Sexsturist dør af sovemidicin

Arkiv: Erotik kan også være farligt. Tre turister fra Bangladesh holdt fri fra deres Rotary Kongres i Bangkok, og hyrede en thailandsk kvinde til at underholde dem på deres værelse. Deres værdier forsvandt, det samme gjorde kvinden, men én af hendes kunder, Mr. Mizanur Rahman, 54, døde, mens to andre blev fundet bevidstløse.

Politiet i Pattaya er ikke i tvivl om, at thaikvinden serverede et livsfarligt mix af sovepiller og spiritus til de tre muslimske kunder.

De tre mænd blev fundet af deres turistguide, som var engageret til at skulle bringe dem tilbage til Bangkok efter en enkelt nat i syndernes by Pattaya.

Pengeskabet på de tre mænds værelse var brudt op, og deres værdier var væk. Personalet på hotellet, hvor de tre var rykket ind få timer før, indikerede at de havde taget en thaikvinde med op på deres værelse. Kvinden havde forladt hotellet få timer senere.

Kvinden mistænkes for først at have dopet de tre kunder, for derefter at have brudt pengeskabet op. Hun eftersøges nu, og politiet håber at de kan anholde hende, inden hun slår til igen.

I den forbindelse advarer politiet mod, at det faktisk kan være farligt at tage "ukendte" med op på ens hotelværelse.

Sådan bosætter du dig i Cambodja (1)

Offentliggjort første gang den 22-11-2011

Visa og sikkerhed

 Som årene er gået efter revolutioner og krige, er Cambodja mere og mere blevet en reel mulighed, hvis du vil være langtidsturist, eller slå dig ned i et land i Asien.

 Denne vejledning er skrevet af Aaby, som har boet næsten to og et halvt år i Cambodja. Og som på toppen af det, har en stor berøringsflade med udlændinge som ligeledes har valgt Cambodja som deres nye fædreland.

 Visa: Du får dit visa ved ankomsten, men du kan også bestille og købe det over nettet, har jeg ladet mig fortælle. Du kan enten købe et turistvisa (TI,) eller et Business visa (EI), det sidste er cirka fem dollars dyrere. Hvis du hug og stikfast ved, at du kun skal være det cambodjanske kongerige i mindre end 30 dage, så køb du dig bare et (TI) turistvisa.

 Jeg vil dog al tid anbefale et (EI) Business visa, det koster kun fem dollars mere, og det kan forlænges uendeligt. Hvis du bliver syg, skal du ikke absolut ud af landet efter en måned. Men kan forlænge dit EI visa uden problemer. Alle byer med mere end fem huse og et fælles lokum har en agent, som skaffer dig et nyt helt lovligt visa for en beskeden betaling.

 Jeg selv køber nu ét års visa ad gangen, og det foregår ved at jeg sender penge og pas, plus ét enkelt foto til min agent Lucky Lucky Motor i Pnomh Phenh. Han formidler i øvrigt også visa til Vietnam og andre land, plus kørekort gyldig i Cambodja. Der er mange agenter, jeg fik Lycky Lucky Motor anbefalet af en som altid har fået en god behandling der, og jeg anbefaler også det firma efter af have brugt dem i 2.5 år. Du kan i øvrigt også langtidsleje motorcykler hos visa-agenten. 

 Her hvor jeg bor, kommer det lokale immigrationspoliti selv og hilser på hver sjette måned. De vil se De vil se mit pas og mit visa, og vide hvem jeg bor sammen med. Sidst de var her, gav de mig et Family Card. Jeg blev derved en slags cambodjansk statsborger, jeg har nu officiel ret til at eje mit eget køretøj i mit eget navn, med mere.

 Hvis du sammenligner visabetingelserne i Cambodja, med andre landes besværligheder og mareridt for at få lov til at blive, og bringe penge ind i deres land, vil du se med lukkede øjne, at visabetingelserne er landet største magnet.

Sikkerhed: På trods af en rekordagtig fremgang i landets økonomi, takket være øget produktion og eksport af alt fra ris over tekstilvarer, og egen produktion af flere og flere varer, som tidligere blev importeret. Cambodja har, blot som et eksempel, hele to bilfabrikker.

 Men der er stadig mange fattige, og der er desuden kriminelle, som ikke nødvendigvis er fattige, de opfatter måske bare kriminalitet som en livsstil.

 Kriminalitet, selv små ting som taskerøverier, får en enorm dækning i Thailand. Men det samme kan godt fore her i de mest kendte turistbyer som Pnomh Penh, Siem Reap, Sihanoukville, Kampot, Kep og i grænsebyen Koh Kong nede ved havet.

 Men generelt er det sikkert at være i Cambodja. For at sige det lige ud, så kommer du til at møde det Cambodja, som du selv skaber.

 Jo mere du drikker sent om aftenen eller tidligt om morgenen, jo større risiko for at blive overfaldet skaber du for dig selv. I Pnomh Penh er der løbende sager, hvor udlændinge på vej hjem fra et diskotek, bliver overfaldet, og frarøvet en taske. De små Khmer mænd vælger meget ofte at overfalde kvinder. Hører du til typen som drikker dig fra sans og samling, vil jeg direkte fraråde dig at sætte dine fødder i Cambodja.

 I de byer hvor udenlandske mænd ofte tager til, for at få kvindeligt selskab, mest Pnomh Penh og Sihanoukville, er der dagligt eller ugentlig nye eksempler på hvor ubetænksom eller alternativt de udenlandske mænd kan opføre sig.

 Nej, man efterlader ikke en prostitueret i værelset alene, det eneste selskab hun har er dine tusindvis af dollars, din nyeste iPhone, iPad, eller hvad du nu kan have på værelset, mens du går på toilettet.

 Hvis du tager på et bordel, og skal i bad før end du mod betaling skal vende det hvide ud af øjnene, ja så skal du tage dine værdier med dig i bad.

 Flytter du her til, kan det anbefales, at det sted du lejer, har alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som er mulige, ikke elektronisk, men mere tremmer for vinduer, metaldøre til indgang fra for og baghave, med mere.

 Hvis du køber en bil eller en MC, kan du være sikker på, at jo dyrere den er, jo større er risikoen for at du kan kysse den farvel.

Cambodja: Kampot og Kep er bestemt besøg værd

I marts er klimaet stadig lidt køligt, som nu, hvor der er 25 plus grader om morgenen. Hvis du allerede har i Phnom Penh, falder min tanke på min egen by, Kampot, der er placeret tre timer med taxi fra lufthavnen i Phnom Penh. 

Kampot hænger lidt sammen med Kep, 20 km fra Kampot, der er rigtig hav, til gengæld har Kep egentlig ikke nogen rigtig by, der er et torv, hvor nogle gæstehuse og restauranter, og hyggelige madsteder hvor man spiser på gulv/ måtter eller i hængekøjer, osv. Kep har aldrig sagt mig det vilde, for byen er så svært at få øje på, det hele er spredt ud over et stort område. Men der er mange som elsker Kep, holder af været der nogle dage, eller ligefrem bo der, læse bøger i høngekøjer, med en meget smuk udsigt.

