Dagbog: Tomme øldåser og kulturchok

Øldåser. Tomme øldåser. Ja men det er altså det emne som jeg vil skrive om lige nu. Øldåser, de smides vel bare i den container, som er beregnet til genbrug, og så er alt glemt om øldåser. Indtil næste gang?

Nej. Ikke hvis man som jeg gør, bor i Cambodja. Landet som på mange måder er præget af krige, og ikke mindst den sociale nød, som fulgte med.

Tidligere boede jeg i Thailand. Jeg valgte så vidt muligt altid øl i flasker, deres genbrugssystem fungerede så vidt jeg husker, men her er flaskeøl af en eller anden grund meget dyrere end dåseøl, så jeg vælger al tid at købe øl på dåser.

Første gang jeg satte forbindelse mellem landets skrækindjagende fortid, og tomme øldåser, var en morgen i Battambang, landets næst største by. Når jeg rejste flere dage ad gangen, tog min daværende kæreste hjem til sin familie, for at være sammen med sine to store drenge, og for at hjælpe til i familiens forretning. Turen hver vej var på 12 timer, inklusive ventetid i hovedstaden Phnom Penh, hvor til stort set alle længere busruter skal gennem, og det betyder ikke mindst ventetid, indtil bussen som skal bære en det sidste stykke af vejen, dukker op.

Hvis jeg havde været i Thailand, tog jeg typisk til Battambang oppe i det nordvestlige hjørne, for at hente min kæreste. Det havde jeg også gjort denne gang.

Vi havde pakket. Jeg havde tjekket det lille overskuelige hotelværelse til 6 dollars inkl el vifte og varmt vand. Vi var klar til at smutte. Troede jeg. Men nej. Jeg havde på to døgn tømt 6 dåseøl, og de seks dåser skulle ikke overlades til hotellets personale som en slags drikkepenge. Dåserne kan sælges, prisen er nogle få ører i dansk valuta, men...

Så dåserne røg i en plastikpose, og så smuttede vi ellers ned mod busstationen. Drengene kom og sagde farvel, men nej, de fik ikke de tomme dåser.

12 timer senere ankom vi, de seks øldåser var nu blevet suppleret med tre tomme Coca Cola dåser. Og min ekskæreste, den først khmer kæreste jeg havde  efter ankomsten for fire år siden, smed dem i den spand, hvor vi opbevarede tomme dåser. Når der var mange nok, blev de solgt til en af måske et halvt hundrede opkøbere, som gik rundt i byen med et truthorn, i konkurrence med hinanden, for at opkøbe dåser og pap. Pudsigt nok var de ikke så interesserede i plastik og glasflasker.

Senere blev de seks dåser som vi havde rejst med i ca. 12 timer, solgt.

Tiden gik, forholdet stoppede da problemerne i kærestens familier blev for store, og en ny kæreste kom til. Nu blev de tomme øldåsers rejser noget kortere. En stor del af de dåseøl jeg tømte, havde jeg med på vore "før solnedgang ture". Den nye kæreste, og hendes to små drenge delte oftest en dåse med frugtsaft, mens jeg tømte en øl. De fulde dåser blev transporteret i kurven foran MC styret, og de blev bragt hjem i samme kurv, hvorefter de blev gemt og solgt sammen med de store dåser, hvor i der havde været modermælkerstatning.

Generelt er de folk som køber dåserne set på som det laveste laveste, man forholder sig ikke til dem, så længe de overholder reglerne omkring salg og køb af dåser. Købereb begynder ikke at tælle, før end sælgeren er til stede, og for at give et indtryk af, hvilke beløb vi taler om, så er det omkring 7 danske kroner for omkring 100 tomme dåser. Noget mere for mælkedåserne.

Vi havde været ud for et par frække fløse, som kom ind i vores have, uden at blive kaldt ind. En af dem ville endda have en fem seks af mælkedåserne, som børnene ofte legede med, med uden at betale for dem.

Det var den dag jeg bragte noget socialt ind i projektet med at sælge øldåser. Jeg befalede til min kæreste, at fra nu af solgte "vi" kun dåser til de få gamle koner, der traskede rundt hele dagen. Intet salg til mænd, som alligevel købte whisky for pengene, indrømmet, en grov overdrivelse og en slem generalisering, men sådan blev det. Min kæreste, som nu også er eks siden knap tre måneder tilbage, (den historie kommer når jeg er klar til det), fangede det system, den kvindesolidaritet som jeg som mand fra Europa havde påtvunget hende.

Og nu er vi så fremme ved nutiden. Jeg køber ofte en hel papkasse med 24 dåser, det er billigere, og den plejer at holde én uge. De tomme dåser ryger så i en tom ølpapkasse, efter at jeg har klemt dem sammen, så de fylder mindre. Den aktuelle papkasse er fuld, og nu kommer så en ny, for mig, total vanvittig problematik. Hvis mine nye husværter her i Sihanoukville, hvor til jeg endelig er flyttet, ser de tomme øldåser, kommer de styrtende, for at tilrane sig dåserne. Ikke noget med at lade de fattige skraldefolk tage dem fra, nej da.

For lige at skære det ud i pap, så er mine værtsfolk ikke fattige. De ejer dette lille lejlighedskompleks hvor jeg bor nu, hustruen har en tøjbod på markedet, de har en stor (gigantisk) Toyota LandCruiser med 4-hjuls træk. Manden er væk nogle timer hver formiddag, og igen hver eftermiddag. De har mindst fire motorcykler, en lille fed søn på 13 har lige fået den sidste, en ny lille scooter med automatgear og det hele. Alligevel er de på stikkerne, hver gang jeg går ud til vejen med plastikposer med skrald. Ejeren af den megadyre Toyota har jeg haft til at stå foran mig med vilde øjne, han glemte på mine skraldeposer, for at tjekke om jeg ville smide øldåser ud, så de trængende kunne tjene lidt på dem.

Værtsfamilien, det er søde mennesker, men som det er til at forstå, helt bestemt, så er de meget præget af tiden under og efter borgerkrigen og krigen mellem Pol Pot regimet og den vietnamesiske hær.

Jeg kunne bare trække på skulderen, og lade det være som det er. En gang da de skreg efter mig og mine skraldeposer, lagde jeg dem bare midt i haven, og så kom de styrtende og tjekkede skraldeposerne. Som ikke indeholdt tomme øldåser.

Jeg kunne bare trække på skulderen, men altså. Det er vel det sociale ansvar, som jeg fik podet ind fra lille i det danske samfund, som forhindrer mig i det. 

Hvem sagde kulturchok?

Dagbog: Selvfølgelig er piger analfabeter

Thursday, 7 March 2013

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Sunday, 10 March 2013

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Dagbog: Jeg gør mit bedste for at få et "fedt" liv

Forfængelig? Nej da- man er vel en mand- kun bøsser og kvinder behøver at passe deres udseende. Er det sådan du tænker?

Forfængelig? Jeg har de sidste måneder tabt alt for meget. Mine shorts blev for store, det eneste jeg stadig kunne passe nogenlunde rimeligt, var mine sandaler, og mine træsko. 

Men.

Jeg var i bad for et par timer siden. Kiggede ned ad mig selv. Fik øje på en lille top. Jeg har fået mere mave end jeg havde før. Jeg e r bare så glad.

Problemet i min alder, jeg vil så gerne være sexet, er løs hud. Når jeg bremser op ude i trafikken, bliver jeg overhalet af mit løse skind. Jeg har alt for meget af det. Eller havde. For nu bliver det en anelse strammere, for hvert døgn der går. Ofte er folk kede af at blive fede, men ja, jeg er bare lykkelig.

Jeg har ikke sat en øvre grænse på, hvor fed/ lykkelig, jeg har planer om at blive, men det kunne være noget med, at jeg stadig skal kunne passe det tøj jeg har. Jeg mener, jeg bruger jo flere penge på mad og drikkevarer i mit fedmeprojekt, og det må være nok. Hvis jeg også skal i gang med at bruge penge på indkøb af nyt tøj, er det vel bare for meget.

Og når alt kommer til alt, ville jeg jo bare stramme mine slaskede hudfolder lidt op.

Og hvad gør jeg så, for at blive fed?

Jeg er begyndt at drikke flere øl. Normalt drak jeg to fadøl pr. dag, det gør jeg stadig, men nu åbner jeg også tre til fire dåseøl hver aften, og endnu værre, jeg drikker indholdet.

Jeg spiser også mere. Ikke alle de små idiotiske og unødvendige måltider i løbet af dagen. Nej. Men jeg spiser mere. Der er simpelthen mere på min tallerken tre gange dagligt. Plus at jeg æder hjemmelavede peanuts, ristet i stegeolie, om aftenen. Ok. Måske ikke hver aften, men når jeg husker det.

Det er så her jeg tænker på, om jeg har opfundet verdens mest effektive fedekur, men også det modsatte, verdens mest effektive slankekur- jeg mener, hvad nu hvis man som fed gjorde det modsatte? 

Spiste mindre, droppede alle dagens godbidder, peanuts inkluderet, og droppede en del af den alkohol/ øl, som måske er en del af hverdagens indtag.

Velbekomme.

Thai visa regler strammes – igen

Bragt første gang den 2011-09-04

Reglerne for et års visa strammes. Igen. Tidligere var det nok at informere myndighederne om ens adresse hver tredje måned, men det er ikke længere nok.

Lokale medier skriver, at der er landet flere nye stramninger på langtidsturisterne liste over besværligheder. Det Chonburi Emigrations politi, som har base i Soi 5 i Jomtien, forstad til Pattaya, der er kilden til de triste nyheder.

Som tidligere skal langtidsturister udfylde formularen kaldet TM 47.

Men nu skal den enkelte udlænding også medbringe sit pas, og en kopi af samme. Ud over selve det kopierede pas, skal man også slæbe kopi af det aktuelle 1. års visa, samt kopi af udrejsekortet, kendt af specialister som TM 6.

Nej, vi er ikke færdige, det her handler om Thailand.

Det er ikke længere nok at synge en sang om hvor man bor. Beviset på hvor man bor, skal være konkret, så myndighederne kan se, at påstanden om, at man bor her eller der, også holder vand.

Og ja. Rigtigt gættet.

Beviset kan være en vand eller elregning, vel at mærke én som er betalt. Beviset man medbringer, skal være på thai.

Der gøres desuden opmærksom på, at der er mulighed for at få foretaget kopier i få skridt fra indgangen til Emigrations politiets kontor i Soi 5, Jomtien.

Det er kun de udlændinge med et 1. års visa, som har opholdt sig i Thailand de sidste tre måneder, som skal opfylde ovenstående krav.

De som forlader det Thailandske kongerige, og derefter vender tilbage, skal først gennem den nye procedure tre mdr. (90) dage efter at de er vendt tilbage til Thailand.

De 90 dage skal regnes fra og med ankomstdagen. 

Dagbog: Kulturchok... Hvem har en Kalashnikov til salg?

Overskriften er ironisk ment, men alvoren bag den er skam helt reel. Jeg kunne også have bedt om et tlf. nr. til Pappaya politiet, til sandal politiet, til hængekøjepolitiet, eller...

Eller sagt på en anden måde, de lokale, selv min egen kæreste overskrider mine grænser, og smadrer mine små projekter, så jeg er ved at blive vanvittig af det. Det er i øvrigt et dejligt vejr i dag, vores store dreng på 6 er han vel blevet nu, sang på vej hjem fra skole, der var en fin fodboldkamp på TV i aftes, osv. osv.

Men, det hele startede med at en ung kvinde ude fra den del af haven som hører til mit lejemål, skød vort vindue til siden. Jeg var på vej ned ad trappen fra min skrivestue, jeg kunne lige så godt have været i underbukser, men jeg havde dog et håndklæde slået omkring maven.

Min kæreste så fjernsyn, så jeg skulle alarmere hende, naboen niece, eller hvad hun nu er, ville et eller andet. De næste minutter fulgte jeg ikke med, jeg ville lave sund med til mine to trædrenge, det mad deres mor laver, er efter min mening ikke godt nok, læs sundt nok, så jeg hyggede mig med det.

Stadig i køkkenet ser jeg pludselig, at den voksne niece forsvinder med en grøn umoden papaya frugt. Jeg skriger i første omgang ikke op, der er jo mange hensyn at tage, min kæreste skal jo ikke tabe ansigt, osv.

Det værtsfamiliens niece var kommet for, var en af mine potentielle lækre store gulorange pappayafrugter. Den hun forsvandt med, var på størrelse med en meget stor kartoffel, de fleste kulturer her ude i Asien bruger papaya frugter både nor de er modne, og når de er grønne.

Ovre på markedet har de masser af den slags papaya frugter til salg. Og de har også de modne papaya frugter, så mange at de sælger af dem.

