Fra Koh Kong i Cambodia til Bangkok med bus

Om at komme fra Koh Kong ved grænsen til Thailand nede ved havet.

Grænsen åbner kl 07.10 cirka, og lukker cirka kl 18.50.

Jeg tager ikke taxi, men Tuk tuk til grænsen, 4 til 5 dollars. Jeg betaler Mr. Hahn mellem 2.5 og 3 dollers for MC til eller fra grænsen fra Koh Kong.

Hvis man insisterer på at bruge taxi, er mit bud 7 dollars. I Phnom Penh er det 9 dollars inde fra centrum og ud til lufthavnen med taxi.

Man kan købe billet direkte fra Koh Kong til BKK, men det er d y r t, og det fungerer ikke.

Så ja, tag tuk tuk eller taxi til grænsen, få evt tuk tuk chaufføren til at hjælpe dig/ jer med bagagen til den thailandske port, mr. Hahn gør altid det for mig, han bærer min taske til porten, som er 10 meter fra lugen, hvor man stempler ind.

Minibusserne venter 20 meter fra immigratioslugerne i Thailand. 120 bath fra grænsen til busstationen i Trat.

OBS! Trat er en skøn lille by, som sagtens kan tåle en dag eller to. 

Sidste minibus kører fra grænsen kl ca 16.00, og den første fra grænsen til Trat cirka klokken 08.10.

Den afgangsplan der er sat op ved busserne, følges ikke 100 %, og slet ikke i lavsæsonen.

Der kører busser hver hele eller halve time, men jeg mener at der er et hul sidst på eftermiddagen, og om aftenen.

Jeg ville komme af sted rimeligt tidligt, hvis jeg var dig/ Jer, og så være i BKK om eftermiddagen.

Dagbog: Sønderjyden og massøse-diplomet

Jeg mødte sønderjyden på en café, som lå overfor det store indkøbscenter (hed det Robinson?) midt i Udon Thani. Jeg har glemt hvad caféen hed, men det var et sted, som ud over drikkevarer havde nogle fortrinlige små retter på menukortet. Og så var den kvinde som drev stedet, sød og venlig.

 Jeg har ikke set det selv, men jeg har ladet mig fortælle, at hele komplekset er revet ned, og lavet om til parkeringsplads.

 Sønderjyden trængte til at snakke. Så han søgte danskere, og stedet hvor han opsøgte sine landsmænd, var på den omtalte café, nærmere bestemt på aralet udenfor caféen, indendørs kørte der aircon for fuld skrue, så der sad thailænderne.

 Danskeren havde mødt en thaikvinde nede i et af turistområderne. Hvis han fortalte hvor det var, har jeg glemt det, men Bangkok, Pattaya/ Jomtien, Hua Hin eller et af stederne i Phuket er vel næppe dårlige gæt?

 Sønderjyden var meget glad for sin thaikæreste, han snakkede en del om hende, men han gik også meget op at overholde reglerne, han spurgte hele tiden om noget han vidste i forvejen, noget med, at han kun kunne være ude af Danmark fire eller fem måneder om året.

 Noget andet han gik op i, var hans kærestes fremtid. Han ville hende det godt, der var meget Socialdemokrati over hans måde at tænke på. Hun skulle sikres. Tre fire lejemål fra caféen var der mindst to massageklinikker. De var fine at se på, der var blomster og dekorationer over alt, og når man gik indenfor, var der eksotisk musik og dufte i luften. Så måske var manden blevet inspireret af de massage og manicure klinikker. Og åske havde han ikke fået en behandling der inde, for så måtte han vide, at der på trods af de fine dekorationer, og den fremmedartede musik, så var der også ganske almindelige brunstige støn, når mænd mod ekstra betaling fik deres Happy Ending.

 I hvert fald kom han en dag og fortalte, at han havde investeret i en massageuddannelse til hans kæreste. Det lå under det hele, at så kunne hun være ham tro, med ærbar massage, og ikke den type massage, som havde bragt dem sammen.

 Tiden gik, og en dag havde han en nyhed med sig. Uddannelsen var næsten færdig, og det havde fået svigermor op på tæerne. Hun ville også datteren det godt. På sin måde, så hun havde fundet ud af, at nu hvor datteren snart var eksamineret massøse, med diplom osv. så kunne hun passende smutte til Japan, og score kassen.

