Via Religion.dk: Buddhistiske centre og kurser giver mennesker mulighed for at tage relevante dele af buddhismen og applicere dem på eget liv, fortæller Jesper Østergaard.
Moderne mennesker bruger buddhismen som fernis, der giver livet og ens gode handlinger ekstra værdi, mener religionsforsker Jesper Østergaard
Kinas indflydelse globalt set bliver større og større. Det betyder kulturel og økonomisk udveksling, og som religionsforsker Jørn Borup nævner i denne artikel, vinder også buddhismen mere og mere indpas i Vestens tænkning.
Men hvad betyder det, at "populærbuddhismen" har stor indflydelse i Vesten i dag?
Jesper Østergaard, der forsker i østlige religioner, skriver:
Det er efterhånden årtier siden, at de store fortællinger blev erklæret for døde – de store fortællinger, som knyttede mennesker sammen over generationer i religiøse eller ideologiske fællesskaber, hvor alle indgik som én lille del af det store meningsgivende hele.
Den tid er ovre, hvor en sådan samlet og samlende forklaringsmodel kan leve sit eget liv som en stor fortælling, der kan forklare eller fortolke alle aspekter af livet. Men det betyder ikke, at religion døde. I stedet lever religion videre gennem andre fortællinger.
De to norske religionshistorikere Ingvild Gilhus og Lisbeth Mikaelsson har i deres bog Kulturens refortrylling fra 1998 beskrevet, hvordan religion i stedet er ”smurt tyndt udover”. Religion bliver en fernis, en lille fortælling, der kan lægges ovenpå andre dele af livet, modificere dem og berige disse med ekstra indhold.
Aktuelle eksempler er sommervandringen, som bliver mere indholdsrig som pilgrimsfærd, og terapi tilskrives ekstra virkning ved at knytte sig til religiøse forestillinger.
Det er efterhånden årtier siden, at de store fortællinger blev erklæret for døde – de store fortællinger, som knyttede mennesker sammen over generationer i religiøse eller ideologiske fællesskaber, hvor alle indgik som én lille del af det store meningsgivende hele.
Den tid er ovre, hvor en sådan samlet og samlende forklaringsmodel kan leve sit eget liv som en stor fortælling, der kan forklare eller fortolke alle aspekter af livet. Men det betyder ikke, at religion døde. I stedet lever religion videre gennem andre fortællinger.
De to norske religionshistorikere Ingvild Gilhus og Lisbeth Mikaelsson har i deres bog Kulturens refortrylling fra 1998 beskrevet, hvordan religion i stedet er ”smurt tyndt udover”. Religion bliver en fernis, en lille fortælling, der kan lægges ovenpå andre dele af livet, modificere dem og berige disse med ekstra indhold.
Aktuelle eksempler er sommervandringen, som bliver mere indholdsrig som pilgrimsfærd, og terapi tilskrives ekstra virkning ved at knytte sig til religiøse forestillinger.
Kort sagt, i de store fortællingers tid var de enkelte religiøse traditioner samlede størrelser, hvor det enkelte menneske kunne indgå i forskellig grad, hvorimod i de små fortællingers tid, hvor det enkelte menneskets liv er et samlet forløb, kan religion indgå i forskellig grad som små, modificerende fortællinger, der hvor de er anvendelige og berigende.
Buddhismen har vist sig at være ganske brugbar i den sammenhæng. Her tænker jeg særligt på den tibetanske buddhisme, som i Vesten er blevet fremført som en religiøs-filosofisk forståelsesramme og en række praksisser, som skal være brugbare for det enkelte menneske for at have gyldighed.
Den religiøs-filosofiske tanke, som har vundet størst indpas i Vesten, er karma-tanken: handlinger og den intention, hvormed de bliver udført, igangsætter en række konsekvenser, som i sidste ende rammer tilbage til én selv.
Karma-tankens kausalitet om handlingers konsekvens er smurt tyndt udover og anvendes til at dyrke en årvågenhed over handlinger eller kortvarig refleksion over ulykkelige situationer, mere end det viser en bevidsthed om buddhistisk etik og hele den buddhistiske frelseslære, der følger af karma-tanken.
På samme måde gives handlinger et religiøst fernis. At købe Hus Forbi hjælper et menneske, der åbenlyst har brug for hjælp, men derudover kan der smøres lidt buddhisme (eller anden religiøs forståelse) henover handlingen og købet tillægges en ekstra mening.
Eller besøget i det tibetanske kloster i Kathmandu gøres mere autentisk ved ikke blot at observere munke og buddhistiske lægfolk, men ved at handle buddhistisk, give almisser til munkene, meditere lidt og måske gå med bedekrans om håndleddet. Buddhismen er dermed ikke noget ydre, der observeres, men bliver en måde at opleve på.
Buddhismen smurt tyndt udover rammer mange mennesker i Vesten, idet den lader dem prøve religionen af ganske uforpligtende. Buddhismen har kun ganske få klostre og templer, der servicerer europæere.
I stedet har man centre og kursusvirksomhed, hvor man gennem meditationer, retræter og belæringer får mulighed for at tage relevante dele af buddhismen og applicere dem på eget liv.
Ikke for radikalt at ændre dette liv, eller for at få en ny stor fortælling til at fortolke tilværelsen ud fra, men for langsomt at tilføre fortællingen om ens eget liv noget ekstra gennem buddhistiske forestillinger og praksisser.
