Nej. Ikke hvis man som jeg gør, bor i Cambodja. Landet som på mange måder er præget af krige, og ikke mindst den sociale nød, som fulgte med.
Tidligere boede jeg i Thailand. Jeg valgte så vidt muligt altid øl i flasker, deres genbrugssystem fungerede så vidt jeg husker, men her er flaskeøl af en eller anden grund meget dyrere end dåseøl, så jeg vælger al tid at købe øl på dåser.
Første gang jeg satte forbindelse mellem landets skrækindjagende fortid, og tomme øldåser, var en morgen i Battambang, landets næst største by. Når jeg rejste flere dage ad gangen, tog min daværende kæreste hjem til sin familie, for at være sammen med sine to store drenge, og for at hjælpe til i familiens forretning. Turen hver vej var på 12 timer, inklusive ventetid i hovedstaden Phnom Penh, hvor til stort set alle længere busruter skal gennem, og det betyder ikke mindst ventetid, indtil bussen som skal bære en det sidste stykke af vejen, dukker op.
Hvis jeg havde været i Thailand, tog jeg typisk til Battambang oppe i det nordvestlige hjørne, for at hente min kæreste. Det havde jeg også gjort denne gang.
Vi havde pakket. Jeg havde tjekket det lille overskuelige hotelværelse til 6 dollars inkl el vifte og varmt vand. Vi var klar til at smutte. Troede jeg. Men nej. Jeg havde på to døgn tømt 6 dåseøl, og de seks dåser skulle ikke overlades til hotellets personale som en slags drikkepenge. Dåserne kan sælges, prisen er nogle få ører i dansk valuta, men...
Så dåserne røg i en plastikpose, og så smuttede vi ellers ned mod busstationen. Drengene kom og sagde farvel, men nej, de fik ikke de tomme dåser.
12 timer senere ankom vi, de seks øldåser var nu blevet suppleret med tre tomme Coca Cola dåser. Og min ekskæreste, den først khmer kæreste jeg havde efter ankomsten for fire år siden, smed dem i den spand, hvor vi opbevarede tomme dåser. Når der var mange nok, blev de solgt til en af måske et halvt hundrede opkøbere, som gik rundt i byen med et truthorn, i konkurrence med hinanden, for at opkøbe dåser og pap. Pudsigt nok var de ikke så interesserede i plastik og glasflasker.
Senere blev de seks dåser som vi havde rejst med i ca. 12 timer, solgt.
Tiden gik, forholdet stoppede da problemerne i kærestens familier blev for store, og en ny kæreste kom til. Nu blev de tomme øldåsers rejser noget kortere. En stor del af de dåseøl jeg tømte, havde jeg med på vore "før solnedgang ture". Den nye kæreste, og hendes to små drenge delte oftest en dåse med frugtsaft, mens jeg tømte en øl. De fulde dåser blev transporteret i kurven foran MC styret, og de blev bragt hjem i samme kurv, hvorefter de blev gemt og solgt sammen med de store dåser, hvor i der havde været modermælkerstatning.
Generelt er de folk som køber dåserne set på som det laveste laveste, man forholder sig ikke til dem, så længe de overholder reglerne omkring salg og køb af dåser. Købereb begynder ikke at tælle, før end sælgeren er til stede, og for at give et indtryk af, hvilke beløb vi taler om, så er det omkring 7 danske kroner for omkring 100 tomme dåser. Noget mere for mælkedåserne.
Vi havde været ud for et par frække fløse, som kom ind i vores have, uden at blive kaldt ind. En af dem ville endda have en fem seks af mælkedåserne, som børnene ofte legede med, med uden at betale for dem.
Det var den dag jeg bragte noget socialt ind i projektet med at sælge øldåser. Jeg befalede til min kæreste, at fra nu af solgte "vi" kun dåser til de få gamle koner, der traskede rundt hele dagen. Intet salg til mænd, som alligevel købte whisky for pengene, indrømmet, en grov overdrivelse og en slem generalisering, men sådan blev det. Min kæreste, som nu også er eks siden knap tre måneder tilbage, (den historie kommer når jeg er klar til det), fangede det system, den kvindesolidaritet som jeg som mand fra Europa havde påtvunget hende.
Og nu er vi så fremme ved nutiden. Jeg køber ofte en hel papkasse med 24 dåser, det er billigere, og den plejer at holde én uge. De tomme dåser ryger så i en tom ølpapkasse, efter at jeg har klemt dem sammen, så de fylder mindre. Den aktuelle papkasse er fuld, og nu kommer så en ny, for mig, total vanvittig problematik. Hvis mine nye husværter her i Sihanoukville, hvor til jeg endelig er flyttet, ser de tomme øldåser, kommer de styrtende, for at tilrane sig dåserne. Ikke noget med at lade de fattige skraldefolk tage dem fra, nej da.
For lige at skære det ud i pap, så er mine værtsfolk ikke fattige. De ejer dette lille lejlighedskompleks hvor jeg bor nu, hustruen har en tøjbod på markedet, de har en stor (gigantisk) Toyota LandCruiser med 4-hjuls træk. Manden er væk nogle timer hver formiddag, og igen hver eftermiddag. De har mindst fire motorcykler, en lille fed søn på 13 har lige fået den sidste, en ny lille scooter med automatgear og det hele. Alligevel er de på stikkerne, hver gang jeg går ud til vejen med plastikposer med skrald. Ejeren af den megadyre Toyota har jeg haft til at stå foran mig med vilde øjne, han glemte på mine skraldeposer, for at tjekke om jeg ville smide øldåser ud, så de trængende kunne tjene lidt på dem.
Værtsfamilien, det er søde mennesker, men som det er til at forstå, helt bestemt, så er de meget præget af tiden under og efter borgerkrigen og krigen mellem Pol Pot regimet og den vietnamesiske hær.
Jeg kunne bare trække på skulderen, og lade det være som det er. En gang da de skreg efter mig og mine skraldeposer, lagde jeg dem bare midt i haven, og så kom de styrtende og tjekkede skraldeposerne. Som ikke indeholdt tomme øldåser.
Jeg kunne bare trække på skulderen, men altså. Det er vel det sociale ansvar, som jeg fik podet ind fra lille i det danske samfund, som forhindrer mig i det.
Hvem sagde kulturchok?