 Det faktum, at sønderjyden havde betalt for en uddannelse som massør, for at han kunne få styr på kærestens ærbarhed, når han var tilbage i Danmark, det fandt den kære svigermor måske aldrig ud af. Eller måske var hård valuta vigtigere, end hvad en sønderjyde gik rundt med, af drømme og planer.

 Jeg var på et par rejser, og da jeg atter begyndte at tænke på sønderjyden og hans kæreste, var manden væk. Hvor den diplomuddannede massøse var, ved jeg ikke.

 Jeg har skrevet ovenstående, dels fordi beretningen er sand, dels fordi den efter min mening er et fint eksempel på, at en dansker med god vilje, kan ville lige så meget han vil, der vil altid være andre, ikke mindst kærestens familie, som er klar til at tilpasse den gode vilje til noget, som passer ind i deres kram.


 Emneord: thaikæreste, massøse, sønderjyde, dansker, Udon Thani, sex, fortid, svigermor,

Dansk mælk og thai elefanter... eller omvendt

Først offentliggjort den 01-06-2012

 Ovre i hovedstaden fejrer de den thailandske elefant, Chieng Mai, som har været i det københavnske Zoo i 50 år. Hvad har det så med mælk at skaffe? Historien går nogellunde sådan her: Fem malkekøer blev til fem elefanter, eller omvendt.

 Da Kong Frederik IX regerede i 60erne, var der fest og glæde i den tids Danmark. Jobs fandtes alle vegne, folk flyttede for en krone, og timelønnen var omkring 7.00 kr i det mørke Jylland.

 Penge var ikke noget man talte om, det var noget man havde. Danida var endnu ikke etableret, men god ville Danmark bare være. Så Thailand skulle hjælpes.

 Projektet Thaigården blev skabt, og kransekagefiguren blev fem danske malkekøer, pakket ind som en gave fra den danske konge til den thailandske konge. Men pengene til slagteriet, mejeriet, og jord og køer til de barfodsbønder, som hver fik et alt for lille stykke jord, og fire malkekøer, kom fra de danske skatteydere, nok ikke fra de bønder som havde leveret køerne, bønder betalte i princippet ikke skat den gang. Måske gør de så nu?

Den modsatte vej røg så nogle elefanter, også en gave fra Majestæt til Majestæt, og det er så der vi er nu. Thailand har en respekteret industri fra ko til køledisk, børn får gratis skolemælk, og i København, ovre på den anden side af bæltet, fejrer de guldelefanten.

 Så kom ikke og sig at mælk ikke har noget med elefanter at skaffe

På jagt efter en brugt MC i Cambodja

Fra den 27 nov. 2011

Jeg skulle til Phnom Penh alligevel, og havde også ved tidligere besøg,  tænkt meget på at finde de områder, hvor de sælger renoverede motorcykler i næsten alle størrelser og aldre. En dag da jeg kørte hjem til Kampot i en deletaxi, kørte vi forbi et område med hvis ikke tusindvis af tohjulede kørekøjer, så man hundrede, men sprogproblemer forhindrede mig i at spørge hvad kvarteret hed.

Men... så fandt jeg en god Tuk Tuk chauffør, som talte noget engelsk, en høj slank fyr, som holder til på River Front ved Street 144.

Vi lavede en aftale, han spiste da jeg kom, men vi kom af sted. Nu skulle vi ud og se på, nej ikke på damer, men på motorcykler. Og trods al optimismen, mine forklaringer om et sted med masser af MC´er, valgte han den nemme løsning, og kørte til et sted, hvor der ganske rigtigt var motorcykler til salg, men der var ingen renovering, intet rigtigt liv, osv.


Mit bud var, at han havde tænkt på trafikpropper mere end på mit behov.

Havde det været for 10 år siden, var jeg stået af i vrede, stykket ham hans penge, og så begyndt forfra. Men det var jo altså ikke 10 år siden, så jeg mindede mig selv om, at han talte fantastisk godt engelsk, at han var pålidelig, vidende, og på toppen af d e t forlangte han aldrig vilde beløb.

Vi lavede en ny aftale til kl. 10.00 næste morgen. Trafikpropperne var væk, og så havde vi hele dagen, hvis det var nødvendigt.

Næsten morgen var han klar, da jeg havde tjekket mails og debatside, og desuden fået min morgenmad, stod han udenfor med sin Tuk Tuk.

Vi kom af sted, inden da fik jeg gentaget, at det var vigtigt det her. Jeg havde drømt om at finde en rigtig speciel MC til mig selv, og ikke mindst ville jeg skrive om turen.

Han nikkede, havde udsigt til en hel dags arbejde, plus det han allerede havde samlet op, så han var glad.

Da vi holdt ved det første røde lys, blev jeg mindet om noget jeg lærte i Vietnam. Nemlig ”Man flytter da indbo fra en 3-værelses lejlighed på én MC på én gang. Ok, fyren som smilede over hele den asiatiske femøre, havde ikke møbler og køleskab plus et TV på sin MC, men hans lille private messengerservice, en måske 25 år gl. korenask bygget Honda Dream 110 cc, lydende navnet Daeliim, var pakket til.


Trods optimismen var den ved at gå galt igen, han bragte mig til et lillee fortov, hvor de svejsede MC rammer, og sprøjtelakerede og skruede løs. Og det var på en måde fint nok. De var flotte motorcykler som stod i vejkanten.


Tuk Tuk chaufføren vendte sit køretøj på en tallerken, og endelig kom vi til det første rigtige sted, hvor der ganske rigtigt var tusindvis af motorcykler. Langt de fleste importeret fra Korea og Japan, og måske var der og et par ”varme” MCer fra Thailand. Hvem ved?


Jeg begyndte at gå ned af en af de små bakker, på et hjørne var der endnu en fyr som sprøjtelakerede en motorcykel. Glem alt om sprøjtekabiner. Men husk at hvis du ikke vil ligne en månemand i ansigtet, skal du holde dig på afstand.


I Kampot kører de fleste lokale, nogle af de såkaldt fattige, (korrekt, der e r altt for mange alt for fattige, men den tager vien anden gang) på spritnye Hondaer, Yamaha´er, osv. mens de lidt mere bevidste og livsnydende udlændinge foretrak de legendariske Daeliim, de licensbyggede Honda Dream, som siden krigen sluttede i Cambodja, reelt har været landet og dets befolkning et fremragende pakæsel.


Hvad det lille to-hjulede og meget praktiske vidunder, koreanerne havde forbedret gearkasse og kobling, og flere andre ting, plus udstyret det med et gigantisk bagsæde, som med en smule pædagogisk støtte reelt kunne bære et æsel. Ok, det skulle måske bindes fast, mens jeg ser ofte to store grise på vej til slagtning, skubbet ind i bastkurve på bagsædet af en Daeliim.

Men det var fra start ikke en Daeliim jeg selv var på jagt efter. Lige da jeg kom til Asien for 20 år siden, var jeg på den indonesiske ø flores, øvre østpå, lige efter at øen var blevet ramt af et gigantisk jordskælv. Jeg lånte den gang en rigtig høj Bintang tror jeg den hed, der er en øl med samme navn, så måske forveksler jeg de ti vidt forskellige produkter.


Den lånte MC havde en utrolig balance. Jeg kørte i områder som reelt havde sagt farvel til veje som vi forstår dem. Skælvet havde været så voldsomt, at de fleste veje var kratere, kløfter, osv. Men jeg glemmer aldrig, hvor nemt det var for mig gale mand at holde balancen på den MC.

Så det var ikke en Daeliim, eller lignende, jeg var på udgik efter. Men derimod ville jeg gøre minderne fra Flores til virkelighed.

Som du kan se på billederne, fandt jeg dem, ikke indonesiske, men koreanske og kinesiske motorcykler med motorer på fra omkring 175 cc til 250 cc. Der var større ting, men det var der ikke penge til. Viljen manglede også. Der bliver slået for mange ihjel på de asiatiske veje.

Du kan måske brokke dig med god grund over, at der ikke er tekniske detaljer og navne på de forskellige markeder, men jeg fik ikke taget de notater. Vil du lave en lignende tur som min, kan du printe et af mine markedsbilleder ud, og han vil finde de markeder, jeg garanterer.

Jeg stoppede her og der, blev budt på middag et par gange, og snakkede priser.


Jeg var positivt overrasket over hvor reelle de handlende var. Priserne var stort set de samme for de samme mærker, stand og årgang, med eller uden nummerplade og originale papirer, og hvis jeg var gået ind i det, kunne jeg have fået prisen ned til det samme som de lokale. Alene. Der er aldrig nogen lokale som har gjort noget billigere for mig, i hvert fald ikke ting som var fremmede for dem.

På vej videre, ser jeg pludselig en kurv med fisk, som bliver tørret på en bagagebærer. Ja hvorfor ikke?


Jeg var ved at være færdig med min tur på det første marked, da jeg pludselig så en ung fyr, som var i gang med at bygge en 3.hjulet last-MC op. Jeg har også erfaringer fra metalværksteder, og jeg blev dybt imponeret over mandens akkuratesse.


Da jeg kom op ad bakken og drejede til venstre, stod der de smukkeste 3-hjulede MC-last-motorcykler jeg har set. Der var med lad, der var kasser som til møbel eller værdifuld varetransport, og der var en 3-hjulet minibus med fine betrukne bænke til passagererne. Ok, et æsel eller et par hundrede levende høns ville sikkert ryge med på taget en vakker dag, fire fem Mcer kunne bestemt også bindes på bagklappen før samme tur.


Men lige da jeg så den, var den fin, den MC taxi.

Dagens sidste fund var en lille butik, max et par hundrede MCer inde bag ved. Jeg tro det var næste generation af licensbyggeriet. De MCer jeg fadt der, tror jeg var fra Vietnam, som sammen med Cambodja og Bangladesh, og måske Myanmar/ Burma har Asiens biligste arbejdskraft.


Ejerens datter var lige kommet fra skole, og jeg fik med alle psykologiske tricks fra denne klode teenagedatteren i den smukke skoleuniform, til at agere fotomodel.

Godt at jeg kunne sige mange tak på Khmer, det cambodjanske sprog.

Vi fortsatte til andre markeder, men det første var det bedste. Med lidt held finder jeg navnet på markedet, og sætter det ind her.

Thailand: 370 nye thai teenmødre hver eneste dag

370 thailandske teenagere føder i gennemsnit hver eneste dag i det asiatiske kongerige. Ud af disse er cirka 10 af de unge nybagte mødre under 15.

Det er The Bureau of Epidemiology, som står bag en undersøgelse, som ml. 2008 og 2011 involverede elever fra 8 til 11 klasse.

Vicesundhedsminister Chonlanan Srikaew har til Bangkok Post forklaret, at nutidens teenagere bliver seksuelt aktive tidligere end før, og at de muligvis mangler viden om sex, og hvilke følger sex kan have. Eksempelvis uønsket graviditet.

Flertallet af unge thailændere har sex i en alder af 15, og mindst 45% af dem bruger ikke kondom.

Undersøgelser har vist, at 53% af alle thaikvinder som bliver uønsket gravid, er teenagere.

Thailand: 30.000 thaikvinder indlagt efter Illegale aborter - fire døde

Mindst 30.000 kvinder blev indlagt i det senest opgjorte år, efter at de havde fået foretaget illegale aborter. Og det har kostet det thailandske samfund mindst 154 mio. bath (ca 29 mio. kr.).

20% af de indlagte var teenagere, resten var voksne.

Tallene stammer fra det senest opgjorte år, nemlig 2011, og kom frem under en nyligt afholdt kongres,   The 2nd International Congress on Women's Health and Unsafe Abortion in Bangkok, skriver Bangkok Post.

Det var Dr. Kamheang Chaturachinda, som kom med det barske tal. Abort som hovsaløsning er ulovligt i Thailand, men der er et udbredt net af illegale abortklinikker spredt ud over kongeriget. Det har tidligere været nævnt, at der alene i Bangkok er 4.000 ulovlige abortklinikker.