 Keps offentlige transport er tuk tuks, men i skal være opærksom på, at i kan leje MC i Kampot, og så selv køre til Kep, måske tage en overnatning dernede, og på vej tilbage besøge peperplantagerne. Kampot er producent af "verdens bedste peber", og har også store saltmarker, hvor de punper saltvand ind, og tre mdr senere er saltet i vandet så suket til bunds, så de kan indsamle det og sælge det.

 Så Kampot har både sit eget peber og salt.

 Mens Kampot er forbundet til Kep, har Kep Rabbit Island, man kommer der over i en lille båd. Jeg har ikke været der, men der er dejligt. Jeg mener at der er strøm i nogle af de bungalows der er bygget, men det kan undersøges. 

 Rabbit Island er et steder hvor i skal forvente at folks høns render rundt mellem bungalows, osv.

 Tilbage til Kampot, som er placeret ved en stor flod. Langs med floden er der forskellige steder, nogle af mine kekendte har lige spillet fire dage i træk på et stort sted 10 km udenfor byen, der er swimmingpool, det er et forholdsvis dyrt sted. jeg kan finde ud af hvad det hedder. Og hvad det koster.

 Der er meget at se i Kampot området, ud over Kep, Rabbit Island, Peberplantager osv. Kampot er en gammel fransk kolonial havneby. Da franskmændene var her, var havnen inde i Kampots flodsystem, 3 til 4 km fra havet, Cambodjas vigtigste havneby.

 Vi har stadig en havn, store træskonnerter eller lignende kommer til byen, ofte er det kvindelige arbejdere som slæver sække fra borde, og der er en anlægsplads hvor fiskerne kommer ind med deres rejer, blæksprutter, krabber, osv, og hvor handlende så køber deres varer.

 Fra cafeer og restauranter langs med promenaden kan man om eftermiddagen se fiskebådene sejle på arbejde, ved femtiden, lige før solnedgangen. Vi har tit nogle af verdens smukkeste solnedgange.

 Transport i byen / området er tuk tuks, MC taxier, lejede minibusser, cykler og motorcykler. Og trafikken er minimal.

 Igen, man kan tage en taxi direkte fra lufthavnen i Phnom Penh. Jeg ved ikke hvad de forlanger, men inde i Phnom Penh kan i få jeres egen fine taxi til Kampot for 30- til 35 dollars. Distancen er omkring 140 km.

 Sihanoukville er to timer fra Kampot, og er et kapitel for sig selv.

 Håber at vi ses. Marts er en af de bedste mdr at besøge Kampot/ Kep osv.

Cambodja / Sihanoukville: The Small Hotel- svensk ejet

Svenske Henrik har drevet Small Hotel i mange år, og det hører absolut til de bedre steder, hvis vi taler om mindre hoteller og eller gæstehuse. Og så er der en fortrinlig restaurant, og ikke mindst er Henrik selv der meget af tiden. Han driver Small Hotel sammen med sin Khmer hustru.

Beliggenheen er lidt akavet til og fra de fem strande, som Sihanoukville også består af. Men man har så midtbyen i gåafstand. Et smut til eller fra stranden koster virka to dollars med tuk tuk, det halve med en MC taxi, prisen kan variere lidt alt efter hvilken strand det og, og hvor sulten chaufføren er. Jeg er selv holdt op med at spørge, stikke bare de penge i hånden på chaufføren, som jeg fornemmer turen skal koste.

Ofte kan man bruge antallet af fastboende som bruger restaurant og miljø som kvalitetsmåler. Og det siger mig meget, at mindst hver anden gæst i restauranten er fastboende. Oftest en skandinav.

Priserne er lidt i overkanten, men igen, kvaliteten er i top, i forhold til prisen. Værelser omkring de 15 til 20 dollars, måske mere for de bedste værelser.

Placering: i selve byen, man kan gå ned ved en Caltex Tank, og så dreje til venstre.

The Small Hotel

Link til bedømmelser af The_Small_Hotel-Sihanoukville

Cambodja: Angkor International Hotel - you get what you pay....

Angkor International Hotel fandt jeg for 3 år siden, med hjælp fra en tuk tuk chauffør. Og siden da har jeg overnattet der, hver gang jeg har været i hovedstaden, lige undtaget når jeg har haft gæster fra Europa.

Angkor International Hotel er nusset, der er altid mindst én ting personalet glemmer, eller mindst én ting som ikke fungerer. Men det som er tilbage, er efter min mening good value for money.

Stedet er godt for faste kunder. Det gør absolut en forskel, at du har været der før. En af hemmelighederne ved at bruge Angkor International Hotel er, at man skal vælge sit værelse, man skal ikke blot lade dem stikke en nøgle ud, og så være glad for det man får.

Værelse med vindue, det er det første krav man kan stille. Værelser som ender med 2, har altid, så vidt jeg husker, vindue ud mod gaden.

Der er også værelser ind mod gården med vinduer.

Prisen uden AC er omkring de 10 dollars, med køleskab, TV, varmt vand, badekar. AC koster cirka 5 dollars ekstra pr døgn.

Der er breakfast, som skal betales ekstra. Jeg går selv ned til floden, som er 200 m. væk, nede på den anden side af markedet. Der er det billigere, og bedre, og mere komfortabelt. de fleste af de restauranter nede ved floden har WiFi, og en gratis PC med Interforbindelse, hvis man lige skal se de seneste nyheder eller mails.

Angkor International Hotel har også en PC, man skal dog betale for at bruge den.

Angkor International Hotel
38-50 Street 148, Phnom Penh BP 519, Cambodia (300 m. fra floden)

Link til bedømmelse af Angkor_International_Hotel-Phnom_Penh

Cambodja: Nordic House- Norsk ejet gæstehus / hotel

Nordic House ejes af en norsk psykolog, som mest er i byen i lavsæsonen. Stedet drives normalt af en yngre vietnamesisk kvinde, og nej, hun deler ikke dobbeltseng med ejeren. ;1)x29

Jeg har ikke selv boet der, men en af mine amerikanske venner, overnatter der, to til tre dage hver måned, og han er glad for det.

Der er en rigtig dejlig fortovsrestaurant, med et lækkert udsyn, og der er vel 50 meter max ned til Riverfront.

Nordic House
No. 22 Street 136 | Kandal 1, Khan Daun Penh, Phnom Penh, Cambodia

Link til Tripadvisor.com om Nordic House

Cambodja: Velkommen Inn- Norsk ejet gæstehus i Phnom Penh

Hvis du gerne vil have den "skandinaviske toneart" midt i alt det fremmede, når du ankommer til Phnom Penh i Cambodja, er der mindst to muligheder. Der er faktisk flere, men lige nu kan jeg to på fingrene. De er begge drevet og eller ejet af nordmænd. Og begge steder bruges af nogle af mine bekendte når de er i hovedstaden.

