Via Folkekirkens Nødhjælp: Kirsten Brøndum har støttet BedsteHJÆLP i to år, og hun har nu taget turen til Kirgistan for at møde de mennesker, hun hjælper genenm sin støtte.
Havde du tysk i skolen? Så husker du sprogets urskov af ulydige verber og lovløse endelser.
Vi snupper lige en begynder-klassiker hos min lærer Poulsen: ”Ich bin ein Mensch, du bist ein Mensch” og derneda´, indtil tungen besvimede midt i ”Wir sind Menschen”.
”Vi er mennesker”. Det giver ingen mening for en pubertetsforstyrret skoledreng med hovedet fuldt af ”for lækker” om hende med det lyse hår i midterrækken.
Men det giver rigtig meget mening for Kirsten Brøndum, der har været tysklærer i 32 år:
- Vi er mennesker, der alle har de samme grundlæggende behov, maven fuld og et sted at bo. Og jeg føler det som en forpligtelse at hjælpe dem, der ikke får de behov opfyldt, når man har det så godt i Danmark.
Den kan vi så lige tygge på, mens scenen bliver sat:
En minibus på en landevej i Kirgistan, på vej fra hovedstaden Bishkek til Balykchy, 180 asfalthungrende km mod øst. Forrest en chauffør og en guide, på bageste række ”bladsmøreren” – det vender vi tilbage til!
Og i midten tre midtjyder, det giver sig selv. Kirsten Brøndum fra Ulstrup og hendes gode venner, ægteparret Else og Schneider Sørensen fra landsbyen Aidt.
Adresse på hjælpen
Kirsten Brøndum har i to år støttet ”BedsteHJÆLP”, et samarbejde mellem Ældre Sagen og Folkekirkens Nødhjælp om at hjælpe fattige ældre i Kirgistan. Hun er ”adoptivmor” for ti ældre i en selvhjælpsgruppe i landsbyen Shabdan, og i dag skal hun besøge sine ”børn”.
- Det er godt at få sat adresse på, det med at vide, hvor ens penge går hen, og hvordan de bliver brugt.
Det er ikke tilfældigt, Kirsten Brøndum har valgt at støtte ældre i Kirgistan.
- Jeg var her som turist i 2001, og fattigdommen, jeg mødte, gjorde stort indtryk på mig. Det at se en Morlil sidde i vejkanten og prøve at sælge en enkelt Gladiolus. Og så synes jeg rigtig godt om ”BedsteHJÆLP”, fordi det handler om hjælp til selvhjælp. Det er et godt princip, for målet må jo være, at vi gør os selv overflødige, at landet kommer til at klare sig selv.
Så er vi fremme. Kirsten fra Ulstrup bliver budt velkommen af Guljamal, Batma, Navat og Anarbek fra selvhjælpsgruppen i Shabdan.
En adoptivmor møder sine børn for første gang.
Da vi tre timer senere bryder op, er sød, mellemfolkelig musik opstået.
Mere end ét øje er en anelse blankt, da Kirsten overrækker to æsker Blomme i Madeira. En godbid til dem, der ikke har det som blommen i et æg.
”Vi er mennesker” er den eneste mulige titel på den afskedsscene.
Det gør en forskel
På vej mod Bishkek er der midtjysk tavshed på midterrækken i mini-bussen. Tanker og følelser bliver tygget, sunket, fordøjet. Oplevelser spolet frem og tilbage.
Yurt´en (traditionelt centralasiatisk telt af filtet uld) vi sad i. Tæppehåndværket der blev vist trin for trin.
Stoltheden og styrken hos de ældre kvinder. Brødet vi blev budt. Bjergenes hvide tyngde. Fællesskabet i selvhjælpsgruppen. Fattigdommen. Kampen mod den.
Fornemmelsen af at hjælpen hjælper. At den gør en forskel. Det hele filtet sammen i danske hoveder.
Så bryder Kirsten tavsheden.
-Det er ganske enestående. At være så fattig og så have det overskud til os. At der blev gjort så meget ud af vores besøg. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at mit bidrag hjælper, det er helt sikkert.
I morgen skal Kirsten, Else og Schneider videre til Kina, en rejse i Silkevejens kamelspor. Men bagefter, hvad skal adoptivmor så?
- Så skal jeg nok hjem og fortælle og vise lysbilleder i pensionistforeningerne i mit lokalområde. Det har jeg gjort før, når jeg har været ude at rejse. Faktisk har jeg reklameret for Folkekirkens Nødhjælp i mange år, uden at de vidste det.
Jeg er den første, der skal af bussen i Bishkek. Jeg tager min taske, siger farvel. Og har jeg glemt noget?
Ja, bladsmøreren… Det er sådan en lidt lavmælt bemærkning fra Kirsten til Else et sted på udturen. Noget med, at ”nu har han da vist spurgt nok, og alle de billeder…”.
Jeg ved godt, hvad det handler om. Kirsten er ikke Bedstehjælper for at pudse glorien offentligt.
Hun prøver bare at gøre det, hun synes, der bør gøres. Det hun kan. Det lidt hun kan, som hun selv siger det:
- Jeg kan ikke redde hele verden. Men vi må gøre det, vi kan, selv om det kun er en dråbe i havet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar