Et uddannelsesprojekt i grænseområdet mellem Burma/Myanmar og Thailand skal give tusinder af unge burmesere adgang til skolegang og uddannelse. Håbet er, at de unge på sigt kan bidrage til den demokratiske udvikling i Burma.
Klokken er fem, da de første familiemedlemmer begynder at røre på sig i den kølige morgen. Moderen i familien, Oma, er først oppe, da hun skal forberede morgenmaden, som består af æg, brød og kolde ris fra aftensmaden dagen før. Der er ikke sparet på noget hos denne burmesiske familie. Men de bor heller ikke i Burma.
Vi er i et lille migrantsamfund ”Good Morning Community” ved byen Mae Sot i Thailand nær grænsen til Burma. Her bor Ko Oo og hans kone Oma med deres tre børn.
De har boet her i seks år og selv bygget det lille hus, der består af tre små rum og er hævet cirka halvanden meter over jorden på tykke stolper.
Ligesom de øvrige huse i det lille samfund er familiens hus bygget af materialer, migranterne har fundet: Træstolper, brædder, grene og plader af træ og blik.
Gratis skolegang
Ko Oo arbejder som håndværker otte timer om dagen, alle ugens syv dage. Selvom det er hårdt, er han godt tilfreds. For her i Thailand kan han forsørge sin familie.
”Hvis man har arbejde i Burma, tjener man mere end her, men alting er også meget dyrere. I Burma havde vi for eksempel ikke råd til at sende børnene i skole. Vi kunne ikke skaffe skoleuniformer og skolebøger,” fortæller Ko Oo.
I Burma havde Ko Oo ofte problemer med at finde arbejde. Familien valgte at forlade fattigdommen i håb om et bedre liv i Thailand. Oma og Ko Oo er blandt de heldige forældre, der har fået deres børn i en af de lokale migrantskoler. Skolerne drives uden støtte fra de thailandske myndigheder og overlever udelukkende ved hjælp af penge fra udenlandske donorer. Familierne skal hverken betale for skoleuniformer eller undervisningsmaterialer.
”Hvis ikke der var adgang til gratis uddannelse, så ville børnene ikke have andre muligheder end at arbejde,” siger Ko Oo.
Lav profil
Over to millioner burmesere skønnes at have taget turen over grænsen til Thailand. For nogle er det primært en flugt fra fattigdommen, mens andre er flygtet på grund af militærstyret.
Omkring 160.000 mennesker lever i lejre som officielle flygtninge, andre er anerkendt som migrantarbejdere. Men en stor del af burmeserne opholder sig og arbejder ulovligt i landet. Også denne familie.
Så længe de bliver i det lille migrantsamfund og holder lav profil, lader myndighederne dem for det meste være i fred. Politiet kan dog godt finde på at anholde de illegale migranter, og så er de enten tvunget til at betale bestikkelse – eller også bliver de smidt ud af landet.
Brug for flere skoler
Klokken kvart i otte begynder de første af børnene at gøre sig klar til at tage i skole. I dagtimerne foregår det meste af livet i skyggen under huset på grund af varmen, og det er også her, at Thein Than Aung, familiens ældste søn på 13 år, tager sin skoleuniform på - en hvid skjorte med blå shorts.
Forældrene har store forventninger til, hvad undervisningen kan føre til for Thein Than Aung og hans søskende. På Good Morning School har eleverne fagene thai, burmesisk, engelsk, science og matematik.
”Børnenes skolegang betyder meget for os. Vi håber for deres fremtid, at de ikke bliver nødt til at arbejde ligeså hårdt som os. At de kan stå på egne ben, og at de bliver vigtige personer,” fortæller Oma.
Organisationen bag børnenes skolegang tager sig af undervisningen af cirka 9.000 migrantbørn i grænseområdet. Det er det, pengene rækker til.
Der er stadig mange burmesiske børn og unge i området uden mulighed for at komme i skole. De må i stedet arbejde på fabrikker eller på den lokale losseplads. Det er netop en del af disse børn og unge, der i nær fremtid får hjælp af Operation Dagsværk og Folkekirkens Nødhjælps uddannelsesprojekt.
Trang plads til mange børn
Thein Than Aung sidder på en lille afsats i skyggen fra huset og smører sig ind i Thanaka creme, der skal beskytte mod solen. Først sine ben og derefter sit ansigt. Han henter sin gule taske med skolebøger. Den har en enkelt strop og bæres hængende ned af ryggen ved at sætte stroppen på panden.
Skolen ligger ikke mere end to minutters gang fra familiens hus. Den er bygget i bambus og består hovedsagligt af et enkelt stort aflangt rum. Her holder fem klassetrin til. Ved siden af er der et enkelt lille rum, der fungerer som en form for børnehave for de allermindste, der endnu ikke er klar til ”rigtig skole”.
Klokken halv ti er det slut med at lege, og efter en bøn og en sang sætter børnene sig på deres pladser. Rummet er ikke større, end at hver klasse sidder højst en meter fra hinanden uden skillevæg eller anden fysisk opdeling. En ældre skoleleder underviser de ældste, mens fire meget unge lærere har de fire øvrige klassetrin.
Fremtiden er usikker
Pengene fra Operation Dagsværk-dagen den 3. november går til at støtte et uddannelsesprojekt i grænselandet mellem Thailand og Burma.
Projektet, der er et samarbejde mellem Operation Dagsværk og Folkekirkens Nødhjælp, skal give unge burmesere en kvalificeret skolegang og uddannelse.
På sigt er målet, at de uddannede unge kan bidrage til opbygningen af et demokratisk Burma/Myanmar.
Hyr en dagsværker på www.od.dk
Efter noget tid kommer Oma gående over gårdspladsen og sætter sig ved en lille bålplads i skyggen fra skolen. Hun arbejder med at lave mad til skolebørnene to timer hver dag hele ugen. Det indbringer familien 2.000 bat om måneden, hvilket svarer til cirka 370 kr. Med de to forældres lønninger har familien et liv i Thailand, hvor de kan få tingene til at løbe rundt. Kombineret med den gratis undervisning tør de ikke ønske sig mere lige nu. I Burma har situationen været problematisk så længe, at hverken Ko Oo eller Oma har forestillinger om nogensinde at vende tilbage.
Men i Thailand er fremtiden som migrant også usikker, understreger Ko Oo. ”Jeg kan umuligt vide, hvordan det kommer til at gå. Vi håber bare, at børnene kommer igennem skolen her og ender med at stå med en god uddannelse. Så kan de måske få et godt job og så tage sig af os, når vi bliver gamle,” siger han.