Velkommen Inn ejes af en nordmand omkring de 40. Han er fanatisk langdistanceløber, og som en del af det, er restauranten som hører til gæstehuset, et mødested for mange Expats/ Farang / Barang løbere i byen.

Værelserne er gode, varierer i kvalitet og pris, som sædvanligt betaler man lidt mere på etniske steder, men til gengæld er kvaliteten oftest i orden.

Jeg har aldrig selv boet på Velkommen Inn, men jeg kender ejeren forholdsvis godt.

Mit indtryk er, at mad og værelser er gode, skandinavisk kvalitet, og så betaler man lidt mere end de lokalt ejede steder. Jeg vil dog selv foretrække at spise nede ved floden. Fra Velkommen Inn til de bedste af restauranterne langs med riverfront, er der måske 500 meter.

Nederst har jeg sat et link ind til Tripadvisors anmeldelser af stedet:

Velkommen Inn
No. 23, Seng Thoung #104, Phnom Penh, Cambodia

Link til Tripadvisor.com vedr norske Velkommen Inn

Rejse: Cambodja ER IKKE Thailand - men ret fantastisk

Om at besøge Cambodja fra Thailand, i troen på at Cambodja stort set er som en anden thailandsk provins. Vær sikker. Sådan er det bare ikke.

Hvis du er på vej til Cambodja, fra Thailand, synes jeg, at du skal arbejde med dig selv omkring det faktum, at Cambodja ikke er Thailand. Det er noget helt helt andet. Lige når du ankommer, tror jeg at folk som er vant til Thailand, mest ser det negative. Det som er bedre organiseret i Thailand, at det er renere, osv. osv.

 Du skal også kæmpe med folk som havde dårlige erfaringer med Cambodja for 5 eller 10 år siden. Der var færre gode lægeklinikker, vejene var dårligere, vejen fra Koh Kong til Sihanoukville var ikke klar, man skulle med en forfærdelig færge, osv osv.

 Vejene er lavet. Der kan være et enkelt stræk på 50 meter som er dårligt, men så kommer den gode vej igen.

 Du lander med fly i Phnom Penh. Bestil med AirAsia så tidligt du kan, så kan du spare mange penge. 

 Når du kommer ud fra Lufthavnen i Phnom Penh er der en skranke hvor de sælger taxiture ind til byen til faste priser. Så slipper du for al bøvlet. Der kan du også købe Tuk Tuk tur ind til byen.

 Hvis du vil Koh Chang efter Cambodja, kommer du over grænsen fra Sihanoukville, fra Koh Kong som er placeret fire fem timer fra Sihanoukville. Der er deletaxi der til, ja det er der mellem alle byer i Cambodja, men jeg foretrækker busser.

 De fleste busser er brugte busser importeret fra Korea, men de er udmærkede. Fra Phnom Penh til Siem Reap er der VIP sæder på øverste etage, der er kun to sæder som jeg husker det. Men det er den lille merpris værd. Men busserne er som sagt udmærkede.

 Uden at gå ned i detaljer, vil jeg foreslå flg rute:

 Phnom Penh, 

 Kampong Chaum

 Siem Reap

 Sihanoukville

 Evt Kampot, hvor du kan komme og sige hej, det er en to timers tur hver vej. En halv time fra Kampot kan du finde Rabbit Island, man sejler der ud i en lille båd. jeg har ikke selv været der, men det skulle være meget dejligt.

 Når du er i Kampot, kan du også tage til Vietnam over grænsen ved Hat Tien, en time fra Kampot med stor minibus, Hat Tien er en frizone, og du kan besøge frizonen, det er nærmest hele den provins, plus en halvstor ø, uden visa. Du må ikke forlade frizonen eller øen, men du kan sagtens få en god tur.

 Hvis du er til det vilde, kan du købe en brugt renoveret MC i Phnom Penh, og køre Cambodja rundt på den, og sælge den med et ganske lille tab når du rykker ud af landet. Du kan også køre over i frizonen på den.

 Dit budget: Hvad vil du betale for overnatninger, du kan få værelser fra 5 dollars og op. AC koster normalt fem ekstra dollars. Fra 12 dollars og op er der Kabel-tv og køleskab på værelserne. Plus ofte AC.

 Jeg bruger på normale ture til Phnom Penh Angkor International Hotel, alle Tuk Tuk chauffører kender det. Det er lidt nusset, men folk er søde på stedet. Jeg betaler 10 dollars, jeg behøver ikke AC i oktober.

 Hotellet er placeret 200 meter fra Riverfront, det er området hvor det "sner".

 Der er to norske gæstehuse nær Riverfront:

 Velkommen Inn,

 Og Nordic House, som er placeret i en bargade.

 Begge har udmærket mad. Velkommen Inn er også center for Hash Harriers i Phnom Penh. Ejeren løber selv. Jeg har skrevet et portræt af hver af de to ejere. Løberen er efter min mening den rareste.

 Begge steder betaler du den såkaldte "Etniske afgift", de skandinavisk ejede steder er altid dyrere.

Dagbog: Jeg skammer mig, men... sprog!

Offentliggjort første gange den 18-12-2011

Min grundliggende holdning til at bo i et andet land er, at det er min forbandede pligt at lære det lokale sprog. Jeg har boet i Indonesien, jeg taler Bahasa Indonesi flydende.

 Jeg har boet , og der ud over opholdt mig meget i Thailand, og kan klare mig på thai med mange daglige ting, men kan ikke forhandle på thai, ikke samtale på thai.

 Det kan jeg på Indonesisk. Når jeg fortæller at jeg kan tale og til dels skrive Bahassa Indonesia, plejer folk at gokke mig i hovedet med at det er det nemmeste sprog i verden. Apotik er apotek, osv Så der er, menr folk ofte, intet specielt i at kunne tale indonesisk. Det kan enhver idiot finde ud af, mener mange. Men, tro mig, det er et rigtigt sprog med masser af grammatiske faldgruber, nogle gange føler jeg at gramatikker er sværere end den danske. Men hvis man som turist smutter gennem landet på et par måneder, er det korrekt at det er nemt fordi mange ord, 3- til 5% kommer fra hollandsk.

 Siden jeg kom til Cambodja for at bosætte mig, har jeg stort set ikke lært noget Khmer. Og jeg skammer mig over det. Jeg spurgte fra start min tolk om han kunne undervise mig, eller om han kendte nogen som kunne. han rystede på hovedet og svarede, at jeg bare skulle tale med folk, så ville det komme.

 Men... jeg havde en del tramatiske ting jeg skulle have samlet op på fra Indonesien, jeg skulle passe mit arbejde, osv, så jeg kom aldrig i gang. Ord der blev gentaget og gentaget fangede jeg, træt er "Akumlang", glemt er "Plek", spise er "Yam Yam", osv.

