd og arm var nemlig optaget til noget andet. På venstre knæ, sad en dreng på samme alder som min bonus knægt, faderen holdt om ham ved venstre arm.

De ny ankomne blev modtaget af det ægtepar, som lige havde peget fingre af min ansvarlighed, uden fordømmelse. Selvfølgelig kører man med den ene arm, og holder en medbragt baby med den anden hånd og arm.

Sådan slår du dig ned i Cambodja

I de fleste cambodjanske byer med expats, findes der ejendomsmæglere, som kan formidle boliger til leje. Men i langt de fleste tilfælde er det aller bedst at køre rundt i den by, hvor man gerne vil leje en bolig, og kigge efter skilte med hus eller lejlighed til leje.

Først nogle få generelle ting om at leje bolig i Cambodja. De krav som stilles op af udlejeren, er meget ofte ønskedrømme. Min erfaring med i alt tre lejemål er, at alt kan forhandles. Det kræver blot, at man tager sig tid. Gang på gang ser man, at folk er for hurtige. Med det resultat, at de bliver kede at det, som de lejede i en fart, eller at der kommer problemer hen ad vejen.

Noget af det som kan forhandles, er depositum og forudbetaling. Udlejere forlanger ofte et ret stort depositum, to eller tre måneders husleje. Men det kan blive svært at få det depositum tilbage. mange vælger derfor, hvis de har betalt depositum, at undlade at betale for de sidste måneder de bor i huset. mange mener at det er den eneste måde at få sit depositum tilbage.

Men man kan godt leje et hus eller en lejlighed uden depositum. Jo mindre der er af værdier i huset, jo nemmere er det. Strøm er ret dyrt, og jeg vil foreslå, at det er et krav, at man har sin egen elmåler. Jeg betaler selv 40 dollars for el i gennemsnit pr. måned, uden AC, og jeg kan godt forstå, hvis en udlejer er bange for, at en lejer smutter fra en elregning. Elregningen kommer omkring den 20. i en måned, og skal typisk være betalt den 28. samme måned. Har man ikke pengene, kan man få betalingen udsat, men hvis elværket ikke hører noget fra brugeren, lukker det for strømmen og fjerne elmåleren. Jeg mener at det koster 10 til 15 dollars, at få den stillet op igen. Systemet er upraktisk, hvis man rejser en del. Jeg har fået en nabo til at holde øje med el og vandregninger, og de har så fået penge på forkant, så de kunne betale for mig. Det har fungeret ok, men...

Vand kommer en uge tidligere, men i det mindste her i Kampot, er de ikke så restriktive, man kan godt skylde vand. I nogle tilfælde er det ejeren som tager sig af vandregningen, fordi man har det lidt pudsige system, at lejeren skal være med til at betale installering af vand og vandmåler. Husk at Cambodja har været i krig i mange år, og af den gode grund var der ikke et pålideligt net af vandrør. man samlede vand fra tage og lignende. Du kan stadig finde huse til leje uden vand. Jeg selv betaler en lille procentdel af på vandmåler, og så slipper jeg for at skulle over på vandværket hver måned. Jeg betaler cirka tre dollars, måske mindre, for vand per måned.

KabelTv er oftest mere simpelt end i eksempelvis Thailand. Det er mindre lokale virksomheder, som hiver diverse programmer ned, og de investerer så i kabler ud til de enkelte områder i den enkelte by. Prisen på at komme i gang er derfor forskellig fra lejemål til lejemål. i 90% af tilfældene overtager man bare den månedlige betaling. Jeg bor selv "på kanten af rismarkerne. Kampot har mig bekendt to KabelTv firmaer, det ene var her i området, og ville installere sit system i det hus jeg havde lejet for 50 dollars. Det andet, og for mig bedre system, inkl. BBC, var ikke i området. Så jeg betalte 150 dollars for installering af kabler oppe fra hovedvejen. Den månedlige afgift for BBC, CNN, fodbold, flere filmkanaler osv, er fem dollars. Max 10 dollars, men jeg mener at jeg betaler fem dollars per måned når jeg betaler for mindst seks månedder ad gangen. Ellers er prisen én dollars dyrere per måned.

Internet. Fast kabel og WiFi er håbløst gammeldags i Cambodja. Indtil december sidste år, i de huse hvor jeg havde boet før, havde jeg kabel og WiFi. Da jeg flyttede her ud på kanten af rismarkerne, fik jeg 3G, og det er en af de bedste beslutninger jeg har taget i de godt 3 år jeg har boet i Cambodja. Jeg mener at det kostede 70 dollars at komme i gang, og prisen pr måned var officielt 30 dollars per måned, men det har jeg faktisk aldrig givet. jeg skrev under på en kontrakt med en månedlig betaling på 30 dollars, men betalte allerede fra start kun 25 dollars. Og i løbet af et par måneder, blev prisen sat ned til 20 dollars pr måned. Man kalder det konkurrence. Man køber taletid, det samme som til mobiltelefoner, topper op med 20 dollars. Jeg bruger MetFone, og de gør det for mig på deres Kampot kontor, men andre køber bare kort som de selv fylder på SIMkortet.

Tilmelding til kommunekontoret. Det er godt for en selv, at myndighederne ved, at man er i byen i lige netop d e t hus. Opstår der problemer med lejeren, kan landsbyhøvdingen kun hjælpe, hvis han ved at du "eksisterer". Vær opmærksom på, at der reelt er brugerbetaling i Cambodja. Eksempelvis får en landsbyhøvding næsten ingen løn, vi taler om 20 til 30 dollars pr. måned. Så han trækker skuffen ud, når han har tilmeldt dig, og så smider du fem, otte, eller 10 dollars i skuffen.

Og nej, jeg opfatter det ikke som korruption. Lige netop den type lokalt ansatte får ikke løn. Det de får udbetalt kan dårligt nok dække deres transport, og de måltider de skal have, når de er på kontoret.

Immigration. Det er sikkert forskelligt fra by til by. Men her i Kampot kommer de simpelthen til mit hjem, banker på, får en kopi af dit pas og dit visa, spørger hvem der bor i huset, osv, og smutter igen. Efter ét år eller halvandet skulle jeg have et familiekort. Og det sagde jeg ja til. Man præsenterer det ikke som et krav, men som en muligheder. Jeg betalte 25 dollars for det familiekort, og det var det. Før kom de hver sjette måned, men sidst de var her, fortalte de, at de nu kun ville komme én gang per år.

Forlængelse af visa/ arbejdstilladelse. man skal helst have et EI visa fra start. Første gang man rejser ind i Thailand, kan man købe åen måneds EI visa. det koster typisk fem dollars mere end et turistvisa, men hvis man vælger EI visa, kan man reelt blive i landet resten af den tid man lever. Hvis man når man skal forlænge, sikrer sig mindst seks måneders EI visa, kan man rejse ud og ind i landet som det passer én selv. Man kan undlade udrejse, eller man kan rejse ud og ind hver eneste dag, hvis man er "tosset" nok til at gøre det. Hvad skal du bevise, for at få et Ei visa for seks eller 12 måneder? Intet. Du skal bare betale, det koster omkring 20 dollars per måned. I Kampot har jeg tidligere sendt mit pas og penge, plus et foto, med bussen til min agent i Phnom Penh, Lusky Lucky Motor, men sidste gang i juli fik jeg Kampot Tour and Travel til at klare det. Mit pas var tilbage tre dage senere. Ingen problemer overhovedet. Slip slanterne og vent tre til fire arbejdsdage. Så får du din opholdstilladelse og arbejdstilladelse. 

Leje af bolig: Udvalget af egnede boliger i Cambodja, varierer fra by til by. Meget ofte ejes en ledige bolig af cambodjanere, som er emigreret til eksempelvis Europa, Australien, eller til USA. Min bolig ejes af et ægtepar som bor og arbejder i Paris. Huset er bygget på familiens grund i kampot, og det er så familien, som forvalter boligen, udleje, vedligeholdelse, opkrævning af husleje, osv. Andre boliger kan være ejet af en statsansat, som pt er forflyttet til en anden provins. Og så er der nye komplekser, som blandt andet er poppet op i Sem Reap og i Sihanoukville. I sidstnævnte by siger man, at der pt enten er 15.000 boliger, som lige er færdiggjort, eller som er under opførsel. Tallet er måske det samme i Siem Reap. Her i Kampot har man bygget et stort kompleks oppe på en bjergside, med spillekasino, femstjernet hotel, og flere hundrede boliger som skal udlejes til kinesere, japanere, koreanere, osv. Der er også utroligt mange meget enkle etværelses lejligheder, som typisk er bygget som rækkehuse. Priserne er fra 30 dollars og op. Jeg har en bekendt, som med sin Khmerfamilie inkl. 3 børn, bor i et rækkehus med to soveværelser, det giver han 70 dollars for. jeg ville ikke bo der, men specielt min bekendtes hustru er glad for det. Der er nogen hun kan snakke med, der er legekammerater til børnene, og fyren er alligevel ikke ret meget hjemme.