Den thailandske mediciner forklarer videre, at man har tallet fra det faktum, at 30.389 gravide kvinder i 2011 blev indlagt under regeringens 30 bath sundhedsprogram. Der kan altså sagtens være flere aborter som er gået så skævt, at indlæggelse har været nødvendigt. Hvis thaikvinder har haft mulighed for det, kan de nemt have valgt dyrere behandlingshospitaler.

Arkivfoto.

Frivillig fange smed nøglerne- andre blev hjemløse

Cambodja: Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv. Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed forvandle sig til et fængsel.

Artiklen er flyttet fra en anden blog, den blev offentliggjort første gange den 2012-02-16.

Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.

Vi havde en barejer her i Cambodja, og hans lokale kone, de er/ var usædvanlige på mange måder, samme alder, hun er lettere handicappet, og vesterlændingen, som har rejst meget rundt i verden i forbindelse med sit job som teknikker, endte i Cambodja, og til sidst fandt han et værtshus, som han overtog af, ja hvad tror i, en svensker med et intimt forhold til alkohol. Var den betegnelse diplomatisk nok.

Problemet med thailandske barejere, som kan blive knaldet bare de har spritleverandørens telefonnummeret i sin mobil, kendes ikke her i Cambodja. Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv.,

Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed til at arbejde vende på hovedet, fordi der er ikke ret mange penge i barer og restauranter som gennemsnit, så for at spare penge, ja så får karrieren lidt karakter af et fængsel, hvor fangen selv bærer nøglen.

Inden manden fandt sin kone, vaskede han gulv, gjorde rent, købte ind, åbnede kl 18.00, og blev på posten indtil den sidste gæst var gået hjem. Når han var i godt humør fortalte han, hvor lang tid det tog at vaske gulv, og handle ind. Jeg tror gennemsnitstiden var 55 minutter:-D

Oops, jeg glemte endnu en lænke til den frivillige fange. Der er ingen regler om lukketider i barer i Cambodja, så det tropiske paradis kan ende som et fængsel uden mure.

Sådan var det gået for den omtalte barejer, og hans Khmer kone.

Men alligevel kom der små perler fra manden, som faktisk var ret genert, og egentlig ikke brød sig om sit arbejde.

En af perlerne kom, en tidlig aften i baren. Jeg sad og drak min cola, jeg drikker først øl efter kl 19.00, og der var lidt panik udenfor.

"Jeg tror vi skal oprette et krisecenter for voldsramte mænd her i Kampot", sagde manden.

Jeg har lige flyttet denne tråd fra anoeglen.COM til dette forum anoeglen.NET, og det gav stødet til det jeg skriver lige nu:

En anden af perlerne som kom over mandens læber, var om problemer med psykiske problemer. Jeg fortalte i baren, at jeg havde læst, at en psykiater i hovedstaden havde udtalt, at mindst 50% af indbyggerne i det førs krigsplagede land havde psykiske problemer.

"Det er cirka det halve af, hvad vi fastboende udlændinge kan præstere" sagde han på sin tørre facon. Og når jeg ser mig selv i spejlet, og møder andre, og ikke mindst hører om andres projekter, kan jeg kun give ham ret, tror jeg nok.

Tilbage til salget af baren/ restauranten/ gæstehuset:

Nu vi er ved mentale mærkværdigheder: En englænder var i Cambodja i 14 dage sidste år, har jeg hørt.Hhan kommer tilbage to dage i januar 2012, køber stedet, får udleveret nøglerne til det potentielle fængsel, som han rækker videre til to fra den anden side af det store hav, som skulle drive det.

Fred være med det. Men en række udlændinge blev hjemløse. I lavsæsonen var der mindst to faste spisende gæster, som stort set spiste det samme hver aften.

Men de nye forpagtere var yngre, gik lidt i svenskerens forspor,gik lidt i hans fodspor i forhold til spiritus, har jeg hørt, osv. osv.

De fastboende, mig selv undtaget, var lamslået. Det var som om deres hjem var brændt ned. Lykkedes det at redde sprutten?

Jeg følger ikke helt med, men mon ikke de finder nye hjem, de hjemløse, som passer dem, og hvor de kan spise det samme hver dag. 

Næsten.

Og ja...Hvad var det min gamle psykolog sagde?

"At leve er at vælge"