 Men det sidste år har jeg været klar til at modtage organiseret undervisning, men det er aldrig kommet i gang, fordi de folk jeg har fundet, selv eller via andre, har forlangt formuer for det.

 Det har altid en forklaring på, at jamen jeg underviste en engelsk eller en tysk kvinde, og hun betalte så og så meget. Det er sikkert rigtigt, men det glemmer at fortælle, at de job kun vare en uge eller tre.

 En fyr jeg havde lavet en aftale med, jeg nåede faktisk at få en lektion på 30 min, ville pludselig have tre gange så meget som det vi havde aftalt. Så jeg bakkede ud, betalte en del mere end jeg skulle for den halve time, og så smuttede jeg. Det skal med, at han underviste i arbejdstiden, han arbejdede på en restaunt. Han blev altså betalt af sin normale arbejdsgiver, samtidgt med at han underviste mig, men han så bare dollar dollar dollar. det vil jeg ikke bebrejde ham, men hans dollarsjagt kommer bare ikke til at omfatte mig.

 Hvis jeg går ind i en proces med at tilegne mig Khmer, vil der blive tale om år, fast deltidsjob med undervisning én time tre fire gange om ugen, eller så meget som jeg nu kan klare, der er jo også hjemmearbejde.

 Der er en ynre kvinde, som pludselig stod midt i det hele, og begyndte at oversætte da jeg forhandlede betingelserne for det nye lejede hus, hun bor i et af de lokale rækkehuse 200 meter her fra. Hun gentog liren som jeg havde hørt før, tilbød mig at undervise mig i Khmer, og forlange for en time tre til fire gange, måske endnu mere, end det hun tjener om dagen på sit arbejde.

 Nu når jeg er på plads huset, opsøger jeg hende igen, og prøver at få en aftale med hende.

 Her følger rlidt om Khmer sproget. Skriften kan minde lidt, jeg gentager: Lidt, om Thai. 

 ........
Khmer language: From Wikipedia, the free encyclopedia

 Khmer Khmer has been considerably influenced by Sanskrit and Pali, especially in the royal and religious registers, through the vehicles of Hinduism and Buddhism. It is also the earliest recorded and earliest written language of the Mon–Khmer family, predating Mon and by a significant margin Vietnamese.[1] The Khmer language has influenced, and also been influenced by, Thai, Lao, Vietnamese and Cham, all of which, due to geographical proximity and long-term cultural contact, form a sprachbund in peninsular Southeast Asia

 Spoken in Cambodia, Vietnam, Thailand, USA, France, Australia

 Ethnicity Khmer

 Native speakers 15 million (2006)

 Writing system Khmer script (abugida)

 Official language in Cambodia

 Regulated by No official regulation

Dansk sømandskirke i Thailand - skal skal ikke?

Skal Thailand have en Dansk Sømandskirke? Det spørgsmål stilles i en artikel i ScandAsia

Artikel i Scandasia

Baggrundsartikel i Sømandskirkernes eget blad/ hjemmeside

Den danske sømandspræst i Flensburg, Preben K. Mogensen, er i Thailand i denne måned, for at lave en baggrundsanalyse for, om Thailand og ikke mindst det danske samfund i Thailand, har behov for en dansk sømandskirke.

Projektet startede med at den danske ambassade i Bangkok spurgte den danske sømandskirke og danske kirker i udlandet, om de kunne påtage sig en del af det sociale arbejde, som ambassaden nu bakser med.

De byer der er nævnt som værter for den eventuelle nye sømandskirke, er Hua Hin, Pattaya, og storfavoritten Bangkok.

Men hvad mener du? Har du og det øvrige danske samfund i Thailand med nabolande, brug for en dansk sømandskirke. Jeg mener, jeg skulle tage meget fejl, hvis en dansk sømandskirke i Thailand ville påtage sig opgaver i nabolandene, hvis kirken ender med at blive etableret.

Sømandspræsten fra Flensborg opfordrer til, at du giver dit besyv med, klik på linket her under, og giv din mening til kende.

Udfyld venligst dette spørgeskema - grundlaget for en dansk sømandskirke i BKK

Du kan deltage anonymt i undersøgelsen, men de vil gerne have et fornavn.

Dagbog: Ny nabo, et dagslysrøveri, og...

Jeg havde besøg af mine forholdsvis nye naboer forleden. Det startede med at jeg pludselig så en hvid barang dreje ind på grunden til en blok med små etværelse rækkehuse, vel max 40 meter fra hvor vi bor. Jeg ventede nogle dage, men da jeg på vej hjem så at der sad en hvis mand udenfor på en bænk, parkerede jeg min MC i vores have, og gik der over og hilste på, fortalte hvor jeg boede, og hvis der var noget jeg kunne hjælpe med, var han mere end velkommen til at kigge fordi. Havde han lyst til en snak, var det det samme. Holdt min lille MC udenfor, var vi hjemme.

Fyren er venlig uden at være overstrømmende. Jeg ved ikke hvad jeg forventede, men mange af de typer som kommer til Asien, har ud fra hvad jeg har set gennem godt 22 år, ikke den store lyst til at udvikle private bekendtskaber, jo så længe de foregår ude i byen, er det fint nok, men privatlivets fred, mange tak, respekter det venligst.

Det vidste jeg, og med vilje satte jeg mig eksempelvis ikke ned, så der stod vi og snakkede. Han var flyttet ind sammen med en bror, som dog mest foretrak Vietnam. Broderen ville vende tilbage til Vietnam, men han selv ville blive. han var meget glad for Cambodja og ikke mindst Kampot.

Og jo, han ville kigge forbi med broderen en dag hvor det passede ind. Hvis de ikke forstyrrede.

Under den stående snak havde fyren fortalt, at han var fra Irland, og havde fem børn. Katolik. Nordirland, tidligere militærmand. Det var de mærkater jeg satte på den sportstrænede omkring de 50 fyr, da jeg gik de, ok, måske kun 30 meter tilbage til mit/ vores hjem.

Senere har der nogle gange været en lyshudet fyr, på en MC som hans, som har givet venskabelige trut, og vores lille knægt og jeg er blevet overhalet, når vi har været af sted på vores morgen vandretur, den lille i klapvognen, forstås.

En morgen hvor jeg gik ude i haven og prøvede at rydde lidt op, det er lidt svært i en kaste affald over skulderen kultur som den cambodjanske, men jeg prøver, stod den irske nabo udenfor porten, og hilste venligt. Jeg åbnede porten og så, at han havde en stok i den ene hånd, og der var ikke billige sandaler på hans fødder, mens nogle gode vandresko. Militærmand, tænkte jeg igen.

Nej. han var ikke kommet på besøg, men så bare at vi var i haven, og han hilst på. Men vi vi snakket lidt, meget fint.

Normalt sår jeg ikke tvivl og frygt i andre her ude. Men jeg havde lidt info, som jeg godt ville støtte ham med.