For at begynde med ejendomsmæglerne. De går jo efter de procenter, som de kan hente på en lejekontrakt. Derfor har de ingen interesse i at skaffe dig en bolig, til så billig en leje som nu muligt. Ofte vil de også sikre et ret langt åremål, igen fordi de er interesseret i procenter af så stort et beløb som overhovedet muligt.

Jeg tror ikke at jeg kender nogen, som har lejet et hus via en ejendomsmægler.

Så metoden er at snakke med andre udlændinge, som du møder, selv drøne rundt, gade op og gade ned, eventuelt på bagsædet af en MC taxi, eller du kan bede en MC chauffør køre rundt og lede efter noget til dig.

Så snart du involverer andre i din jagt på hus, skal du indstille dig på, at du skal ud og kigge på hvert eneste hus de finder. mange af dem er skudt over målet, uanset hvor meget du har fortalt dem om, hvad det er du vil have. Men de forstår typisk ikke hvad du vil have. Det er ikke en fordom, men en erfaring jeg selv har gjort mig i tre forskellige asiatiske lande.

En af de ting der blokerer, når andre skal finde noget til dig er, at den som formidler, taxachaufføren, en tilfældig fyr som bare har opdaget at et hus er blevet tomt, alle som formidler, får procenter. Så du kan nemt komme ud for, at de som skal hjælpe dig, mere er optaget af at hjælpe dem selv. Ikke fordi de nødvendigvis er onde eller dårlige mennesker, men fordi det kan være mange penge for dem. Typisk den første måneds husleje.

Når man lejer i Asien, er det ud fra min erfaring, vigtigt at spørge om alle detaljer. Hvis der allerede er inventar i huset eller lejligheden, kan det tilhøre ejeren, eller den som passer på boligen indtil den udlejes, eller måske bliver hvad der ligner gode møbler, skiftes ud med noget gammelt ragelse, inden du flytter ind.

Det er også min erfaring, at man, i Cambodja specielt, opfatter at det som udlejes, er huset. Hvis der er en have omkring huset, opfatter ejeren ikke nødvendigvis, at den hører med til lejemålet. Eller måske glemmer han/ hun at fortælle hele sin familie, at haven hører med til lejemålet.

I Asien, og ikke mindst i Cambodja, har man en anden opfattelse af, hvad der er privat. Min tolk kendte ikke ordet privacy. Derfor er det smart, at have aftalt så meget som muligt, og i de fleste tilfælde vil det være smartest, at man er den eneste som har adgang til den have, og det hus, man lejer.

Noget andet, som der ikke er regler for, det kan være både godt og dårligt, er at leje en bolig, hvor ejeren, eller den ansvarlige, bor på samme grund. Hvis man er enlig, synes jeg det kan være godt at have folk i nærheden, hvis man selv rejser meget.

Når vi taler om sikkerhed, synes jeg at det er vigtigt, at der er tremmer for døre og vinduer. Det er ikke kønt, man skal oplagt vænne sig til det, men det e r efter min mening en ekstra sikkerhed.

Cambodja er ikke specielt risikofyldt, hvis man tænker sig om. Men hvis man ikke gør det, kan man risikere, at folk udnytter de muligheder der er, for at løfte værdier ud af din/ min bolig.

Længde af lejemål. Det er almindeligt, at lejere, også udlændinge, springer fra kontrakter. Jeg har betalt mig fri af en kontrakt, betalte en halv måneds husleje af den ene måned som ejeren mente at jeg havde i opsigelse.

Jeg har ikke hørt om lejere, som har fået store problemer, når de har brudt en lejekontrakt. Men jeg vil ikke gøre det, uden at have sikret mig en eller anden ordning med ejeren. Derfor kan jeg kun foreslå, at du lover så lidt som muligt, når du lejer en bolig. Jo mindre du har garanteret, jo nemmere er det at rykke videre.

Man får aldrig det hele med ud af landet

Jeg havde mine grunde til at stoppe ham, Hotelmanden, en af de fastboende Baranger, som har boet i Kampot længere tid end mig.

 Han var allerede ved at sætte fra kantstenen, med sin fire årige datter på bagagebæren, da han havde fået sit brød ved bageren.

 Men hotelmanden, som jeg vil kalde ham her, stoppede, så jeg kunne få en kort snak med ham. Ja faktisk snakkede vi så længe, at hans lille datter fik ondt i numsen af at sidde på bagagebæren, så hun måtte ned og stå, mens hun ventede på os.

Jeg går rundt med det problem, at vi skal have beskæftiget en dreng på 5 år, han skal ud i samfundet nogle timer om dagen. dels så han kan møde andre jævnaldrende børn, dels så han kan få færre skældud af sin mor, og når det går værst til, tæv af en dertil indsamlet pind.

Og den evige kamp mellem drengen og moren, bliver også en kamp eller en proces mellem moren, som er min dejlige kæreste og samlever, og jeg selv.

Så ja, der skal ske noget, knægten skal væk fra os, så han kan få nogle sociale vitaminer med hjem, og så min kæreste og jeg kan pusle lidt om vort forhold.

Hotelmanden kom her til for fem seks år siden. Ham og hans khmer-hustru, og deres lille datter som var omkring ét år den gang, var nogen af de første jeg mødte efter at jeg landede i Kampot. Og jeg har fulgt dem lidt, ikke meget, men ind i mellem har jeg nakket kort med manden, som er i begyndelsen af 60erne, og specielt hans kone, som dog forsvandt ud af billedet for lang tid siden, ja Hotelmanden har vel været alene med sin lille miksede datter et par år.

"Hvad gør du med skole til din datter"? spurgte jeg.

"Nå- jeg troede at du ville spørge om jeg havde solgt min forretning", var hans første svar.

Jeg vidste ikke, at den ejendom han forsøgte at drive en forretning i, var hans. Hans- ja man kan ikke eje ejendom i Cambodja, men der er måder at eje på, og nogle gange går det godt. Vel blandt andet fordi langt de fleste udenlandske mænd som etablerer sig og køber og eller bygger ejendom, ikke gør det på deres svigerfamilies jord.

 Det viste sig, at Hotelmanden var på vej tilbage til sit hjemland, han ventede bare på at få solgt. Så datteren var i et vacuum, hun gik hverken i børnehave eller i skole, det var ventetid.

 Men Hotelmanden, som kom til Cambodja for at nyde livet, og blev far i stedet, med en efterfølgende skilsmisse, og en datter som er omkring de 20 når han runder de 80, han vidste faktisk noget om børnehaver og skoler, det jeg søgte oplysning om.

 Mens vi snakkede, kom han hele tiden tilbage til sit forsøg på at sælge sin ejendom, godt placeret inde i byen, nær floden og Riverfront.

 Og et par gange kom der én bestemt sætning over hans læber:

 "Man får aldrig hele sin oprindelige investering, med ud af Cambodja."

 Det var jo det han var optaget af. Skidtet skulle sælges, så manden kunne komme tilbage til sit fædreland, hvor den lille datter skulle have en ordentlig uddannelse.

 Der skal nok være potentielle købere som lusker rundt, holder sig afventende, mens de håber at det er lige netop dem, Hotelmanden henvender sig til, den dag han bare s k a l af sted. Vi har set det med bohaver, vaskemaskiner, og mest med motorcykler, som folk skulle af med, inden de rejste videre.

 Så hvorfor dog ikke det samme med en by ejendom til 20.000 eller 30.000 dollars, eller hvad den nu kan koste.

 Samtidigt med at Hotelmanden for længst har fundet ud af, at han aldrig får sin investering tilbage, selv om ejendomsmægleren har fortalt ham noget andet, er der andre som lander, som gør det samme. Nemlig at investere i Cambodja, på en måde, så de umuligt kan få deres penge tilbage, den dag de af den ene, eller af den anden grund vil videre i livet.

 Jeg kan kan ikke investere i ret meget andet end depositum når jeg lejer hus, køb af en MC, og så er der min nyeste investering: "to træbørns og deres mor, som i et win win forhold med mig skal have det bedre.

 Første sted, af de lidt større, er at få knægten på 5 i en børnehave, eller måske en skole.

 Mens jeg har skrevet dette, er solen brudt frem igen.

 Og jeg har spist makrelsalat på de to flutesboller, som jeg ville købe hos bageren, da jeg mødte Hotelmanden. Sådan er det at have "besøg" fra Danmark.



Emneord: Udedansker, udlandsdansker, asien, cambodja, cambodia, thaihustru, khmerhustru, thai kæreste, khmerkæreste, khmer hustru, khmer kæreste, opdragelse, slå, børn, børnehave, skole, skolegang, kulturforskel,

Begynde på en frisk i Cambodja

Endelig. Det var den 1. august 2009, og jeg var ankommet til grænsen. Solen var gået ned, men jeg kunne se Cambodja  10 til 15 meter på den anden side af hegnet, mens jeg ventede på, at den thailandske immigrations-officer skulle blive færdig med at stemple ud. Mens jeg ventede, havde jeg ingen fornemmelse af, at intet i forhold til Thailand, og andre asiatiske lande for den sags skyld, fra om få minutter skulle forblive som det var før. 