Da jeg flyttede ind her, smed jeg nogle frø, pillet ud af en af de frugter, som jeg havde købt på markedet, og jeg var heldig at den voksede, og lidt forsinket bærer det hurtigt voksende træ nu frugter.

Efter at niecen er væk, tjekker jeg træet, og der er nu kun to af de rimeligt store stadigt umodne frugter tilbage. Min kæreste har brugt de to andre der mangler, til madlavning. 

Eksemplet er kun ét ud af mange optrin, hvor jeg virkelig føler at jeg invaderet, at mine små for mig vigtige systemer bliver tromlet over af andre menneskers livssyn og kultur. Selvfølgelig, kan du sige, du bor i Cambodja, et af verdens mindre udviklede lande, så hvad havde du da forventet mand???

Jo men jeg kan også godt høre hvad du siger, men lad os nu blive ved denne formiddag og angrebet på min drøm om egne friske papayafrugter i egen lejet have.

Jeg havde tørret flere frø, de var pakket ind i en serviet, og nu ville jeg i min arrigskab gøre noget konstruktivt, nemlig få flere papaya frø i jorden. Der er en del myrer ude i haven, så jeg skulle bruge de sandaler jeg har placeret på bagverandaen til samme formål. Jeg ledte og ledte, indtil jeg så min lille meget smukke og dejlige kærestes små fødder i mine str. 47 klip klap sandaler.

I det seneste dagbogsblad inden dette har jeg beskrevet Oldemors besøg, hvor hun havde et barne eller oldebarn med. Den lille pige, omkring de 10 eller 11 år, havde fået min kærestes sandaler, så nu var aben blevet flyttet over på min skulder. Nu var det mig som ikke havde sandaler stående parkedet til behov viste sig for at dens ejermand ville bruge dem. det var jo også kun 5 dage siden at min kærestes sandaler forsvandt. Der var ironien igen.

Jeg gik så ud i græsset i bare fødder, bevidst gik jeg over mod køkkenet hvor værtsfamiliens niece nu lavede mad med min pappaya, hun kom ud, og jeg ville give hende fem pappayafrø. Hun fattede intet, så jeg pegede på mig selv, og fortalte hende at det papayatræ som var det eneste på hele grunden, hele værtsfamilien grund, var mit, og at jeg ville have store modne papayaer til morgenmad, men her havde hun fem frø, såm hun kunne smide i jorden lige hvor hun ville.

Niecen vidste ikke hvad det var jeg ville give hende. Hun forbandt ikke de små krympede og rynkede frø, som kilden til små umodne papayaer, eller hvis man var så dum som jeg som udlænding var, hvis man ville have papaya som morgenmad, kold fra køleskabet, uden at skulle på markedet først, tid og faktisk også penge, ja så begyndte det hele med at få et frø i jorden.

Min kæreste forklarede hende så hvad det var, og så slog hun op i en stor latter. Ja år man er pinligt berørt, så skrupgriner man her, har vi det ikke sjovt?

Oplevelsen fik en masse minder frem. Hvis man ser rundt omkring, at planter folk i Asien simpelthen ikke grøntsager eller frugter i deres haver, sådan bevidst. Der kan godt være en bananpalme, men den er mest kommet der lidt tilfældigt. Samme med kokusspalmer. Her har vi på vort jord, faktisk er den palme en grænsepalme, min lejede jord går til den palme, men den enormt smukke palme bærer en type kokusnødder, som de ikke bruger til noget som helst.

Der er en del buske som har blade der bruges i madlavning, det ved jeg fordi naboer kommer ind på "mit" område, og napper blade af buskene, til diverse lokale retter.

Jeg har nu sået cirka 15 nye papaya frø. Nu må vi se hvad der sker med dem. Men selv i den situation kan invasioner smadre mit projekt. Naboens høns roder min lejede jord igennem tre gange dagligt, så de kan nemt æde mine drømme om så mange papaya træer i haven, at jeg ikke hidser mig op over én enkelt eller fem papaya frugter, som forsvinder inden de bliver min morgenmad eller juice.

Andre eksempler på indvadering:

Min husværts svigersøn lagde sig i beruset tilstand til at sove i vores hængekøje, da min kæreste havde ladet den hænge udenfor, på vores lejede veranda foran huset.

Samme svigersøn sidder i vores lejede bambushytte og ryger cigaretter. Skodder og pakker smides omkring ham.

Samme svigersøn sad i samme bambushyttes med en fyr, måske fra familien. Pludselig rejste han sig, gæste, lavede kikkerter ud af sine hænder, og gloede ind i vore stue, hvor jeg så TV.

Jævnligt henter jeg mit værktøj ovre hos værtsfamilien.

Osv. osv.

Og fra min egen familie, inde i huset:

Jeg er nu begyndt at låse 1/3 af de bananer vi køber på markedet inde, så jeg også har frugt til min morgenmad.

Gang på gang forsvinder råvarer til madlavning, som var beregnet til min madlavning, mange gange har vi været på markedet, uden at jeg har opdaget "tyverierne" ;.D

uden at der er blevet købt erstatning.

Osv. osv.

Dagbog: Vandmangel og endnu en "indfødt" analfabet

Da jeg svingede ind i haven foran vort lejede hus, sad Oldemor på bænkede og forberedte endnu en portion betel. Præcist som jeg forventede. Jeg havde været væk to nætter, og når jeg er det, kommer Olde på besøg, min kæreste bryder sig nemlig ikke om at være alene med børnene.

Men hvor var min kæreste? Og hvad med den mindste af drengene, ham på ca 18 mdr.? Svaret på det sidste spørgsmål fik jeg hurtigt. En stor pige, 10 eller 11 år gammel, kom frem i lyset med den mindste dreng i armene. Ok. han lærte at gå da han var 11 mdr. gammel, men sig endelig ikke det til en stor pige, som helt sikkert mener at hun er født til at slæbe rundt på alverdens børn.

Men hvem var hun? Olde er midt i 80erne, og hun har lige været så syg, at familien, os undtaget, samlede penge ind til regningerne på hendes behandling. Og Olde har tidligere taget drenge med her til, det er vel børne eller oldebørn. Men den store pige, det var nyt.

Min første tanke efter at jeg havde tager drengen ud af hendes arme og givet ham et knus, hvorefter at satte ham på verandaen, for at finde de nye sandaler jeg havde købt til ham, ja min første tanke var... ja men hvad laver hun her? Det er en almindelig hverdag. Hvorfor er hun ikke i skole?

