Populære indlæg
-
Fantastiske nattog, hvor du kan få din egen seng, plus mad under rejsen, er en af de mere specielle oplevelser, som Thailand har at byde på....
-
Vil du vise dine børn noget, som hverken Tivoli i København, eller Legoland i Billund kan præstere, så var det måske en idé at tage dem med ...
-
På 10 måneder er der beslaglagt 57 mio. amfetaminpiller, 215 kg. heroin, 1,132 tons krystal amfetamin (kaldet Ice) 11,5 tons af hash, og 20...
-
Via TakeOff: Uroen i hovedstaden Bangkok får ikke danske turister til at give afkald på ferie i yndlingslandet Thailand. Lige for tiden skøn...
-
Det sker aldrig for mig. Jeg bliver aldrig nappet af politiet. Er det sådan manden har tænkt? Den norske statsborger Johannes Emil Kørner, 5...
-
ThailandNøglen: Svenskeren Henrik Christian Koch, 40, er blevet arresteret i Pattaya, mistænkt for narkohandel sammen med sin thai kæreste K...
-
En mand og hans kone, begge thailændere, blev søndag anholdt i deres værelse i Jomtien. Politiet gennemførte en razzia på et lejet værelse ...
-
Med sin ekskæreste og andre chatbrugere som tilskuere, hængte en ung thai-kvinde sig selv mens hendes web-camera stadig kørte og rædselssl...
-
Samtidigt med at Burma bevæger sig frem mod demokrati, kommer der flere og flere turister til Burma / Myanmar. men landets infrastuktur ka...
-
Cambodjas nationale luftfatsselskab, har åbnet deres anden indenrigsrute, nemlig mellem Siam Reap (ved Angkor Wat) og Cambodias alternativ t...
fredag den 18. januar 2013
Man får aldrig det hele med ud af landet
Jeg havde mine grunde til at stoppe ham, Hotelmanden, en af de fastboende Baranger, som har boet i Kampot længere tid end mig.
Han var allerede ved at sætte fra kantstenen, med sin fire årige datter på bagagebæren, da han havde fået sit brød ved bageren.
Men hotelmanden, som jeg vil kalde ham her, stoppede, så jeg kunne få en kort snak med ham. Ja faktisk snakkede vi så længe, at hans lille datter fik ondt i numsen af at sidde på bagagebæren, så hun måtte ned og stå, mens hun ventede på os.
Jeg går rundt med det problem, at vi skal have beskæftiget en dreng på 5 år, han skal ud i samfundet nogle timer om dagen. dels så han kan møde andre jævnaldrende børn, dels så han kan få færre skældud af sin mor, og når det går værst til, tæv af en dertil indsamlet pind.
Og den evige kamp mellem drengen og moren, bliver også en kamp eller en proces mellem moren, som er min dejlige kæreste og samlever, og jeg selv.
Så ja, der skal ske noget, knægten skal væk fra os, så han kan få nogle sociale vitaminer med hjem, og så min kæreste og jeg kan pusle lidt om vort forhold.
Hotelmanden kom her til for fem seks år siden. Ham og hans khmer-hustru, og deres lille datter som var omkring ét år den gang, var nogen af de første jeg mødte efter at jeg landede i Kampot. Og jeg har fulgt dem lidt, ikke meget, men ind i mellem har jeg nakket kort med manden, som er i begyndelsen af 60erne, og specielt hans kone, som dog forsvandt ud af billedet for lang tid siden, ja Hotelmanden har vel været alene med sin lille miksede datter et par år.
"Hvad gør du med skole til din datter"? spurgte jeg.
"Nå- jeg troede at du ville spørge om jeg havde solgt min forretning", var hans første svar.
Jeg vidste ikke, at den ejendom han forsøgte at drive en forretning i, var hans. Hans- ja man kan ikke eje ejendom i Cambodja, men der er måder at eje på, og nogle gange går det godt. Vel blandt andet fordi langt de fleste udenlandske mænd som etablerer sig og køber og eller bygger ejendom, ikke gør det på deres svigerfamilies jord.
Det viste sig, at Hotelmanden var på vej tilbage til sit hjemland, han ventede bare på at få solgt. Så datteren var i et vacuum, hun gik hverken i børnehave eller i skole, det var ventetid.
Men Hotelmanden, som kom til Cambodja for at nyde livet, og blev far i stedet, med en efterfølgende skilsmisse, og en datter som er omkring de 20 når han runder de 80, han vidste faktisk noget om børnehaver og skoler, det jeg søgte oplysning om.
Mens vi snakkede, kom han hele tiden tilbage til sit forsøg på at sælge sin ejendom, godt placeret inde i byen, nær floden og Riverfront.
Og et par gange kom der én bestemt sætning over hans læber:
"Man får aldrig hele sin oprindelige investering, med ud af Cambodja."
Det var jo det han var optaget af. Skidtet skulle sælges, så manden kunne komme tilbage til sit fædreland, hvor den lille datter skulle have en ordentlig uddannelse.
Der skal nok være potentielle købere som lusker rundt, holder sig afventende, mens de håber at det er lige netop dem, Hotelmanden henvender sig til, den dag han bare s k a l af sted. Vi har set det med bohaver, vaskemaskiner, og mest med motorcykler, som folk skulle af med, inden de rejste videre.
Så hvorfor dog ikke det samme med en by ejendom til 20.000 eller 30.000 dollars, eller hvad den nu kan koste.
Samtidigt med at Hotelmanden for længst har fundet ud af, at han aldrig får sin investering tilbage, selv om ejendomsmægleren har fortalt ham noget andet, er der andre som lander, som gør det samme. Nemlig at investere i Cambodja, på en måde, så de umuligt kan få deres penge tilbage, den dag de af den ene, eller af den anden grund vil videre i livet.
Jeg kan kan ikke investere i ret meget andet end depositum når jeg lejer hus, køb af en MC, og så er der min nyeste investering: "to træbørns og deres mor, som i et win win forhold med mig skal have det bedre.
Første sted, af de lidt større, er at få knægten på 5 i en børnehave, eller måske en skole.
Mens jeg har skrevet dette, er solen brudt frem igen.
Og jeg har spist makrelsalat på de to flutesboller, som jeg ville købe hos bageren, da jeg mødte Hotelmanden. Sådan er det at have "besøg" fra Danmark.
Emneord: Udedansker, udlandsdansker, asien, cambodja, cambodia, thaihustru, khmerhustru, thai kæreste, khmerkæreste, khmer hustru, khmer kæreste, opdragelse, slå, børn, børnehave, skole, skolegang, kulturforskel,
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar