Dagbog: Tomme øldåser og kulturchok

Øldåser. Tomme øldåser. Ja men det er altså det emne som jeg vil skrive om lige nu. Øldåser, de smides vel bare i den container, som er beregnet til genbrug, og så er alt glemt om øldåser. Indtil næste gang?

Nej. Ikke hvis man som jeg gør, bor i Cambodja. Landet som på mange måder er præget af krige, og ikke mindst den sociale nød, som fulgte med.

Tidligere boede jeg i Thailand. Jeg valgte så vidt muligt altid øl i flasker, deres genbrugssystem fungerede så vidt jeg husker, men her er flaskeøl af en eller anden grund meget dyrere end dåseøl, så jeg vælger al tid at købe øl på dåser.

Første gang jeg satte forbindelse mellem landets skrækindjagende fortid, og tomme øldåser, var en morgen i Battambang, landets næst største by. Når jeg rejste flere dage ad gangen, tog min daværende kæreste hjem til sin familie, for at være sammen med sine to store drenge, og for at hjælpe til i familiens forretning. Turen hver vej var på 12 timer, inklusive ventetid i hovedstaden Phnom Penh, hvor til stort set alle længere busruter skal gennem, og det betyder ikke mindst ventetid, indtil bussen som skal bære en det sidste stykke af vejen, dukker op.

Hvis jeg havde været i Thailand, tog jeg typisk til Battambang oppe i det nordvestlige hjørne, for at hente min kæreste. Det havde jeg også gjort denne gang.

Vi havde pakket. Jeg havde tjekket det lille overskuelige hotelværelse til 6 dollars inkl el vifte og varmt vand. Vi var klar til at smutte. Troede jeg. Men nej. Jeg havde på to døgn tømt 6 dåseøl, og de seks dåser skulle ikke overlades til hotellets personale som en slags drikkepenge. Dåserne kan sælges, prisen er nogle få ører i dansk valuta, men...

Så dåserne røg i en plastikpose, og så smuttede vi ellers ned mod busstationen. Drengene kom og sagde farvel, men nej, de fik ikke de tomme dåser.

12 timer senere ankom vi, de seks øldåser var nu blevet suppleret med tre tomme Coca Cola dåser. Og min ekskæreste, den først khmer kæreste jeg havde  efter ankomsten for fire år siden, smed dem i den spand, hvor vi opbevarede tomme dåser. Når der var mange nok, blev de solgt til en af måske et halvt hundrede opkøbere, som gik rundt i byen med et truthorn, i konkurrence med hinanden, for at opkøbe dåser og pap. Pudsigt nok var de ikke så interesserede i plastik og glasflasker.

Senere blev de seks dåser som vi havde rejst med i ca. 12 timer, solgt.

Tiden gik, forholdet stoppede da problemerne i kærestens familier blev for store, og en ny kæreste kom til. Nu blev de tomme øldåsers rejser noget kortere. En stor del af de dåseøl jeg tømte, havde jeg med på vore "før solnedgang ture". Den nye kæreste, og hendes to små drenge delte oftest en dåse med frugtsaft, mens jeg tømte en øl. De fulde dåser blev transporteret i kurven foran MC styret, og de blev bragt hjem i samme kurv, hvorefter de blev gemt og solgt sammen med de store dåser, hvor i der havde været modermælkerstatning.

Generelt er de folk som køber dåserne set på som det laveste laveste, man forholder sig ikke til dem, så længe de overholder reglerne omkring salg og køb af dåser. Købereb begynder ikke at tælle, før end sælgeren er til stede, og for at give et indtryk af, hvilke beløb vi taler om, så er det omkring 7 danske kroner for omkring 100 tomme dåser. Noget mere for mælkedåserne.

Vi havde været ud for et par frække fløse, som kom ind i vores have, uden at blive kaldt ind. En af dem ville endda have en fem seks af mælkedåserne, som børnene ofte legede med, med uden at betale for dem.

Det var den dag jeg bragte noget socialt ind i projektet med at sælge øldåser. Jeg befalede til min kæreste, at fra nu af solgte "vi" kun dåser til de få gamle koner, der traskede rundt hele dagen. Intet salg til mænd, som alligevel købte whisky for pengene, indrømmet, en grov overdrivelse og en slem generalisering, men sådan blev det. Min kæreste, som nu også er eks siden knap tre måneder tilbage, (den historie kommer når jeg er klar til det), fangede det system, den kvindesolidaritet som jeg som mand fra Europa havde påtvunget hende.

Og nu er vi så fremme ved nutiden. Jeg køber ofte en hel papkasse med 24 dåser, det er billigere, og den plejer at holde én uge. De tomme dåser ryger så i en tom ølpapkasse, efter at jeg har klemt dem sammen, så de fylder mindre. Den aktuelle papkasse er fuld, og nu kommer så en ny, for mig, total vanvittig problematik. Hvis mine nye husværter her i Sihanoukville, hvor til jeg endelig er flyttet, ser de tomme øldåser, kommer de styrtende, for at tilrane sig dåserne. Ikke noget med at lade de fattige skraldefolk tage dem fra, nej da.

For lige at skære det ud i pap, så er mine værtsfolk ikke fattige. De ejer dette lille lejlighedskompleks hvor jeg bor nu, hustruen har en tøjbod på markedet, de har en stor (gigantisk) Toyota LandCruiser med 4-hjuls træk. Manden er væk nogle timer hver formiddag, og igen hver eftermiddag. De har mindst fire motorcykler, en lille fed søn på 13 har lige fået den sidste, en ny lille scooter med automatgear og det hele. Alligevel er de på stikkerne, hver gang jeg går ud til vejen med plastikposer med skrald. Ejeren af den megadyre Toyota har jeg haft til at stå foran mig med vilde øjne, han glemte på mine skraldeposer, for at tjekke om jeg ville smide øldåser ud, så de trængende kunne tjene lidt på dem.