Og jeg tænkte videre... Har olde lavet den igen, skabt endnu en alfabet, som min kæreste?

Og nu var der gået flere minutter, og jeg havde stadig ingen fornemmelse af, hvor min kæreste var.

Olde sagde noget som jeg ikke forstod. Hanerne i huset løb tør for vand lørdag. Jeg ville have været af sted på den tur som jeg lige var kommet tilbage fra mandag eller tirsdag, men da jeg fik at vide at vi ikke ville have vand mindst to dage mere, besluttede jeg at køre allerede søndag morgen.

Og nu var det tirsdag eftermiddag, kunne det virkelig passe, at vi stadig ikke havde fået vand tilbage i hanerne?

Pludselig var min kæreste der, foran mig. Ømmede sig over sine skuldre. Forklaringen kom hurtigt. Hun havde slæbt vand i to spande, som i snore hang ned fra et kosteskaft som hun havde placeret på skiftende skuldre, som til gengæld blev mere og mere ømme.

Jeg forsøgte at spørge, om vi ikke kunne ringe efter vand, var der ikke en fyr med en lastbil og en tank, som leverede vand?

Tilbage til den store pige, som jeg forsøgte at få kontakt med. Hvem er hun, spurgte jeg min kæreste.

En søster.

Søster?

Af hvem? Osv osv.

Og hvad hedder hun? Hvor gammel er hun, osv osv.

Pigen selv vidste ikke hvor gammel hun var. En stor pige med praktiske hænder som åbenbart havde vasket op og udført andre huslige pligter siden søndag formiddag, vidste ikke hvor gammel hun var?

Og min kæreste vidste ikke hvad pigen, som måske er en kusine eller en niece, hvad hun hed. Det var ikke noget nyt. Mindst to af de drenge, som Oldemor har haft med her inde, har heller ikke vidst hvad de hedder.

Hvordan det kan lade sig gøre, kan du rimeligt nok spørge?

Fordi de ikke bruger navne ret meget i det daglige. Folk / børn kaldes deres position i livet. Onkel, Oldemor, ung mand, stor dreng, osv osv. Systemet bruges i næsten alle asiatiske kulturer. De to drenge vi har her, kaldes af andre for Kun, små børn. Pigen var så stor, at hun nu kaldes Oun, og det endte med at blive hendes navn her i huset. Velkommen til Oun, som Oldemor mener er 10 år. Mit bud er dog, at hun er mere 11 år gammel, end 10.

Og ja, jeg mener nej, familien har ingen penge til hendes skolegang. Oun fra en landsby 62 km, mindst, fra Kampot ud mod hovedstaden Phnom Penh, har fået sin skæbne forseglet. Analfabet, med det ene formål at hjælpe sine forældre og bedsteforældre, og ja i dette tilfælde Oldemor, mest muligt.

Bliver hun solgt til alt fra slavearbejder til sexslave om et par år, eller er der allerede en vaks forretningskvinde, som har fået lovning på hende, den dag der er efterspørgsel på en mødom? Japanske mænd er vilde med den slags, så hvem ved hvad?

Det er i øvrigt Kvindernes Internationale Kampdag i ag, den 8. marts 2013. Gad vide hvor mange kampdage der skal afvikles endnu, inden alle verdens piger, med eller uden navn, kan få lov til at gå i skole, og leve et normalt liv med rettigheder og pligter?

Sexsturist dør af sovemidicin

Arkiv: Erotik kan også være farligt. Tre turister fra Bangladesh holdt fri fra deres Rotary Kongres i Bangkok, og hyrede en thailandsk kvinde til at underholde dem på deres værelse. Deres værdier forsvandt, det samme gjorde kvinden, men én af hendes kunder, Mr. Mizanur Rahman, 54, døde, mens to andre blev fundet bevidstløse.

Politiet i Pattaya er ikke i tvivl om, at thaikvinden serverede et livsfarligt mix af sovepiller og spiritus til de tre muslimske kunder.

De tre mænd blev fundet af deres turistguide, som var engageret til at skulle bringe dem tilbage til Bangkok efter en enkelt nat i syndernes by Pattaya.

Pengeskabet på de tre mænds værelse var brudt op, og deres værdier var væk. Personalet på hotellet, hvor de tre var rykket ind få timer før, indikerede at de havde taget en thaikvinde med op på deres værelse. Kvinden havde forladt hotellet få timer senere.

Kvinden mistænkes for først at have dopet de tre kunder, for derefter at have brudt pengeskabet op. Hun eftersøges nu, og politiet håber at de kan anholde hende, inden hun slår til igen.

I den forbindelse advarer politiet mod, at det faktisk kan være farligt at tage "ukendte" med op på ens hotelværelse.

Sådan bosætter du dig i Cambodja (1)

Offentliggjort første gang den 22-11-2011

Visa og sikkerhed

 Som årene er gået efter revolutioner og krige, er Cambodja mere og mere blevet en reel mulighed, hvis du vil være langtidsturist, eller slå dig ned i et land i Asien.

 Denne vejledning er skrevet af Aaby, som har boet næsten to og et halvt år i Cambodja. Og som på toppen af det, har en stor berøringsflade med udlændinge som ligeledes har valgt Cambodja som deres nye fædreland.

 Visa: Du får dit visa ved ankomsten, men du kan også bestille og købe det over nettet, har jeg ladet mig fortælle. Du kan enten købe et turistvisa (TI,) eller et Business visa (EI), det sidste er cirka fem dollars dyrere. Hvis du hug og stikfast ved, at du kun skal være det cambodjanske kongerige i mindre end 30 dage, så køb du dig bare et (TI) turistvisa.

 Jeg vil dog al tid anbefale et (EI) Business visa, det koster kun fem dollars mere, og det kan forlænges uendeligt. Hvis du bliver syg, skal du ikke absolut ud af landet efter en måned. Men kan forlænge dit EI visa uden problemer. Alle byer med mere end fem huse og et fælles lokum har en agent, som skaffer dig et nyt helt lovligt visa for en beskeden betaling.

 Jeg selv køber nu ét års visa ad gangen, og det foregår ved at jeg sender penge og pas, plus ét enkelt foto til min agent Lucky Lucky Motor i Pnomh Phenh. Han formidler i øvrigt også visa til Vietnam og andre land, plus kørekort gyldig i Cambodja. Der er mange agenter, jeg fik Lycky Lucky Motor anbefalet af en som altid har fået en god behandling der, og jeg anbefaler også det firma efter af have brugt dem i 2.5 år. Du kan i øvrigt også langtidsleje motorcykler hos visa-agenten. 