Jeg havde set, at hans Honda Phantom stod ude på det fælles areal både dag og nat.

Dette dagbogsblad rummer to triste / den ene dog mere tragisk end den anden, og her kommer så den første, som vel ikke er tragisk, men mere uheldig og træls.

Her er hvad jeg fortalte min nye irlandske nabo:

For to dage siden (det var den gang) blev en af de unge studerende, som bor i et andet rækkehuskompleks lige overfor os, stoppet af en eller to fyre, den ene havde en pistol, som han truende viste frem. De ville have den unge studerende Honda Automatic, jeg ved ikke hvad de kaldes, og det fik de to røvere. På offentlig vej, ved dagslys, og dagen efter gik vores vice lands-byhøvding rundt og advarede folk. 

Så måske skulle irlænderen tænke over, hvordan han parkerede sin MC... sin Honda Phantom.

Og det var så det. Vi snakkede lidt mere om løst og fast, han fik et par tip om hvor han kunne gå sine motionsture, og så fortsatte vi begge hver især med, hvad vi nu havde gang i, inden han lige kigge forbi.

Mere hørte jeg ikke til irlænderen, indtil en dag jeg oppe fra min skrivestue kunne se, at han kom ind i vores have med en betydeligt ældre mand, som måske var hans bror. Det kom der et meget fint besøg ud af.

Det fortæller jeg mere om, i det næste dagbogsblad.

Fra Koh Kong i Cambodia til Bangkok med bus

Om at komme fra Koh Kong ved grænsen til Thailand nede ved havet.

Grænsen åbner kl 07.10 cirka, og lukker cirka kl 18.50.

Jeg tager ikke taxi, men Tuk tuk til grænsen, 4 til 5 dollars. Jeg betaler Mr. Hahn mellem 2.5 og 3 dollers for MC til eller fra grænsen fra Koh Kong.

Hvis man insisterer på at bruge taxi, er mit bud 7 dollars. I Phnom Penh er det 9 dollars inde fra centrum og ud til lufthavnen med taxi.

Man kan købe billet direkte fra Koh Kong til BKK, men det er d y r t, og det fungerer ikke.

Så ja, tag tuk tuk eller taxi til grænsen, få evt tuk tuk chaufføren til at hjælpe dig/ jer med bagagen til den thailandske port, mr. Hahn gør altid det for mig, han bærer min taske til porten, som er 10 meter fra lugen, hvor man stempler ind.

Minibusserne venter 20 meter fra immigratioslugerne i Thailand. 120 bath fra grænsen til busstationen i Trat.

OBS! Trat er en skøn lille by, som sagtens kan tåle en dag eller to. 

Sidste minibus kører fra grænsen kl ca 16.00, og den første fra grænsen til Trat cirka klokken 08.10.

Den afgangsplan der er sat op ved busserne, følges ikke 100 %, og slet ikke i lavsæsonen.

Der kører busser hver hele eller halve time, men jeg mener at der er et hul sidst på eftermiddagen, og om aftenen.

Jeg ville komme af sted rimeligt tidligt, hvis jeg var dig/ Jer, og så være i BKK om eftermiddagen.

Dagbog: Sønderjyden og massøse-diplomet

Jeg mødte sønderjyden på en café, som lå overfor det store indkøbscenter (hed det Robinson?) midt i Udon Thani. Jeg har glemt hvad caféen hed, men det var et sted, som ud over drikkevarer havde nogle fortrinlige små retter på menukortet. Og så var den kvinde som drev stedet, sød og venlig.

 Jeg har ikke set det selv, men jeg har ladet mig fortælle, at hele komplekset er revet ned, og lavet om til parkeringsplads.

 Sønderjyden trængte til at snakke. Så han søgte danskere, og stedet hvor han opsøgte sine landsmænd, var på den omtalte café, nærmere bestemt på aralet udenfor caféen, indendørs kørte der aircon for fuld skrue, så der sad thailænderne.

 Danskeren havde mødt en thaikvinde nede i et af turistområderne. Hvis han fortalte hvor det var, har jeg glemt det, men Bangkok, Pattaya/ Jomtien, Hua Hin eller et af stederne i Phuket er vel næppe dårlige gæt?

 Sønderjyden var meget glad for sin thaikæreste, han snakkede en del om hende, men han gik også meget op at overholde reglerne, han spurgte hele tiden om noget han vidste i forvejen, noget med, at han kun kunne være ude af Danmark fire eller fem måneder om året.

 Noget andet han gik op i, var hans kærestes fremtid. Han ville hende det godt, der var meget Socialdemokrati over hans måde at tænke på. Hun skulle sikres. Tre fire lejemål fra caféen var der mindst to massageklinikker. De var fine at se på, der var blomster og dekorationer over alt, og når man gik indenfor, var der eksotisk musik og dufte i luften. Så måske var manden blevet inspireret af de massage og manicure klinikker. Og åske havde han ikke fået en behandling der inde, for så måtte han vide, at der på trods af de fine dekorationer, og den fremmedartede musik, så var der også ganske almindelige brunstige støn, når mænd mod ekstra betaling fik deres Happy Ending.

 I hvert fald kom han en dag og fortalte, at han havde investeret i en massageuddannelse til hans kæreste. Det lå under det hele, at så kunne hun være ham tro, med ærbar massage, og ikke den type massage, som havde bragt dem sammen.

 Tiden gik, og en dag havde han en nyhed med sig. Uddannelsen var næsten færdig, og det havde fået svigermor op på tæerne. Hun ville også datteren det godt. På sin måde, så hun havde fundet ud af, at nu hvor datteren snart var eksamineret massøse, med diplom osv. så kunne hun passende smutte til Japan, og score kassen.

 Det faktum, at sønderjyden havde betalt for en uddannelse som massør, for at han kunne få styr på kærestens ærbarhed, når han var tilbage i Danmark, det fandt den kære svigermor måske aldrig ud af. Eller måske var hård valuta vigtigere, end hvad en sønderjyde gik rundt med, af drømme og planer.

 Jeg var på et par rejser, og da jeg atter begyndte at tænke på sønderjyden og hans kæreste, var manden væk. Hvor den diplomuddannede massøse var, ved jeg ikke.

 Jeg har skrevet ovenstående, dels fordi beretningen er sand, dels fordi den efter min mening er et fint eksempel på, at en dansker med god vilje, kan ville lige så meget han vil, der vil altid være andre, ikke mindst kærestens familie, som er klar til at tilpasse den gode vilje til noget, som passer ind i deres kram.


 Emneord: thaikæreste, massøse, sønderjyde, dansker, Udon Thani, sex, fortid, svigermor,

Dansk mælk og thai elefanter... eller omvendt

Først offentliggjort den 01-06-2012

 Ovre i hovedstaden fejrer de den thailandske elefant, Chieng Mai, som har været i det københavnske Zoo i 50 år. Hvad har det så med mælk at skaffe? Historien går nogellunde sådan her: Fem malkekøer blev til fem elefanter, eller omvendt.