Værtsfamilien, det er søde mennesker, men som det er til at forstå, helt bestemt, så er de meget præget af tiden under og efter borgerkrigen og krigen mellem Pol Pot regimet og den vietnamesiske hær.

Jeg kunne bare trække på skulderen, og lade det være som det er. En gang da de skreg efter mig og mine skraldeposer, lagde jeg dem bare midt i haven, og så kom de styrtende og tjekkede skraldeposerne. Som ikke indeholdt tomme øldåser.

Jeg kunne bare trække på skulderen, men altså. Det er vel det sociale ansvar, som jeg fik podet ind fra lille i det danske samfund, som forhindrer mig i det. 

Hvem sagde kulturchok?

Dagbog: Selvfølgelig er piger analfabeter

Thursday, 7 March 2013

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Sunday, 10 March 2013

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Dagbog: Jeg gør mit bedste for at få et "fedt" liv

Forfængelig? Nej da- man er vel en mand- kun bøsser og kvinder behøver at passe deres udseende. Er det sådan du tænker?

Forfængelig? Jeg har de sidste måneder tabt alt for meget. Mine shorts blev for store, det eneste jeg stadig kunne passe nogenlunde rimeligt, var mine sandaler, og mine træsko. 

Men.

Jeg var i bad for et par timer siden. Kiggede ned ad mig selv. Fik øje på en lille top. Jeg har fået mere mave end jeg havde før. Jeg e r bare så glad.

Problemet i min alder, jeg vil så gerne være sexet, er løs hud. Når jeg bremser op ude i trafikken, bliver jeg overhalet af mit løse skind. Jeg har alt for meget af det. Eller havde. For nu bliver det en anelse strammere, for hvert døgn der går. Ofte er folk kede af at blive fede, men ja, jeg er bare lykkelig.

Jeg har ikke sat en øvre grænse på, hvor fed/ lykkelig, jeg har planer om at blive, men det kunne være noget med, at jeg stadig skal kunne passe det tøj jeg har. Jeg mener, jeg bruger jo flere penge på mad og drikkevarer i mit fedmeprojekt, og det må være nok. Hvis jeg også skal i gang med at bruge penge på indkøb af nyt tøj, er det vel bare for meget.

Og når alt kommer til alt, ville jeg jo bare stramme mine slaskede hudfolder lidt op.

Og hvad gør jeg så, for at blive fed?

Jeg er begyndt at drikke flere øl. Normalt drak jeg to fadøl pr. dag, det gør jeg stadig, men nu åbner jeg også tre til fire dåseøl hver aften, og endnu værre, jeg drikker indholdet.

Jeg spiser også mere. Ikke alle de små idiotiske og unødvendige måltider i løbet af dagen. Nej. Men jeg spiser mere. Der er simpelthen mere på min tallerken tre gange dagligt. Plus at jeg æder hjemmelavede peanuts, ristet i stegeolie, om aftenen. Ok. Måske ikke hver aften, men når jeg husker det.

Det er så her jeg tænker på, om jeg har opfundet verdens mest effektive fedekur, men også det modsatte, verdens mest effektive slankekur- jeg mener, hvad nu hvis man som fed gjorde det modsatte? 

Spiste mindre, droppede alle dagens godbidder, peanuts inkluderet, og droppede en del af den alkohol/ øl, som måske er en del af hverdagens indtag.

Velbekomme.

Thai visa regler strammes – igen

Bragt første gang den 2011-09-04

Reglerne for et års visa strammes. Igen. Tidligere var det nok at informere myndighederne om ens adresse hver tredje måned, men det er ikke længere nok.

Lokale medier skriver, at der er landet flere nye stramninger på langtidsturisterne liste over besværligheder. Det Chonburi Emigrations politi, som har base i Soi 5 i Jomtien, forstad til Pattaya, der er kilden til de triste nyheder.

Som tidligere skal langtidsturister udfylde formularen kaldet TM 47.

Men nu skal den enkelte udlænding også medbringe sit pas, og en kopi af samme. Ud over selve det kopierede pas, skal man også slæbe kopi af det aktuelle 1. års visa, samt kopi af udrejsekortet, kendt af specialister som TM 6.

Nej, vi er ikke færdige, det her handler om Thailand.

Det er ikke længere nok at synge en sang om hvor man bor. Beviset på hvor man bor, skal være konkret, så myndighederne kan se, at påstanden om, at man bor her eller der, også holder vand.

Og ja. Rigtigt gættet.

Beviset kan være en vand eller elregning, vel at mærke én som er betalt. Beviset man medbringer, skal være på thai.

Der gøres desuden opmærksom på, at der er mulighed for at få foretaget kopier i få skridt fra indgangen til Emigrations politiets kontor i Soi 5, Jomtien.

Det er kun de udlændinge med et 1. års visa, som har opholdt sig i Thailand de sidste tre måneder, som skal opfylde ovenstående krav.

De som forlader det Thailandske kongerige, og derefter vender tilbage, skal først gennem den nye procedure tre mdr. (90) dage efter at de er vendt tilbage til Thailand.

De 90 dage skal regnes fra og med ankomstdagen. 

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Dagbog: Vandmangel og endnu en "indfødt" analfabet

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?