 Her hvor jeg bor, kommer det lokale immigrationspoliti selv og hilser på hver sjette måned. De vil se De vil se mit pas og mit visa, og vide hvem jeg bor sammen med. Sidst de var her, gav de mig et Family Card. Jeg blev derved en slags cambodjansk statsborger, jeg har nu officiel ret til at eje mit eget køretøj i mit eget navn, med mere.

 Hvis du sammenligner visabetingelserne i Cambodja, med andre landes besværligheder og mareridt for at få lov til at blive, og bringe penge ind i deres land, vil du se med lukkede øjne, at visabetingelserne er landet største magnet.

Sikkerhed: På trods af en rekordagtig fremgang i landets økonomi, takket være øget produktion og eksport af alt fra ris over tekstilvarer, og egen produktion af flere og flere varer, som tidligere blev importeret. Cambodja har, blot som et eksempel, hele to bilfabrikker.

 Men der er stadig mange fattige, og der er desuden kriminelle, som ikke nødvendigvis er fattige, de opfatter måske bare kriminalitet som en livsstil.

 Kriminalitet, selv små ting som taskerøverier, får en enorm dækning i Thailand. Men det samme kan godt fore her i de mest kendte turistbyer som Pnomh Penh, Siem Reap, Sihanoukville, Kampot, Kep og i grænsebyen Koh Kong nede ved havet.

 Men generelt er det sikkert at være i Cambodja. For at sige det lige ud, så kommer du til at møde det Cambodja, som du selv skaber.

 Jo mere du drikker sent om aftenen eller tidligt om morgenen, jo større risiko for at blive overfaldet skaber du for dig selv. I Pnomh Penh er der løbende sager, hvor udlændinge på vej hjem fra et diskotek, bliver overfaldet, og frarøvet en taske. De små Khmer mænd vælger meget ofte at overfalde kvinder. Hører du til typen som drikker dig fra sans og samling, vil jeg direkte fraråde dig at sætte dine fødder i Cambodja.

 I de byer hvor udenlandske mænd ofte tager til, for at få kvindeligt selskab, mest Pnomh Penh og Sihanoukville, er der dagligt eller ugentlig nye eksempler på hvor ubetænksom eller alternativt de udenlandske mænd kan opføre sig.

 Nej, man efterlader ikke en prostitueret i værelset alene, det eneste selskab hun har er dine tusindvis af dollars, din nyeste iPhone, iPad, eller hvad du nu kan have på værelset, mens du går på toilettet.

 Hvis du tager på et bordel, og skal i bad før end du mod betaling skal vende det hvide ud af øjnene, ja så skal du tage dine værdier med dig i bad.

 Flytter du her til, kan det anbefales, at det sted du lejer, har alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som er mulige, ikke elektronisk, men mere tremmer for vinduer, metaldøre til indgang fra for og baghave, med mere.

 Hvis du køber en bil eller en MC, kan du være sikker på, at jo dyrere den er, jo større er risikoen for at du kan kysse den farvel.

Cambodja: Kampot og Kep er bestemt besøg værd

I marts er klimaet stadig lidt køligt, som nu, hvor der er 25 plus grader om morgenen. Hvis du allerede har i Phnom Penh, falder min tanke på min egen by, Kampot, der er placeret tre timer med taxi fra lufthavnen i Phnom Penh. 

Kampot hænger lidt sammen med Kep, 20 km fra Kampot, der er rigtig hav, til gengæld har Kep egentlig ikke nogen rigtig by, der er et torv, hvor nogle gæstehuse og restauranter, og hyggelige madsteder hvor man spiser på gulv/ måtter eller i hængekøjer, osv. Kep har aldrig sagt mig det vilde, for byen er så svært at få øje på, det hele er spredt ud over et stort område. Men der er mange som elsker Kep, holder af været der nogle dage, eller ligefrem bo der, læse bøger i høngekøjer, med en meget smuk udsigt.

 Keps offentlige transport er tuk tuks, men i skal være opærksom på, at i kan leje MC i Kampot, og så selv køre til Kep, måske tage en overnatning dernede, og på vej tilbage besøge peperplantagerne. Kampot er producent af "verdens bedste peber", og har også store saltmarker, hvor de punper saltvand ind, og tre mdr senere er saltet i vandet så suket til bunds, så de kan indsamle det og sælge det.

 Så Kampot har både sit eget peber og salt.

 Mens Kampot er forbundet til Kep, har Kep Rabbit Island, man kommer der over i en lille båd. Jeg har ikke været der, men der er dejligt. Jeg mener at der er strøm i nogle af de bungalows der er bygget, men det kan undersøges. 

 Rabbit Island er et steder hvor i skal forvente at folks høns render rundt mellem bungalows, osv.

 Tilbage til Kampot, som er placeret ved en stor flod. Langs med floden er der forskellige steder, nogle af mine kekendte har lige spillet fire dage i træk på et stort sted 10 km udenfor byen, der er swimmingpool, det er et forholdsvis dyrt sted. jeg kan finde ud af hvad det hedder. Og hvad det koster.

 Der er meget at se i Kampot området, ud over Kep, Rabbit Island, Peberplantager osv. Kampot er en gammel fransk kolonial havneby. Da franskmændene var her, var havnen inde i Kampots flodsystem, 3 til 4 km fra havet, Cambodjas vigtigste havneby.

 Vi har stadig en havn, store træskonnerter eller lignende kommer til byen, ofte er det kvindelige arbejdere som slæver sække fra borde, og der er en anlægsplads hvor fiskerne kommer ind med deres rejer, blæksprutter, krabber, osv, og hvor handlende så køber deres varer.

 Fra cafeer og restauranter langs med promenaden kan man om eftermiddagen se fiskebådene sejle på arbejde, ved femtiden, lige før solnedgangen. Vi har tit nogle af verdens smukkeste solnedgange.

 Transport i byen / området er tuk tuks, MC taxier, lejede minibusser, cykler og motorcykler. Og trafikken er minimal.

 Igen, man kan tage en taxi direkte fra lufthavnen i Phnom Penh. Jeg ved ikke hvad de forlanger, men inde i Phnom Penh kan i få jeres egen fine taxi til Kampot for 30- til 35 dollars. Distancen er omkring 140 km.

 Sihanoukville er to timer fra Kampot, og er et kapitel for sig selv.