Tanken om at flytningen til Cambodja var så positiv, at den ville udradere alle ønsker og drømme om andre lande, var slet ikke tænk den gang. Men sådan blev det jo. Her næsten tre år senere, mens jeg skriver dette, ved jeg jo, at det var sådan det gik.

Det var mit sjette besøg i Cambodja. Og det begyndte ikke specielt godt. Tvært i mod. Inden jeg var fremme ved det hotel, som taxachaufføren havde udvalgt for mig, nåede jeg at blive snydt to gange. 

Første gang var ved immigrationen. De ville kun modtage Thai- bath, og det var måske først bagefter, at det gik op for mig, at kursen passede de underbetalte tjenestemænd bedre, end den passede mig. 

Da jeg kom fri af immigrationen, tog en taxichauffør over, hvor de andre slap. Han forlangte en uhyrlig pris for at køre mig ind til byen, og han fortalte blandet andet, at det var meget dyrt at køre over dæmningen. han nævnte ikke beløbet, og nu hvor jeg kender systemet, forstår jeg godt det. Cambodjas bedste MC-chauffør, Mr. Hahn ville ikke have været til meget hjælp, jeg havde for meget at slæbe på, men her får du hans telefonnummer.

+85511266389 - landekoden er allerede sat ind, men du kan bruge nummeret som det er, både fra lande udenfor Cambodja, og fra selve Cambodja. Mr. Hahn er de bedste chauffør, uanset køretøj, jeg har kendt gennem alle de år jeg har været i Asien. Stort set alle fastboende i grænsebyen Koh Kong bruger ham. De lokale vestlige restauratører lader ham handle for dem, og betaler ham så hver måned. De lokale turistmagasin giver ham en gratis 1/2 sides annonce, fordi så er man sikker på at turisterne behandles godt, og måske derfor kommer tilbage.

Klokken var vel 21.00 da jeg var indlogeret, værelset var godt nok, men det lå midt i en byggeplads. Chaufføren som havde snydt mig, hans bror ejede både bil og hotel. De tjente nogle nemme dollars i første omgang, men jeg brugte dem aldrig igen. Jeg har været i Koh Kong omkring 40 gange siden da, og hvad kunne de ikke have tjent på mig. Det var en omgang: "Get the money- and run", med alt hvad der af følger.

Men jeg skulle jo have noget at spise, og med sulten kom de første gode oplevelser. Gode gamle australske Bob, kørte den gang en restaurant med forhave og borde, plus en lille bar inde i et hjørne af restauranten. Bob sad der i baren med en fyr, var han han New Zealand? Jeg husker det ikke. Jeg gik direkte til dem, og spurgte om jeg måtte sætte mig.

Få minutter senere, havde jeg en øl foran mig, en chickensteak var bestilt, og jeg var blevet introduceret til Mr. Hahn, den fremragende MC-chauffør.

Jeg fandt også ret hurtigt ud af, at den vakkelvorne færge, som tidligere var hovedforbindelsen fra Koh Kong til Sihanoukville, var væk. Vejen var blevet færdig, så nu kunne jeg fra Koh Kong køre i bus, stort set hvor hen jeg ville fra Koh Kong, til alle byer i Cambodja, men hvis jeg havde tiden med mig, kunne jeg også komme til både Laos og Vietnam.

Næsten morgen blev jeg hentet af en Tuk tuk, som kørte mig til den lille busstation i Koh Kong. man havde sagt at jeg ville blive afhentet af selve bussen. Men pyt skidt. Min bus skulle til Sihanoukville, mens jeg var på vej til Kampot, som ikke havde direkte busforbindelse. Så jeg skulle stå af et sted, og hoppe ind i en dele-taxi, som ville køre mig til Kampot.

Mens bussen trillede stille og roligt der ud af, glædede jeg over den lækre nye vej. Som vi kørte op og ned af bakker, ind og ud af kurver, forstod jeg bedre, at det havde taget mange år at beslutte vejens anlæggelse. Financieringen skulle også klares. Jeg har ikke tal på hvor mange broer der er fra Koh Kong til Sihanoukville, men alene den kombinerede bro og dæmning, som fører fra Koh Kong by, og tilbage til grænsen mod Thailand, må have kostet en formue.

Tanken om at flytte til Cambodja, havde den gang drønet rundt i mit hoved i et års tid. Den gang ville jeg flytte fra Jomtien til Cambodja med min ikke-thailandske kæreste, ikke mindst for at slippe for bøvlet med visa. Vi var jo to som skulle have dem forlænget hver anden måned. 