 Da Kong Frederik IX regerede i 60erne, var der fest og glæde i den tids Danmark. Jobs fandtes alle vegne, folk flyttede for en krone, og timelønnen var omkring 7.00 kr i det mørke Jylland.

 Penge var ikke noget man talte om, det var noget man havde. Danida var endnu ikke etableret, men god ville Danmark bare være. Så Thailand skulle hjælpes.

 Projektet Thaigården blev skabt, og kransekagefiguren blev fem danske malkekøer, pakket ind som en gave fra den danske konge til den thailandske konge. Men pengene til slagteriet, mejeriet, og jord og køer til de barfodsbønder, som hver fik et alt for lille stykke jord, og fire malkekøer, kom fra de danske skatteydere, nok ikke fra de bønder som havde leveret køerne, bønder betalte i princippet ikke skat den gang. Måske gør de så nu?

Den modsatte vej røg så nogle elefanter, også en gave fra Majestæt til Majestæt, og det er så der vi er nu. Thailand har en respekteret industri fra ko til køledisk, børn får gratis skolemælk, og i København, ovre på den anden side af bæltet, fejrer de guldelefanten.

 Så kom ikke og sig at mælk ikke har noget med elefanter at skaffe

På jagt efter en brugt MC i Cambodja

Fra den 27 nov. 2011

Jeg skulle til Phnom Penh alligevel, og havde også ved tidligere besøg,  tænkt meget på at finde de områder, hvor de sælger renoverede motorcykler i næsten alle størrelser og aldre. En dag da jeg kørte hjem til Kampot i en deletaxi, kørte vi forbi et område med hvis ikke tusindvis af tohjulede kørekøjer, så man hundrede, men sprogproblemer forhindrede mig i at spørge hvad kvarteret hed.

Men... så fandt jeg en god Tuk Tuk chauffør, som talte noget engelsk, en høj slank fyr, som holder til på River Front ved Street 144.

Vi lavede en aftale, han spiste da jeg kom, men vi kom af sted. Nu skulle vi ud og se på, nej ikke på damer, men på motorcykler. Og trods al optimismen, mine forklaringer om et sted med masser af MC´er, valgte han den nemme løsning, og kørte til et sted, hvor der ganske rigtigt var motorcykler til salg, men der var ingen renovering, intet rigtigt liv, osv.


Mit bud var, at han havde tænkt på trafikpropper mere end på mit behov.

Havde det været for 10 år siden, var jeg stået af i vrede, stykket ham hans penge, og så begyndt forfra. Men det var jo altså ikke 10 år siden, så jeg mindede mig selv om, at han talte fantastisk godt engelsk, at han var pålidelig, vidende, og på toppen af d e t forlangte han aldrig vilde beløb.

Vi lavede en ny aftale til kl. 10.00 næste morgen. Trafikpropperne var væk, og så havde vi hele dagen, hvis det var nødvendigt.

Næsten morgen var han klar, da jeg havde tjekket mails og debatside, og desuden fået min morgenmad, stod han udenfor med sin Tuk Tuk.

Vi kom af sted, inden da fik jeg gentaget, at det var vigtigt det her. Jeg havde drømt om at finde en rigtig speciel MC til mig selv, og ikke mindst ville jeg skrive om turen.

Han nikkede, havde udsigt til en hel dags arbejde, plus det han allerede havde samlet op, så han var glad.

Da vi holdt ved det første røde lys, blev jeg mindet om noget jeg lærte i Vietnam. Nemlig ”Man flytter da indbo fra en 3-værelses lejlighed på én MC på én gang. Ok, fyren som smilede over hele den asiatiske femøre, havde ikke møbler og køleskab plus et TV på sin MC, men hans lille private messengerservice, en måske 25 år gl. korenask bygget Honda Dream 110 cc, lydende navnet Daeliim, var pakket til.


Trods optimismen var den ved at gå galt igen, han bragte mig til et lillee fortov, hvor de svejsede MC rammer, og sprøjtelakerede og skruede løs. Og det var på en måde fint nok. De var flotte motorcykler som stod i vejkanten.


Tuk Tuk chaufføren vendte sit køretøj på en tallerken, og endelig kom vi til det første rigtige sted, hvor der ganske rigtigt var tusindvis af motorcykler. Langt de fleste importeret fra Korea og Japan, og måske var der og et par ”varme” MCer fra Thailand. Hvem ved?


Jeg begyndte at gå ned af en af de små bakker, på et hjørne var der endnu en fyr som sprøjtelakerede en motorcykel. Glem alt om sprøjtekabiner. Men husk at hvis du ikke vil ligne en månemand i ansigtet, skal du holde dig på afstand.


I Kampot kører de fleste lokale, nogle af de såkaldt fattige, (korrekt, der e r altt for mange alt for fattige, men den tager vien anden gang) på spritnye Hondaer, Yamaha´er, osv. mens de lidt mere bevidste og livsnydende udlændinge foretrak de legendariske Daeliim, de licensbyggede Honda Dream, som siden krigen sluttede i Cambodja, reelt har været landet og dets befolkning et fremragende pakæsel.


Hvad det lille to-hjulede og meget praktiske vidunder, koreanerne havde forbedret gearkasse og kobling, og flere andre ting, plus udstyret det med et gigantisk bagsæde, som med en smule pædagogisk støtte reelt kunne bære et æsel. Ok, det skulle måske bindes fast, mens jeg ser ofte to store grise på vej til slagtning, skubbet ind i bastkurve på bagsædet af en Daeliim.

Men det var fra start ikke en Daeliim jeg selv var på jagt efter. Lige da jeg kom til Asien for 20 år siden, var jeg på den indonesiske ø flores, øvre østpå, lige efter at øen var blevet ramt af et gigantisk jordskælv. Jeg lånte den gang en rigtig høj Bintang tror jeg den hed, der er en øl med samme navn, så måske forveksler jeg de ti vidt forskellige produkter.


Den lånte MC havde en utrolig balance. Jeg kørte i områder som reelt havde sagt farvel til veje som vi forstår dem. Skælvet havde været så voldsomt, at de fleste veje var kratere, kløfter, osv. Men jeg glemmer aldrig, hvor nemt det var for mig gale mand at holde balancen på den MC.

Så det var ikke en Daeliim, eller lignende, jeg var på udgik efter. Men derimod ville jeg gøre minderne fra Flores til virkelighed.

Som du kan se på billederne, fandt jeg dem, ikke indonesiske, men koreanske og kinesiske motorcykler med motorer på fra omkring 175 cc til 250 cc. Der var større ting, men det var der ikke penge til. Viljen manglede også. Der bliver slået for mange ihjel på de asiatiske veje.

Du kan måske brokke dig med god grund over, at der ikke er tekniske detaljer og navne på de forskellige markeder, men jeg fik ikke taget de notater. Vil du lave en lignende tur som min, kan du printe et af mine markedsbilleder ud, og han vil finde de markeder, jeg garanterer.

Jeg stoppede her og der, blev budt på middag et par gange, og snakkede priser.


Jeg var positivt overrasket over hvor reelle de handlende var. Priserne var stort set de samme for de samme mærker, stand og årgang, med eller uden nummerplade og originale papirer, og hvis jeg var gået ind i det, kunne jeg have fået prisen ned til det samme som de lokale. Alene. Der er aldrig nogen lokale som har gjort noget billigere for mig, i hvert fald ikke ting som var fremmede for dem.

På vej videre, ser jeg pludselig en kurv med fisk, som bliver tørret på en bagagebærer. Ja hvorfor ikke?


Jeg var ved at være færdig med min tur på det første marked, da jeg pludselig så en ung fyr, som var i gang med at bygge en 3.hjulet last-MC op. Jeg har også erfaringer fra metalværksteder, og jeg blev dybt imponeret over mandens akkuratesse.


Da jeg kom op ad bakken og drejede til venstre, stod der de smukkeste 3-hjulede MC-last-motorcykler jeg har set. Der var med lad, der var kasser som til møbel eller værdifuld varetransport, og der var en 3-hjulet minibus med fine betrukne bænke til passagererne. Ok, et æsel eller et par hundrede levende høns ville sikkert ryge med på taget en vakker dag, fire fem Mcer kunne bestemt også bindes på bagklappen før samme tur.


Men lige da jeg så den, var den fin, den MC taxi.

Dagens sidste fund var en lille butik, max et par hundrede MCer inde bag ved. Jeg tro det var næste generation af licensbyggeriet. De MCer jeg fadt der, tror jeg var fra Vietnam, som sammen med Cambodja og Bangladesh, og måske Myanmar/ Burma har Asiens biligste arbejdskraft.


Ejerens datter var lige kommet fra skole, og jeg fik med alle psykologiske tricks fra denne klode teenagedatteren i den smukke skoleuniform, til at agere fotomodel.

Godt at jeg kunne sige mange tak på Khmer, det cambodjanske sprog.

Vi fortsatte til andre markeder, men det første var det bedste. Med lidt held finder jeg navnet på markedet, og sætter det ind her.

Thailand: 370 nye thai teenmødre hver eneste dag

370 thailandske teenagere føder i gennemsnit hver eneste dag i det asiatiske kongerige. Ud af disse er cirka 10 af de unge nybagte mødre under 15.

Det er The Bureau of Epidemiology, som står bag en undersøgelse, som ml. 2008 og 2011 involverede elever fra 8 til 11 klasse.

Vicesundhedsminister Chonlanan Srikaew har til Bangkok Post forklaret, at nutidens teenagere bliver seksuelt aktive tidligere end før, og at de muligvis mangler viden om sex, og hvilke følger sex kan have. Eksempelvis uønsket graviditet.

Flertallet af unge thailændere har sex i en alder af 15, og mindst 45% af dem bruger ikke kondom.

Undersøgelser har vist, at 53% af alle thaikvinder som bliver uønsket gravid, er teenagere.

Thailand: 30.000 thaikvinder indlagt efter Illegale aborter - fire døde

Mindst 30.000 kvinder blev indlagt i det senest opgjorte år, efter at de havde fået foretaget illegale aborter. Og det har kostet det thailandske samfund mindst 154 mio. bath (ca 29 mio. kr.).

20% af de indlagte var teenagere, resten var voksne.

Tallene stammer fra det senest opgjorte år, nemlig 2011, og kom frem under en nyligt afholdt kongres,   The 2nd International Congress on Women's Health and Unsafe Abortion in Bangkok, skriver Bangkok Post.

Det var Dr. Kamheang Chaturachinda, som kom med det barske tal. Abort som hovsaløsning er ulovligt i Thailand, men der er et udbredt net af illegale abortklinikker spredt ud over kongeriget. Det har tidligere været nævnt, at der alene i Bangkok er 4.000 ulovlige abortklinikker.

Den thailandske mediciner forklarer videre, at man har tallet fra det faktum, at 30.389 gravide kvinder i 2011 blev indlagt under regeringens 30 bath sundhedsprogram. Der kan altså sagtens være flere aborter som er gået så skævt, at indlæggelse har været nødvendigt. Hvis thaikvinder har haft mulighed for det, kan de nemt have valgt dyrere behandlingshospitaler.

Arkivfoto.

Frivillig fange smed nøglerne- andre blev hjemløse

Cambodja: Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv. Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed forvandle sig til et fængsel.

Artiklen er flyttet fra en anden blog, den blev offentliggjort første gange den 2012-02-16.

Jeg er lidt sent på den med denne historie, og hvad der af følger.

Vi havde en barejer her i Cambodja, og hans lokale kone, de er/ var usædvanlige på mange måder, samme alder, hun er lettere handicappet, og vesterlændingen, som har rejst meget rundt i verden i forbindelse med sit job som teknikker, endte i Cambodja, og til sidst fandt han et værtshus, som han overtog af, ja hvad tror i, en svensker med et intimt forhold til alkohol. Var den betegnelse diplomatisk nok.

Problemet med thailandske barejere, som kan blive knaldet bare de har spritleverandørens telefonnummeret i sin mobil, kendes ikke her i Cambodja. Man kan købe en arbejdstilladelse, starte eller overtage en bar, og stille sig bag den, vaske glas, servere, vaske gulvet inden åbningstid, osv.,

Absolut uden problemer. Pudsigt nok kan den frihed til at arbejde vende på hovedet, fordi der er ikke ret mange penge i barer og restauranter som gennemsnit, så for at spare penge, ja så får karrieren lidt karakter af et fængsel, hvor fangen selv bærer nøglen.

Inden manden fandt sin kone, vaskede han gulv, gjorde rent, købte ind, åbnede kl 18.00, og blev på posten indtil den sidste gæst var gået hjem. Når han var i godt humør fortalte han, hvor lang tid det tog at vaske gulv, og handle ind. Jeg tror gennemsnitstiden var 55 minutter:-D

Oops, jeg glemte endnu en lænke til den frivillige fange. Der er ingen regler om lukketider i barer i Cambodja, så det tropiske paradis kan ende som et fængsel uden mure.

Sådan var det gået for den omtalte barejer, og hans Khmer kone.

Men alligevel kom der små perler fra manden, som faktisk var ret genert, og egentlig ikke brød sig om sit arbejde.

En af perlerne kom, en tidlig aften i baren. Jeg sad og drak min cola, jeg drikker først øl efter kl 19.00, og der var lidt panik udenfor.

"Jeg tror vi skal oprette et krisecenter for voldsramte mænd her i Kampot", sagde manden.