 Håber at vi ses. Marts er en af de bedste mdr at besøge Kampot/ Kep osv.

Cambodja / Sihanoukville: The Small Hotel- svensk ejet

Svenske Henrik har drevet Small Hotel i mange år, og det hører absolut til de bedre steder, hvis vi taler om mindre hoteller og eller gæstehuse. Og så er der en fortrinlig restaurant, og ikke mindst er Henrik selv der meget af tiden. Han driver Small Hotel sammen med sin Khmer hustru.

Beliggenheen er lidt akavet til og fra de fem strande, som Sihanoukville også består af. Men man har så midtbyen i gåafstand. Et smut til eller fra stranden koster virka to dollars med tuk tuk, det halve med en MC taxi, prisen kan variere lidt alt efter hvilken strand det og, og hvor sulten chaufføren er. Jeg er selv holdt op med at spørge, stikke bare de penge i hånden på chaufføren, som jeg fornemmer turen skal koste.

Ofte kan man bruge antallet af fastboende som bruger restaurant og miljø som kvalitetsmåler. Og det siger mig meget, at mindst hver anden gæst i restauranten er fastboende. Oftest en skandinav.

Priserne er lidt i overkanten, men igen, kvaliteten er i top, i forhold til prisen. Værelser omkring de 15 til 20 dollars, måske mere for de bedste værelser.

Placering: i selve byen, man kan gå ned ved en Caltex Tank, og så dreje til venstre.

The Small Hotel

Link til bedømmelser af The_Small_Hotel-Sihanoukville

Cambodja: Angkor International Hotel - you get what you pay....

Angkor International Hotel fandt jeg for 3 år siden, med hjælp fra en tuk tuk chauffør. Og siden da har jeg overnattet der, hver gang jeg har været i hovedstaden, lige undtaget når jeg har haft gæster fra Europa.

Angkor International Hotel er nusset, der er altid mindst én ting personalet glemmer, eller mindst én ting som ikke fungerer. Men det som er tilbage, er efter min mening good value for money.

Stedet er godt for faste kunder. Det gør absolut en forskel, at du har været der før. En af hemmelighederne ved at bruge Angkor International Hotel er, at man skal vælge sit værelse, man skal ikke blot lade dem stikke en nøgle ud, og så være glad for det man får.

Værelse med vindue, det er det første krav man kan stille. Værelser som ender med 2, har altid, så vidt jeg husker, vindue ud mod gaden.

Der er også værelser ind mod gården med vinduer.

Prisen uden AC er omkring de 10 dollars, med køleskab, TV, varmt vand, badekar. AC koster cirka 5 dollars ekstra pr døgn.

Der er breakfast, som skal betales ekstra. Jeg går selv ned til floden, som er 200 m. væk, nede på den anden side af markedet. Der er det billigere, og bedre, og mere komfortabelt. de fleste af de restauranter nede ved floden har WiFi, og en gratis PC med Interforbindelse, hvis man lige skal se de seneste nyheder eller mails.

Angkor International Hotel har også en PC, man skal dog betale for at bruge den.

Angkor International Hotel
38-50 Street 148, Phnom Penh BP 519, Cambodia (300 m. fra floden)

Link til bedømmelse af Angkor_International_Hotel-Phnom_Penh

Cambodja: Nordic House- Norsk ejet gæstehus / hotel

Nordic House ejes af en norsk psykolog, som mest er i byen i lavsæsonen. Stedet drives normalt af en yngre vietnamesisk kvinde, og nej, hun deler ikke dobbeltseng med ejeren. ;1)x29

Jeg har ikke selv boet der, men en af mine amerikanske venner, overnatter der, to til tre dage hver måned, og han er glad for det.

Der er en rigtig dejlig fortovsrestaurant, med et lækkert udsyn, og der er vel 50 meter max ned til Riverfront.

Nordic House
No. 22 Street 136 | Kandal 1, Khan Daun Penh, Phnom Penh, Cambodia

Link til Tripadvisor.com om Nordic House

Cambodja: Velkommen Inn- Norsk ejet gæstehus i Phnom Penh

Hvis du gerne vil have den "skandinaviske toneart" midt i alt det fremmede, når du ankommer til Phnom Penh i Cambodja, er der mindst to muligheder. Der er faktisk flere, men lige nu kan jeg to på fingrene. De er begge drevet og eller ejet af nordmænd. Og begge steder bruges af nogle af mine bekendte når de er i hovedstaden.

Velkommen Inn ejes af en nordmand omkring de 40. Han er fanatisk langdistanceløber, og som en del af det, er restauranten som hører til gæstehuset, et mødested for mange Expats/ Farang / Barang løbere i byen.

Værelserne er gode, varierer i kvalitet og pris, som sædvanligt betaler man lidt mere på etniske steder, men til gengæld er kvaliteten oftest i orden.

Jeg har aldrig selv boet på Velkommen Inn, men jeg kender ejeren forholdsvis godt.

Mit indtryk er, at mad og værelser er gode, skandinavisk kvalitet, og så betaler man lidt mere end de lokalt ejede steder. Jeg vil dog selv foretrække at spise nede ved floden. Fra Velkommen Inn til de bedste af restauranterne langs med riverfront, er der måske 500 meter.

Nederst har jeg sat et link ind til Tripadvisors anmeldelser af stedet:

Velkommen Inn
No. 23, Seng Thoung #104, Phnom Penh, Cambodia

Link til Tripadvisor.com vedr norske Velkommen Inn

Rejse: Cambodja ER IKKE Thailand - men ret fantastisk

Om at besøge Cambodja fra Thailand, i troen på at Cambodja stort set er som en anden thailandsk provins. Vær sikker. Sådan er det bare ikke.

Hvis du er på vej til Cambodja, fra Thailand, synes jeg, at du skal arbejde med dig selv omkring det faktum, at Cambodja ikke er Thailand. Det er noget helt helt andet. Lige når du ankommer, tror jeg at folk som er vant til Thailand, mest ser det negative. Det som er bedre organiseret i Thailand, at det er renere, osv. osv.

 Du skal også kæmpe med folk som havde dårlige erfaringer med Cambodja for 5 eller 10 år siden. Der var færre gode lægeklinikker, vejene var dårligere, vejen fra Koh Kong til Sihanoukville var ikke klar, man skulle med en forfærdelig færge, osv osv.

 Vejene er lavet. Der kan være et enkelt stræk på 50 meter som er dårligt, men så kommer den gode vej igen.

 Du lander med fly i Phnom Penh. Bestil med AirAsia så tidligt du kan, så kan du spare mange penge. 

 Når du kommer ud fra Lufthavnen i Phnom Penh er der en skranke hvor de sælger taxiture ind til byen til faste priser. Så slipper du for al bøvlet. Der kan du også købe Tuk Tuk tur ind til byen.

 Hvis du vil Koh Chang efter Cambodja, kommer du over grænsen fra Sihanoukville, fra Koh Kong som er placeret fire fem timer fra Sihanoukville. Der er deletaxi der til, ja det er der mellem alle byer i Cambodja, men jeg foretrækker busser.

 De fleste busser er brugte busser importeret fra Korea, men de er udmærkede. Fra Phnom Penh til Siem Reap er der VIP sæder på øverste etage, der er kun to sæder som jeg husker det. Men det er den lille merpris værd. Men busserne er som sagt udmærkede.

 Uden at gå ned i detaljer, vil jeg foreslå flg rute:

 Phnom Penh, 

 Kampong Chaum

 Siem Reap

 Sihanoukville

 Evt Kampot, hvor du kan komme og sige hej, det er en to timers tur hver vej. En halv time fra Kampot kan du finde Rabbit Island, man sejler der ud i en lille båd. jeg har ikke selv været der, men det skulle være meget dejligt.

 Når du er i Kampot, kan du også tage til Vietnam over grænsen ved Hat Tien, en time fra Kampot med stor minibus, Hat Tien er en frizone, og du kan besøge frizonen, det er nærmest hele den provins, plus en halvstor ø, uden visa. Du må ikke forlade frizonen eller øen, men du kan sagtens få en god tur.

 Hvis du er til det vilde, kan du købe en brugt renoveret MC i Phnom Penh, og køre Cambodja rundt på den, og sælge den med et ganske lille tab når du rykker ud af landet. Du kan også køre over i frizonen på den.

 Dit budget: Hvad vil du betale for overnatninger, du kan få værelser fra 5 dollars og op. AC koster normalt fem ekstra dollars. Fra 12 dollars og op er der Kabel-tv og køleskab på værelserne. Plus ofte AC.

 Jeg bruger på normale ture til Phnom Penh Angkor International Hotel, alle Tuk Tuk chauffører kender det. Det er lidt nusset, men folk er søde på stedet. Jeg betaler 10 dollars, jeg behøver ikke AC i oktober.

 Hotellet er placeret 200 meter fra Riverfront, det er området hvor det "sner".

 Der er to norske gæstehuse nær Riverfront:

 Velkommen Inn,

 Og Nordic House, som er placeret i en bargade.

 Begge har udmærket mad. Velkommen Inn er også center for Hash Harriers i Phnom Penh. Ejeren løber selv. Jeg har skrevet et portræt af hver af de to ejere. Løberen er efter min mening den rareste.

 Begge steder betaler du den såkaldte "Etniske afgift", de skandinavisk ejede steder er altid dyrere.

Dagbog: Jeg skammer mig, men... sprog!

Offentliggjort første gange den 18-12-2011

Min grundliggende holdning til at bo i et andet land er, at det er min forbandede pligt at lære det lokale sprog. Jeg har boet i Indonesien, jeg taler Bahasa Indonesi flydende.

 Jeg har boet , og der ud over opholdt mig meget i Thailand, og kan klare mig på thai med mange daglige ting, men kan ikke forhandle på thai, ikke samtale på thai.

 Det kan jeg på Indonesisk. Når jeg fortæller at jeg kan tale og til dels skrive Bahassa Indonesia, plejer folk at gokke mig i hovedet med at det er det nemmeste sprog i verden. Apotik er apotek, osv Så der er, menr folk ofte, intet specielt i at kunne tale indonesisk. Det kan enhver idiot finde ud af, mener mange. Men, tro mig, det er et rigtigt sprog med masser af grammatiske faldgruber, nogle gange føler jeg at gramatikker er sværere end den danske. Men hvis man som turist smutter gennem landet på et par måneder, er det korrekt at det er nemt fordi mange ord, 3- til 5% kommer fra hollandsk.

 Siden jeg kom til Cambodja for at bosætte mig, har jeg stort set ikke lært noget Khmer. Og jeg skammer mig over det. Jeg spurgte fra start min tolk om han kunne undervise mig, eller om han kendte nogen som kunne. han rystede på hovedet og svarede, at jeg bare skulle tale med folk, så ville det komme.

 Men... jeg havde en del tramatiske ting jeg skulle have samlet op på fra Indonesien, jeg skulle passe mit arbejde, osv, så jeg kom aldrig i gang. Ord der blev gentaget og gentaget fangede jeg, træt er "Akumlang", glemt er "Plek", spise er "Yam Yam", osv.

 Men det sidste år har jeg været klar til at modtage organiseret undervisning, men det er aldrig kommet i gang, fordi de folk jeg har fundet, selv eller via andre, har forlangt formuer for det.

 Det har altid en forklaring på, at jamen jeg underviste en engelsk eller en tysk kvinde, og hun betalte så og så meget. Det er sikkert rigtigt, men det glemmer at fortælle, at de job kun vare en uge eller tre.

 En fyr jeg havde lavet en aftale med, jeg nåede faktisk at få en lektion på 30 min, ville pludselig have tre gange så meget som det vi havde aftalt. Så jeg bakkede ud, betalte en del mere end jeg skulle for den halve time, og så smuttede jeg. Det skal med, at han underviste i arbejdstiden, han arbejdede på en restaunt. Han blev altså betalt af sin normale arbejdsgiver, samtidgt med at han underviste mig, men han så bare dollar dollar dollar. det vil jeg ikke bebrejde ham, men hans dollarsjagt kommer bare ikke til at omfatte mig.

 Hvis jeg går ind i en proces med at tilegne mig Khmer, vil der blive tale om år, fast deltidsjob med undervisning én time tre fire gange om ugen, eller så meget som jeg nu kan klare, der er jo også hjemmearbejde.

 Der er en ynre kvinde, som pludselig stod midt i det hele, og begyndte at oversætte da jeg forhandlede betingelserne for det nye lejede hus, hun bor i et af de lokale rækkehuse 200 meter her fra. Hun gentog liren som jeg havde hørt før, tilbød mig at undervise mig i Khmer, og forlange for en time tre til fire gange, måske endnu mere, end det hun tjener om dagen på sit arbejde.

 Nu når jeg er på plads huset, opsøger jeg hende igen, og prøver at få en aftale med hende.

 Her følger rlidt om Khmer sproget. Skriften kan minde lidt, jeg gentager: Lidt, om Thai. 

 ........
Khmer language: From Wikipedia, the free encyclopedia

 Khmer Khmer has been considerably influenced by Sanskrit and Pali, especially in the royal and religious registers, through the vehicles of Hinduism and Buddhism. It is also the earliest recorded and earliest written language of the Mon–Khmer family, predating Mon and by a significant margin Vietnamese.[1] The Khmer language has influenced, and also been influenced by, Thai, Lao, Vietnamese and Cham, all of which, due to geographical proximity and long-term cultural contact, form a sprachbund in peninsular Southeast Asia

 Spoken in Cambodia, Vietnam, Thailand, USA, France, Australia

 Ethnicity Khmer

 Native speakers 15 million (2006)

 Writing system Khmer script (abugida)

 Official language in Cambodia

 Regulated by No official regulation

Dansk sømandskirke i Thailand - skal skal ikke?

Skal Thailand have en Dansk Sømandskirke? Det spørgsmål stilles i en artikel i ScandAsia

Artikel i Scandasia

Baggrundsartikel i Sømandskirkernes eget blad/ hjemmeside

Den danske sømandspræst i Flensburg, Preben K. Mogensen, er i Thailand i denne måned, for at lave en baggrundsanalyse for, om Thailand og ikke mindst det danske samfund i Thailand, har behov for en dansk sømandskirke.

Projektet startede med at den danske ambassade i Bangkok spurgte den danske sømandskirke og danske kirker i udlandet, om de kunne påtage sig en del af det sociale arbejde, som ambassaden nu bakser med.

De byer der er nævnt som værter for den eventuelle nye sømandskirke, er Hua Hin, Pattaya, og storfavoritten Bangkok.

Men hvad mener du? Har du og det øvrige danske samfund i Thailand med nabolande, brug for en dansk sømandskirke. Jeg mener, jeg skulle tage meget fejl, hvis en dansk sømandskirke i Thailand ville påtage sig opgaver i nabolandene, hvis kirken ender med at blive etableret.

Sømandspræsten fra Flensborg opfordrer til, at du giver dit besyv med, klik på linket her under, og giv din mening til kende.

Udfyld venligst dette spørgeskema - grundlaget for en dansk sømandskirke i BKK

Du kan deltage anonymt i undersøgelsen, men de vil gerne have et fornavn.

Dagbog: Ny nabo, et dagslysrøveri, og...

Jeg havde besøg af mine forholdsvis nye naboer forleden. Det startede med at jeg pludselig så en hvid barang dreje ind på grunden til en blok med små etværelse rækkehuse, vel max 40 meter fra hvor vi bor. Jeg ventede nogle dage, men da jeg på vej hjem så at der sad en hvis mand udenfor på en bænk, parkerede jeg min MC i vores have, og gik der over og hilste på, fortalte hvor jeg boede, og hvis der var noget jeg kunne hjælpe med, var han mere end velkommen til at kigge fordi. Havde han lyst til en snak, var det det samme. Holdt min lille MC udenfor, var vi hjemme.

Fyren er venlig uden at være overstrømmende. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men mange af de typer som kommer til Asien, har ud fra hvad jeg har set gennem godt 22 år, ikke den store lyst til at udvikle private bekendtskaber, jo så længe de foregår ude i byen, er det fint nok, men privatlivets fred, mange tak, respekter det venligst.

Det vidste jeg, og med vilje satte jeg mig eksempelvis ikke ned, så der stod vi og snakkede. Han var flyttet ind sammen med en bror, som dog mest foretrak Vietnam. Broderen ville vende tilbage til Vietnam, men han selv ville blive. han var meget glad for Cambodja og ikke mindst Kampot.

Og jo, han ville kigge forbi med broderen en dag hvor det passede ind. Hvis de ikke forstyrrede.

Under den stående snak havde fyren fortalt, at han var fra Irland, og havde fem børn. Katolik. Nordirland, tidligere militærmand. Det var de mærkater jeg satte på den sportstrænede omkring de 50 fyr, da jeg gik de, ok, måske kun 30 meter tilbage til mit/ vores hjem.

Senere har der nogle gange været en lyshudet fyr, på en MC som hans, som har givet venskabelige trut, og vores lille knægt og jeg er blevet overhalet, når vi har været af sted på vores morgen vandretur, den lille i klapvognen, forstås.

En morgen hvor jeg gik ude i haven og prøvede at rydde lidt op, det er lidt svært i en kaste affald over skulderen kultur som den cambodjanske, men jeg prøver, stod den irske nabo udenfor porten, og hilste venligt. Jeg åbnede porten og så, at han havde en stok i den ene hånd, og der var ikke billige sandaler på hans fødder, mens nogle gode vandresko. Militærmand, tænkte jeg igen.

Nej. han var ikke kommet på besøg, men så bare at vi var i haven, og han hilst på. Men vi vi snakket lidt, meget fint.

Normalt sår jeg ikke tvivl og frygt i andre her ude. Men jeg havde lidt info, som jeg godt ville støtte ham med.

Jeg havde set, at hans Honda Phantom stod ude på det fælles areal både dag og nat.

Dette dagbogsblad rummer to triste / den ene dog mere tragisk end den anden, og her kommer så den første, som vel ikke er tragisk, men mere uheldig og træls.

Her er hvad jeg fortalte min nye irlandske nabo:

For to dage siden (det var den gang) blev en af de unge studerende, som bor i et andet rækkehuskompleks lige overfor os, stoppet af en eller to fyre, den ene havde en pistol, som han truende viste frem. De ville have den unge studerende Honda Automatic, jeg ved ikke hvad de kaldes, og det fik de to røvere. På offentlig vej, ved dagslys, og dagen efter gik vores vice lands-byhøvding rundt og advarede folk. 

Så måske skulle irlænderen tænke over, hvordan han parkerede sin MC... sin Honda Phantom.

Og det var så det. Vi snakkede lidt mere om løst og fast, han fik et par tip om hvor han kunne gå sine motionsture, og så fortsatte vi begge hver især med, hvad vi nu havde gang i, inden han lige kigge forbi.

Mere hørte jeg ikke til irlænderen, indtil en dag jeg oppe fra min skrivestue kunne se, at han kom ind i vores have med en betydeligt ældre mand, som måske var hans bror. Det kom der et meget fint besøg ud af.

Det fortæller jeg mere om, i det næste dagbogsblad.