Ok. Vi kunne få en ekstra måned, ved at betale en mindre formue hos immigrationen i Jomtien, men det var altså et bøvl. Og Cambodja havde også den gang et af verdens lempeligste visa-systemer. Da vi sammen sad på stranden i Sihanoukville, blev vi som et eksempel betjent af unge europæiske studerende, som arbejdede helt lovligt.

Og det var blandt andet det nemme visa og arbejdstilladelse, som var grunden til at jeg nu, den 2. august 2009 sad i en bus, på vej mod Kampot.

Jeg havde hørt om byen på den tur, hvor jeg havde set studenterne på stranden i Sihanoukville. Kampot havde blandt andet et dansk drevet gæstehus, Bliss Ful guestHouse, som måske ikke var startet af en fra start ret ung dansk kvinde, Angela Vestergaard, men hun bankede i hvert fald stedet op til at blive et af de mest kendte gæstehuse og restauranter i Cambodja, og det var på et tidspunkt, hvor den gamle franske havneby slet ikke kunne prale af samme turisme, som man kan nu.

Jeg tjekkede også Internettet, og jeg spurgte en kontakt på det danske konsulat i Phnom Penh, plus en bekendt, som ganske vist boede i den modsatte retning af landet, oppe i Siem Reap.

Alle støttede mig i, at Kampot kunne været et godt sted for mig. De vidste, at jeg ikke drønede ret meget rundt efter midnat, og at jeg gerne ville have fred til at arbejde, men også til at møde spændende mennesker.

Og de fik ret. Det fik jeg allerede en fornemmelse af, den første eftermiddag, hvor jeg fandt et sted, hvor man dels sad ude mellem restauranten, og fortovet, nemlig Rusty Keyhole, som jeg havde fået et tip om af Bob i Koh Kong.

Noget af det som slog mig var, at de folk jeg mødte den første sene eftermiddag, midt i lavsæsonen, næsten alle var i byen for et eller andet. Undervisningsprojekter, en ville fotografere hele Cambodja, og foretrak at bo i kampot mellem turene rundt i landet, en var i byen for at instruere et teaterstykke for døvstumme, flere var musikere, og sådan fortsatte det.

Noget andet som jeg oplevede var anderledes var, at folk generelt holdt den slanke linje, specielt sammenlignet med de +50 mænd jeg havde mødt i Pattaya og i Udon Thani. Tatoveringer så man næsten heller ikke. Og da jeg et par dage senere besøgte en af Kampot boghandler, var bøgerne, som stod på hylderne meget forskellige fra det, jeg kunne finde  eksempelvis Pattaya.

Og de billige fadøl, som blev serveret i Happy Hour perioden, var billige, og smagte fortrinligt.

Og det blev endnu bedre, da solen gik ned over bjergene, som lå lige ovre på den anden side af floden. Jeg har set mange smukke solnedgange i mit liv. Måske var den eftermiddags solnedgang så smuk, fordi den var anderledes.

Noget af det, som jeg til gengæld skulle vænne mg til, var et liv stort set uden andre danskere i hverdagen. der var den danske vært fra Blissful Guesthouse og så viste det sig senere, at der vist nok var en fyr fra Danmark, som havde lejet en restaurant på hjørnet ved den gamle markedsbygning. Han var der dog ikke selv i det daglige. Men ellers var det nærmeste jeg kom på at møde en dansker en nordmand, som gjorde hvad han kunne for at udrydde enten sig selv, eller al den sprut og øl, som fandtes i det cambodjanske kongerige på det tidspunkt.

Tiden gik, og jeg begyndte for alvor at kigge efter et hus, eller en lejlighed, som var til leje. Jeg cyklede rundt på en lejet cykel, når det ikke regnede, og en amerikaner som jeg havde mødt og delt et par fadøl eller fem med langs med River front, havde inviteret mig med på en af hans vandretur. Jege var heldig. Den dag var han i humør til en to timers gåtur ud omkring saltmarkerne, ja området omkring Kampot er fyldt med saltmarker, men det hjørne af projektet han tog mg med til, er nu et af mine favorit-områder i Kampot.

Dagene gik altså. Jeg snakkede med næsten alle, som jeg fik øjenkontakt med, og jeg var overvældet af den imødekommenhed, som jeg oplevede, midt mellem folk som kendte hinanden rimeligt godt. men da man ud af, at jeg havde planer om at slå mig ned i den samme by som dem, kunne de oftest finde et hjørne af en sofa, hvor jeg kunne få rumpen placeret, eller hvis jeg hellere ville have min egen stol, så rykkede man sig, så der blev plads.

Og snakken gik. Og ret hurtigt, i de mange samtaler, spurgte jeg til et rimeligt sted, som jeg kunne leje. Jeg fik nogle tips om ledige huse, lejligheder, eller værelser. Jeg cyklede ud og så på flere af de muligheder. Et par af værelserne, som jeg fandt, var ublu røveri, følte jeg, hvad der svarer til 100 dollars, ca. 3.000 bath, men jeg overvejede ikke en gang de steder. Og så var der ikke en gang et køkken. Noget som jeg næsten ikke kan leve uden.

Gennembruddet kom en lørdag aften, hvor jeg kom til at sidde ved siden af en amerikansk undervisningsekspert, som var i Kampot på en flerårig kontrakt, betalt af den amerikanske regering. Hun gav mig to muligheder. Jeg kørte først ud til den første mulighed. Huset var vel godt nok. I hvert fald flyttede en anden vesterlænding ind ret kort tid efter at jeg havde droppet at leje huset. Det lå lige overfor en skole. det kunne jeg leve med. Men lige op til huset havde ejerne lavet en meget simpel restaurant, og de to soveværelser var placeret op til den restaurant. Prisen var ellers ok. 150 US dollars, og hvis jeg betalte tre måneders depositum, ville de bruge det depositum, på at fylde huset med nogle møbler. 

Men nej. Den næste mulighed var noget helt andet. Lidt dyrere, men i forhold til hvad man tilbød for de 200 US dollars, var prisen meget mere "Value for money", end alle de andre steder jeg havde set på.

Det får du mere om i næste afsnit af denne beretning. Jeg kommer også ind på de to værsthusholdere, som fik dårlig omtale. der var nok noget om snakken. I hvert fald gik det begge meget meget ilde.

Sådan kan du bosætte dig og leje bolig i Cambodja

Læs resten her: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1197&highlight=cambodja&pid=6710#post_6710

Tips og gode råd om Cambodja: http://anoeglen.net/forum/forum/viewthread.php?thread_id=1033&highlight=cambodja&pid=6709#post_6709

10 dumme fejl når du etablerer dig i Asien

Tusindvis af turister er fælles om at begå de samme fejl, når de vil slå sig ned i deres eget nyfundne paradis. Oftest er det følelser, drømme, og ikke mindst håb, som får folk til at sælge alt "Der hjemme", for derefter at investere både følelser og formue i det nye liv i Asien.

Der er enkelte forskelle på de enkelte lande, som turister foretrækker at begå deres livs største fejltagelser i, men generelt er lovene de samme, det samme er risiko og konsekvenser af de fejl som begås.

Her følger en Top 10 over de mest almindelige fejl, udlændinge begår når de vil etablere sig i Asien.

1. Jagter drømmen om at eje fast ejendom
Med undtagelse af nogle få undtagelser rundt i Asien, eksempelvis ejerlejligheder i Thailand, kan udlændinge ikke eje fast ejendom som hus med have, landbrugsjord, osv. i de asiatiske lande. Mange forsøger alligevel at omgå det aktuelle lands love, ved at bruge stråmænd, eller købe fast ejendom i den nye lokale hustrus eller kærestes navn. Dels bliver de køb ikke mere lovlige af den grund, dels er der en meget stor risiko for at miste den måske dyrtkøbte ejendom, enten på grund af "hjælpernes" bedrag, eller ved en skilsmisse. I nogle lande i Asien kan jorden leje, mens det er stadig ikke det samme som at have et lovligt skøde. Erkend at du er i et land hvor du ikke kan eje fast ejendom, det kan spare dig for mange penge, og for mange bekymringer.

2. Troen på at du kan finde et job
Arbejdsløshed er ofte høj i de asiatiske lande. Og de enkelte lande i regionen får flere og flere veluddannede borgere. De koster oftest brøkdele af, hvad du som vesterlænding, med en levestandard som du har med hjemmefra, forventer. Der e få jobs at finde som sproglærere. Men de er få. Og arbejdsgiverne udnytter at der er mange, som gerne vil have det samme job. Du vil også få brug for en arbejdstilladelse. Den i sig selv er kostbar, og selv om din eventuelle arbejdsgiver lover dig en arbejdstilladelse, er det ofte det løfte, som brydes. Og som derfor skaber problemer. Er du første i et job i Asien uden arbejdstilladelse, er du typisk en kasteløs, som arbejder uden rettigheder. Når ansættelsen for alvor går skævt, og indtægten stopper, begynder mange som en sidste mulighed for dem selv. Var der problemer før, kan der komme endnu større problemer nu.

3. Investerer i den forkerte virksomhed
Grunden til at så mange vesterlændinge mislykkes med at drive egen virksomhed i Asien er, at de mange erfaring og branchekendskab, når de investerer. Der er utroligt mange barer og restauranter, som købes og sælges, og endnu værre, bare lukkes, for at åbne igen med nye investorer, og nye tab. Der er helt sikkert udenlandsk ejede forretninger som virker som gode og veletablerede, men glem ikke det hårde arbejde, som er fundamentet for enhver sukces.

4. De forkerte bekendtskaber
Mange udlændinge bruger deres fritid, og penge, på barer og i restauranter. Og mange skaber deres venskaber der. Men det at være venner med en som du har mødt i en bar er én ting. Det er noget helt andet at købe fast ejendom, eller etablere virksomheder i deres navn. ja faktisk er det opskriften på en katastrofe.


5. Ignorerer den lokale kultur
Mange udlændinge fatter ikke forskellen på deres egen, og den lokale kultur. Ofte ser man udlændinge blive anholdt, dømt og fængslet for forseelser, typisk narko, som myndighederne i deres eget land end ikke ville have løftet et øjenbryn over. De asiatiske lande er oftest meget forskellige fra det, som de selv kommer fra. Der er intet værre end en udlænding / expat, som konstant sammenligner måden ting er klaret der hjemme, med hvordan det fungerer i deres nye land.

6. Undgå at lære sproget
Mange udlændinge sætter sig aldrig ned og lærer sproget der hvor de vil tilbringe kortere eller længere tid. Det er en af de værste fejl du som udlænding kan begå. Nogle asiatiske sprog er forholdsvis nemme at lære. Andre er svære. Uanset hvor meget energi du skal bruge på at lære det lokale sprog, vil du skabe respekt og anerkendelse omkring din person, hvis du lærer at tale sproget. Og som en plusgevinst vil du få mulighed for at skabe nye kontakter, nye venskaber udenfor det ofte betændte "Turistmiljø". Det gælder både når der skal skabes erhvervskontakter, findes venner, eller en ny kæreste/ hustru.

7. Undervurdere leveomkostninger i Asien
Generelt er leveomkostningerne i Asien meget lavere end i dit hjemland. Nogle lande giver tilskud til brændstof. Kød, grøntsager og frugt er billigt, og du kan spise billigt, hos det nærmeste gadekøkken. Det får mange til at tro, at de kan leve meget billigt i Asien. Ofte glemmer de nogle meget vigtige udgifter, når de laver budget. Dit visa skal forlænges. Du skal have en sygeforsikring, som ofte koster en mindre formue, og den bliver ikke billigere som årene går, og du bliver ældre. Importerede varer koster mere end de lokale. Hvis du spiser på dyre restauranter, med vestlig mad, eller køber importerede madvarer, sker der vilde ting med dit budget. Pudsigt nok er der lande i Asien, hvor øl og spiritus er dyre end i det land hvor du kommer fra.

8. Lander med det forkerte visa
Mange expats tror at de kan opholde sig i et af de asiatiske lande, og arbejde - eller drive egen virksomhed - med et socialvisa, retirementvisa, osv osv. Men i 99.99 % af tilfældene kan du kun arbejde, hvis du har en arbejdstilladelse.

9. Vælger de forkerte rådgivere
Mange udlændinge vælger de forkerte rådgive, når de skal i gang med deres nye liv i deres nyfundne paradis. Debatforums kan være udmærkede til at få en fornemmelse af af, hvor du er, hvad der skal til for at gøre dine drømme til virkelighed, osv. Folk du øder i barer, kan også være fine nok, det samme med din nye kæreste, som typisk kommer fra en fattig familie, hvor ingen har bare været i nærheden af at drive forretning, som kan sammenlignes med det, som du vil skabe. Der er ingen vej udenom, du skal bruge professionel vejledning. det er dyrt, men nødvendigt.

10. Glemmer at skabe lokale kontakter
Det kan være svært at acceptere det faktum, at de fleste expats som slår sig ned i Asien, kun skaber venskaber og kontakter med andre vesterlændinge. men det er ikke desto mindre korrekt. Når man lige undtager kæresten, vennerne i diskoteket, osv. Men hvis du skaber de rigtige lokale kontakter, hos det lokale Junior Chamber, på golfbanen, etc etc, vil det give dig en helt anden platform i dit daglige arbejde. der kan også være fælder der, men at skabe de rigtige lokale kontakter, kan være guld værd. Det handler simpelthen om at finde den rette balance.