Jeg har lige flyttet denne tråd fra anoeglen.COM til dette forum anoeglen.NET, og det gav stødet til det jeg skriver lige nu:

En anden af perlerne som kom over mandens læber, var om problemer med psykiske problemer. Jeg fortalte i baren, at jeg havde læst, at en psykiater i hovedstaden havde udtalt, at mindst 50% af indbyggerne i det førs krigsplagede land havde psykiske problemer.

"Det er cirka det halve af, hvad vi fastboende udlændinge kan præstere" sagde han på sin tørre facon. Og når jeg ser mig selv i spejlet, og møder andre, og ikke mindst hører om andres projekter, kan jeg kun give ham ret, tror jeg nok.

Tilbage til salget af baren/ restauranten/ gæstehuset:

Nu vi er ved mentale mærkværdigheder: En englænder var i Cambodja i 14 dage sidste år, har jeg hørt.Hhan kommer tilbage to dage i januar 2012, køber stedet, får udleveret nøglerne til det potentielle fængsel, som han rækker videre til to fra den anden side af det store hav, som skulle drive det.

Fred være med det. Men en række udlændinge blev hjemløse. I lavsæsonen var der mindst to faste spisende gæster, som stort set spiste det samme hver aften.

Men de nye forpagtere var yngre, gik lidt i svenskerens forspor,gik lidt i hans fodspor i forhold til spiritus, har jeg hørt, osv. osv.

De fastboende, mig selv undtaget, var lamslået. Det var som om deres hjem var brændt ned. Lykkedes det at redde sprutten?

Jeg følger ikke helt med, men mon ikke de finder nye hjem, de hjemløse, som passer dem, og hvor de kan spise det samme hver dag. 

Næsten.

Og ja...Hvad var det min gamle psykolog sagde?

"At leve er at vælge"

Stambordet - en glæde eller en forbandelse?

Stambord. Det kan være en god ting når det fungerer bedst, og en forbandelse, når det fungerer værst. De bedste stamborde jeg har oplevet, og brugt med skiftende fornøjelse, var hos Kurt på Jailhouse i Hua Hin, og hos Copenhagen i Soi Postoffice i Pattaya, og jo, måske hos Jens som har det specielle sted FREM ved Bou Khao markedet i Pattaya. Fælles for alle tre typer stamborde var, at der var plads, plads nok til at man kunne sætte sig i den anden ende, lidt væk fra "støjen", hvis man følte behov for det.

Det stambord som jeg bruger næsten dagligt i perioder hvor min bedste kammerat er i byen, er et mere eller mindre tilfældigt bord, kvadratisk, med fire bænke sat til. I bedste fald kan der være otte omkring bordet, og man sidder tæt.

Det ender meget med at det højest talende sender den ene erklæring af sted efter den anden. Egentlige samtaler kommer der stort set ingen af. Det skulle da lige være, hvis én går på toilettet, eller forsvinder, så kan der godt være nogle knive, som lige skal sendes af sted.

Det gode ved ordningen med, at de fastboende, som gæster restaurationshaven er, at når det kører bedst, men nok aldrig når der er otte omkring bordet, kan der komme enkelte gode snakker. Og der er også mulighed for at skabe nye kontakter. En fyr som fixede min computer for et par uger siden, ham havde jeg eksempelvis ikke fået kontakt med, uden det stambord.

Det værste ved stambords systemet, i hvert fald når bordet er så lille, og når man sidder så tæt, er al den spild af tid, som man kommer ud for. I langt de fleste situationer er jeg der mest for, punkt 1.

At møde andre mennesker, og det betyder i langt de fleste tilfælde, at jeg kommer lige netop der, glem ikke at vi er der stort set altid når der er Happy Hour (ca. 4.00 kr for et glad fadøl), for at møde min kammerat, og hvad der ellers måtte dukke op af gode oplevelser.

Han lever mest i restauranterne, og kender 40 gange flere mennesker end jeg, som kun deltager i det lokale værtshus det ene sted, den times tid dagligt, eller næsten dagligt, når han er i byen. Hvis han ikke er der, kommer jeg der stort set ikke.

Det betyder så også, at jeg ikke søger andre lidt mere forpligtigende kontakter en den ene jeg har, og det betyder også, at jeg ikke møder dem, som skiller sig væsentligt ud fra stambordsklientellet, der hvor jeg kommer nu.

Det kunne jeg godt arbejde noget med, hvis jeg ville, og det gør jeg måske også en dag. Når jeg tænker på, hvor mange gode oplevelser, hvor mange spændende mennesker jeg har mødt gennem årene ved de to stamborde, som Frede fik sat op på Copenhagen i Pattaya, så må det være muligt at møde lige så forskellige og spændende mennesker i Kampot.

Der er kommet flere nye steder i byen, flere af dem fungerer, så ja, hvorfor dog ikke prøve noget andet.

Tilbage til det kvadratiske stambord, som det meste af dette dagbogsblad har handlet om.

Jeg har flere gange fortalt om originalerne, vi er vel alle originaler på hver vores måde, hvis vi vælger at bo i Asien, uden at det er en del af en professionel karriereplan- men mere baseret på skønne kærester eller koner, du ved, de sorthårede, ja helt rigtigt, brune øjne og smil som siger at de har ventet på os hele deres liv, det var faktisk den eneste grund til at de blev født, men originalerne, fyrene som gang på gang i deres naivitet taber penge på forhold og eller investeringer, importerede idioter som flygter fra den ene by til den anden i Cambodja, hver gang de har gjort det for svært for dem selv, de er en plage.

I hvert fald for mig.

Ikke at det er nemt at ankomme, og blive accepteret i det expat/ udlændingemiljø, som vi har. Netop fordi vi er så forholdsvis få, mødes man ofte over mindre kulturkløfter, selv om vi har hvid hud, er der meget stor forskel på amerikansk, australsk, newzealandsk, engelsk, belgisk, norsk, fransk, hollandsk, tysk, og dansk kultur. 

Og vi tjekker, eller bliver tjekket, når vi ankommer. Er det endnu en pædofil? Er han fyldt med løgn? Hvordan bliver han efter drink eller øl nr. 15? Osv osv. Og hvad er det dog for en kæreste "han" har fundet? Og hvad er det han gør mod sin medbragte hustru? Fortjener hun virkelig det, efter 30 års ægteskab.

Ja. Der tjekkes. Nogle gange synes jeg at dommen falder meget hurtigt, nogle gange burde den komme endnu hurtigere, men den ankommer aldrig.

Og i alt det har stambordet et vigtig rolle. Eller stambardisken, for den sags skyld.

Alt det her, fordi jeg kan mærke, at jeg nok er ved at tage afsked med det stambord, eller den måde at være sammen på, omkring et bord, hvor valget af "venner" nærmest sker lidt som når man sætter sig ind i en offentlig bus. Man har stort set ingen indflydelse på, hvem man sætter sig ved siden af, eller omvendt.

Jeg savner nu "Fredes" og Jens´s stamborde i Pattaya. På godt og ondt, men absolut mest på godt. En halv eller en hel time ad gangen.