Populære indlæg

fredag den 20. august 2010

Thailand udleverer våbenhandler til USA

Via Politiken: En appeldomstol i Thailand har imødekommet en begæring fra USA om at udlevere den russiske våbenhandler Viktor Bout, der er blevet kendt som 'dødens købmand'.

Bout er mistænkt for terrorisme og for at have solgt våben på tværs af adskillige kontinenter - blandt andet luftværnsmissiler til den colombianske oprørsbevægelse.

Hans liv siges at have inspireret til Hollywoodfilmen 'Lord of War' med Nicholas Cage i hovedrollen som en skruppelløs våbenhandler.

PET spillede rolle i anholdelse
Han har kæmpet mod en udlevering siden 2008, hvor han blev anholdt i Bangkok under en operation med deltagelse af amerikanske agenter.

Også den danske efterretningstjeneste, PET, har spillet en birolle i tilfangetagelsen.

Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Rusland kalder udlevering ulovlig
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger i en erklæring, at en udlevering af Bout er »ulovlig«.

»Vi vil kæmpe videre for at få ham frigivet«, hedder det i en erklæring fra Lavrov.

I USA risikerer Bout fængsel på livstid, hvis han bliver fundet skyldig i terrorisme. Han sættes i forbindelse med planlagte angreb på amerikanske embedsmænd.

Datteren brød grædende sammen
Bouts unge datter, som overværede retsmødet i Bangkok sammen med hans kone, brød grædende sammen, da domstolen afsagde sin kendelse.

»Domstolen har besluttet at udlevere ham til USA«, sagde dommer Jitakorn Patanasiri, som underkender en tidligere kendelse fra en lavere domstol, der har afvist en udlevering.

»Denne sag er ikke politisk. Det er et spørgsmål om kriminalitet«, siger dommeren.

Russeren afviste at udtale sig om afgørelsen, da han blev ført forbi journalister i håndjern og fodlænker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar