Siden Thomas Weber Carlsen for mange år siden blev arkitekt, har han
Kun været involveret i et eneste byggeri. Nemlig opførelsen af sit
eget hus i Angkor Wat national parken i Cambodja. Næsten fem år efter
at byggeriet, er det stadig ikke færdigt. Læs artiklen, og du vil
forstå hvorfor.
Af Bjarne Wildau
Arkitekt Thomas Weber Carlsen fra Århus begyndte at bygge sit hus i år
2000. Og der midt i Angkor Wat Nationalparken kan man stadig finde en
ualmindelig smuk byggeplads.
Huset er bygget som et traditionelt Khmer hus. Og det er placeret på
en 10.000 kvadratmeter stor grund, som århusianeren købte da han midt
i 90erne forsøgt at udvikle en minerydnings maskine med økonomisk
støtte fra Danida.
Det første hus på grunden blev bygget uden tilladelse.
"Jeg kendte simpelthen ikke reglerne for nationalparken. Alle andre
byggede som det passede dem, så det gjorde jeg også".
Men stort set samtidigt med at det lille hus med bliktag blev færdigt,
strammede de ansvarlige myndigheder i samarbejde med Unesco
håndhævelsen af reglerne for hvad man kunne i Angkor Wat
nationalparken.
"I 2004 var jeg selv og min cambodjanske hustru klar til at gå i gang
med at udvide vores lille hus, til dets endelige form. Men nu var det
altså blevet meget sværere at få lov til ombygningen", forklarer
Thomas Weber Carlsen, som bor i huset sammen med sin lille familie,
selv om det endnu hverken har et badeværelse eller elforsyning.
Huset som reelt har været 9 år undervejs, er bygget på 26 beton
søjler. De står alle i små kar, ja det er vel nærmest små voldgrave.
Og det samme med det oprindelige murstenshus, som står inde i midten
af den nederste etage, og trappen der fører op til huset. Men modsat
voldgravene i tidligere tider borge, er det ikke krigere, men myrer og
andre små insekter, der på den måde holdes ude.
"Når det hele er færdigt, er der 150 kvadratmeter beboelse. Plus
badeværelse og køkken. Vi ville godt have haft det lidt større. Men
jeg var bange for, at jeg ikke ville få byggetilladelse, hvis jeg
lavede det større. Og indretningen af huset handlede også meget om at
sikre tilladelse til at udvide i første forsøg2, konstaterer den
dansk cambodjanske bygherre, som selv har foretaget fundet og købt det
tømmer, som er brugt til huset.
"Træet kaldes for Korki. Jerntræ. Det er meget hårdt, og derfor også
meget tungt. Det bruges til bygning af småskibe, og til huse".
Det videnskabelige navn for Korki, er Hopea. Og det engelske navn er
White Thingan. Og træsorten Hopea tilhører familien Dipterocarpaceae.
Hopea kan blive op til 45 meter høje, og vil så typisk have en
diameter på cirka 4.5 meter.
Som Thomas nævnte, er det en meget hård træsort, og den vejer cirka
755 kg. pr. Kubikmeter, og egner sig derfor utroligt godt til tømmer.
Den næste opgave gik ud på at finde en håndværker eller to, som kendte
nok til træ, til at det kunne præstere et tilstrækkeligt godt stykke
arbejde.
"Jeg fandt en møbelsnedker og en murer, som blev de faste folk på
byggeriet. Ellers var det risbønder, som tog arbejde udenfor sæsonen,
der blev ansat", siger Thomas Weber Carlsen, som stillede krav til
kvaliteten af det arbejde der blev udført på hans drømmehus, som
normalt er uhørte i Cambodja.
"En del af årsagen til, at byggeriet har taget så lang tid er, at jeg
specielt de to første år insisterede på at folkene ikke måtte arbejde
på huset, hvis jeg ikke selv var der. Når jeg tog til Danmark, eller
når jeg arbejdede med mine kortfilm projekter her i Cambodja, så stod
projektet stille. Når jeg kom tilbage, begyndte vi igen. Og jeg har
selv været med i hver eneste detalje. Jeg har hængt oppe i fire meters
højde og blevet stegt af solen i 40 graders varme. Og jeg har taget
konfrontationerne med folk, når noget gik galt".
Et af de principper som Thomas skulle kæmpe for at fastholde fra den
aller første dag, var at søm var bandlyst. Noter til alle
sammenføjninger, og skruer til hængsler, gulvbrædder og loft.
"Jeg synes at de to selvlærde håndværkere har gjort det godt. Og de er
stadig med i projektet. Men flere af de andre som arbejdede med, blev
fyret fordi de ikke ville eller kunne forstå, at huset her skulle
laves ordentligt".
Thomas har ikke tal på hvor mange karme, døre eller brædder, som er
blevet skiftet ud, fordi kvaliteten blev for dårlig. Men det er mange.
Og udskiftningen er bestemt ikke færdig.
"Selv om jeg var meget grundig, da jeg valgte træ, er der alligevel
noget af det vi brugte, som var for friskt. Brædder som er flækket
skal skiftes. Der er også enkelte steder, hvor to skodder i samme fag,
er lavet i to forskellige stilarter. Den går heller ikke".
Og det er på dette tidspunkt i samtalen, at Thomas forsikrer, at det
har været en utrolig spændende og givende proces at bygge huset.
Han taler det lokale sprog Khmer, og han kan tænke tilbage på tusinder
af situationer hvor han har klaret sig igennem ved at kunne tale
direkte med de folk som har været involveret.
Og der er stadig meget der mangler. Tag bare et par små detaljer som
vand og strøm.
"Vi har valgt at vente med at få indrettet badeværelse. Man kan
sagtens leve som vi gør. Det kan også virke voldsomt på folk, når de
hører at vi ikke har el, men vi klarer os faktisk uden. Jeg tager på
Internet cafe dagligt, og der genoplader jeg min mobiltelefon".
Også når det handler om installering af el, bliver huset også anderledes.
"Det må bestemt ende med at vi bruger solenergi. Vi skal kunne klare
os selv. Vand fra egen brønd, og el fra egne solpaneler".
Men inden da skal der tjenes nogle penge. Thomas har flere projekter i
gang indenfor rejser og kortfilm. Så det skal nok gå alt sammen. Huset
skal nok blive færdigt, men indtil videre er det stadig en byggeplads.
